Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/ Næste

"Beretning og regnskab 2000"

Penge- og valutapolitikken

Fastkurspolitikken fortsætter uændret efter det danske nej til at deltage i eurosamarbejdet ved folkeafstemningen 28. september 2000. Fastkurspolitikken indebærer, at Nationalbankens rentesatser fastsættes efter Den Europæiske Centralbank, ECBs, rentesatser og forholdene på valutamarkedet. I 2000 blev Nationalbankens rentesatser forhøjet flere gange efter ECBs renteforhøjelser. Derudover var det i 2000 nødvendigt at udvide spændet mellem Nationalbankens og ECBs rentesatser på baggrund af en vis valutaudstrømning og en underliggende tendens til kronesvækkelse i store dele af året. I perioden op til folkeafstemningen steg de korte markedsrenter markant, uden at der var tale om egentlig valutauro. En medvirkende årsag til kronesvækkelsen i visse perioder af 2000 har været danske investorers betydelige nettokøb af udenlandske værdipapirer. Selv om valutamarkedet generelt klarede disse betydelige kapitalstrømme uden væsentlige problemer, måtte Nationalbanken for at dæmpe udsvingene i kronekursen sælge valuta for netto 38 mia.kr. i 2000.

Uændret fastkurspolitik efter euro-afstemningen

Den danske fastkurspolitik indebærer, at kronekursen er stabil over for euro. Da hovedmålet for pengepolitikken i euroområdet er at fastholde stabile priser, jf. side 39, skaber kronens tilknytning til euro en ramme for stabile priser i Danmark.

Den danske fastkurspolitik er forankret ved deltagelse i EUs valutakursarrangement, ERM2, der har til formål at sikre stabile valutakurser mellem euroområdet og de EU-lande, der ikke har indført den fælles valuta. Danmark deltager i ERM2 med en centralkurs på 746,038 kr. pr. 100 euro og et udsvingsbånd på +/- 2,25 pct. Nationalbanken har de seneste år stabiliseret kronekursen tæt på centralkursen. Underliggende tendenser til udsving i kronekursen bliver dæmpet ved køb eller salg af valuta eller ved renteændringer.

Fastkurspolitikken er uændret efter det danske nej til at deltage i eurosamarbejdet ved folkeafstemningen 28. september 2000. Dette blev bekræftet af regeringen og Nationalbanken i en fælles pressemeddelelse efter afstemningen, jf. side 136. I åbningsredegørelsen i Folketinget 3. oktober 2000 understregede regeringen, at finanspolitikken uden tøven vil blive strammet, hvis det kræves af hensyn til fastkurspolitikken.

Fastkurspolitikken indebærer en klar arbejdsdeling i den økonomiske politik i Danmark. Pengepolitikken tilrettelægges med henblik på at understøtte fastkurspolitikken. I praksis betyder det, at Nationalbankens rentesatser fastsættes på baggrund af ECBs rentesatser og forholdene på valutamarkedet. Finanspolitikken og den øvrige økonomiske politik må indrettes efter at sikre et balanceret konjunkturforløb og stabile priser på linje med målsætningen for ECB og hermed understøtte fastkurspolitikken.

Rente- og valutakursudviklingen i Danmark

Ved begyndelsen af 2000 var diskontoen og foliorenten 3 pct., og udlånsrenten og renten på indskudsbeviser 3,30 pct., jf. figur 9.^[1] Forskellen mellem Nationalbankens udlånsrente og ECBs primære markedsopera-tionsrente, refirenten, var 0,30 pct., og spændet mellem 3-måneders pengemarkedsrenten i Danmark og i euroområdet 0,35-0,40 pct., jf. figur 10.

Figur 9 Officielle renter og 3-måneders pengemarkedsrente i Danmark

Figur 10 Rentespænd over for euroområdet

Nationalbanken følger ECBs renteændringer tæt. Med virkning fra 4. februar, 17. marts og 28. april blev diskontoen forhøjet med i alt 0,75 pct. til samlet 3,75 pct. efter tilsvarende renteforhøjelser af ECB.^[2] Ved renteforhøjelsen 4. februar blev udlånsrenten forhøjet med 0,30 pct.

Ved de to øvrige renteforhøjelser blev udlånsrenten forhøjet med 0,25 pct. til samlet 4,10 pct. Kronen fortsatte i disse måneder sin let sivende tendens over for euro fra sidste halvdel af 1999, jf. figur 11. Den underliggende tendens til svækkelse af kronen i denne periode skyldtes bl.a. omfattende porteføljeomlægninger blandt større danske investorer til fordel for udenlandske værdipapirer. Med henblik på at dæmpe udsvingene i kronekursen solgte Nationalbanken i januar og februar 2000 valuta for ca. 19 mia.kr. Fra marts til maj var der dog kun tale om en mindre valutaudstrømning, og i hele perioden var spændet mellem pengemarkedsrenterne i Danmark og euroområdet forholdsvis stabilt.

Figur 11 Kronekursen og Nationalbankens nettokøb af valuta

Med virkning fra 9. juni forhøjede Nationalbanken diskontoen med 0,5 pct. til 4,25 pct. efter endnu en renteforhøjelse af ECB. Udlånsrenten blev forhøjet med 0,60 pct. til 4,70 pct., hvilket øgede rentespændet over for ECBs refirente med 0,10 pct. til 0,45 pct. Udvidelsen af rentespændet skyldtes en betydelig valutaudstrømning i slutningen af maj og begyndelsen af juni, hvor kronekursen bevægede sig under centralkursen, efter at flere meningsmålinger viste en dalende tilslutning til dansk deltagelse i eurosamarbejdet. Den vigende eurotilslutning medvirkede til en udvidelse af spændet mellem pengemarkedsrenterne i Danmark og euroområdet, så det fra starten af juni til midten af juli steg med næsten 1 pct. til lige under 1,4 pct. En del af denne udvidelse blev dog reverseret igen i perioden fra midten af juli til slutningen af august.

Nationalbankens pengepolitik i sommeren 2000 blev kompliceret af, at ECB i slutningen af juni overgik til at tildele likviditet ved de primære markedsoperationer til variabel rente mod tidligere fast rente, jf. side 45. ECBs nye procedurer medførte, at Nationalbanken måtte tilpasse sin praksis for renteændringer ved ændringer i ECBs rentesatser. Under rolige valutaforhold vil diskontoen nu blive ændret i takt med ECBs minimumbudrente, mens udlånsrenten vil blive ændret med baggrund i skæringsrenten på ECBs primære markedsoperationer. Små bevægelser i skæringsrenten vil normalt ikke medføre ændringer i udlånsrenten, men vil i stedet føre til mindre udsving i rentespændet. I en periode efter ECBs overgang til variabel rente udsendte Nationalbanken ekstraordinært pressemeddelelser ved ændringer i udlånsrenten. Dette skete for at understrege, at ændringerne alene skyldtes bevægelser i skæringsrenten og ikke havde baggrund i ændrede forhold på valutamarkedet. Nationalbanken er siden vendt tilbage til normal praksis ved kun at udsende pressemeddelelser om renteændringer ved ændringer i diskontoen^[3].

Fra 23. august til 27. september foretog Nationalbanken en række ændringer af udlånsrenten som følge af bevægelser i skæringsrenten på ECBs primære markedsoperationer, jf. tabel 3. Derudover blev diskontoen forhøjet med 0,25 pct. til 4,50 pct. med virkning fra 1. september efter en tilsvarende forhøjelse af ECBs minimumbudrente.

Tabel 3 Ændringer i udlånsrenten fra 23. august til 27. september 2000

Pct.	Ændringer	Udlånsrenten	ECBs skærings- rente	Rentespænd
23. august	+0,2	4,90	4,47	0,43
30. august	+0,2	5,10	4,68	0,42
6. september	-0,1	5,00	4,55	0,45
27. september	+0,1	5,10	4,65	0,45

Anm.:

ECB forhøjede minimumbudrenten med 0,25 pct. fra 4,25 pct. til 4,50 pct. med virkning fra 1. september. Skæringsrenten fastsættes ved ugentlige auktioner, jf. slutningen af dette kapitel.

I den sidste tid op til folkeafstemningen blev kronekursen atter svækket til under centralkursen, uden at der dog var tale om egentlig valutauro. I en kort periode blev spændet mellem pengemarkedsrenterne i Danmark og euroområdet udvidet til lidt over 2 pct., og forskellen mellem 3-måneders pengemarkedsrenten i Danmark og Nationalbankens udlånsrente til knap 2 pct. Reaktionen på pengemarkedet afspejlede markedsdeltagernes forventninger om renteforhøjelser, hvis der opstod pres på kronekursen. Selv om de korte markedsrenter begyndte at falde i anden halvdel af september, forblev 3-måneders renten mærkbart højere end Nationalbankens rentesatser. For at dæmpe udsvingene i kronekursen solgte Nationalbanken i september valuta for ca. 11 mia.kr.

Efter folkeafstemningen forhøjede Nationalbanken udlånsrenten med 0,50 pct. til 5,60 pct. med virkning fra 29. september. Rentespændet over for skæringsrenten på ECBs primære markedsoperationer blev dermed udvidet til 0,95 pct. Formålet med renteforhøjelsen var at undgå usikkerhed om kronekursen efter folkeafstemningen. I perioden herefter blev kronen styrket over for euro, og udstrømningen af valuta blev vendt til en valutaindstrømning, idet Nationalbanken i oktober købte valuta for knap 17 mia.kr. Desuden skete der en normalisering af renteforholdene på det danske pengemarked, og spændet mellem pengemarkedsrenterne i Danmark og euroområdet blev indsnævret til samme niveau som ved årets begyndelse.

Med virkning fra 6. oktober forhøjede Nationalbanken diskontoen med 0,25 pct. til 4,75 pct. efter ECBs tilsvarende forhøjelse af minimumbudrenten. Udlånsrenten blev fastholdt uændret på baggrund af den styrkede krone. Da skæringsrenten på ECBs primære markedsoperationer samtidig steg med knap 0,10 pct., blev spændet mellem Nationalbankens udlånsrente og skæringsrenten indsnævret til ca. 0,85 pct.

Fra 13. oktober 2000 og frem til ultimo februar 2001 nedsatte Nationalbanken gradvis udlånsrenten med samlet 0,30 pct., jf. tabel 4. Da skæringsrenten på ECBs primære markedsoperationer i samme periode var stabil, blev rentespændet indsnævret til ca. 0,55 pct., dvs. ca. 0,25 pct. over niveauet ved begyndelsen af 2000.

Tabel 4 Ændringer i udlånsrenten fra 29. september 2000 til ultimo februar 2001

Pct.	Ændringer	Udlånsrenten	ECBs skærings- rente	Rentespænd
29. september 2000	+0,5	5,60	4,65	0,95
13. oktober 2000	-0,1	5,50	4,76	0,74
27. oktober 2000	-0,1	5,40	4,80	0,60
9. februar 2001	-0,1	5,30	4,75	0,55

Anm.:

ECB forhøjede minimumbudrenten med 0,25 pct. fra 4,50 pct. til 4,75 pct. med virkning fra 6. oktober. Skæringsrenten fastsættes ved ugentlige auktioner, jf. slutningen af dette kapitel.

Omkring årsskiftet 2000/01 bevægede kronekursen sig lidt under centralkursen, og spændet mellem 3-måneders pengemarkedsrenten i Danmark og i euroområdet blev udvidet en anelse til 0,50-0,60 pct. Den mindre underliggende tendens til svækkelse af kronekursen i begyndelsen af 2001 skyldtes delvis danske investorers køb af udenlandske værdipapirer. Valutaudstrømningen var dog væsentlig mindre end i de første måneder af 2000.

Pengeinstitutternes rentesatser
Pengeinstitutternes gennemsnitlige udlåns- og indlånsrenter har fulgt udviklingen i Nationalbankens diskonto, jf. figur 12. Fra 4. kvartal 1999 til 3. kvartal 2000 steg udlåns- og indlånsrenten med henholdsvis 1,2 pct. og 1,0 pct. Der foreligger endnu ikke rentestatistik for 4. kvartal 2000. Rentemarginalen har været svagt stigende siden 1. kvartal 1999 efter at være faldet de foregående år.

Figur 12 Pengeinstitutternes udlåns- og indlånsrenter

Kapitalbevægelserne og valutareserven

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster skønnes at have været i størrelsesordenen 19 mia.kr. i 2000, jf. tabel 5. De private kapitalbevægelser har medført en nettokapitaleksport på anslået 57 mia.kr. Den betydelige nettokapitaleksport var medvirkende til, at Nationalbanken i 2000 måtte sælge valuta for 37,7 mia.kr. Staten har i 2000 tilbagebetalt lån i udlandet for 5,2 mia.kr. Valutareserven er ekskl. kursreguleringer reduceret med 43,0 mia.kr., jf. figur 13.

Tabel 5 Kapitalbevægelserne

Nettoindtægt, mia.kr.	1999	2000
Betalingsbalancens løbende poster	21	19
Kapitaloverførsler	7	0
Kapitalimport:
Direkte investeringer	-8	52
Porteføljeinvesteringer1	-24	-153
Heraf udenlandske værdipapirer	-68	-191
Afledte instrumenter	2	6
Lån og indskud2	87	68
Skøn over ikke-registrerede kreditter3	-12	17
Fejl og udeladelser	-10	-46
Nationalbankens valutakøb	63	-38
Anvendt til:
Nedbringelse af statens udlandslån	-1	5
Forøgelse af valutareserven	64	-43

Anm.:	Ekskl. kursregulering mv.
1	Ekskl. statens udenlandske obligationslån.
2	Ekskl. statens udenlandske banklån.
3	Erstatninger for stormen i december 1999 indgår i 1999 som kapitaleksport og i 2000 som kapitalimport.

Figur 13 Valutareserven

Porteføljeinvesteringer gav i 2000 anledning til en nettokapitaleksport på 153 mia.kr. Valutaudlændinge købte i 2000 danske værdipapirer (kroneobligationer, obligationer i udenlandsk valuta og danske aktier) for netto 32 mia.kr. For året som helhed købte danskere udenlandske værdipapirer for netto 191 mia.kr., hvoraf nettokøbet af aktier udgjorde 110 mia.kr. Fusionen mellem Unidanmark og finsk/svenske MeritaNordbanken^[4] tegner sig for 30,9 mia.kr. af danskeres nettokøb af udenlandske aktier.

Danskeres nettokøb af udenlandske værdipapirer har de seneste år været kraftigt stigende. I 2000 kan stigningen i nettokøbet af udenlandske værdipapirer bl.a. henføres til omfattende porteføljeomlægninger blandt danske institutionelle investorer til fordel for udenlandske værdipapirer. På valutamarkedet vil danske investorers nettokøb af udenlandske værdipapirer normalt øge efterspørgslen efter valuta og udbuddet af kroner. Det betydelige nettokøb af udenlandske værdipapirer har således været en medvirkende årsag til den underliggende tendens til kronesvækkelse i store dele af 2000.

Penge- og realkreditinstitutternes likviditet

Nationalbankens pengepolitiske modparter er penge- og realkredit-institutter i Danmark. De pengepolitiske modparters nettotilgode-havende i Nationalbanken, også kaldet nettostillingen, påvirkes af forskellige faktorer. Set over en længere periode er Nationalbankens nettovalutakøb den væsentligste årsag til ændringer i nettostillingen. Når Nationalbanken køber valuta og sælger kroner, sker der isoleret set en stigning i nettostillingen, og omvendt. I 2000 betød Nationalbankens betydelige nettosalg af valuta frem til og med september et gradvist fald i nettostillingen, jf. figur 14. Med Nationalbankens betydelige valutakøb i oktober ophørte dette fald, og i de sidste måneder af året var der tale om en mindre stigning i nettostillingen.

Figur 14 Penge- og realkreditinstitutternes mellemværender med Nationalbanken

Statens betalinger
For året som helhed dækker statens indenlandske låntagning i kroner det indenlandske bruttofinansieringsbehov, dvs. statens løbende underskud og afdrag på indenlandsk gæld. Inden for året kan statens betalinger dog medføre store udsving i nettostillingen. Nationalbanken udarbejder løbende prognoser for statens betalinger på både månedlig og daglig basis. Prognoserne anvendes af de pengepolitiske modparter til styring af egen likviditet og af Nationalbanken til styring af den samlede likviditet. Prognoserne udarbejdes på grundlag af Finansministeriets budgetoversigter og Nationalbankens kendskab til statens betalinger.

Nationalbanken og private pengeinstitutter har i en årrække varetaget formidlingen af forskellige former for statslige betalinger, fx betalinger mellem staten og kommuner, skattebetalinger og udbetalinger af sociale ydelser. Finansministeriet besluttede imidlertid i 1999 at samle statens betalinger i ét system, kaldet Statens KoncernBetalingssystem (SKB). Opbygningen af systemet blev efter udbud overdraget til Jyske Bank, og systemet er i øjeblikket under etablering. Staten vil også efter indførelsen af SKB have sin likviditet placeret på konto i Nationalbanken. Samlingen af statens betalinger i ét system ventes at forbedre grundlaget for Nationalbankens prognoser for statens betalinger.

De pengepolitiske instrumenter

Nationalbankens pengepolitiske modparter har adgang til at placere likviditet som dag-til-dag indskud (indskud på foliokonto) i Nationalbanken samt deltage i Nationalbankens ugentlige markedsoperationer. I de ugentlige markedsoperationer kan modparterne låne i 14 dage mod sikkerhedsstillelse (Nationalbanken tilfører likviditet) og/eller placere likviditet i 14 dage ved køb af indskudsbeviser (Nationalbanken opsuger likviditet). Forrentningen af disse instrumenter er et centralt element i pengepolitikken. Indskud på foliokonti i Nationalbanken forrentes med foliorenten, der svarer til diskontoen. Nationalbankens 14-dages udlån og indskudsbeviser forrentes med henholdsvis udlånsrenten og renten på indskudsbeviser, der ligeledes er ens og højere end diskontoen.

De pengepolitiske modparters nettostilling består af deres beholdning af indskudsbeviser og folioindskud fratrukket deres 14-dages lån i Nationalbanken. Ved de ugentlige markedsoperationer vil de pengepolitiske modparter normalt sammensætte nettostillingen, så det samlede indskud på foliokonti dækker det forventede likviditetsbehov for den kommende uge. Ved større kendte udsving i likviditetsbehovet, fx som følge af store statslige betalinger, kan Nationalbanken på forhånd have annonceret at ville tilbagekøbe eller sælge indskudsbeviser uden for de ugentlige markedsoperationer. Nationalbanken har også mulighed for at åbne for tilbagekøb og salg af indskudsbeviser uden forudgående annoncering, hvis der viser sig store uforudsete udsving i likviditetsbehovet.

Siden 2000 har der været rammer for størrelsen af de pengepolitiske modparters indskud på foliokonti^[5]. Rammerne skal forhindre, at der på foliokontiene opbygges store indeståender til spekulation i rente- og/eller valutakursændringer. Den samlede folioramme er på knap 20 mia.kr. Ved overskridelse af den samlede ramme for modparterne som helhed vil folioindskud ud over de individuelle foliorammer blive konverteret til indskudsbeviser. I en periode omkring folkeafstemningen var de pengepolitiske modparters indskud på foliokonti tæt på den samlede ramme, men det har fortsat ikke været nødvendigt at konvertere folioindskud til indskudsbeviser. Nationalbanken gennemførte mod slutningen af året en mindre revision af de individuelle foliorammer med baggrund i udviklingen i den finansielle sektor og modparternes udnyttelse af foliorammerne. Den samlede folioramme blev ikke ændret. De reviderede foliorammer har været gældende siden 1. januar 2001 og kan ses på www.nationalbanken.dk under pengepolitik.

Fodnoter

[1] Renten på de pengepolitiske modparters foliokonti er lig diskontoen, og renten på indskudsbeviser er lig udlånsrenten og højere end diskontoen, jf. side 38.

[2] ECBs renteforhøjelser i 2000 er beskrevet nærmere side 39ff.

[3] Ændringer i indskudsbevis- og udlånsrenten meddeles via Nationalbankens elektroniske informationssystem, DN-nyheder. Nationalbankens rentesatser kan desuden ses på www.nationalbanken.dk under renter og kurser.

[4] I statistikken er fusionen herudover registreret som en direkte investering i Danmark (kapitalimport) på 42,5 mia.kr. og et tilbagekøb af danske aktier for 11,5 mia.kr. (kapitaleksport under porteføljeinvesteringer). Ekskl. fusionen mellem Unidanmark og MeritaNordbanken udgjorde årets nettokapitalimport fra direkte investeringer 10 mia.kr.

[5] Rammerne blev indført i juni 1999 som led i en række primært tekniske ændringer af det pengepolitiske instrumentarium. Ændringerne er beskrevet i Kvartalsoversigten 2. kvartal 1999, side 15.

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/ Næste

Version 1.0 Marts 2001 Nationalbanken.
Udgivet af Danmarks Nationalbank Marts 2001, http://www.nationalbanken.dk