Møntunioner og udenrigshandel

Møntunioners effekt på handel og økonomisk aktivitet

Hvis to eller flere lande danner en møntunion, kan det øge deres indbyrdes handel, fordi

• usikkerheden om valutakursen fjernes;
• handelsomkostningerne reduceres;
• priser i landene lettere kan sammenlignes.

Usikkerhed om valutakursen har normalt en dæmpende effekt på udenrigshandlen. Det skyldes, at de fleste virksomheder ikke bryder sig om risikoen for udsving i værdien af fremtidige betalinger i udenlandsk valuta. Virksomhederne kan i nogle situationer fjerne denne risiko ved at købe eller sælge valuta på termin. Det er dog som regel kun muligt i lande med veludviklede valutamarkeder og for en begrænset tidshorisont, fx op til 1 år.

Handelsomkostningerne reduceres i en møntunion, fordi virksomhederne ikke længere skal veksle valuta, når de handler med virksomheder fra andre deltagerlande. Hermed sparer de forskellen mellem valutaens markedskurs og bankens afregningskurs plus et eventuelt vekselgebyr. Derudover kan virksomhederne nedbringe deres omkostninger til styring af valutakursrisici. De reducerede handelsomkostninger medvirker til at øge handlen mellem deltagerlandene.

Priser i forskellige lande kan lettere sammenlignes i en møntunion, fordi de udtrykkes i samme valuta. Forbrugere og virksomheder, der sammenligner priser i forskellige deltagerlande, skal ikke først omregne fra den ene valuta til den anden. Det forstærker konkurrencen på markeder for varer og tjenester, som handles mellem lande, og vil øge landenes samhandel. 

Effekten af øget handel på den samlede produktion
Handel mellem lande kan have en positiv effekt på deres samlede produktion af flere årsager^[2]. Eksempelvis giver udenrigshandel bedre mulighed for at udnytte stordriftsfordele i produktionen, da mulighederne for afsætning forøges. Udenrigshandel styrker også konkurrencen mellem virksomheder, hvilket tilskynder til løbende forbedring af produktionsmetoder til gavn for væksten i produktionen. Endvidere kan udenrigshandel føre til spredning af ny produktionsteknologi, hvilket også bidrager til højere produktionsvækst.

Flere empiriske undersøgelser bekræfter, at der eksisterer en positiv sammenhæng mellem et lands handel med udlandet og vækst i produktionen. Således konkluderer Frankel og Rose (2002), at en stigning i et lands handel i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, på 1 procentpoint er forbundet med en stigning i BNP pr. indbygger på 1/3 pct. på lang sigt. I andre tidligere undersøgelser har man fundet tegn på en stærkere sammenhæng mellem udenrigshandel og økonomisk vækst. 

Effekten af øget samhandel på ensartetheden af konjunkturerne
Handel mellem to lande kan også påvirke ensartetheden af deres konjunkturudvikling. Normalt vil man forvente, at øget handel fører til større samvariation i den økonomiske aktivitet. Det afspejler, at en ændring i efterspørgslen efter varer og tjenester i det ene land har større effekt på efterspørgslen i det andet land, jo mere de to lande handler sammen.

Øget udenrigshandel kan dog også føre til større specialisering af landenes produktion på industrier. Den øgede handel vil så give sig udslag i en større interindustrihandel (handel med varer fra forskellige industrier) i modsætning til intraindustrihandel (handel med varer fra samme industri). Hvis landene bliver mere afhængige af forskellige industrier, kan deres konjunkturforløb i perioder blive mindre ensartet^[3].

Sammenhængen mellem handel og konjunkturernes ensartethed har særlig betydning i en møntunion med fælles pengepolitik. Frankel og Rose (1998) argumenterer for, at en møntunion ikke fører til større specialisering af landenes produktion, men i stedet øger deres intraindustri-handel, som er mest følsom over for forskelle i landenes priser. De viser også i en empirisk undersøgelse, at lande med større samhandel har mere sammenfaldende konjunkturer.^[4]

Nyere undersøgelser

Indtil for få år siden blev effekten på et lands udenrigshandel af at deltage i en møntunion regnet for forholdsvis beskeden. Det skyldes, at det i empiriske undersøgelser kun var muligt at påvise en begrænset effekt af usikkerhed om valutakursen på landes udenrigshandel^[5]. Denne type undersøgelser har dog været forbundet med en række problemer, bl.a. omkring måling af usikkerheden om valutakursen.

En undersøgelse af Rose, der blev offentliggjort i 2000, ændrede i nogen grad opfattelsen af møntunioners effekt på landes udenrigshandel. Rose tog udgangspunkt i den såkaldte gravitationsmodel for størrelsen af handlen mellem to lande, jf. boks 1. Hans bemærkelsesværdige konklusion var, at lande med fælles valuta handler mere end tre gange så meget sammen som lande med separate valutaer. Resultatet var robust over for inddragelse i modellen af en række andre variabler, som kan påvirke handlen mellem to lande.

Siden Roses artikel er der offentliggjort en række lignende undersøgelser af møntunioners handelseffekt. Appendiks gennemgår kort nogle af disse undersøgelser, og resultaterne er samlet i figur 1. Hovedparten af undersøgelserne når frem til et skøn på handelseffekten af en fælles valuta, som er mindre end Roses oprindelige skøn, men fortsat af en betydelig størrelse. Rose (2003) beregner middelværdien af de forskellige undersøgelsers skøn på handelseffekten af en møntunion til knap en fordobling af landenes samhandel^[6].

Undersøgelser af møntunioners effekt på landes samhandel	Figur 1
Anm.: En * angiver, at den estimerede effekt ikke er statistisk signifikant. Den stiplede linje er Roses (2003) beregnede middelværdi af skønnene på handelseffekten af en møntunion ifølge 24 undersøgelser. Appendiks indeholder en kort gennemgang af de refererede undersøgelser.

Et væsentligt spørgsmål er, hvordan en møntunion påvirker deltagerlandenes handel med lande uden for møntunionen. I den økonomiske litteratur sondres der mellem en møntunions handelsskabende (trade creating) og handelsafledende (trade diverting) effekter. En møntunion har handelsafledende effekter, hvis den reducerer deltagerlandenes handel med resten af verden. Det vil dæmpe den samlede stigning i deltagerlandenes udenrigshandel og reducere andre landes udenrigshandel. Generelt finder hverken Rose (2000) eller andre undersøgelser tegn på, at møntunioner fører til mindre handel med lande i resten af verden.

Effekten af ømuen på eurolandenes handel

ØMUen har nu eksisteret i mere end fem år, hvilket gør det relevant at undersøge de foreløbige effekter på eurolandenes handel^[7]. En mulig indikation af ØMUens handelseffekter fås i figur 2, der viser udviklingen i eurolandenes indbyrdes handel i pct. af deres samlede handel med udvalgte industrilande^[8]. Frem til 2000 ses en faldende tendens i eurolandenes samhandel i forhold til deres handel med andre industrilande, men siden har eurolandenes indbyrdes handel været stigende. Denne udvikling er isoleret set i overensstemmelse med en hypotese om, at ØMUen har medvirket til at øge eurolandenes samhandel.

Eurolandenes indbyrdes handel i pct. af deres samlede handel	Figur 2
Anm.: Eurolandene er ekskl. Grækenland. Eurolandenes samlede handel er summen af deres indbyrdes handel og deres handel med de øvrige EU-lande (inkl. Grækenland, men ekskl. de 10 nye EU-lande), Australien, Canada, Island, Japan, New Zealand, Norge, Schweiz og USA.
Kilde: OECD, Monthly Statistics of Foreign Trade.

Den stigende tendens i eurolandenes indbyrdes handel kan ikke bare henføres til et enkelt eller nogle få store eurolande. I figur 3 er for udvalgte eurolande vist udviklingen i handlen med andre eurolande i pct. af landets samlede handel. Siden 2000 har alle landene gradvist øges andelen af deres handel, der foregår med andre eurolande. For hovedparten af landene kommer det efter nogle år med faldende tendens i denne handel, men for Spanien og Portugal, der først blev medlem af EU i 1986, er der tale om en fortsættelse af en udvikling, der har stået på i en årrække.

Udviklingen i det anvendte mål for eurolandenes samhandel i figur 2 og 3 har også været påvirket af andre forhold end indførelsen af den fælles valuta. Det gælder fx forskelle i økonomisk vækst i euroområdet og resten af verden. I en periode med relativ høj vækst i resten af verden vil eurolandenes indbyrdes handel målt i forhold til deres samlede handel have en tendens til at falde. Den høje vækst i 1990'erne hos nogle af euroområdets største handelspartnere, bl.a. Storbritannien og USA, og mere moderate vækst i de senere år kan således også begrunde en del af udviklingen i de to figurer.^[9]

Udvalgte eurolandes handel med andre eurolande i pct. af deres samlede handel	Figur 3
Anm.: Se anmærkning til figur 2.
Kilde: OECD, Monthly Statistics of Foreign Trade.

Flere empiriske studier har mere formelt undersøgt betydningen af ØMUen for eurolandenes handel, jf. tabel 1. Resultaterne af disse studier kan ikke direkte sammenlignes, da dataperioden varierer. Det konkluderes dog i alle studier, at den fælles valuta har haft en positiv effekt på eurolandenes indbyrdes handel. De målte effekter er endnu forholdsvis beskedne sammenlignet med skønnene i Rose (2000) og andre studier, men har været stigende siden indførelsen af euroen. De forskellige studier finder desuden ikke tegn på, at den fælles valuta har medvirket til at reducere eurolandenes handel med resten af verden (se fx Micco mfl. (2003)).^[10]

Empiriske studier af ømuens effekt på eurolandenes samhandel		Tabel 1
Studie	Effekt (pct.)	Data
De Nardis og Vicarelli (2003)	9-10	Data for 32 lande for 1980-2000
Bun og Klaasen (2002)	10	Data for alle EU-lande, US, Japan og Canada for 1965-2001
Europa-Kommissionen (2003)	7-18	Data for alle EU-lande for 1991-2002
Micco mfl. (2003)	4-16	Data for 22 industrilande for 1992-2002
Baar mfl. (2003)	29	Data for alle EU- og EFTA-lande for 1978-2002 (1. kvartal)

Effekten på intraindustrihandlen i euroområdet
Graden af et lands intraindustrihandel med andre lande kan udtrykkes ved det såkaldte Grubel-Lloyd indeks, jf. boks 2. Værdien af Grubel-Lloyd indekset kan variere fra 0 til 1. Jo tættere indekset er på 1, desto større er graden af et lands intraindustrihandel med andre lande.

Grubel-Lloyd indekset til måling af intraindustrihandel

Boks 2

Et lands intraindustrihandel med andre lande måles ofte ved hjælp af det såkaldte Grubel-Lloyd indeks (se fx OECD (2002)). For land A kan Grubel-Lloyd indekset vis-à-vis land B for industri i beregnes som         GL(A)iB  =  ( (X(A)iB + M(A)iB) - |X(A)iB – M(A)iB| )  /  (X(A)iB + M(A)iB) hvor X(A)iB og M(A)iB er henholdsvis land A's eksport til og import fra land B af varer fra industri i. Værdien af indekset kan variere fra 0 til 1. Hvis al handel mellem land A og B med varer fra industri i er eksport fra land A til land B (X(A)iB > 0, M(A)iB = 0), vil indekset antage værdien 0. Det samme gælder, hvis al handel med varer fra industri i er import i land A fra land B. Hvis eksporten fra land A til land B af varer fra industri i er lige så stor som importen den anden vej (X(A)iB = M(A)iB), er indekset lig med 1. Tilsvarende indeks kan beregnes for land A's handel med andre lande og for andre industrier. Herefter kan man beregne et samlet Grubel-Lloyd indeks for land A ved at summere disse indeks vægtet med land A's handel fordelt på de forskellige lande og industrier. Det samlede indeks giver et mål for land A's intraindustrihandel, idet et indeks tættere på 1 er ensbetydende med en større grad af intraindustrihandel med andre lande. Værdien af det samlede Grubel-Lloyd indeks afhænger af detaljeringsgraden af de specificerede industrier. Jo mere detaljeret specificeringen er, desto mindre bliver det beregnede indeks. Ved beregningen af indeksene i figur 4 er benyttet en detaljeringsgrad, der svarer til den 2-cifrede inddeling i det harmoniserede internationale handelsklassifikationssystem, SITC (Standard International Trade Classification), revision 3. Der opdeles her på knap 70 forskellige grupper af varer.

For alle eurolande (ekskl. Grækenland og Luxembourg) er i figur 4 vist et beregnet Grubel-Lloyd indeks for 1996 og 2001 for deres handel med andre eurolande. Der er forholdsvis stor forskel på værdien af indekset for de enkelte lande med Frankrig og Portugal som de to yderpunkter. For næsten alle landene er værdien af indekset dog stort set uændret eller større i 2001 i forhold til 1996. Med forbehold for den korte periode tyder dette ikke på, at deltagelse i ØMUen har ført til større specialisering af landenes produktion med risiko for mindre ensartede konjunkturer. 

I praksis er eurolandenes intraindustrihandel kun en indikator for graden af specialisering af landenes produktion på forskellige industrier. Det er således muligt, at der er sket en øget specialisering af eurolandenes produktion, uden at det har givet sig udslag i mindre intraindustrihandel^[11]. Derudover afhænger ensartetheden af landenes konjunkturer også af andre forhold end fordelingen af landenes produktion på industrier. Generelt er det endnu for tidligt at drage konklusioner om effekten af ØMUen på ensartetheden af eurolandenes konjunkturer.

Grubel-Lloyd indeks for eurolandenes handel med andre eurolande	Figur 4
Anm.: Jo tættere indekset er på 1, desto større er graden af landets intraindustrihandel med andre eurolande. Beregningen af indekset er beskrevet i boks 2.
Kilde: OECD, International Trade by Commodity Statistics.

Afslutning

Indtil for få år siden blev effekten på et lands udenrigshandel af at deltage i en møntunion regnet for forholdsvis beskeden. Nyere undersøgelser tyder imidlertid på, at lande med fælles valuta handler væsentlig mere sammen end andre lande. Ifølge flere undersøgelser kan deltagelse i en møntunion indebære helt op til en fordobling af deltagerlandenes samhandel, uden at det sker på bekostning af deres handel med resten af verden. Andre undersøgelser viser desuden, at øget udenrigshandel er forbundet med højere økonomisk vækst og kan føre til en mere ensartede konjunkturer i de enkelte lande.

De foreløbige erfaringer fra euroområdet er grundlæggende i overensstemmelse med disse undersøgelser. Flere empiriske studier bekræfter, at eurolandene har øget deres indbyrdes handel, siden ØMUen trådte i kraft, uden at det har ført til mindre handel med lande i resten af verden. De målte effekter på eurolandenes indbyrdes handel er endnu forholdsvis beskedne, men har været stigende siden indførelsen af euroen. Endvidere er der ikke tegn på, at den fælles valuta har medført større interindustrihandel og specialisering af landenes produktion med risiko for mindre ensartede konjunkturer.

Disse resultater er relevante for de EU-lande, der ikke deltager i ØMUen. De kan forvente, at en senere indtræden i ØMUen vil øge deres handel med eurolandene og have positive effekter på den økonomiske vækst. Fx skønner det britiske finansministerium, at en ØMU-deltagelse over en længere tidshorisont vil øge Storbritanniens handel med eurolandene med op til 50 pct. (HM Treasury (2003)). Tilsvarende vurderes det i IMF (2004), at flere af de nye EU-lande kan øge deres udenrigshandel med op til 60-70 pct. ved at indføre euroen. Disse skøn er forbundet med en betydelig usikkerhed, men bør indgå i en samlet vurdering af konsekvenserne af en ØMU-deltagelse.

Appendiks: Nyere undersøgelser af møntunioners effekt på landes udenrigshandel

Allerede før Rose (2000) havde enkelte undersøgelser indikeret, at en fælles valuta kan have store handelseffekter. Fx estimerede McCallum (1995) en gravitationsmodel for den indbyrdes handel mellem en række canadiske provinser og amerikanske stater. Han viste, at en typisk canadisk provins handler ca. 20 gange mere med en anden canadisk provins end med en amerikansk stat af samme størrelse og beliggenhed (afstand). En væsentlig årsag kan være, at Canadas og USAs separate valutaer virker som en barriere for handlen mellem de to lande.  

Siden Rose (2000) er der blevet offentliggjort adskillige tilsvarende undersøgelser af møntunioners handelseffekter, herunder af Rose selv (se fx Frankel og Rose (2002) og Rose og van Wincoop (2001)). I disse undersøgelser er der typisk set på betydningen af forskellige aspekter ved Roses data og metode for resultaterne i hans oprindelige artikel. Tabel A1 indeholder en oversigt over udvalgte undersøgelser og de estimerede handelseffekter af at deltage i en møntunion.

Undersøgelser af møntunioners effekt på  landes udenrigshandel		Tabel A1
Undersøgelse	Data	Effekt (pct.)1
Rose (2000)	Tværsnitsdata, 1970-1990	235
Rose og van Wincoop (2001)	Tværsnitsdata, 1970-1995	136
Frankel og Rose (2002)	Tværsnitsdata, 1970-1995	290
Melitz (2001)	Tværsnitsdata, 1970-1995	101
Persson (2001)	Tværsnitsdata, 1970-1990	66*
Levy Yeyati (2001)	Tværsnitsdata, 1970-1990	65
Nitsch (2002)	Tværsnitsdata, 1970-1990	127
Tenreyro (2001)	Paneldata, 1978-1997	60*
Alesina mfl. (2002)	Paneldata, 1960-1997	376
Glick og Rose (2002)	Paneldata, 1948-1997	92
Pakko og Wall (2001)	Paneldata, 1970-1990	-31*
Thom og Walsh (2002)	Paneldata, 1950-1992	10*
Flandreau og Maurel (2001)	Tværsnitsdata, 1880-1913	2192
López-Córdova og Meissner (2001)	Paneldata, 1870-1910	105
1  En * angiver, at den estimerede effekt ikke er statistisk signifikant. 2   Estimatet refererer til Flandreau og Maurels skøn på handelseffekten af møntunionen mellem Ungarn og Østrig.

Flere undersøgelser har set på betydningen af eventuelle systematiske forskelle mellem lande i møntunioner og andre lande. Rose inddrager andre forklarende variabler i sin model, men kan ikke tage højde for alle disse forskelle. Hvis nogle af de udeladte forskelle har betydning for størrelsen af landes samhandel, kan det give et overvurderet skøn på handelseffekten af en fælles valuta.

Melitz (2001) peger på, at lande i en møntunion ofte deltager i samme politiske union eller frihandelsområde, hvilket har en positiv effekt på deres samhandel. I Roses model kan det give anledning til et for stort skøn på handelseffekten af en møntunion^[12]. Melitz undersøger denne mulighed ved at se bort fra møntunioner, der også er politiske unioner eller frihandelsområder. Det reducerer skønnet på handelseffekten af en møntunion fra lidt over en tredobling til en fordobling.

Persson (2001) forsøger at isolere forskellene mellem lande i møntunioner og andre lande ved hjælp af en såkaldt match-metode, der normalt bruges i medicinske undersøgelser. Fremgangsmåden er at sammenligne resultaterne i en "kontrolgruppe" og en "behandlingsgruppe", der kun afviger med hensyn til deltagelse i en møntunion. Med denne metode når Persson frem til et væsentligt mindre skøn end Rose på handelseffekten af en møntunion.

Levy Yeyati (2001) og Nitsch (2002) er også inde på, at Roses store skøn på møntunioners handelseffekt skyldes variabler, der ikke indgår i modellen. Levy Yeyati opdeler møntunionerne i Roses studie i såkaldte unilaterale og multilaterale unioner^[13]. Han viser, at Roses skøn udelukkende passer for unilaterale møntunioner, mens lande i multilaterale unioner kun handler ca. 65 pct. mere sammen end andre lande. Nitsch finder efter samme fremgangsmåde, at Roses skøn ikke holder for møntunioner med den amerikanske dollar som fælles valuta.

I andre undersøgelser har man studeret kausaliteten bag Roses resultater. For to lande vil gevinsten i form af sparede vekselomkostninger ved at indgå i en møntunion være større, jo mere de i forvejen handler sammen. I princippet kan nogle af landene i Roses undersøgelse have besluttet at danne en møntunion, fordi de i forvejen har en stor samhandel. Hvis det er tilfældet, kan resultaterne ikke bruges til at konkludere noget om handelseffekterne af at danne en møntunion.  

To eksempler på disse undersøgelser er Tenreyro (2001) og Alesina mfl. (2002). Tenreyro estimerer i samme ligningssystem en sandsynlighed for, at to lande danner en møntunion, samt effekten heraf på deres samhandel. Hun finder, at denne fremgangsmåde reducerer skønnet på handelseffekten af en møntunion til ca. 60 pct.^[14] Alesina mfl., der bruger en anden metode, når omvendt frem til et større skøn på handelseffekten af en møntunion end Rose.

Rose (2000) og hovedparten af ovennævnte undersøgelser er baseret på såkaldte tværsnitsdata. Det indebærer, at observationer for forskellige perioder af det samme landepar i princippet behandles som uafhængige observationer. Denne type undersøgelser kan være mindre velegnede til at belyse konsekvenserne af, at to eller flere lande danner en møntunion. Det gøres ofte mere hensigtsmæssigt i undersøgelser med såkaldte paneldata, hvor hver enkelt landepar følges over tid.

Glick og Rose (2002) undersøger møntunioners handelseffekt ved hjælp af paneldata for 217 lande fra 1948 til 1997. Datasættet omfatter i alt 16 dannelser af møntunioner mellem landepar og 130 opløsninger. De når frem til, at dannelse (opløsning) af en møntunion mellem to lande næsten fordobler (halverer) deres indbyrdes handel. Et andet eksempel på en lignende undersøgelse er Pakko og Wall (2001), der ikke finder tegn på, at dannelse af en møntunion fører til større handel. Denne undersøgelse er dog baseret på et mindre datasæt end Glick og Roses. 

Et andet ofte anført forbehold over for Roses undersøgelse knytter sig til typen af lande i de udpegede møntunioner. Næsten alle landeparrene i disse møntunioner består af mindst et mindre udviklingsland. Der kan være nogle særlige forhold ved disse lande, så resultaterne ikke uden modifikationer kan overføres på større industrilande, fx eurolandene.

Thom og Walsh (2002) undersøger konsekvenserne for handlen mellem Irland og Storbritannien, da Irland i 1979 opgav sin faste en-til-en valutakurs over for det britiske pund for at indgå i det europæiske valutasamarbejde, EMS. De konkluderer, at dette ikke havde nogen særlig indflydelse på handlen mellem de to lande. En udlægning kunne være, at møntunioner tilsyneladende ikke har væsentlig betydning for industrilandes udenrigshandel. Det strider dog umiddelbart mod resultaterne i de foreløbige undersøgelser af ØMUens effekt på eurolandenes handel, jf. boks 1 i artiklen.

Endelig har nogle undersøgelser været baseret på data af mere historisk karakter. Det gælder fx Flandreau og Maurel (2001) og López-Córdova og Meissner (2001), der inddrager møntunioner fra før første verdenskrig. Det giver mulighed for at undersøge handelseffekterne af ikke længere eksisterende møntunioner som den skandinaviske og latinske møntunion^[15]. Begge undersøgelser konkluderer, at disse møntunioner havde stor betydning for deltagerlandenes samhandel.

Litteratur

Abildgren, K. (2004), A chronology of Denmark's exchange-rate policy 1875-2003, Danmarks Nationalbank, Working Papers,No. 12.

Alesina, A., R.J. Barro og S. Tenreyro (2002), Optimal Currency Areas, NBER Macroeconomics Annual. Vol. 17.

Barr, D., F. Breedon og D. Miles (2003), Life on the outside, Economic Policy, No. 37. 

Bun, M.J.G. og F.J.G.M. Klaasen (2002), Has the Euro Increased Trade? Tinbergen Institute Discussion Paper, No. 108/2.

Buiter, W. og C. Grafe (2003), EMU or Ostrich?, Submission on EMU from leading academics, EMU Studies, HM Treasury. 

De Nardis, S. og C. Vicarelli (2003), Currency Unions and Trade: The Special Case of EMU, Review of World Economics, Vol. 139, No. 4.

Dell'Ariccia, G. (1999), Exchange rate fluctuations and trade flows: evidence from the European Union, IMF Staff Papers, Vol. 46, No. 3.

Eichengreen, B. (1992), Should the Maastricht Treaty Be Saved, Princeston Studies in International Finance, No. 74.

Europa-Kommissionen (2002), European Integration and the Functioning of Product Markets, European Economy, Special Report No. 2.

Europa-Kommissionen (2003), The impact of EMU on trade and FDI, kapitel 2 i Quarterly Report on the Euro Area, No. 3.

Flandreau, M. og M. Maurel (2001), Monetary Union, Trade Integration and Business Cycles in the 19th Century Europe: Just do it, CEPR Discussion Paper, No. 3087.

Frankel, J.A. og A.K. Rose (1998), The Endogeneity of the Optimum Currency Area Criteria, Economic Journal, Vol. 108.

Frankel, J.A. og A.K. Rose (2002), An Estimate of the Effect of Currency Unions on Trade and Output, Quarterly Journal of Economics, Vol.117, No 2.

Glick, R. og A.K. Rose (2002), Does a currency union affect trade? The time-series evidence, European Economic Review, Vol. 46.

HM Treasury (2003), EMU and Trade, EMU Studies.

IMF (2004), Adopting the Euro in Central Europe – Challenges of the Next Step in European Integration, January 2004 (offentliggjort i april 2004, udkommer senere som Occasional Paper).

Köhler, H. (2004), The Euro – Towards Adopting the Common Currency in Central Europe, tale afholdt ved konferencen Euro Adoption in the Accession Countries – Opportunities and Challenges, Prag, 2.-3. februar.

Krugman, P. (1993), Lessons of Massachusetts for EMU, i Giavazzi, F. og F. Torres (eds.), The Transistion to Economic and Monetary Union in Europe, Cambridge University Press. 

Levy Yeyati, E. (2001), On the Impact of a Common Currency on Bilateral Trade, Universidad Torcuato Di Tella, memo.

López-Córdova, J.E. og C. Meissner (2001), Exchange-Rate Regimes and International Trade: Evidence from the Classical Gold Standard Era, University of California, Berkeley, memo.

McCallum, J. (1995), National Borders Matter: Canada-U.S. Regional Trade Patterns, American Economic Review, Vol. 83, No. 3.

Mélitz, J. (2001), Geography, Trade and Currency Union, CEPR Discussion Paper, No. 2987.  

Micco, A., E. Stein og G. Ordoñez (2003), The currency union effect on trade: early evidence from EMU, Economic Policy, No. 37.

Mundell, R. (1961), A Theory of Optimum Currency Areas, American Economic Review, November.

Nitsch, V. (2002), Honey, I Shrunk the Currency Union Effect on Trade, World Economy, Vol. 25, No. 4.

OECD (2002), Intra-industry and Intra-firm Trade and the Internationalisation of Production, kapitel 6 i OECD Economic Outlook, No. 71. 

Pakko, M.R. og Howard J.W. (2001), Reconsidering the Trade-Creating Effects of a Currency Union, Review, Federal Reserve Bank of St. Louis, Vol. 83, No. 5.

Persson, T. (2001), Currency unions and trade: how large is the treatment effect?, Economic Policy, No. 33.

Rose, A.K. (2000), One money, one market: Estimating the effect of common currencies on trade, Economic Policy, No. 30.

Rose, A.K. (2003), The Potential Effect of EMU Entry on British Trade, Submission on EMU from leading academics, EMU Studies, HM Treasury. 

Rose, A.K. og E. van Wincoop (2001), National money as a barrier to international trade: The real case for currency union, American Economic Review, Vol. 91, No. 2. 

Tenreyro, S. (2001), On the Causes and Consequences of Currency Unions, Harvard University, memo.

Thom, R. og B. Walsh (2002), The effect of a common currency on trade: Ireland before and after the Sterling link, European Economic Review, Vol. 46.

---

[1] Det britiske finansministeriums samlede vurdering af de fem test er beskrevet i boks 3 i Seneste økonomiske og monetære udvikling, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2003.

[2] En gennemgang af de teoretiske argumenter for en positiv sammenhæng mellem udenrigshandel og økonomisk vækst findes i HM Treasury (2003), Annex B. 

[3] Dette argument er fremført af bl.a. Eichengreen (1992) og Krugman (1993). 

[4] Frankel og Rose betegner kriterierne for et såkaldt optimalt valutaområde som endogene. Til disse kriterier hører bl.a. en stor indbyrdes handel og ensartede konjunkturer, jf. Mundell (1961). Hvis deltagelse i en møntunion øger samhandlen og konjunkturernes ensartethed, vil landene med tiden i højere grad opfylde kriterierne for et optimalt valutaområde.     

[5] Fx viste tidligere undersøgelser af EU-landene, at en fjernelse af usikkerheden om valutakurserne kun ville øge landenes samhandel med 5-15 pct., jf. fx Dell'Arricia (1999).

[6] Roses beregning er baseret på i alt 712 skøn fra 24 undersøgelser. Middelværdien af disse skøn svarer til en handelseffekt på 86 pct. Ekskl. skønnene fra Roses egne undersøgelser kan middelværdien af skønnene på møntunioners handelseffekt beregnes til 65 pct.

[7] Rose har påpeget, at man skal være varsom med at overføre hans resultater på eurolandene, da møntunionerne i hans undersøgelser primært består af mindre udviklingslande, der på flere områder afviger fra eurolandene (Rose (2000), side 15). 

[8] Når kun handlen med udvalgte industrilande indgår i nævneren, er det for at få et mere retvisende billede af ØMUens effekt på eurolandenes samhandel. Det undgås hermed, at effekten overskygges af en tendens til stigende handel med lande i bl.a. Øst- og Centraleuropa og visse asiatiske lande.  

[9] En anden årsag til udviklingen i eurolandenes samhandel kan være ændringer i landenes konkurrenceevne som følge af fx valutakursændringer. Da ændringer i landenes konkurrenceevne normalt påvirker eksport og import med forskelligt fortegn, kan det være vanskeligt at vurdere nettoeffekten på den samlede handel. 

[10] Buiter og Grafe (2003) sætter spørgsmålstegn ved disse skøn, som de mener først vil blive realiseret over en længere periode. De påpeger bl.a. vanskelighederne med at sondre mellem effekterne af  den fælles valuta og det indre marked i EU, der trådte i kraft fra 1992.

[11] En række mål for fordelingen af EU-landenes produktion på industrier viser tegn på øget specialisering fra begyndelsen af 1980'erne til 1997, mens der i samme periode var en stigning i landenes intraindustrihandel (Europa-Kommissionen (2002)).  

[12] Rose inddrager en dummyvariabel for, om to lande deltager i samme frihandelsområde, jf. boks 1. Hvis sammenhængen ikke er lineær – som postuleret i Roses model – opfanger denne variabel dog ikke hele effekten af, at to lande indgår i det samme frihandelsområde. 

[13] En multilateral møntunion består af to eller flere lande, der sammen har besluttet at indføre en fælles valuta. En unilateral møntunion opstår, hvis et land selvstændigt indfører et andet lands valuta som betalingsmiddel, hvilket også ofte kaldes "dollarisation".

[14] En del af denne reduktion skyldes, at Tenreyro – i modsætning til Rose og andre undersøgelser – medtager observationer med en bilateral handel på 0. Det nedbringer skønnet på handelseffekten af en møntunion til ca. 100 pct.

[15] Den skandinaviske møntunion, der omfattede Danmark, Sverige og Norge, blev oprettet i 1875. Den latinske møntunion blev oprindelig etableret af Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien i 1865 og senere udvidet med andre lande. Begge møntunioner blev de facto ophævet ved udbruddet af første verdenskrig, jf. Abildgren (2004).