Stabilitets- og vækstpagten – status 2004
Thomas Haugaard Jensen og Jens Anton Kjærgaard Larsen, Internationalt Kontor
Indledning
Manglende efterlevelse af stabilitets- og vækstpagtens krav i tidligere år har givet et stigende antal EU-lande problemer med at overholde traktatens grænse for offentlige budgetunderskud på 3 pct. af BNP under de seneste års svage konjunkturer.
Tyskland og Frankrig overskred i 2003 for andet år i træk 3-pct. grænsen. Storbritannien, Holland og Grækenland overskred også grænsen i 2003. Tysklands og Frankrigs overskridelser førte i efteråret 2003 til, at stabilitets- og vækstpagtens procedure vedrørende uforholdsmæssigt store underskud i de to lande blev sat i bero. Overskridelserne har også ført til en intensiveret debat om et eventuelt behov for ændringer i pagtens regelsæt. I denne artikel, som er et led i Nationalbankens årligt tilbagevendende status over stabilitets- og vækstpagten i Kvartalsoversigten, opsummeres forløbet omkring budgetunderskudsproceduren og den seneste gennemgang af landenes stabilitets- og konvergensprogrammer. Desuden beskrives en række af forslagene til ændring af pagten.
Pagtens formål og regelsæt
I Den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, fastlægges pengepolitikken af Den Europæiske Centralbank, ECB, mens finanspolitikken fastlægges i de enkelte medlemslande. For at sikre sunde offentlige finanser og undgå et uhensigtsmæssigt samspil mellem den fælles pengepolitik og de nationale finanspolitikker indeholder EU-traktaten og stabilitets- og vækstpagten[1] en række spilleregler for finanspolitikken. Den centrale begrænsning i EU-traktaten er forbuddet mod "uforholdsmæssigt store offentlige underskud" bestemt som et underskud på over 3 pct. af BNP. Mens alle EU-lande er omfattet af forbuddet[2], er det kun eurolandene, som kan pålægges at træffe foranstaltninger til at nedbringe uforholdsmæssigt store underskud og pålægges sanktioner.
Stabilitets- og vækstpagten bygger på traktatens 3-pct. regel. En central forpligtelse i pagten er, at alle EU-landene skal tilstræbe, at det offentlige budget på mellemlangt sigt er "tæt på balance eller i overskud". Kravet om "tæt på balance eller i overskud" vil sikre, at de såkaldte automatiske stabilisatorer[3] kan virke frit til at dæmpe en "normal" lavkonjunktur uden risiko for, at denne budgetforværring fører til et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud. Tolkningen af denne forpligtelse om "tæt på balance" har undergået en udvikling siden pagtens ikrafttrædelse i 1999. I de senere år har Europa-Kommissionen i praksis fortolket forpligtelsen i pagten som en cyklisk korrigeret budgetsaldo[4] på mindst nul, idet der dog tillades en usikkerhedsmargen på 0,5 pct. af BNP.[5]
I lyset af, at mange eurolande befandt sig langt fra "tæt på balance" og nærmede sig 3-pct. grænsen, formulerede eurogruppen (eurolandenes økonomi- og finansministre) i oktober 2002 det princip, at de lande, som endnu ikke havde opnået et budget "tæt på balance eller i overskud", skulle nedbringe det cyklisk korrigerede underskud med mindst 0,5 pct. af BNP pr. år, indtil man var tæt på balance eller i overskud. Ecofin-Rådet (EU-landenes økonomi- og finansministre) præciserede yderligere i marts 2003, at der i vurderingen af, om et land overholder pagten, skal lægges vægt på landespecifikke forhold, herunder bl.a. de offentlige finansers langsigtede holdbarhed. Implicit giver det mulighed for en lidt mere fleksibel fortolkning af "tæt på balance" for lande med forholdsvis lav offentlig gæld.
Ud over verbal kritik er der ikke knyttet sanktioner til en overtrædelse af pagten, så længe underskuddet forbliver under 3 pct. af BNP.
Problemer med 3-pct. grænsen
Som følge af deres overskridelse af 3-pct. grænsen for underskud i 2002 blev proceduren om uforholdsmæssigt store underskud indledt for Tyskland i november 2002 og for Frankrig i april 2003. Når Ecofin-Rådet har konstateret et uforholdsmæssigt stort underskud, vedtager Ecofin-Rådet henstillinger til det pågældende land, som har 4 måneder til at træffe virkningsfulde foranstaltninger. Henstillingerne til Tyskland og Frankrig blev givet henholdsvis i januar 2003 og i juni 2003. Ifølge stabilitets- og vækstpagten skal der rettes op på uforholdsmæssigt store underskud året efter, at underskuddet er konstateret, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. For Tyskland og Frankrig ville det have været 2004. Manglende finanspolitisk konsolidering i tidligere år og den fortsatte vækstafmatning betød imidlertid, at underskuddene steg til ca. 4 pct. i 2003 med udsigt til en fortsat overskridelse af 3-pct. grænsen i 2004. Europa-Kommissionen foreslog på den baggrund i efteråret 2003, at Ecofin-Rådet skulle pålægge Tyskland og Frankrig at gennemføre finanspolitiske stramninger for at rette op på underskuddet. Europa-Kommissionens forslag indebar dog, at de finanspolitiske stramninger blev spredt over 2004 og 2005 af hensyn til den lave økonomiske vækst, så budgetunderskuddene først for året 2005 skulle komme under 3-pct. grænsen. Var pålæggene blevet vedtaget og efterfølgende ikke gennemført af de to lande, ville Ecofin-Rådet som næste skridt skulle have truffet beslutning om, hvorvidt der skulle indføres sanktioner mod landene.
Til trods for, at Europa-Kommissionens forslag strakte sig langt i tolkningen af pagtens regelsæt[6], kunne forslaget ikke samle det fornødne flertal i Ecofin-Rådet på dets møde 25. november 2003. Ecofin-Rådet vedtog i stedet et sæt ikke-juridisk bindende rådskonklusioner, der blødgjorde konsolideringskravene til Tyskland og Frankrig i 2004 en smule i forhold til Europa-Kommissionens forslag, men dog samtidig fastholdt kravet om afvikling af de uforholdsmæssigt store underskud senest i 2005. Kun eurolandene deltog i afstemningen om rådskonklusionerne, der blev vedtaget med et snævert flertal. Ecofin-Rådet satte i kraft af rådskonklusionerne endvidere proceduren om uforholdsmæssigt store underskud i bero i de to lande, således at der ikke i første omgang kan blive tale om at pålægge de to lande sanktioner. Det blev dog understreget, at man er parat til at gå videre med proceduren på grundlag af henstillinger fra Europa-Kommissionen, såfremt de to lande ikke lever op til forpligtelserne i de vedtagne rådskonklusioner.
Ecofin-Rådets konklusioner tilsidesatte således det forudsete forløb i proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, jf. boks 1. Europa-Kommissionen besluttede på den baggrund i januar 2004 at indbringe proceduren omkring Ecofin-Rådets beslutning fra 25. november 2003 for EF-Domstolen med henblik på at få skabt juridisk klarhed og forudsigelighed omkring pagtens regelsæt, også af hensyn til den fremtidige håndhævelse af reglerne. Ifølge Kommissionens opfattelse kunne Ecofin-Rådet have valgt at ændre i indholdet af Kommissionens forslag, men ikke den "juridiske form", som henstillingerne til de to lande skulle gives i. Der skulle have været tale om "pålæg" i stedet for ikke-juridisk bindende rådskonklusioner. Målet med Kommissionens sagsanlæg er ikke at påtvinge Tyskland og Frankrig yderligere konsolideringstiltag. EF-Domstolen ventes at afsige kendelse i sagen medio 2004.
|
Fra henstilling til sanktioner i budgetunderskudsproceduren
|
Boks 1
|
|
Fremgangsmåden i proceduren om uforholdsmæssigt store budgetunderskud er beskrevet i traktaten (artikel 104) og uddybet og præciseret i stabilitets- og vækstpagten. Forløbet er som følger:
Sanktionerne skal i henhold til stabilitets- og vækstpagten normalt altid omfatte en første ikke-rentebærende deponering hos EU af 0,2 pct. af landets BNP samt et tillæg, som afhænger af, hvor meget underskuddet afviger fra 3-pct. grænsen. I de følgende år kan der træffes beslutning om yderligere deponering, hvis størrelse afhænger af, hvor meget underskuddet afviger fra 3-pct. grænsen. Deponeringen kan højst udgøre 0,5 pct. af BNP pr. år. Hvis underskuddet ikke korrigeres, konverteres deponeringen efter 2 år normalt til en bod. |
|
Proceduren om uforholdsmæssigt store underskud i Portugal blev ophævet af Ecofin-Rådet i maj 2004. Proceduren blev iværksat i september 2002 efter det stod klart, at budgetunderskuddet i Portugal i 2001 var på 4,4 pct. af BNP. Takket være bl.a. engangstiltag kom Portugal i 2002 og 2003 under 3-pct. grænsen med underskud på henholdsvis 2,7 og 2,8 pct. af BNP. Kommissionen forventer i sin forårsprognose 2004, at Portugal i 2004 og 2005 igen vil overskride grænsen på 3 pct. af BNP, medmindre der foretages yderligere finanspolitiske stramninger.
Gruppen af lande med et budgetunderskud tæt på eller over EU-traktatens grænse på 3 pct. blev i 2003 udvidet med Holland, Storbritannien og Grækenland, jf. tabel 1. Europa-Kommissionen har derfor i april 2004 iværksat proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud for Holland og Storbritannien. En beslutning om Grækenland har afventet en validering af budgettallene for 2003 af Eurostat. I begyndelsen af maj blev budgetunderskuddet i Grækenland i 2003 efter en foreløbig revision opgjort til 3,2 pct. af BNP. Storbritannien, som har en særlig undtagelse, så længe landet ikke deltager i euroen, er ikke omfattet af traktatens forbud mod uforholdsmæssigt store underskud, men er dog forpligtet til at bestræbe sig på at undgå sådanne.[7] Europa-Kommissionen er mild i sin bedømmelse af Storbritannien, da underskuddet i 2004 igen ventes at komme under 3-pct. grænsen, og samtidig er gælden blandt de laveste i EU-landene. Den hollandske overskridelse af 3-pct. grænsen skyldes primært en stærk recession i 2003. Holland gennemførte betydelige offentlige besparelser i 2003, og den hollandske regering har igen i april 2004 taget skridt til en yderligere konsolidering med henblik på at bringe underskuddet under 3-pct. grænsen. Europa-Kommissionen vurderer, at uden sådanne yderligere konsolideringstiltag vil underskuddet forblive over 3 pct. af BNP i 2004 og 2005.
| Stabilitets- og konvergensprogrammernes offentlige budgetskøn i EU-landene 2004-2007 |
Tabel 1
|
|||||||
| Pct. af BNP |
2000
|
2001
|
2002
|
2003
|
2004
|
2005
|
2006
|
2007
|
| Eurolandene | ||||||||
| Belgien |
0,2
|
0,5
|
0,1
|
0,2
|
0,0
|
0,0
|
0,0
|
0,3
|
| Finland |
7,1
|
5,2
|
4,3
|
2,3
|
1,7
|
2,1
|
2,1
|
2,2
|
| Frankrig |
-1,4
|
-1,5
|
-3,2
|
-4,1
|
-3,6
|
-2,9
|
-2,2
|
-1,5
|
| Grækenland |
-2,0
|
-1,4
|
-1,4
|
-3,2
|
-1,2
|
-0,5
|
0,0
|
-
|
| Holland |
2,2
|
-0,0
|
-1,9
|
-3,2
|
-2,3
|
-1,6
|
-0,9
|
-0,6
|
| Irland |
4,4
|
1,1
|
-0,2
|
0,2
|
-1,1
|
-1,4
|
-1,1
|
-
|
| Italien |
-0,6
|
-2,6
|
-2,3
|
-2,4
|
-2,2
|
-1,5
|
-0,7
|
0,0
|
| Luxembourg |
6,3
|
6,3
|
2,7
|
-0,1
|
-1,8
|
-2,3
|
-1,5
|
-
|
| Portugal |
-2,8
|
-4,4
|
-2,7
|
-2,8
|
-2,8
|
-2,2
|
-1,6
|
-1,1
|
| Spanien |
-0,9
|
-0,4
|
0,0
|
0,3
|
0,0
|
0,1
|
0,2
|
0,3
|
| Tyskland |
1,3
|
-2,8
|
-3,5
|
-3,9
|
-3,251
|
-2,5
|
-2,0
|
-1,5
|
| Østrig |
-1,5
|
0,2
|
-0,2
|
-1,1
|
-0,7
|
-1,5
|
-1,1
|
-0,4
|
| Euro 12 |
0,2
|
-1,6
|
-2,3
|
-2,7
|
-2,3
|
-1,8
|
-1,2
|
-0,7
|
| Udelandene | ||||||||
| Danmark2 |
2,6
|
3,1
|
1,7
|
1,5
|
1,5
|
2,0
|
2,0
|
2,33
|
| Storbritannien4 |
3,8
|
0,7
|
-1,6
|
-3,2
|
-2,6
|
-2,4
|
-2,1
|
-2,0
|
| Sverige |
5,1
|
2,8
|
-0,0
|
0,7
|
0,4
|
1,2
|
1,6
|
-
|
| EU-15 |
1,0
|
-1,0
|
-2,0
|
-2,6
|
-2,2
|
-1,7
|
-1,2
|
-0,9
|
| Anm.: De "farvede" lande er lande, som havde underskud på mindst 3 pct. i 2003. Kilde: Tallene for 2004-07 er fra 5. opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne, mens tallene for 2000-03 er endelige tal fra Europa-Kommissionen. 1 Inkl. revision efter reformpakke af 17. december 2003, jf. Aktualisierung des deutschen Stabilitätsprogram, januar 2004, Bundesministerium der Finanzen. 2 Tal udarbejdet i overensstemmelse med definitionen anvendt i EU i henhold til proceduren om uforholdsmæssigt store underskud. 3 Mål for 2010. 4 Baseret på tallene for finansårene fra 2000-01 til 2007-08. |
||||||||
5. opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne
EU-landene er i henhold til pagten forpligtet til hvert år at udarbejde stabilitetsprogrammer (for eurolandene) eller konvergensprogrammer (for EU-landene uden for eurosamarbejdet). I programmerne skal EU-landene fremlægge deres offentlige budgetplaner for de kommende minimum 3 år. Siden sidste runde af stabilitets- og konvergensprogrammer i begyndelsen af 2003 er væksten i BNP i EU-landene fortsat med at aftage. Væksten faldt således fra 1,1 pct. i 2002 til 0,8 pct. i 2003. Det udeblevne opsving samt udskydelse af den planlagte finanspolitiske konsolidering medførte for de fleste lande en budgetforværring i forhold til det, der var ventet ved årets begyndelse, jf. figur 1. Det offentlige budgetunderskud for EU-landene under et steg for tredje år i træk fra 2,0 pct. i 2002 til 2,6 pct. i 2003. Kun i Belgien, Irland, Luxembourg, Spanien og Østrig var budgetsaldoen bedre end ventet. Blandt landene med underskud var forventningerne til budgetudviklingen for optimistisk i Storbritannien, Frankrig, Italien, Portugal, Tyskland og især Grækenland og Holland. Boks 2 referer en nylig undersøgelse af stabilitets- og konvergensprogrammernes kvalitet.
| Faktisk og skønnet budgetsaldo 2003 |
Figur 1
|
 |
|
| Kilde: Europa-Kommissionen og landenes 4. opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne. | |
|
Historiske budget- og vækstskøn i stabilitets- og konvergensprogrammerne
|
Boks 2
|
|
EU-landenes stabilitets- og konvergensprogrammer spiller i kraft af den årlige opdatering en vigtig rolle i Europa-Kommissionens og Ecofin-Rådets overvågning af den fiskale udvikling i de enkelte lande. Denne overvågning lettes, desto mere præcise programmernes skøn for den fremtidige udvikling er. Strauch, Hallerberg og von Hagen (2004) analyserer systematisk, hvor gode de historiske budgetprogrammers prognoser har været sammenlignet med den faktiske udvikling i perioden 1991-2002.1 Prognosefejlene, beregnet som forskellen mellem den faktiske og forventede udvikling, analyseres dels i relation til længden af forudsigelsesperioden og dels for de enkelte lande. For budgetskønnene i programmerne i perioden 1991-2002 er den gennemsnitlige afvigelse i forhold til den faktiske udvikling for budgettet ret begrænset, men præcisionen er dog faldende med stigende forudsigelsesperiode. De lave gennemsnitlige afvigelser skyldes primært, at fejlskønnene er symmetrisk fordelt omkring det faktiske resultat. Budgetskønnene for delperioden 1999-2003, hvor programmerne er udarbejdet i henhold til stabilitets- og vækstpagten, er ikke væsentlig anderledes. Præcisionen i de til grund for budgetberegningerne bagvedliggende vækstskøn er nogenlunde på niveau med vækstskøn i internationale organisationer som IMF og Europa-Kommissionen. For de enkelte lande er der tegn på systematiske afvigelser i skønnene. Portugal, Grækenland, Italien, Frankrig og til dels Tyskland er for optimistiske med hensyn til udviklingen i budgetunderskuddene i deres prognoser. Omvendt har Østrig, Danmark, Sverige, Storbritannien, Luxembourg og Finland systematisk været forsigtige i budgetskønnene i forhold til den faktiske budgetudvikling. Der er nogen grad af sammenhæng mellem forudsigelsesfejl i budgetskønnene og vækstskønnene. Således har især Tyskland, Portugal og Italien overvurderet væksten, mens Irland, Sverige og UK tenderer at undervurdere væksten. |
|
| 1 Først med indførelsen af stabilitets- og vækstpagten i 1999 blev programmerne standardiseret. | |
De højere underskud i 2003 i flertallet af lande betyder, at den planlagte konsolidering i budgetterne i de kommende år vil tage længere tid end ventet i sidste års programmer. Europa-Kommissionen skønner i sin forårsprognose fra april 2004, at Frankrig, Tyskland, Grækenland, Portugal, Holland og Italien får et underskud over 3-pct. grænsen i 2004, jf. ovenfor, medmindre der foretages yderligere konsolideringstiltag. Frankrig, Italien, Holland og Portugal ventes af Kommissionen også at overskride 3-pct. grænsen i 2005. Kommissionens vækst- og budgetskøn for Italien afviger i 2004 betydeligt fra skønnet i det italienske stabilitetsprogram. Kommissionen har i april 2004 fremlagt forslag til Ecofin-Rådet om at give Italien en såkaldt "tidlig advarsel" med henblik på at undgå uforholdsmæssigt store underskud.[8]
| Cyklisk korrigeret saldo |
Tabel 2
|
|||||
| Pct. af BNP |
2002
|
2003
|
2004
|
2005
|
2006
|
2007
|
| Eurolandene | ||||||
| Belgien |
0,1
|
0,7
|
0,6
|
0,1
|
-0,1
|
0,2
|
| Finland |
3,7
|
2,3
|
2,4
|
2,4
|
2,3
|
2,2
|
| Frankrig |
-3,8
|
-3,8
|
-2,0
|
-1,4
|
-0,8
|
-0,2
|
| Grækenland |
-1,6
|
-3,3
|
-1,8
|
-1,1
|
-0,5
|
-
|
| Holland |
-2,4
|
-1,7
|
-0,7
|
-0,5
|
-0,3
|
-0,5
|
| Irland |
-1,9
|
0,1
|
-0,5
|
-0,4
|
-0,1
|
-
|
| Italien |
-2,2
|
-1,9
|
-1,6
|
-1,1
|
-0,5
|
0,1
|
| Luxembourg |
1,8
|
0,0
|
1,0
|
0,6
|
1,2
|
-
|
| Portugal |
-2,6
|
-1,7
|
-1,1
|
-0,6
|
-0,1
|
0,4
|
| Spanien |
-0,2
|
0,4
|
0,1
|
0,1
|
0,2
|
0,31
|
| Tyskland |
-3,5
|
-3,2
|
-2,5
|
-2,0
|
-1,5
|
-1,0
|
| Østrig |
-0,3
|
-0,9
|
-0,4
|
-1,3
|
-1,1
|
-0,5
|
| Udelandene | ||||||
| Danmark |
0,9
|
2,0
|
1,7
|
2,1
|
2,0
|
2,32
|
| Storbritannien |
-1,4
|
-2,8
|
-2,0
|
-2,2
|
-2,1
|
-2,0
|
| Sverige |
-0,6
|
0,7
|
1,3
|
1,8
|
2,0
|
-
|
| Anm.: De "farvede" lande er de lande, som ikke opfylder kravet om "tæt på balance eller i overskud" i 2004 eller periodevist bryder med kravet om at reducere det cyklisk korrigerede underskud med 0,5 pct. af BNP om året. Kilde: Tallene for 2004-07 er fra 5. opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne, mens tallene for 2002-03 er endelige tal fra Europa-Kommissionen. 1 2004-07 baseret på beregninger af Europa-Kommissionen på baggrund af det spanske stabilitetsprogram. 2 Mål for 2010. |
||||||
Udviklingen i de cyklisk korrigerede underskud
På trods af de stigende budgetmæssige problemer i flere lande er behandlingen af stabilitets- og konvergensprogrammerne i begyndelsen af 2004 foregået uden større spændinger. Ecofin-Rådets udtalelser har da også kun tiltrukket begrænset opmærksomhed i medierne, hvilket må ses i lyset af forløbet omkring Tyskland og Frankrig i november 2003, samt det tomrum der er opstået, indtil resultatet af Europa-Kommissionens sagsanlæg foreligger.
Som det fremgår af tabel 2, ventes syv lande ikke at være "tæt på balance eller i overskud i 2004 " i henhold til den af Kommissionen anvendte fortolkning, dvs. en cyklisk korrigeret budgetsaldo[9] på minimum -0,5 pct. af BNP. Italien, Holland, Østrig og Storbritannien bryder endvidere periodevist med princippet om at reducere underskuddet med 0,5 pct. af BNP om året.
Gældsudvikling
EU-landenes samlede gældskvote steg fra 2002 til 2003. Tabel 3 viser, at halvdelen af eurolandene i 2003 overskrider grænsen for den offentlige gæld[10] på 60 pct. af BNP. Belgien, Grækenland og Italien havde i 2003 fortsat en gæld over 100 pct. af BNP. Gældskvoten i Tyskland og Frankrig steg kraftigt fra 2002 til 2003, og begge lande overskred grænsen på 60 pct. Som følge af den budgetmæssige situation forventer Tyskland og Frankrig ikke at nedbringe deres gæld til under 60 pct. af BNP inden for programmernes tidsperiode frem til 2007. Portugals offentlige gæld forventes at toppe med 60 pct. af BNP i 2004, hvorefter den aftager frem til 2007. I rådsudtalelserne om stabilitets- og konvergensprogrammerne er Ecofin-Rådet i de senere år i stigende grad begyndt at lægge vægt på landenes gældssituation.
| Offentlig gældi EU-landene |
Tabel 3
|
|||||||
| Pct. af BNP |
2000
|
2001
|
2002
|
2003
|
2004
|
2005
|
2006
|
2007
|
| Eurolandene, ifølge Europa-Kommissionen og landenes stabilitetsprogrammer | ||||||||
| Belgien |
109,1
|
108,1
|
105,8
|
100,5
|
97,6
|
93,6
|
90,1
|
87,0
|
| Finland |
44,6
|
43,9
|
42,6
|
45,3
|
44,7
|
44,9
|
45,0
|
44,6
|
| Frankrig |
57,2
|
56,8
|
58,6
|
63,0
|
62,8
|
63,2
|
62,8
|
61,8
|
| Grækenland |
106,2
|
106,9
|
104,7
|
103,0
|
98,5
|
94,6
|
90,5
|
-
|
| Holland |
55,9
|
52,9
|
52,6
|
54,8
|
54,5
|
53,7
|
53,0
|
52,2
|
| Irland |
38,4
|
36,1
|
32,3
|
32,0
|
33,3
|
33,5
|
33,3
|
-
|
| Italien |
111,2
|
110,6
|
108,0
|
106,2
|
105,0
|
103,0
|
100,9
|
98,6
|
| Luxembourg |
5,5
|
5,5
|
5,7
|
4,9
|
5,2
|
5,0
|
-
|
-
|
| Portugal |
53,3
|
55,6
|
58,1
|
59,4
|
60,0
|
59,7
|
58,6
|
57,0
|
| Spanien |
61,2
|
57,5
|
54,6
|
50,8
|
49,6
|
47,7
|
45,7
|
43,8
|
| Tyskland |
60,2
|
59,4
|
60,8
|
64,2
|
65,0
|
65,5
|
65,5
|
65,0
|
| Østrig |
67,0
|
67,1
|
66,6
|
65,0
|
65,8
|
64,1
|
62,3
|
59,9
|
| Euro 12 |
70,4
|
69,4
|
69,2
|
70,4
|
70,0
|
69,4
|
68,4
|
67,6
|
| Udelandene, ifølge Europa-Kommissionen og landenes konvergensprogrammer | ||||||||
| Danmark |
50,1
|
47,8
|
47,2
|
45,0
|
41,2
|
38,7
|
36,4
|
27,52
|
| Storbritannien1 |
42,1
|
38,9
|
38,5
|
39,9
|
40,2
|
40,8
|
41,1
|
41,4
|
| Sverige |
52,8
|
54,4
|
52,6
|
51,9
|
51,5
|
50,0
|
48,3
|
-
|
| EU-15 |
64,0
|
63,2
|
62,5
|
64,0
|
63,8
|
63,3
|
62,5
|
61,9
|
| Anm.: De "farvede" lande er de lande, som i 2004 har en offentlig bruttogæld på over 60 pct. af BNP. Kilde: Tallene for 2004-07 er fra 5. opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne, mens tallene for 2000-03 er endelige tal fra Europa-Kommissionen. 1 Baseret på tal for finansårene 2000-01 til 2007-08. 2 Mål for 2010. |
||||||||
De nye medlemslande og stabilitets- og vækstpagten
Udvidelsen af EU med 10 nye lande 1. maj 2004 betyder for de nye lande, at de bliver "medlemslande med dispensation" i ØMUen. Dermed skal de også opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten, men ligesom Sverige, Storbritannien og Danmark kan de hverken blive pålagt at træffe foranstaltninger til at nedbringe uforholdsmæssigt store underskud eller blive pålagt formelle sanktioner. Selv om de fleste nye medlemslande har en relativt lille offentlig gæld, udgør budgetunderskuddet i 2003 over 3 pct. af BNP i flertallet af landene.[11] Proceduren om uforholdsmæssigt store underskud vil derfor også blive iværksat for de berørte lande.
Forslag til reform af pagten
Erfaringerne med finanspolitikken i ØMUen har været blandede. Blandt de positive erfaringer er den markante finanspolitiske konsolidering, der fandt sted i årene op til overgangen til ØMUens 3. fase i 1999, jf. figur 2. Endvidere er de aktuelle budgetunderskud for det samlede euroområde, korrigeret for den aktuelle lavkonjunktur, ikke voldsomme. På den anden side er det ikke lykkedes at fastholde den finanspolitiske konsolidering fra tiden op til 1999, hvilket ellers var et vigtigt formål med pagten.
| Budgetsaldo i eurolandene |
Figur 2
|
 |
|
| Kilde: OECD Economic Outlook 74. | |
Kravet om opfyldelse af målet "tæt på balance eller i overskud" inden for stabilitets- eller konvergensprogrammets horisont bliver således opfattet som et "bevægeligt mål", som med hvert nyt program skubbes et år. Oprindeligt var det tanken, at målet om "tæt på balance eller i overskud" skulle være opfyldt senest i 2002, men som nævnt ovenfor, opfyldte under halvdelen af EU-landene dette mål i 2003, og Tyskland og Storbritannien forventer end ikke at opfylde målet ved programperiodens udløb i 2007. Endvidere rejser den aktuelle flertalsbeslutning i Ecofin-Rådet om at stille proceduren om uforholdsmæssigt store underskud i bero for Tyskland og Frankrig spørgsmål om den fremtidige efterlevelse af traktatens og pagtens regelsæt.
Der er bred enighed om behovet for at have fælles spilleregler for finanspolitikken med henblik på at opnå sunde offentlige finanser, der er forenelige med ECBs målsætning om prisstabilitet. Men den manglende overholdelse af traktaten og pagtens budgetregler har givet ny næring til debatten om, hvordan stabilitets- og vækstpagten kan forbedres. Debatten er ydermere blevet forstærket i forbindelse med udvidelsen af EU. De nye medlemslande adskiller sig i flere henseender fra de eksisterende EU-lande, bl.a. ved deres høje vækst og relativt lave offentlig gæld. I det følgende beskrives nogle af de centrale argumenter i denne debat.
Europa-Kommissionens forslag til styrkelse af pagten
Allerede i november 2002 foreslog Europa-Kommissionen en række principper til styrkelse af gennemførelsen af pagten[12], der skulle medføre lidt større fleksibilitet i tolkningen af reglerne. Den øgede fleksibilitet, som Kommissionen havde i tankerne, rettede sig primært mod lande, som allerede i udgangspunktet overholdt kravet om "tæt på balance eller i overskud" og havde en forholdsvis lav offentlig gæld. For disse lande fandt Europa-Kommissionen, at der skulle gives manøvrerum til at øge budgetunderskuddet en smule, fx i forbindelse med strukturreformer.
Kommissionens udspil førte til en vedtagelse i Ecofin-Rådet 7. marts 2003 af en "Rapport om bedre samordning af finanspolitikken". Ecofin-Rådet konstaterede bl.a., at man i vurderingen af, om et land overholder pagten, skal lægge vægt på landespecifikke omstændigheder, herunder bl.a. de offentlige finansers holdbarhed på længere sigt. Som tidligere nævnt ligger her implicit en mulighed for at tage et vist hensyn til landenes offentlige gæld. Alt i alt var der dog tale om en beskeden tilpasning af pagtens principper i forhold til Kommissionens oprindelige forslag.
Europa-Kommissionen har i kølvandet på forløbet i 2003 omkring Tyskland og Frankrig tilkendegivet, at man med udgangspunkt i forslaget fra november 2002 vil komme med et nyt forslag til forbedring af rammerne for den økonomiske koordination i EU. Forslaget ventes ikke fremlagt, før en ny Europa-Kommisssion er tiltrådt, og før EF-Domstolen har udtalt sig i den af Kommissionen anlagte sag mod Ecofin-Rådet.
Britiske overvejelser om en ændret fortolkning af pagten
Det britiske finansministerium offentliggjorde i marts 2004 et diskussionsoplæg om stabilitets- og vækstpagten. Siden pagten trådte i kraft, har der ifølge oplægget været megen fokus på kortsigtede mål for de offentlige finanser og for lidt fokus på den offentlige gæld samt langsigtede finanspolitiske udfordringer som stigende fremtidige pensionsforpligtelser. Endvidere har effektiviteten af stabilitets- og vækstpagten været hæmmet af manglende hensyntagen til cykliske forhold, specielt i højkonjunkturer. Det britiske finansministerium vurderer derfor, at pagten kan forbedres på en række områder.
Der fremsættes ikke konkrete forslag til reform af pagten, men der lægges op til en såkaldt "fornuftig" fortolkning af pagten, der bygger videre på det af medlemslandene i 2001 vedtagne adfærdskodeks for pagten samt den tidligere nævnte "Rapport om bedre samordning af finanspolitikken" vedtaget af Ecofin-Rådet i 2003. Fortolkningen lægger vægt på bedre inddragelse af den aktuelle konjunktursituation, den langsigtede holdbarhed af de offentlige finanser samt vigtigheden af offentlige investeringer.
Fortolkningens fokus på den aktuelle konjunktursituation skyldes, at de automatiske stabilisatorer skal kunne virke frit for at sikre økonomisk stabilitet. Dette er kun foreneligt med holdbare offentlige finanser, såfremt landene konsoliderer de offentlige finanser i højvækstperioder. Storbritannien understreger derfor behovet for at fokusere på cyklisk korrigerede budgetter.
En lav offentlig gæld bidrager via lavere renteudgifter til et større råderum i finanspolitikken og giver dermed yderligere plads til, at de automatiske stabilisatorer kan virke frit, uden at de offentlige finanser bliver uholdbare. Endvidere øger lav gæld også resurserne til offentlige investeringer. Der henvises i diskussionsoplægget til udvalgte akademiske forslag om, at lande med lav gæld skal have mindre restriktive betingelser for størrelsen af deres underskud.
Ifølge det britiske finansministerium giver offentlige investeringer fremtidige afkast, hvorfor udgifterne i lighed med indtægterne burde fordeles over investeringshorisonten, hvilket ikke sker i dag. For at styrke incitamentet til offentlige investeringer henvises i det britiske oplæg til et forslag om at udelukke investeringsomkostninger fra den offentlige budgetbalance. Dette forslag relaterer til den såkaldte "golden rule", dvs. at det offentlige budgetunderskud ikke må være større end udgifterne til offentlige investeringer.
Akademiske forslag til ændring af pagten
Fra akademisk side er der fremsat flere forslag til ændring af traktaten og pagtens bestemmelser. Der er generelt enighed om behovet for en stabilitets- og vækstpagt, men samtidig er der et ønske om at gøre pagten mere fleksibel og troværdig. Forslagsstillere har peget på en række problemer med traktaten og pagten i dens nuværende form:
- 3-pct. reglen er for unuanceret, ufleksibel og mangler generelt troværdighed, idet den er opstået uden noget reelt økonomisk fundament.
- Traktaten og pagten behandler alle budgetunderskud ens på trods af substantielle forskelle i landenes gældskvoter.
- Reglen om "tæt på balance eller i overskud" er ensbetydende med langsigtede gældskvoter på nul. Dette strider mod det såkaldte "golden rule"-argument, hvor offentlige investeringer kan finansieres via offentlig gældsætning.
- Traktaten er asymmetrisk, hvilket vil sige, at der ikke er tilstrækkelige krav til konsolidering i perioder med høj vækst.
- Sanktionsmekanismen mangler troværdighed.
Udgangspunktet for store dele af kritikken er, at 3-pct. grænsen ikke har et reelt økonomisk fundament, og der derfor ikke er grund til at tro, at denne regel er velfærdsmæssigt optimal for alle deltagende lande. Flere økonomer betragter denne regel som mere eller mindre tilfældig (Eichengreen, 2004), hvilket har affødt en række reformforslag, der enten forsøger at forbedre den nuværende regel eller helt at ændre fokus i pagten fra budgetunderskud til offentlig gæld. Boks 3 behandler sammenhængen mellem budgetunderskud, vækst og konstant offentlig gæld på sigt.
|
Baggrunden for traktatens budget-restriktioner
|
Boks 3
|
|
Formålet med traktatens kriterier for underskud og gæld var bl.a. at forhindre uansvarligt høje underskud på de offentlige budgetter. De fastsatte grænser for et budgetunderskud på maksimalt 3 pct. af BNP og en gæld på 60 pct. af BNP havde baggrund i en gennemsnitlig gæld i EU i 1992 på 62 pct. af BNP, samt antagelse om en real vækst i BNP på 3 pct. om året og en årlig inflation i lighed med ECBs definition af prisstabilitet på 2 pct. svarende til en nominel vækst på 5 pct. For EU-15 og euroområdet var den gennemsnitlige reale vækst i perioden 1992-2003 henholdsvis 2,0 pct. og 1,9 pct. Hvorledes disse tal hænger sammen kan illustreres ved at betragte følgende udtryk for gælden i pct. af BNP:
hvor d er den offentlige gældskvote, g er den nominelle vækst i BNP og pd er det offentlige budgetunderskud inkl. renteomkostninger i pct. af BNP. Ved at fastsætte den langsigtede gældskvote til 60 pct. kan det offentlige budgetunderskud, der sikrer, at denne gældskvote er holdbar ved forskellige nominelle vækstrater udregnes. Dette er illustreret i nedenstående figur. Det fremgår, at ved en nominel vækst på 5 pct. (3 pct. realvækst og 2 pct. inflation) er grænsen for et budgetunderskud der sikrer en stabil gældskvote på 60 pct. knap 3 pct. Omvendt følger det, at en budgetgrænse på 3 pct. ikke sikrer en stabil gældskvote på 60 pct., hvis vækstraten er lavere, som det i øjeblikket er tilfældet i de fleste lande i EU. Hvis fx den nominelle vækst i BNP er 2,5 pct. om året (1 pct. real vækst og 1,5 pct. inflation) må budgetunderskuddet maksimalt være 1,5 pct. af BNP. På tilsvarende vis er en lavere real vækst ensbetydende med en højere langsigtet gældskvote for et givet budgetunderskud på 3 pct. af BNP. Hvis den reale vækst kun er 2 pct. om året i stedet for 3 pct., vil gældskvoten konvergere mod 78 pct. Ovenstående ligning illustrerer også tydeligt, at hvis gælden på et givet tidspunkt er højere end 60 pct. af BNP, så skal budgetunderskuddet ved en given nominel vækst være lavere end 3 pct. af BNP i en transitionsperiode for at opnå en gæld på 60 pct. |
|
| Vækst og budgetunderskud ved gældskvote på 60 pct. af BNP | |
 |
|
Blandt de forslag, som fokuserer på det løbende budgetunderskud i håndhævelsen af traktaten og pagten, er modifikationer af det nuværende system især knyttet til offentlige investeringer og dermed ideen om en "golden rule" for vækstfremmende offentlige investeringer. Blanchard og Giavazzi(2004) foreslår bl.a., i lighed med det britiske papir ovenfor, at offentlige investeringer ikke skal inkluderes i det budgetunderskud der behandles i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten, idet disse investeringer ofte medfører fremtidige indtægter. Dermed er det udelukkende de løbende renteomkostninger og afskrivninger i forbindelse med investeringen, som skal inkluderes. Dette aspekt er særligt relevant for de nye medlemslande, som står over for store offentlige investeringer i infrastruktur og lignende.
Flere foreslår, at der lægges mere vægt på de individuelle landes gæld i pct. af BNP end på det løbende budgetunderskud. Pisani-Ferry (2002) foreslår, at reglen om budgetunderskud på 3 pct. af BNP udvides til at tage højde for et lands aktuelle gældskvote. Således skal lande med en lav gældskvote kunne have et højere budgetunderskud end lande med en høj gældskvote. Dette kan ifølge Pisani-Ferry medvirke til at sikre konsolidering af de offentlige finanser i perioder med høj vækst, da landene med en lav gældskvote i fremtidige lavkonjunkturer vil kunne føre en mere ekspansiv finanspolitik uden at komme i konflikt med reglerne. Forslag, der fokuserer på gældskvoten frem for løbende budgetudgifter, tilgodeser de nye medlemslande, der generelt har en relativt lav gæld.
Et andet ofte diskuteret kritikpunkt af traktaten er dens asymmetriske konstruktion. De nuværende budgetproblemer i flere EU-lande, kan i vidt omfang henføres til manglende konsolidering i perioder med høj vækst. Traktaten anses af bl.a. Buiter og Grafe (2002) som værende asymmetrisk i det omfang, at reglerne kun begrænser underskud, men giver ikke landene tilstrækkelige incitamenter til at konsolidere de offentlige finanser i perioder med høj vækst. Barysch (2003) argumenterer for, at reglerne om "tidlige advarsler", jf. side 72, og sanktioner også skal gælde for lande, der undlader at leve op til deres finanspolitiske målsætninger i gode tider.
Blandt de mere vidtrækkende forslag til reform af stabilitets- og vækstpagten er Eichengreen (2003, 2004). Det primære budskab er, at der i EU fokuseres for meget på de numeriske budget- og gældsregler, idet Eichengreen vurderer, at disse regler ikke bygger på et sundt økonomisk fundament. I stedet bør der fokuseres på de finanspolitiske procedurer og institutioner. Ifølge Eichengreen kan kroniske offentlige budgetunderskud ofte forklares ved dårlige finanspolitiske procedurer og institutioner, fx relateret til fordelingen af beslutningskompetencen mellem stat og kommuner. Derfor bør individuelle lande kunne fritages for at opfylde traktatens og pagtens regler, hvis de implementerer de "rigtige" institutionelle rammer for finanspolitikken. I praksis foreslår Eichengreen, at landene vurderes ud fra et indeks for kvaliteten af de finanspolitiske procedurer og institutioner. Eichengreen (2003, 2004) præsenterer konkrete eksempler på konstruktionen af sådan et indeks, hvor landene bliver tildelt point for opfyldelsen af udvalgte kriterier, der relaterer til gennemførelsen af dels finanspolitikken og dels strukturelle reformer. Kriterierne er indrettet, så et land tildeles point efter centraliseringsgraden af udgiftsbeslutninger og graden af gennemførte strukturelle reformer som fx privatisering, pensionsreformer og reformer af arbejdsmarkedet. Lande med en høj indeks-score vil ifølge Eichengreen bl.a. kunne træde ud af proceduren om uforholdsmæssigt store budgetunderskud, da der ikke er nogen grund til at tro, at sådanne lande vil have permanent høje budgetunderskud.
I perioden op til euroens start i 1999 var konsekvenserne af ikke at opfylde de såkaldte konvergenskriterier udelukkelse fra deltagelse. Dermed var konsekvenserne af brud på kriterierne temmelig håndgribelige og troværdige. Tilsvarende incitamenter eksisterer ikke i stabilitets- og vækstpagten, hvilket ofte fremhæves som et problem – navnlig hvis der ikke er politisk vilje til at anvende sanktionsmekanismen. Ifølge EEAG (European Economic Advisory Group) er Ecofin-Rådets manglende vilje til at overholde pagten et argument for at oprette en uafhængig institution til at administrere proceduren om uforholdsmæssigt store budgetunderskud. EEAG har helt konkret foreslået at overføre beslutninger om sanktioner i forbindelse med proceduren om uforholdsmæssigt store budgetunderskud fra Ecofin-Rådet til EF-Domstolen. Selv om landene med uforholdsmæssigt store underskud ikke har stemmeret, når henstillinger og evt. sanktioner vedrørende deres underskud behandles, anfører EEAG, at der er risiko for politiske aftaler, hvor lande med underskud hjælper hinanden.
Vurdering og konklusion
Tysklands og Frankrigs budgetoverskridelser i 2003 og beslutningen om at sætte stabilitets- og vækstpagtens videre procedure i bero for de to lande har fået mange til at anse pagten enten for uhensigtsmæssig eller sågar "død". Hertil kan det bemærkes, at hvis alle EU-landene havde fulgt stabilitets- og vækstpagtens krav om offentlige budgetter "tæt på balance eller i overskud" i perioden op til de seneste års lave vækst, så kunne de aktuelle budgetproblemer have været undgået. Bestemmelserne i traktaten og stabilitets- og vækstpagten er let gennemskuelige og kontrollerbare. Gennemførelse af flere af de nævnte forslag vil betyde et øget element af vurdering og dermed råderum for at omgå reglerne. Således kan det i forbindelse med forslaget om at udelade visse offentlige investeringer fra det offentlige budgetunderskud, være svært at afgrænse, hvad der er offentlige investeringer, og hvad der er offentligt forbrug. Det bør også bemærkes, at der med det nuværende regelsæt i praksis er mulighed for at tage et vist hensyn til individuelle landeforhold såsom størrelsen af den offentlige gæld samt omfanget af offentlige investeringer. På denne baggrund forekommer det ikke oplagt, at der skulle være behov for større regelændringer. En række lande har da også nedtonet behovet for ændringer i reglerne.
Ecofin-Rådets beslutning i november 2003 har imidlertid skabt usikkerhed om den juridiske status af pagtens regelsæt, og truslen om sanktioner ved vedvarende store budgetunderskud har mistet noget af sin troværdighed. Regelsættet har sin budgetdisciplinerende virkning ikke alene gennem forebyggelse af problemer, men også ved håndhævelse af reglerne, når det er påkrævet.
Litteratur
Andersen, Allan Bødskov, Cyklisk korrigerede offentlige budgetbalancer, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2002.
Bartholdy, Niels, Stabilitets- og vækstpagten: Status efter første runde, foråret 1999, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 1999.
Bartholdy, Niels, og Lars Falkenberg, Stabilitets- og vækstpagten – status 2003, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2003.
Barysch, K., A pact for stability and growth, Center for European Reform, Policy Brief, october 2003.
Blanchard, O.J. og F. Giavazzi, Improving the SGP Through a Proper Accounting of Public Investment, Centre for Economic Policy Research, Discussion Paper, 2004.
Buiter, W.H. og C. Grafe, Reforming EMU'S Fiscal Policy Rules, i Marco Buti, Monetary and Fiscal Policies in EMU: Interactions and Coordination, Cambridge University press, 2003, 92-145.
Deutsche Bundesbank, Monthly Report, february 2004.
Ecofin-Rådet, Report on "Strengthening the co-ordination of budgetary policies", 7. marts 2003 (kan findes på Ecofin-Rådets hjemmeside: http://ue.eu.int/index.htm).
EEAG European Economic Advisory Group at CESifo, Report on the European Economy 2004.
Eichengreen, B., What To Do with the Stability Pact, Discussion Forum, Intereconomics, january/february 2003, 7-10.
Eichengreen, B., Institutions for Fiscal Stability, CESifo Economic Studies, Vol. 50, 1/2004, 1-25.
Europa-Kommissionen, Communication from the Commission to The Council and The European Parliament, Strengthening the co-ordination of budgetary policies. COM(2002) 668 af 27. november 2002.
Europa-Kommissionen, Opinion on the content and format of stability and convergence programmes (2001 code of conduct). European Economy No. 3, 2002 (kan hentes på hjemmesiden: http://europa.eu.int/comm/economy_finance/about/activities/sgp/codeofconduct_en.pdf).
Europa-Kommissionen, Public Finances in EMU – 2001, European Economy, Reports and Studies, No. 3, 2001.
Europa-Kommissionen, Spring Economic Forecasts 2004-2005 for the euro area, the European Union and the Acceding and Candidate countries.
Fatás, A, et al., Stability and Growth in Europe: Towards a Better Pact, Centre for Economic Policy Research, Monitoring European Integration 13, 2003.
Frandsen, Tina Winter, Stabilitets- og vækstpagten – status 2001, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2001.
Frandsen, Tina Winter og Jens Anton Kjærgaard Larsen, Stabilitets- og vækstpagten – status 2002, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2002.
HM Treasury, The Stability and Growth Pact: A Discussion Paper, 2004.
Pisani-Ferry, J., Fiscal Discipline and Policy Coordination in the Eurozone: Assessment and Proposals, Note for the GEA meeting of 16 april, 2002.
Strauch, R., Hallerberg, M. og von Hagen, J., Budgetary Forecast in Europe – The Track Record of Stability and Convergence Programmes, ECB Working Paper, No. 307, februar 2004.
Thomsen, Jens, EUs udvidelse 2004, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2004.
Europa-Kommissionens vurderinger og Ecofin-Rådets udtalelser efter gennemgangen af stabilitets- og konvergensprogrammerne samt landenes programmer: http://www.europa.eu.int/comm/economy_finance/
[1] Stabilitets- og vækstpagten, der har været i kraft siden euroen blev indført som fælles valuta i en række EU-lande 1. januar 1999, består formelt af en topmøderesolution og 2 rådsforordninger vedtaget i juni og juli 1997, jf. EF-tidende C 236, 2. august 1997 og EF-tidende L 209, 2. august 1997.
[2] Undtagen Storbritannien, som har en særlig undtagelse, så længe landet ikke deltager i euroen.
[3] Den økonomiske aktivitet påvirker det offentlige budget direkte gennem de automatiske stabilisatorer. Under en højkonjunktur forbedres budgetsaldoen automatisk via lavere udgifter til fx arbejdsløshedsunderstøttelse samt højere skatteindtægter, og dette medvirker samtidig til at dæmpe vækstudsvingene. Under en lavkonjunktur vil der tilsvarende forekomme en forværring af budgettet, der igen medvirker til at mindske afmatningen.
[4] Den offentlige budgetsaldo påvirkes af en række forhold, herunder især konjunktursituationen via de automatiske stabilisatorer, der ikke direkte vedrører den egentlige finanspolitik. En opgørelse af saldoen korrigeret for konjunkturudviklingen, en såkaldt cyklisk korrigeret saldo, giver derfor et mere retvisende billede af den egentlige finanspolitiske udvikling. Den cyklisk korrigerede saldo indeholder dog altid elementer af skøn, og er dermed behæftet med usikkerhed. Vedrørende problemstillingen om beregning af cyklisk korrigerede budgettal henvises til Allan Bødskov Andersen, Cyklisk korrigerede offentlige budgetbalancer, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2002.
[5] For lande med høj konjunkturfølsomhed på det offentlige budget nævner Europa-Kommissionen, at der kan kræves en endnu bedre cyklisk korrigeret budgetsaldo. Se Europa-Kommissionen, Public Finances in EMU – 2001, European Economy, Reports and Studies, No. 3, 2001.
[6] Der er efterfølgende rejst tvivl om, hvorvidt Europa-Kommissionens forlængelse af fristen for at rette op på budgetunderskuddene til 2005 var i overensstemmelse med "ånden" i pagten, jf. Deutsche Bundesbank (2004), s. 67.
[7] Storbritannien har ifølge traktatens protokol nr. 25 en særlig undtagelse fra forpligtelsen i traktatens artikel 104, stk. 1, til at undgå store offentlige underskud. Storbritannien er til gengæld bundet af artikel 116, stk. 4, om at bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store underskud. I lighed med de øvrige EU-lande uden for euroen gælder artikel 104, stk. 9 og 11, omkring pålæg af foranstaltninger til at nedbringe underskuddet og eventuelle sanktioner ikke for Storbritannien.
[8] For en beskrivelse af stabilitets- og vækstpagtens varslingssystem henvises til Tina Winther Frandsen og Jens Anton Kjærgaard Larsen, Stabilitets- og vækstpagten – status 2002, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2002.
[9] For en nærmere gennemgang af beregningen af cyklisk korrigeret budgetsaldo og Europa-Kommissionens benchmarks henvises til Tina Winther Frandsen, Stabilitets- og vækstpagten – status 2001, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2001.
[10] Kriteriet om en offentlig bruttogæld på over 60 pct. af BNP indgår også i proceduren om uforholdsmæssigt store underskud. En overskridelse af 60-pct. grænsen kan dog accepteres, hvis det vurderes, at den offentlige gæld i pct. af BNP er mindsket i tilstrækkeligt omfang og nærmer sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed. I praksis har størrelsen af gælden ikke spillet samme rolle som budgetunderskuddet i vurderingen af budgetdisciplinen i et land. Er et lands budget tæt på balance vil det under normale omstændigheder medføre en faldende gældskvote. Størrelsen af gælden indgår derfor ikke som en målvariabel i stabilitets- og vækstpagten.
[11] For en gennemgang af de offentlige budgetter i 2003 i de nye medlemslande henvises til artiklen om EUs udvidelse 2004, side 21ff.
[12] Communication from the Commission to The Council and The European Parliament, Strengthening the co-ordination of budgetary policies. COM(2002) 668 af 27. november 2002.