|
Den Kgl. Mønt tilbyder salg til samlere af færøske sedler med pålydende 50-, 100-, 200-, 500- og 1000-kroner.
Fra 19. marts 2012 sendes en opdateret færøsk seddelserie med nye sikkerhedselementer i cirkulation. Motiverne er fortsat de velkendte færøske dyr og landskaber.





Motiver
Hovedmotiverne er færøske dyr. På forsiden er dyrene vist i form af udsnit. På bagsiden af sedlerne er der gengivet akvareller af færøske landskaber. Akvarellerne er udført af den færøske kunstner Zacharias Heinesen (f. 1936). Dyremotiverne er med til at give seddelserien liv og variation, og akvarellerne giver sedlerne en særlig lethed.
Ny sikkerhed
Den færøske seddelserie er opgraderet med det mest avancerede sikkerhedselement på markedet, vinduestråden med bevægeligt motiv. Samtidig afløses det tidligere hologram af for- bagsidesymbolet, og på sedlens bagside er der kommet perlemorsstribe og flourescerende farve.
Der har hidtil ikke været nogen forfalskninger af den færøske seddelserie, og målet er at fastholde dette. Det bidrager opgraderingen med de nye sikkerhedselementer til.
Sedlerne har samme højde
Sedlerne har ens højde, men varierer i længden med 1 cm mellem hver seddelværdi.
Gamle sedler stadig gyldige
De gamle sedler forbliver gyldige men inddrages løbende.
Baggrund
Trykning af færøske pengesedler sker i henhold til lov om pengesedler mv. på Færøerne fra 1949. Ifølge loven skal Nationalbanken fremstille særlige færøske pengesedler med tekst på færøsk, men i øvrigt med samme værdier og i samme formater som de sedler, der udsendes i Danmark.
Møntenheden er 1 króna, og værdiforholdet til danske pengesedler er 1:1. De færøske pengesedler er i Danmark at betragte som udenlandsk mønt. De er således ikke lovligt betalingsmiddel i Danmark, ligesom de danske sedler ikke er lovligt betalingsmiddel på Færøerne. De færøske sedler ombyttes imidlertid vederlagsfrit til danske sedler af Nationalbanken, og danske sedler veksles ligeledes frit til færøske pengesedler på Færøerne. Mønterne på Færøerne er de samme som Danmark.
Sælges til pålydende fra 10. april 2012
Sedlerne sælges til pålydende værdi. Der er imidlertid et betydeligt administrativt arbejde forbundet med dette salg, og til dækning af disse omkostninger er der fastsat et ekspeditionsgebyr på 200 kr. inkl. moms pr. 10 sedler.
Sedlerne leveres enkeltvis indlagt i en syrefri plasticlomme, som endvidere indeholder den beskrivelse af den pågældende seddel, som blev uddelt i forbindelse med udsendelsen af sedlen. |