|
DET TALTE ORD GÆLDER
Tak for indbydelsen til at tale her i dag.
Jeg vil indledningsvis adressere spørgsmålet om, hvorvidt vi i lyset af statsgældsproblemerne i nogle eurolande skal glæde os over at vi ikke er med i euroen. Dernæst vil jeg give Nationalbankens syn på den aktuelle økonomiske situation.
Lad mig lægge ud med at slå fast, at fastkurspolitikken, som nu i næsten 30 år har udgjort en af hjørnestenene i den økonomiske politik herhjemme, har tjent Danmark godt. Inflation og renteniveau ligger på niveau med de bedste lande i euroområdet, og fremgangen i vor velstand har - når der korrigeres på relevant vis – været på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med. De problemer dansk økonomi har med forringet konkurrenceevne og et for stort budgetunderskud er langt hen ad vejen et resultat af vor egen ageren og kan ikke kun klandres ude fra kommende forhold.
Forudsætningen for fastkurspolitikken er naturligvis, at der er et troværdigt anker at knytte kronekursen til. Det er derfor i allerhøjeste grad i Danmarks interesse, at euroen forbliver et sådant anker. Og det tror jeg også, den fortsat vil være. Lidt firkantet udtrykt, så er det ikke euroen, der aktuelt er i krise. Det er nogle af landene i euroområdet, der har problemer. Vurderet ud fra relevante parametre som kurs over for andre hovedvalutaer og inflation kan det fastslås, at euroen er en succes. Euroens stabiliserende funktion viste sig bl.a. under den seneste globale recession. I tidligere tider gav den slags situationer typisk anledning til konkurrerende devalueringer, hvor landene søgte at sende sorteper videre til naboen.
Den høje offentlige gældsætning, vi ser i en række eurolande, er ikke et resultatet af indførelsen af euroen og kun i mindre grad af finanskrisen. Den er skabt over de sidste par årtier, hvor nogle lande har undladt at konsolidere i gode tider og derved ladet gælden vokse. En sådan politik vil skabe problemer, såvel inden for som uden for den fælles mønt. Men markedsreaktionerne kan komme hurtigere for lande uden for mønten.
Fastkurspolitikken har givet Danmark mange af de fordele, som et fuldt medlemskab ville give, men ikke alle. Problemet ved at stå uden for er dels økonomisk, dels politisk. Specielt det sidste aspekt bliver stadigt større, som tiden går.
Jeg har ved tidligere lejligheder fremført, at medlemskab af euroen vil give en lidt lavere rente i Danmark i rolige tider, øge udenrigshandelen og sænke transaktionsomkostningerne ved udenrigshandel.
Gør vi det tankeeksperiment, at euroen forsvandt, hvad jeg anser for usandsynligt, ville der, efter min mening, komme et pres på det indre marked.
Ville vi mon ikke havne i en situation, hvor hvert land ville søge at pleje sine egne snævre interesser? Og er der noget, vi som et lille åbent land, der er helt afhængig af handel med omverdenen, skal værne om, så er det varernes frie bevægelighed over grænserne.
Over det længere sigt vil væksten, hvis Danmark tilsluttede sig euroen, blive påvirket positivt - BNP-niveauet kan forventes at blive forøget med ½-1 pct.
Den mest konkrete fordel ved et euromedlemskab vil vi opleve under perioder med valutauro, som vi senest så det i 2008 i kølvandet på konkursen i Lehman Brothers. Kronekriser vil være fortid ved et euromedlemskab.
Politisk er problemet ved at stå uden for, at vi i praksis kommer længere og længere væk fra diskussionerne i de fora, hvor EU's politik, regler og holdninger på en lang række områder af interesse også for os fastlægges. Det gælder naturligvis først og fremmest fastsættelse af den pengepolitiske rente og adgangen til ECB's faciliteter.
Men hertil kommer de manglende informationsstrømme. Eksempler herpå var forløbet omkring særligt dækkede obligationer og senest spørgsmålet om anvendelse af realkreditobligationer i bankernes likviditetsberedskab.
Det er områder af vital betydning for Danmark, og hvor de danske regler og institutioner samtidig adskiller sig fra forholdene i andre EU-lande. Der er derfor et stort behov for at forklare og forsvare de danske regler på de relevante områder. Den manglende tilstedeværelse i de centrale fora vanskeliggør i høj grad den danske forhandlingsposition.
Alt i alt er der derfor absolut ingen grund til, at vi skulle glæde os over at stå uden for euroen. Tværtimod har vi den allerstørste interesse i, at euroen forbliver en stabil og troværdig faktor i europæisk økonomiske politik. Det tror jeg også, at den vil vedblive at være.
Misforstå mig ikke! Jeg foreslår ikke, at der udskrives en folkeafstemning nu om dansk deltagelse i euroen. Efter alt at dømme, ville en sådan afstemning fremkalde et rungende nej. En ny afstemning bør efter min opfattelse først finde sted den dag, vi er overbeviste om, at der vil være flertal for en tilslutning. Et nyt nej vil udskyde en evt. tilslutning mere end 10 år.
***
Jeg vil nu vende mig mod den aktuelle konjunktursituation og udsigterne for den nærmeste fremtid.
Fremgangen i verdensøkonomien er bremset op i den forløbne del af året, efter en periode med pæn vækst i første halvår. Vækstbilledet er dog meget forskelligt, når vi sammenligner de rige lande og mellemindkomstlandene. Opbremsningen er især sket i de avancerede økonomier. Uro på de finansielle markeder hen over sommeren og den fortsatte uklarhed omkring gældssituationen i en række eurolande har medført en mærkbar nedjustering af vækstforventningerne.
Den seneste tids udvikling er en påmindelse om, at vejen tilbage fra en recession kombineret med en bankkrise tager tid og kan ventes at være ujævn.
De fleste avancerede økonomier, men nok især dele af euroområdet, har derfor et langstrakt forløb foran sig, før der kan ventes en lukning af produktionsgabet og en normalisering af situationen på arbejdsmarkedet.
Vækstudsigterne skal også vurderes i lyset af mindre fremgang i vækstpotentialet, bl.a. som følge af aftagende tilgang eller direkte fald i befolkningen i de aldersgrupper, hvorfra arbejdsstyrken primært rekrutteres. Sker der ikke andet vil antallet af præsterede arbejdstimer falde. Herudover var væksten og kapacitetsudnyttelsen i en del lande, herunder Danmark, uholdbart høj i årene op til krisen. Og det er hverken forventeligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til en sådan situation. Det er derfor vigtigt, at vi ikke bruger niveauet for arbejdsløshed og beskæftigelse under højkonjunkturen som
målepunkt for vores ambitionsniveau for udviklingen på arbejdsmarkedet.
Hen over sommeren er risikoaversionen steget hos investorerne, der i stor stil er gået ud af aktier og over i obligationer. Det har affødt markante fald i aktiekurserne mange steder og givet lavere obligationsrenter i de lande, der ikke er ramt af gældsproblemer.
Den fortsatte usikkerhed omkring gældssituationen i Sydeuropa har også vist sig i forværrede forhold på pengemarkederne i euroområdet. Der er et øget spænd mellem usikrede og sikrede pengemarkedsrenter, og ECB har store indlån såvel som udlån. Bankerne gør øget brug af de marginale faciliteter. Det er tegn på, at inter-bankmarkedet fungerer trægt.
Trægt fungerende inter-bankmarkeder bringer tankerne tilbage på situationen i kølvandet på konkursen i Lehman Brothers i efteråret 2008, hvor markederne frøs fuldstændig til. Udfordringen i dag er at hindre, at gældskrisen i en række eurolande trækker en europæisk bankkrise med sig. Det bliver der arbejdet hårdt på at undgå både nationalt i eurolandene og på EU-niveau.
Danmark kan i kraft af vort euroforbehold i hovedsagen kun se til fra sidelinjen. Vi må udvikle vore egne instrumenter.
Danske bankers direkte eksponering over for de gældsplagede eurolande er begrænset og håndterbar. Sektoren bliver derfor først og fremmest berørt indirekte, når finansieringsmulighederne på de internationale kapitalmarkeder generelt forringes. Nationalbankens nye låneordning kan også ses i den sammenhæng.
Tilbageslaget i forbindelse med finanskrisen i 2008-09 blev i mange lande imødegået med omfattende efterspørgselsstimulerende programmer. Hertil kom effekten af de såkaldte automatiske stabilisatorer. Resultatet er store underskud på de offentlige finanser i en situation, hvor gældsniveauerne set i forhold til økonomiernes størrelse i forvejen er høj mange steder. Mulighederne
for at reagere på den seneste afdæmpning med yderligere finanspolitisk stimulering af økonomierne er dermed stærkt begrænsede. Det sker i en situation, hvor det ikke helt er lykkedes at gøre opsvinget i kølvandet på finanskrisen selvbærende, dvs. drevet af det private forbrug og investeringer.
Situationen forværres af, at der både i USA og Europa er sat spørgsmålstegn ved de politiske systemers vilje og evne til at foretage de nødvendige tilpasninger. Forløbet omkring forhøjelsen af det amerikanske gældsloft var ikke konstruktivt. I euroområdet mangler vi stadig en overbevisende langsigtet plan for, hvordan gældsproblemerne i de sydeuropæiske lande og Irland skal håndteres. Seneste skud på stammen er, at den tyske forbundskansler og den franske præsident har stillet en plan i udsigt om en måned, dvs. inden den plan, der blev vedtaget i sommer er ført ud i livet. Det siger noget om krisens dynamik.
I Grækenland er gældsproblemerne særskilt store, og både den politiske og administrative kapacitet til at håndtere udfordringerne har været svag, mens det i Portugal og især Irland ser bedre. Disse tre lande er alle små økonomier, som det skulle være muligt at håndtere i et samarbejde mellem Europa og Valutafonden. Først hvis uroen for alvor rammer lande som Italien og Spanien, bliver det rigtigt alvorligt. Det er i den potentielle spredning af krisen den største usikkerhedsfaktor ligger. Set i det lys er den kraftige nedgradering af Italiens statsgæld bekymrende. På den positive side tæller det, at både Spanien og Italien er langt stærkere økonomier end Grækenland, Irland og Portugal.
Hvor efterlader dette udsigterne for den nærmeste fremtid? Samlet set peger nøgletallene på et afsvækket opsving i den kommende tid, men der er faktorer, som trækker den anden vej. De korte renter er ekstremt lave og de lange renter er faldet hen over sommeren, når vi ser bort fra problemlandene. Hertil kommer høje vækstrater i de stadig vigtigere mellemindkomstlande samt lavere energipriser. Endelig ligger både investerings- og forbrugskvoterne i mange lande under det historiske gennemsnit. Her er et væsentligt vækstpotentiale. De planlagte finanspolitiske konsolideringer virker konjunkturdæmpende på det helt korte sigt, men overbevisende planer for, hvordan man vil håndtere gældsproblematikken, kan på den anden side være med til at styrke forbruger- og erhvervstilliden og dermed sætte gang i den private del af økonomien. Meget afhænger derfor af, at der nu politisk bliver fremlagt og implementeret en troværdig plan for, hvordan gældskrisen i en række eurolande inddæmmes.
***
Jeg vil nu vende mig mod den hjemlige konjunktursituation. Dansk økonomi er siden midten af 2009 og frem til og med 2. kvartal 2011 vokset med en årsrate på omkring 1,5 pct. Vækstsporet har imidlertid været meget ujævnt. Det understreger vigtigheden af, ikke at tolke for hårdt på nationalregnskabstallene for et enkelt kvartal, men se udviklingen over en periode.
Den internationale udvikling har medført, at vi har måttet nedjustere forventningerne til eksporten den kommende tid. Det kan ikke undgå at slå igennem på vækst og beskæftigelse herhjemme i 2. halvår og ind i 2012. Vi må derfor være forberedt på et sløjt 2. halvår, hvor vi ikke regner med nogen fremgang.
Længere ude i prognoseperioden er det forventningen, at væksten tager til igen. Det skal ses i lyset af det ekstremt lave renteniveau, en mulig nedadrettet korrektion af det meget høje opsparingsniveau i både husholdninger og virksomheder samt fornyet fremgang på eksportmarkederne. I 2012 og 2013 skønner vi en vækst på 1,6 pct. i hvert af årene. Det er lidt over IMF's forventning for euroområdet, der er trukket ned af lande ramt af gældskrisen, og medfører en fortsat indsnævring af det negative produktionsgab herhjemme.
Det er klart, at hvis verdensøkonomien ryger ud i en krise, som den vi så i kølvandet på konkursen i Lehman Brothers i efteråret 2008, så vil vi også blive ramt, og vor prognose vil være for optimistisk. Hvis gældskrisen eskalerer ud af kontrol, er vi i en anden situation og på vej ud i ukendt territorium. Men man tager næppe meget fejl, hvis man forventer at lande med stærke statsfinanser i den situation vil klare sig bedst.
Når produktionsgabet kan indsnævres trods forventning om en i historisk lys behersket økonomisk vækst, skyldes det, at økonomiens potentiale vokser endnu mindre. Udviklingen i potentiel produktion bestemmes af udviklingen i timeproduktivitet og befolkning. Vi har problemer på begge områder, som jeg skal komme tilbage til.
Som i andre avancerede økonomier, må vi formentlig vænne os til en ny "normal", når det drejer sig om den hastighed hvormed økonomien, og dermed velstanden, vokser. Det tror jeg ikke, vi helt har indstillet os på rent mentalt. Det er samtidig vigtig at understege, at det ikke er noget, der kan ændres med ekspansiv finanspolitik i form af vækstpakker. De grundlæggende udfordringer sikres bedst gennem en holdbar finanspolitik understøttet af strukturreformer.
Lad mig i den forbindelse knytte et par kommentarer til status på arbejdsmarkedet. Det danske arbejdsmarked klarer sig forholdsvis godt. Beskæftigelsen har været stort set uændret siden begyndelsen af 2010. Beskæftigelsen er godt nok faldet med næsten 160.000 siden 2008, men det er som nævnt et misvisende udgangspunkt for ambitionsniveauet. Beskæftigelsestoppen i 2008 var resultatet af en kraftig overophedning af økonomien og ikke et holdbart niveau. Det er ikke hensigtsmæssigt at gøre tilbagevenden til denne top til en målsætning i den økonomiske politik. Vi skønner, at der er plads til en beskæftigelsesstigning på knap 50.000 personer fra det nuværende niveau. Beskæftigelsesstigninger herudover vil kræve reformer, der kan øge det strukturelle beskæftigelsesniveau.
Jeg vil også gerne knytte er par kommentarer til finanspolitikken. Herhjemme var den ekspansive effekt der udgik fra de offentlige finanser i 2009-10 blandt de største i EU når vi ser det i forhold til konomiens størrelse. Effekten var også stor set i et historisk perspektiv, og fx markant større end kick-starten i begyndelsen af 1990'erne. Det var muligt som følge af, at vi havde et godt udgangspunkt i form at en forholdsvis lav offentlig gæld.
Det er imidlertid afgørende, at en sådan politik er netop midlertidig. Des flere tiltag fx i form af fremrykning af offentlige investeringer, der foretages i dag, des større bliver den opbremsning, der skal finde sted på et senere tidspunkt. Vel at mærke en opstramning som meget vel vil skulle foretages i en situation, hvor den økonomiske vækst stadig er moderat.
Nøgleordet er finanspolitisk troværdighed. Den hænger på, at der er en troværdig plan for, hvordan den langsigtede holdbarhed på de offentlige finanser sikres. For at opnå troværdighed hos investorerne skal der leveres, ikke bare når det gælder om at stimulere økonomien, men nok så meget, når der skal strammes op.
Danmark har under gældskrisen haft en kolossal fordel af, at vores politik er blevet anset som troværdig og danske statspapirer som sikre. Det smitter af på renteniveauet i hele økonomien, inklusive på realkreditobligationerne. Det er en situation, som vi skal gøre alt for at værne om og sikre fortsætter fremover. Hvis troværdigheden om den økonomiske politik mistes og renterne begynder at stige, vil Danmark for alvor blive ramt.
***
Et land kan blive velhavende på flere måder og ad flere veje. Den sikreste, men måske også mest besværlige, er ved at arbejde mere. Dvs. flid. Des flere timer vi præsterer, des større vil velstanden alt andet blive for en given befolkningsstørrelse. Et øget antal arbejdstimer kan både ske ved, at hver enkelt arbejder mere eller ved, at en større andel af befolkningen bidrager på arbejdsmarkedet. Med hensyn til timeindsats pr. hoved pr. år ligger vi lavt herhjemme internationalt set, mens vi til gengæld har en meget høj erhvervsfrekvens. Hvis man kan stole på de spørgeundersøgelser, som pressen
med mellemrum offentliggør, er ønsket om at arbejde flere timer begrænset.
Nu er den materielle velstand ikke bare et spørgsmål om timeindsats, men også om hvor smart og effektivt vi arbejder, når vi arbejder. Det er timeproduktiviteten. Her halter vi alvorligt bagefter, som jeg allerede har været inde på. Væksten i den danske produktivitet har været lav i en længere årrække.
Hertil kommer, at antallet af personer i de aldersklasser, hvorfra arbejdsstyrken overvejende rekrutteres, vil falde de kommende år. Det vil en større anvendelse af udenlandsk arbejdskraft et stykke hen ad vejen kunne ændre på, men først og fremmest er der behov for reformer, der øger det indenlandske arbejdsudbud ved i højere grad at få personer på offentlig forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Tilbagetræknings- og dagpengereformerne er eksempler på sådanne tiltag. Finansministeriet skønner, at disse to reformer overgangsvist vil øge væksten i økonomiens potentiale med ½ procentpoint
fra 2015.
Vi kan også være heldige. Og det har vi været. Danske virksomheder producerer i særlig grad varer, som kan sælges til høje priser på eksportmarkederne, såkaldte "up-market" produkter. Det har betydet, at Danmark har haft et stigende bytteforhold siden midten af 1990'erne. Det bidrager til de danske forbrugsmuligheder ud over hvad en simpel vækst i BNP i mængder viser.
Beregningen af BNP i mængder søger netop at rense sådanne priseffekter ud, men priseffekterne er relevante, hvis vi vil sammenligne udviklingen i de danske forbrugsmuligheder med udlandets.
Endelig har danskerne som nation i en periode været sparsommelige derved, at en del af årets produktion ikke er blevet forbrugt, men derimod er blevet investeret i udlandet. Det betyder, at vi i dag har krav på en del af udlandets produktionsresultat i form af formueindkomst fra udlandet. Det bidrager til overskuddet på betalingsbalancen og øger yderligere de danske forbrugsmuligheder ud over hvad væksten i BNP viser.
Ser vi på den danske vækst i BNP fra 1995 til 2010 ligger vi i den absolut lave ende i en OECD-sammenligning. Dansk økonomi er kun vokset med i gennemsnit 1,4 pct. pr. år over de seneste 15 år. Det er markant mindre end fx vore nordiske naboer. Der har imidlertid været stor forskel på, hvor meget befolkningen er ændret sig. Danmark har haft en forholdsvis lav befolkningsvækst, og øget produktion, der blot er udtryk for en større befolkning øger ikke forbrugsmulighederne pr. hoved. Der bliver blot flere at sprede årets produktionsresultat ud på.
Tages dette i betragtning og korrigeres der yderligere for bytteforhold og udenlandsk formueindkomst, fremkommer bruttonationalindkomst pr. hoved. Det er et mere retvisende mål for velstandsudviklingen, hvis der skal sammenlignes internationalt. I en sådan opgørelse klarer Danmark sig ikke så dårligt. Velstandsudviklingen har herhjemme de seneste 15 år været kraftigere
end i Tyskland og USA og på linje med Sverige og Holland.
At vi har problemer med timeproduktiviteten, er der ingen tvivl om, og at der skal gøres en indsats for at øge arbejdsudbuddet, er også givet. Men på den anden side skal vi heller ikke male med en alt for sort pensel. Dansk økonomi har de sidste 15 år klaret sig pænt i en international sammenligning af udviklingen i den materielle velstand.
Tak for opmærksomheden. |
