Udtalelse vedrørende Cibor
Dato for udtalelse: 03/30/2011 |  |
|
|
Cibor er den rentesats, hvortil et pengeinstitut er villig til at udlåne danske kroner på usikret basis i op 1 år til en af de mest kreditværdige banker.
Med finanskrisen kom et spænd mellem de sikrede og de usikrede danske pengemarkedssatser, og 3-måneders spændet har siden 2009 i gennemsnit ligget ca. 25 basispoint højere end det tilsvarende spænd i euroområdet. Siden årsskiftet er forskellen indsnævret til ca. 5 basispoint.
Nationalbanken konstaterede i en undersøgelse af det danske pengemarked i september 2010, at omsætningen i markedet for usikrede kroneudlån var faldet. Det betyder et mindre handelsgrundlag bag fastsættelsen af Cibor.
Nationalbanken har haft en dialog med Cibor-stillerne om årsagerne til, at det danske spænd mellem sikrede og usikrede renter er højere end i udlandet, uden at der er kommet en afklaring.
Som følge af den begrænsede omsætning er det ikke muligt for Nationalbanken at vurdere kvaliteten i indberetningerne af Cibor. Nationalbanken har på den baggrund besluttet at ophøre med at indsamle, beregne og offentliggøre Cibor.
Den 4. april ophører Nationalbanken med at indsamle, beregne og offentliggøre Cibor. Denne funktion overtages af Nasdaq OMX. Finansrådet har fortsat det overordnede ansvar for Cibor. Fra og med 4. april vil Cibor være tilgængelig på Nasdaq OMX´s hjemmeside. Overførslen af den daglige fixing af Cibor harmoniserer det danske set-up til international standard, hvor referencerenter fastsættes uden for centralbanken.
Nationalbanken nedsatte i begyndelsen af 2011 en arbejdsgruppe med det formål at undersøge mulighederne for en supplerende referencerente for det danske pengemarked. I denne arbejdsgruppe indgår Nationalbanken, Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen.
Arbejdsgruppen har til formål at vurdere mulige referencerenter, indsamle internationale erfaringer og anbefale om en eller flere referencerenter skal supplere de nuværende. Arbejdsgruppen forventes at afsluttet sit arbejde inden sommerferien. |