Forside -  Indhold -  Top/Bund -  Forrige/ Næste

"Kvartalsoversigt 1. kvartal 2000"

ECBs ejerforhold og reserver

Kristian Kjeldsen, Internationalt Kontor

INDLEDNING

De nationale centralbanker i de 11 EU-lande, der indførte euroen 1. januar 1999, udgør sammen med Den Europæiske Centralbank, ECB, Eurosystemet. Eurosystemet er ansvarlig for pengepolitikken i euroområdet. Pengepolitiske beslutninger træffes i ECBs Styrelsesråd, hvor centralbankcheferne fra de 11 deltagende lande og ECBs direktion deltager. Selve udførelsen af pengepolitikken foregår decentralt gennem de deltagende nationale centralbanker.

Ved indtræden i Eurosystemet skal de nationale centralbanker indbetale et kapitalindskud i ECB og en del af centralbankernes valutareserver overføres til ECB. De deltagende nationale centralbanker er ejere af ECB og deler dermed ECBs eventuelle overskud eller underskud.

I artiklen beskrives de mere tekniske aspekter omkring kapitalindskud, overførsel af valutareserver samt fordeling af ECBs eventuelle overskud eller underskud. Nationalbanken indgår ligesom centralbankerne i de tre øvrige EU-lande, der ikke har indført euroen, Grækenland, Storbritannien og Sverige, ikke i Eurosystemet, men er en del af det, som kaldes Det Europæiske System af Centralbanker, ESCB. ESCBs Generelle Råd består af centralbankcheferne fra alle 15 EU-lande samt formanden og næstformanden for ECB. I bilaget til denne artikel fremgår opbygningen af ECB, Eurosystemet og ESCB.

INDBETALING AF KAPITALINDSKUD

ECB har behov for egenkapital for at have en egenportefølje, hvis afkast kan dække de løbende driftsudgifter, og til at dække eventuelle tab. ECBs egenkapital indbetales af de deltagende nationale centralbanker, NCBer, der får rettigheder og forpligtelser som ejere af ECB. Ved deltagelse i Eurosystemet får hver NCB en ejerandel svarende til den indbetalte kapital.

Fordelingsnøgle for kapitalindskud
Indbetaling af kapital til ECB, overførsel af valutareserver, andel af ECBs overskud mv. fordeles blandt de deltagende NCBer efter en fordelingsnøgle. Ved fastlæggelsen af fordelingsnøglen tildeles hver national centralbank en vægt, der er lig med summen af:

• 50 pct. af det pågældende medlemslands andel af EUs befolkning.
• 50 pct. af det pågældende medlemslands andel af EUs bruttonationalprodukt.

Jf. ESCB-statuttens artikel 29. Vægtene justeres hvert femte år, jf. artikel 29.3.

Nationalbanken indgår som centralbankerne i de tre øvrige EU-lande, der ikke deltager i eurosamarbejdet, Grækenland, Storbritannien og Sverige, i ESCB, og har derfor også fået tildelt en vægt i fordelingsnøglen. I praksis skal centralbankerne i de EU-lande, der ikke deltager i eurosamarbejdet, kun indbetale 5 pct. af deres kapitalandel, jf. nedenfor. Vægtene fremgår af boks 1.

I henhold til ESCB-statuttens artikel 28 udgør ECBs kapital 5 mia.euro, hvis alle 15 EU-lande deltager i eurosamarbejdet. Hver af de nuværende 11 deltagende NCBer har indskudt kapital svarende til deres vægt, i alt 3,9 mia.euro, der udgør ECBs nuværende kapital. Af boks 1 fremgår, at Nationalbankens andel er 1,67 pct., og Nationalbanken skulle derfor i tilfælde af dansk deltagelse i eurosamarbejdet indbetale 1,67 pct. af de 5 mia.euro; i alt 83,5 mio.euro. Nationalbanken har som de øvrige tre centralbanker i EU, der ikke deltager i eurosamarbejdet, indbetalt 5 pct. af dette beløb, knap 4,2 mio.euro. Renteafkastet af dette beløb går til dækning af de udgifter, ECB har i forbindelse med de ECB-opgaver, hvor alle 15 lande deltager.

Som nævnt får de deltagende NCBer en andel af ECBs overskud svarende til fordelingsnøglen. Kapitalindskuddet er derfor ikke en udgift for eurolandenes centralbanker, men kan betragtes som en investering i ECB.

Indbetaling af yderligere kapital
Rådet af økonomi- og finansministre, ECOFIN-rådet, kan efter forslag fra ECB eller EU-kommissionen beslutte at udvide ECBs mulighed for at indkalde kapital, jf. ESCB-statuttens artikel 28. ECB har for nylig sendt et forslag til Rådet om, at ECB får mulighed for at øge kapitalen med op til 5 mia.euro, svarende til en fordobling af ECBs kapital. ECB ønsker ikke kapitalen overført nu, men blot at have muligheden, hvis det skønnes nødvendigt til understøttelse af ECBs drift. Det bliver op til ECBs Styrelsesråd at træffe beslutning om hvor meget yderligere kapital, de deltagende NCBer i givet fald skal overføre, op til loftet på i alt 5 mia.euro. ECB bærer, jf. næste afsnit, den fulde valutakursrisiko på de valutareserver, de deltagende NCBer overfører til ECB, og ECB har kun få egne midler til at dække eventuelle tab, jf. afsnittet om møntningsgevinst. En eventuel yderligere indbetaling af kapital berører ikke Danmark eller de tre øvrige EU-lande uden for eurosamarbejdet. Kun i tilfælde af beslutning om dansk deltagelse i Eurosystemet, skal Nationalbanken indbetale bankens andel på 1,67 pct. af ECBs samlede kapital inkl. andelen af den øgede kapital.

OVERFØRSEL AF VALUTARESERVER

En del af Eurosystemets valutareserver er overført til ECB. Det sker ved, at de deltagende NCBer stiller en del af deres egne valutareserver til rådighed for ECB, jf. ESCB-protokollens artikel 30. Der er ikke tale om fysisk overførsel, da den daglige forvaltning af reserverne fortsat varetages af de deltagende NCBer.

I forbindelse med etableringen af ECB skulle der overføres valutareserveaktiver for i alt 50 mia.euro, hvis alle 15 EU-lande deltog i eurosamarbejdet, jf. ESCB-statuttens artikel 30. Hver af de 11 deltagende NCBer har indbetalt en andel svarende til deres vægt i føromtalte fordelingsnøgle, og der er derfor i alt overført valutareserver for knap 40 mia.euro til ECB. ECB har i forhold til Nationalbankens valutareserver, der er på knap 20 mia.euro, en relativ beskeden valutareserve. Dette afspejler bl.a., at ECB ikke har nogen målsætning for valutakursen for euro over for fx dollar.

Sammensætning og forrentning af ECBs valutareserver
85 pct. af de overførte reserver er i udenlandsk valuta (dollar og yen), mens 15 pct. er guld. De deltagende NCBer modtager en fordring på ECB svarende til værdien af de overførte reserver. NCBernes fordring er i euro, således at ECB bærer valutakursrisikoen på de overførte reserver, da euro jo er indenlandsk valuta for de deltagende NCBer. ECB løber en valutakursrisiko i form af, at hvis kursen på euro stiger i forhold til fx dollar, har ECB et tab på den del af de overførte reserver, der er i dollar, idet NCBernes fordring på ECB, som nævnt, er i euro. Hvis ECB ikke kan dække dette tab ved hjælp af overskud på ECBs øvrige aktiviteter, jf. afsnit om ECBs overskud, kan Styrelsesrådet i ECB beslutte at nedskrive NCBernes fordring på ECB med op til 20 pct. En sådan nedskrivning betyder regnskabsmæssigt en indtægt for ECB, der kan anvendes til at dække tabet.

NCBernes fordring på ECB forrentes med en rente i underkanten af eurorenten, hvilket afspejler, at ECB ikke har nogen forrentning på de overførte guldreserver ^[1]. De deltagende NCBer har derfor en indkomst fra overførslen af valutareserver, der i princippet svarer til den rente, der kunne opnås ved placering i guld og et kortløbende europapir. Hvis NCBerne i deres forvaltning af ECBs valutareserver opnår et afkast, der er højere end eurorenten, indgår dette afkast i ECBs overskud, der fordeles til de deltagende NCBer, jf. afsnittet om fordeling af ECBs overskud. De deltagende NCBer lider derfor ikke noget tab ved at overføre valutareserver til ECB.

Hvis Danmark havde deltaget i eurosamarbejdet, skulle Nationalbanken have overført 1,67 pct. af 50 mia.euro, dvs. ca. 835 mio.euro. Dette svarer til ca. 4 pct. af Nationalbankens nuværende valutareserve, der har en størrelse på knap 20 mia.euro. Af de ca. 835 mio.euro skulle 15 pct. være guld, hvilket svarer til omkring 20 pct. af Nationalbankens nuværende guldbeholdning.

Decentral forvaltning af ECBs valutareserver
ECBs valutareserver forvaltes af de deltagende NCBer efter bemyndigelse fra ECB. Styrelsesrådet har opstillet en række krav til, hvilke typer finansielle aktiver, NCBerne må investere ECB-valutareserveporteføljen i, og har opstillet en såkaldt benchmark, som danner grundlag for, hvordan NCBerne administrerer reserverne. Benchmark kan opfattes som en slags "normalportefølje". De deltagende NCBer kan placere reserven i andre papirer end svarende til normalporteføljen, så længe det sker inden for de rammer, ECB har opstillet. Hvor god, den enkelte NCB er til at forvalte reserven, vurderes ved at holde det faktiske afkast op mod benchmarken.

Yderligere overførsel af valutareserver til ECB
ECB kan indkalde yderligere valutareserver ud over de allerede overførte reserver, såfremt ECOFIN-rådet godkender det, jf. ESCB-statuttens artikel 30.4. ECB har foreslået, at ECB kan indkalde valutareserver op til yderligere 50 mia.euro fra de deltagende NCBer. ECB ønsker ikke at få overført reserverne nu, men blot at have muligheden for at indkalde dem, hvis det skulle blive nødvendigt. ECB ønsker dermed at have et beredskab, hvis der skulle opstå behov for yderligere reserver. Disse reserver vil, hvis de bliver overført, blive forrentet på tilsvarende måde som de nuværende overførte reserver.

Forvaltning af de resterende nationale valutareserver
For de fleste deltagende centralbanker er der tale om, at det kun er en forholdsvis beskeden del af de nuværende valutareserver, der skal overføres til ECB. ESCB-statuttens artikel 31 fastlægger regler for forvaltning af de resterende valutareserver, der forbliver hos de deltagende NCBer, for at hindre, at der gennemføres valutareservetransaktioner, der kan bringe Eurosystemets primære mål om prisstabilitet i fare. De regler, ECBs Styrelsesråd har fastlagt, er primært, at de deltagende NCBer skal aftale det med ECB, hvis der foretages betydelige valutareservetransaktioner, mens almindelige daglige transaktioner ikke berøres.

FORDELING AF MØNTNINGSGEVINST I EUROSYSTEMET

Møntningsgevinsten, også kaldet seignorage, er centralbankers indtægt fra monopolet på seddeludstedelse. Pengesedler bærer som bekendt ikke rente, men centralbanken modtager rentebærende fordringer mod at udstede pengesedler. Dvs. centralbanker i princippet låner rentefrit og placerer i aktiver, der giver renteindtægter – den samlede seddeludstedelse er et uforrentet passiv på centralbankens balance, mens den modsvarende aktivpost er rentebærende. Seddelomløbet i Danmark er på mere end 35 mia.kr., og Nationalbanken har derfor betydelige renteindtæger fra seddelomløbet i Danmark.

I Eurosystemet anvendes begrebet "monetær indkomst", der primært omfatter møntningsgevinsten, men også øvrig indtjening på udførelsen af pengepolitikken i euroområdet. Eurosystemets monetære indkomst defineres som den årlige indtægt, de deltagende NCBer har af de aktiver, de besidder som modværdi for seddelomløbet samt for forpligtelser i forbindelse med kreditinstitutters indlån, jf. ESCB-statuttens artikel 32. Kreditinstitutternes indlån er bl.a. det reservekrav, Eurosystemet pålægger kreditinstitutter i euroområdet på 2 pct. af udvalgte passiver. Da NCBerne forrenter disse indlån med renten på ECBs primære markedsoperationer, har NCBerne dog stort set ingen monetær indkomst fra reservekravene.

Den samlede monetære indkomst i Eurosystemet fordeles til de deltagende NCBer efter fordelingsnøglen omtalt i afsnittet om kapitalindskud, jf. ESCB-statuttens artikel 32.5. For nogle af de nuværende centralbanker i Eurosystemet er der i øjeblikket relativ stor forskel mellem den hidtidige monetære indkomst og den monetære indkomst, de vil modtage efter fordelingsnøglen. Det skyldes, at der i øjeblikket er forskelle i størrelsen af seddelomløbet i forhold til fordelingsnøglen i de deltagende lande. Fx er seddelomløbet i Tyskland relativt stort i forhold til det gennemsnitlige seddelomløb i Eurosystemet dels som følge af betalingsmønstret i Tyskland med udpræget brug af kontantbetaling fremfor betalingskort, dels som følge af, at D-mark cirkulerer i en række østeuropæiske lande. ECBs Styrelsesråd har derfor besluttet, at der ikke skal fordeles monetær indkomst fra seddelomløbet i overgangsperioden, hvor de nationale sedler fortsat er det lovlige betalingsmiddel; dvs. frem til 1. januar 2002, hvor eurosedlerne afløser de nationale sedler i Eurosystemet.

FORDELING AF ECBs OVERSKUD OG TAB

ECBs primære indtægt er afkastet fra den egenportefølje, som NCBernes kapitalindskud er placeret i. Derudover kan ECB opnå indtægter fra de overførte valutareserver, såfremt indtjeningen på disse overstiger forrentningen af den fordring, NCBerne har på ECB i forbindelse med overførslen. ECBs udgifter består af de løbende driftsudgifter samt evt. tab på egenporteføljen og valutareserverne.

Formålet med ECB er ikke at opnå størst mulig overskud, og ECBs overskud fordeles efter henlæggelser til de deltagende NCBer. Dette foregår på følgende måde, jf. ESCB-protokollens artikel 33: ECBs Styrelsesråd fastsætter hvor stort et beløb, der skal overføres til ECBs almindelige reservefond. Dette beløb må maksimalt udgøre 20 pct. af nettooverskuddet – ECBs overskud efter driftsudgifter. Det resterende overskud fordeles til de deltagende NCBer efter fordelingsnøglen.

Hvis ECB lider et tab, kan dette udlignes af ECBs almindelige reservefond og om nødvendigt efter en beslutning i ECBs Styrelsesråd af Eurosystemets monetære indkomst i det pågældende regnskabsår. Da ECB i sin korte levetid ikke har opbygget en særlig stor reservefond, og da Eurosystemets monetære indkomst i overgangsperioden, som beskrevet i forrige afsnit, er beskeden, har ECB mulighed for at dække tab på valutareserverne ved nedskrivning af de deltagende NCBers fordring på ECB ved overførsel af reserverne med op til 20 pct. Skulle ECB have et tab ud over, hvad der kan dækkes ved hjælp af ovenstående, har ECB i overgangsperioden mulighed for at anmode de deltagende NCBer om at dække det resterende tab ved NCBernes monetære indkomst fra det nationale seddelomløb.

ECBs overskud fordeles således blandt de deltagende NCBer, ligesom eventuelle tab i sidste ende dækkes af de deltagende NCBer. NCBerne lider derfor ikke særlige tab eller opnår unormale gevinster ved at deltage i Eurosystemet.

SAMMENFATNING

Ved indtræden i eurosamarbejdet indbetaler den nationale centralbank et kapitalindskud i ECB, og nogle af valutareserverne stilles til rådighed for ECB. Størrelsen af kapitalindskuddet og valutareserverne, der skal overføres, er fastlagt ved en fordelingsnøgle, der afspejler de deltagende landes økonomiske og befolkningsmæssige størrelse. Da "møntningsgevinst", dvs. de indtægter der er på udstedelsen af pengesedler, er en væsentlig indtægtskilde for centralbanker, fordeles møntningsgevinsten i Eurosystemet efter fordelingsnøglen. De deltagende centralbanker og i mindre omfang ECB udfører en række operationer på vegne af Eurosystemet, og overskud eller underskud i ECB tilfalder de deltagende centralbanker, som er ejere af ECB.

BILAG

Fodnoter

[1] I det omfang ECB foretager guldudlån, kunne der opnås en beskeden forrentning af guldet, Ulrik Bie og Astrid Henneberg Pedersen, Guldets rolle i det monetære system, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal 1999, boks 1.

Forside -  Indhold -  Top/Bund -  Forrige/ Næste

Version 1.0 Februar 2000 Nationalbanken.
Udgivet af Danmarks Nationalbank Februar 2000, http://www.nationalbanken.dk