Euroen og Danmark
Bodil Nyboe Andersens tale i British Import Union den 18. januar 2000
BAGGRUNDEN FOR DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION
Den 1. januar 1999 indførte 11 EU-lande euroen som fælles valuta. Så euroen har nu i et år været en realitet, selv om den endnu ikke findes i form af sedler og mønter.
Det tog EU mange år at nå så langt. Men ideen om at have en fælles valuta udspringer af den oprindelige ide med at skabe Fællesmarkedet, som man kaldte det i 1957. Ideen var helt enkelt at skabe et stort
europæisk hjemmemarked til støtte for væksten og udviklingen i Europa.
Man startede med at afskaffe told og handelsrestriktioner mellem de deltagende lande, og det var i sig selv et betydningsfuldt skridt i efterkrigstidens Europa.
I 1980'erne tog man så fat på de såkaldte tekniske handelshindringer. Med gennemførelsen af det indre marked blev der sat gang i harmoniseringen af myndighedernes produktkrav. Selv om sådanne krav
ofte var begrundet i sundheds- eller sikkerhedsmæssige forhold, kunne de i praksis også være handelshindringer.
Herefter manglede der kun indførelsen af en fælles valuta, for at man havde et europæisk hjemmemarked, et "fællesmarked".
Ideen om en fælles valuta – en valutaunion – var fremme allerede i 1970'erne uden at blive til noget. Men i midtfirserne var der større politisk vilje bag ideerne. Man nedsatte den såkaldte Delorskomite i
1988. Komiteen bestod ud over formanden Jaques Delors af et par eksperter og alle centralbankcheferne i det daværende EF.
Komiteen udarbejdede et forslag til strukturen i en europæisk valutaunion. Det kan formentlig tilskrives centralbankchefernes deltagelse, at der blev lagt så stor vægt på den fælles centralbanks uafhængighed
af de politiske myndigheder, og at man ligeledes meget klart formulerede ECBs mål som prisstabilitet.
Det var først og fremmest Den Tyske Forbundsbank, Bundesbank, der blev model for ECB. Bundesbank har altid været politisk uafhængig, mens der i mange andre lande i 80'erne var en betydelig politisk
indflydelse på pengepolitikken. Det gjaldt også i EU-landene. I dag er centralbankuafhængighed og målsætningen om prisstabilitet blevet meget udbredt over det meste af verden.
Delorskomiteens forslag fra 1989 blev grundstammen i bestemmelserne om den økonomiske og monetære union i Maastricht-traktaten.
Det, at centralbankcheferne selv lavede modellen, har formentlig også haft betydning for den store loyalitet, EUs centralbanker i 90'erne har vist over for disse planer.
For et par år siden var der næppe mange, der havde ventet, at 11 EU-lande ville være parate til at indføre euro i 1999. Men det viser den stærke politiske vilje bag projektet, at så mange lande kvalificerede
sig til at deltage efter at have foretaget den nødvendige tilpasning af den økonomiske politik.
EUROENS FØRSTE ÅR
Et år er nu gået siden euroens start, og hvordan skal man så i dag vurdere euroens korte historie?
Først og fremmest må man konstatere, at euroen straks blev etableret som en af verdens tre store valutaer, dollar, yen og euro.
Det fælles pengemarked fungerede i euro straks fra januar, og hele den tekniske overgang forløb uden væsentlige problemer. Det var jo vigtigt, fordi der var tale om et meget stort projekt, og fordi
markedsdeltagerne skulle til at fungere på en helt ny måde.
På valutamarkedet regner man i euro og ikke længere i de gamle nationale valutaer, der indgår i euroen.
Også på det internationale kapitalmarked har euroen fået en stærk placering. Den konkurrerer nu med dollaren om at være den mest anvendte valuta til obligationslån.
De 11 landes fælles pengepolitik har nu fungeret i et år. Alle deltagerne har således samme korte rente, uanset at deres konjunktursituation måske ikke svarer til eurolandenes gennemsnit.
For en stor del af deltagerne – nemlig landene med en lang tradition for fastkurspolitik i forhold til D-mark – er dette egentlig ikke noget nyt. Frankrig, Benelux-landene og Østrig har ligesom Danmark i
årevis ført en rentepolitik, der "skyggede" den tyske. Så disse lande har vænnet sig til, at den indenlandske konjunkturstabilisering påhviler den øvrige økonomiske politik. Derfor er det ikke nogen helt ny
økonomisk-politisk situation, de har fået efter indførelsen af den fælles valuta og fælles pengepolitik – bortset fra, at landenes centralbankchefer nu har medindflydelse på rentefastsættelsen.
Det er især de sydeuropæiske lande, som traditionelt har haft en mere inflationær økonomisk udvikling, der står i en ny situation. Disse lande er blevet mere stabilitetsorienterede og har – med bred folkelig
opbakning – ønsket at deltage i valutaunionen for at få skabt rammerne om en mere stabil økonomisk udvikling.
Spørgsmålet om, hvorvidt euroen bliver en stærk eller svag valuta har fyldt meget i debatten det sidste år, men det har ikke altid været klart, hvad man egentlig skal forstå ved en stærk valuta.
Maastricht-traktaten lægger vægt på, at euroen skal være en stærk valuta i den betydning, at det skal være en valuta med lav inflation. Altså en valuta, hvis købekraft ikke bliver udhulet af inflation. D-marken
var en succes i sin 50-årige levetid, netop fordi priserne var mere stabile i Tyskland end i de fleste andre lande, samtidig med at Tyskland oplevede en stærk økonomisk vækst. Derfor blev D-marken
opfattet som en stærk valuta. Og det blev den, uanset om der gik næsten 3 D-mark på en dollar som i 1985 eller kun 1½ som i 1995.
Ideen om euroen som en stærk valuta er hentet fra D-mark-erfaringerne. For så stort et økonomisk område som eurolandene skal valutaens styrke i endnu højere grad end for D-marken måles indadtil.
Derfor har ECB fået pålagt den opgave at sikre prisstabilitet, hvilket man i praksis har tolket som en inflationsrate under 2 pct.
ECB skal derimod ikke føre pengepolitik for at påvirke euroens kurs over for dollar – lige så lidt som Den Amerikanske Forbundsbank skal føre pengepolitik for at styre dollarens kurs over for euro.
De store valutaer bevæger sig meget i forhold til hinanden, når udviklingen i de forskellige dele af verden er forskellig. Sådan har det altid været, og sådan vil det også blive i fremtiden. Men måske fordi
euroen er en ny valuta, er der kommet en urimelig fokus på dens kurs i forhold til dollar.
Man ser undertiden kommentarer i aviserne om, at euroen ikke bruges ret meget endnu. Det er rigtigt, hvis man tænker på, hvor mange konti, prislister, fakturaer og lignende, der kun har beløbsangivelse i
euro. Vi er jo endnu i overgangsperioden, hvor de gamle nationale valutaer stadig findes som daglige betalingsmidler. Og i den periode bruger man selvfølgelig også fortrinsvis de gamle nationale valutaer i
stedet for euro ved overførsler og prisangivelser.
Men euro og de gamle nationale valutaer er jo en og samme valuta. Det er udelukkende et spørgsmål om at gange med en konstant. Der er ikke tale om en valutakurs mellem fx franske franc og euro eller
mellem hollandske gylden og D-mark. Der er tale om omregningsforhold mellem forskellige denominationer af den samme valuta, euroen.
Da folk ikke er så hurtige til at ændre adfærd – specielt hvis det reelt er uden betydning – er der mange, der af gammel vane blot fortsætter med at angive beløb i de gamle valutaer. Men når eurosedler og
mønter indføres om to år, mister de gamle nationale valutaer deres rolle, og euroen tager helt over. Og så vil man sikkert et stykke tid opleve, at prisangivelser i euro suppleres med information om, hvad de
ville have været i de gamle valutaer.
Som nævnt blev euroen straks fra sin fødsel opfattet som den ene af verdens tre store valutaer. Det er ikke nogen målsætning for ECB, at euroen skal være en egentlig international valuta, der anvendes
verden over, som det gælder for dollar. Men alene på grund af euroområdets økonomiske betydning er der ingen tvivl om, at udviklingen gradvis vil gå i den retning. Internationale obligationsudstedelser sker
i stort omfang i euro. Euro holdes i valutareserverne i mange lande. I Danmark er det den helt dominerende reservevaluta, men mange centralbanker har haft tradition for hovedsagelig at holde dollar. Der vil
formentlig gradvis ske en udvikling, så euroen får stigende rolle som reservevaluta.
Dollaren er helt dominerende som den valuta, der anvendes i internationale råvarenoteringer, og på det område vil euroen næppe få fodfæste foreløbig.
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK
Euroens første år har også for alvor placeret Den Europæiske Centralbank i mediernes bevidsthed. Dels er det blevet helt klart, at der virkelig værnes om ECBs uafhængighed, og at langt de fleste politikere
synes at acceptere denne uafhængighed. Det afgørende i denne sammenhæng er, at man ikke forsøger at lægge politisk pres på ECB eller dens styrelsesrådsmedlemmer, eller forsøger at lave aftaler om den
samlede økonomiske politik, der også involverer pengepolitikken. At en politiker derimod fremsætter sin mening om rentens eller valutakursens passende niveau, kan ikke være en krænkelse af
centralbankens uafhængighed. Centralbankerne udtaler sig jo også om den del af den økonomiske politik, de ikke har ansvaret for.
ECB er blevet kritiseret for manglende åbenhed, og det synes jeg er en forfejlet kritik. ECB offentliggør i sit månedsskrift meget udførlige analyser af den økonomiske og monetære udvikling, og man giver
også omfattende begrundelser for sine rentebeslutninger umiddelbart efter møderne. Desværre er der i offentligheden større interesse for at høre, hvem der har ment hvad. Men det er jo argumenterne og
ikke navnene, der er vigtige i bedømmelsen af beslutningen.
DANMARK OG EUROEN
Danmark har som bekendt besluttet ikke at deltage i valutaunionen, men at fastholde den danske krone. Den beslutning blev truffet i 1992-93, men Danmark har alligevel bestræbt sig på at opfylde
adgangskravene, de såkaldte konvergenskriterier. Ikke for at blive medlem, men fordi det i Danmark anses for at være udtryk for en sund økonomisk politik, og fordi det på sigt er betingelsen for, at vi kan
fastholde den valgte valutakurspolitik.
Danmark har valgt at fortsætte med at føre fastkurspolitik, som vi har gjort siden 1982. Der er bred politisk enighed om, at denne politik har bidraget til at sikre os en god og stabil økonomisk udvikling. Vi
har derfor tilsluttet os valutasamarbejdet ERM2, der efter euroens indførelse har afløst det tidligere EMS-system. ERM2-systemet opererer med et normalt udsvingsbånd på +/- 15 pct. i forhold til
paritetskursen. Men Danmark har på grund af sin gode konvergenssituation ønsket – og fået – en særlig aftale om et mere snævert bånd på +/- 2¼ pct.
Man kan bedst karakterisere den danske situation med, at vi med hensyn til økonomisk politik og valutakurs "skygger euroen". Selv om vi med ERM2 har en aftale med ECB om interventionsstøtte, kan det
jo kun være en meget kortvarig hjælp. Det er udelukkende et dansk ansvar at føre en sådan økonomisk politik, at vi kan fastholde en stabil kronekurs i forhold til euro.
Vi må indrette vores økonomiske politik på en sådan måde, at vores udvikling ikke afviger for meget fra eurolandenes. Og vores pengepolitik kan alene bruges til at stabilisere valutakursen. Det indebærer, at
Nationalbanken i valutarisk rolige tider sætter en kort rente, der ligger lidt over eurorenten, og at vores rente derfor ændres i takt med ECBs. Under valutauro må Nationalbanken sætte de korte renter op
for at gøre det mere attraktivt at placere i danske kroner. Et sådant forløb så vi senest for knap 1½ år siden under valutauroen i september 1998.
Renten på de længere løbende værdipapirer dannes på markedet, og rentespændet varierer en del over tiden, ligesom det også påvirkes under valutauro. For tiden ligger den danske 10-årige
statsobligationsrente ca. 1/3 pct. over den tilsvarende tyske rente.
KONSEKVENSER AF AT STÅ UDENFOR
Rentespændet benyttes ofte ukritisk som mål for omkostningerne ved at stå udenfor. Det kan man imidlertid ikke. Selv om vi blev medlemmer, ville rentespændet mellem danske og tyske statsobligationer
ikke blive nul. Tyske statsobligationer udstedes i meget store serier, der som toneangivende obligationer er mere attraktive for internationale investorer, end danske statsobligationer vil kunne blive. Det viser
sig da også, at fx hollandske statsobligationer har en vis merrente, ca. 15 basispoint, i forhold til tyske. Så selv om man kan regne med, at det danske rentespænd ved medlemsskab vil blive mindre end i dag,
vil det næppe helt forsvinde.
I modsat retning trækker, at det rentespænd, vi har i dag, i høj grad er påvirket af forventningen om, at Danmark vil indføre euro inden for en kortere årrække. Hvis det trækker i langdrag, eller man får et
nej ved en folkeafstemning, er der næppe tvivl om, at rentespændet vil stige sammenlignet med den nuværende situation.
Derfor er det ikke muligt at give et præcist bud på, hvad forskellen i renteomkostningerne mellem et "ja" og et "nej" vil blive.
Ud over renteforskellen er der også en række andre konsekvenser af vores situation.
Først og fremmest er der sårbarheden, som følger af at have en lille valuta, der skygger en stor. Selv om vi gør os umage for at følge mindst de samme krav til den økonomiske politik som eurolandene, kan
der opstå spekulativt pres mod kronen. Uanset at vi måske selv finder det urimeligt og ubegrundet, så er det nu engang de vilkår, vi er underkastet, når vi deltager i det internationale samarbejde på vare- og
finansmarkederne – et samarbejde, der er en forudsætning for vores udvikling og velstand.
Derfor kan vi – selv med en sund økonomisk udvikling – blive tvunget til at sætte renten kraftigt i vejret i tilfælde af angreb på valutaen. Vi kan endda blive tvunget til at gå endnu videre og foretage andre
opstramninger af den økonomiske politik i tilfælde af et længerevarende pres mod kronen.
Når der er gået nogen tid siden en valutakrise, har man en tendens til at glemme, at denne sårbarhed er et grundvilkår i en situation, hvor man vil holde fast valutakurs, men alligevel har den formelle bagdør
åben for en kursjustering. Ikke fordi man overhovedet forestiller sig at benytte bagdøren og devaluere, men simpelthen fordi definitionen af en selvstændig valuta indebærer, at man kan ændre kursen.
Dette er ikke kun en dansk problemstilling. Verden over oplever vi en diskussion om valutapolitik. Mange fremhæver, at alternativet til, at selv små valutaer får flydende kurser, er, at de store valutaer bliver
endnu mere udbredt. Dannelsen af euro er et eksempel.
Et andet eksempel er, at begrebet "dollarisation" høres mere og mere i debatten. Tidligere brugte man denne betegnelse om den udbredte brug af dollar som alternativ til den officielle valuta i lande med stærk
inflation. I dag bruges "dollarisation" også om det fænomen, at et land for at sikre stabilitet helt ophører med at have egen valuta og i stedet bruger dollar. Og at man gør det uden at få nogen indflydelse på
pengepolitikken i USA.
Der vil måske også engang i fremtiden forekomme "eurorisation", dvs. at fx visse europæiske lande officielt beslutter at bruge euro uden at få nogen indflydelse, altså uden at blive medlem af valutaunionen.
Denne ide har for nylig været drøftet i Estland.
Endelig er der den politiske marginalisering i EU-samarbejdet, som Danmark oplever efter indførelsen af euroen. Dette får mere og mere betydning, jo længere tid vi står udenfor. Det er ikke kun et
spørgsmål om at have stemmeret ved bestemte møder. Det er også et spørgsmål om at få informationer om den internationale udvikling og planerne for det internationale samarbejde. Og det er i høj grad et
spørgsmål om at være med til at præge udviklingen gennem deltagelse i komiteer og arbejdsgrupper og andre fora, der forbereder de formelle beslutninger. Men disse effekter er det endnu sværere at sætte
tal på.
Ud over de tre nævnte forhold: rentespændet, sårbarheden og marginaliseringen, er der de konsekvenser, et medlemskab vil have for erhvervslivet. Gennem fastkurspolitikken søges ulemperne ved at stå
udenfor minimeret. Men selv om der er en meget stabil kurs mellem euro og kroner, så er euroen dog ikke danske virksomheders egen valuta, sådan som det gælder for deres europæiske konkurrenter, der
får del i det store europæiske hjemmemarked.
Man kan heller ikke udelukke, at virksomheder i euroområdet vil foretrække at handle med andre virksomheder inden for området, fordi det bliver administrativt lettere end at handle med virksomheder i fx
Danmark. Inden for euroområdet kan man spare kurssikrings- og vekselomkostninger, og både virksomheder og private kan lettere sammenligne priser. Især mange mindre virksomheder vil helst nøjes med
at beskæftige sig med deres kunder og produkter og slippe for valutaovervejelser.
De nævnte forhold er af meget forskellig karakter. Og det gør det endnu vanskeligere at danne et samlet skøn over "prisen for ikke at deltage", som mange efterlyser i debatten. Det kan hverken gøres op i
milliarder eller i arbejdspladser. Men der er en pris i dag, og den vil blive højere, hvis vi træffer en beslutning om permanent at holde os udenfor. Det er imidlertid ikke en økonomisk, men en politisk
beslutning at afveje de forskellige argumenter mod hinanden.
NATIONALBANKENS HOLDNING
Centralbankerne i eurolandene er helt klart de institutioner, der er påvirket mest af overgangen til euro. Hvis Danmark beslutter sig for at deltage, vil det også være en stor omvæltning for Nationalbanken.
Det har forledt nogle til at tro, at Nationalbankens ledelse er skeptisk eller endda negativ over for en evt. dansk tilslutning til euroen. Man har udtrykt det på den måde, at vi næppe ville ønske at afgive
indflydelse og blive "filialbestyrere". Men sådan ser vi ikke på det.
Vi vil ikke opleve dansk deltagelse i den fælles valuta som en forringelse, men som en forøgelse af vores muligheder for information og indflydelse. Lige bortset fra perioder med valutakriser, hvor vi må
foretage renteforhøjelser for at stabilisere kronen og så bagefter normalisere renterne gradvist igen, så fører vi jo ikke nogen selvstændig pengepolitik i den nuværende situation.
Ved at deltage i samarbejdet i ECB vil Nationalbankens ledelse og medarbejdere få medindflydelse på ikke bare pengepolitikken, men også på mange andre beslutninger, der vedrører de finansielle
markeder i Europa. Samtidig vil vi fortsætte vores almindelige samarbejde med de danske pengeinstitutter og andre finansielle institutioner og fortsat have kontakten med de danske myndigheder og
medierne. Vi vil også fortsat skulle fremstille og udsende sedler og mønter, selv om de kommer til at se anderledes ud.
Vi føler derfor ikke, at det vil fratage Nationalbanken indflydelse, hvis Danmark tilslutter sig euroen – tværtimod. Og i ECB deltager alle deltagerlandenes repræsentanter på lige fod, og alle stemmer har
samme vægt.
Hovedargumentet for, at Danmark bør tilslutte sig euroen i en ikke for fjern fremtid, er imidlertid ikke spørgsmålet om Nationalbankens rolle og indflydelse. Når vi i Nationalbankens ledelse finder det
væsentligt, er det fordi det efter vores opfattelse vil give de mest trygge ydre rammer omkring den økonomiske politik, som Danmark startede på i 80'erne – en politik, Nationalbanken altid har støttet. Især i
90'erne har denne politik dannet grundlaget for en stærk og balanceret økonomisk vækst.
Det har været godt for den danske økonomiske udvikling, at man forlod devalueringspolitikken i begyndelsen af 80'erne, og at man trods ændrede ydre rammer har fortsat fastkurspolitikken. Men vi må også
erkende, at små valutaer bliver stadig mere sårbare i en verden med øget internationalisering og hurtig informationsspredning.
Derfor finder vi i Nationalbanken, at dansk tilslutning til euroen vil repræsentere den naturlige fortsættelse af den økonomisk-politiske kurs, vi slog ind på for næsten to årtier siden – en kurs, som efter vores
opfattelse har tjent Danmark godt.
| 
