Grundlag for Bodil Nyboe Andersens udtalelser på Finansrådets årsmøde
den 1. december 1999
Den økonomiske vækst i Danmark har i en årrække været ganske kraftig. Det har medført faldende arbejdsløshed og stigende inflation, og en overgang også et væsentligt underskud på betalingsbalancen. I
1997 og 98 talte alle om behovet for at sikre en blød landing.
Med pinsepakken søgte regeringen at bremse forbrugsudviklingen netop for at undgå overophedning, flaskehalse og betalingsbalanceunderskud. Pinsepakken slog ikke så hurtigt igennem, som det kunne
have været ønskeligt. Men alt tyder på, at der i år er indtrådt en stabilisering af den økonomiske udvikling. Væksten er aftaget, og betalingsbalancen er mærkbart forbedret, men lønstigningerne og inflationen
ligger stadig i den høje ende målt med europæisk målestok. Det er ikke længere en selvfølgelighed, at Danmark opfylder det konvergenskriterium, der vedrører inflationen. For øjeblikket er kriteriet lige
netop opfyldt. Det er vigtigt, at der i Danmark er en bred forståelse for, at vi ikke i en længere årrække kan have større løn- og prisstigninger end eurolandene.
Den gode og solide udvikling i Danmark er oven i købet blevet belønnet med en opgradering til det højeste niveau, nemlig Aaa, af det amerikanske kreditvurderingsbureau Moody's.
Når ministre og nationalbankdirektører holder taler i pengeinstitutkredse i år med gode konjunkturer og små tab, slutter de tit af med en formaning om, at det er i gode tider, man lægger kimen til fremtidens
problemer. Denne læresætning kan også anvendes på samfundsøkonomien. Derfor er der fortsat brug for en stram finanspolitik i de kommende år – også selv om de gode tider har medført overskud på
statsfinanserne.
Som nævnt tyder meget på, at vi er ved at opnå den bløde landing, som vi stræbte efter. Ved vurderingen af de økonomiske prognoser, der fremkommer fra forskellig side i Danmark og udlandet, må man
derfor huske at se den forventede udvikling på baggrund af den lidt for kraftige vækst, vi har oplevet.
Der er ingen grund til at bekymres over, at vores vækst dæmpes og ventes at blive lavere end i en række andre europæiske lande. Det er jo en nødvendighed, hvis vi skal sikre den økonomiske balance, og
det er netop den udvikling, vi har tilstræbt. Så det er helt misvisende, når de økonomiske udsigter for Danmark i de kommende år for nylig af en avis blev betegnet som en lavvækstfælde.
Pengepolitisk har 1999 været et udramatisk år i modsætning til 1998, der var præget af valutauro i flere perioder. I år har kronen været yderst stabil over for euroen. Nationalbanken har i årets løb gradvist
reduceret rentespændet mellem sin udlånsrente og Den Europæiske Centralbanks, ECBs, pengepolitiske rente. Spændet var 0,95 pct. ved årets start og er nu nede på 0,30 pct.
Herudover har Nationalbanken fulgt ECBs rentenedsættelse i april og forhøjelsen i begyndelsen af november. Dette er en konsekvens af den valgte økonomisk-politiske arbejdsdeling, hvor det er
pengepolitikkens opgave at stabilisere kronen i forhold til euroen.
Denne arbejdsdeling har fungeret godt i Danmark i mange år. Den stabile valutakurs og den lave inflation har været væsentlige for den positive økonomiske udvikling, vi har haft i Danmark i 1990'erne.
I de heldigvis sjældne tilfælde, hvor vi må stramme pengepolitikken af hensyn til valutasituationen, har renteforhøjelserne især påvirket kapitalbevægelserne og pengemarkedet og i nogen grad bankernes
rentesatser. Men private husholdninger er kun i mindre grad blevet påvirket af disse renteændringer, idet boligfinansiering primært er sket ved lange fastforrentede realkreditlån.
I de senere år har de korte renter været væsentlig lavere end de lange, og derfor er realkreditlån med variabel rente, de såkaldte rentetilpasningslån eller flexlån, blevet ganske populære. Endnu udgør de
udestående lån med variabel rente kun 5 pct. af de samlede realkreditlån. Men en væsentlig del af udlånene fra realkreditinstitutterne ydes for tiden med variabel rente, så det samlede billede kan hurtigt
ændre sig.
Ændringerne i de 1-2 årige renter har været ret begrænsede i de seneste år. Men i tidligere perioder har vi – også mens vi har haft lav inflation – oplevet ganske kraftige udsving i de korte renter. Derfor er
det væsentligt, at boligejerne ved optagelse af variabelt forrentede realkreditlån er opmærksomme på risikoen for rentestigninger. Dels kan der komme en international rentestigning, dels kan Nationalbanken
blive nødt til at sætte renten kraftigt op, hvis der opstår et spekulativt pres mod kronen. I sådanne situationer kan man ikke tage hensyn til, at det også vil ramme private boligejere.
I juni foretog Nationalbanken en tilpasning af de pengepolitiske instrumenter. Udlån fra Nationalbanken sker nu mod sikkerhed i deponerede stats- og realkreditobligationer og ikke som tidligere i form af
repoforretninger i statsobligationer. Denne ændring betød en markant udvidelse af belåningsgrundlaget.
Desuden er kredsen af pengepolitiske modparter – dvs. de institutter, der kan låne og placere i Nationalbanken – blevet udvidet til at omfatte både pengeinstitutter og realkreditinstitutter.
I forbindelse med ændringen indførtes en begrænsning på de enkelte institutters indestående på foliokonto. Det er dog sådan, at denne begrænsning kun bliver effektiv, hvis institutterne samlet
overskrider rammen på knap 20 mia.kr. Rammerne har under normale forhold ingen betydning. Meningen med rammerne er at begrænse brugen af indestående på foliokontoen til at spekulere i valutakurs-
eller renteændringer.
Systemet kom noget under pres, da forskellen mellem foliorenten og indskudsbevisrenten et par måneder var helt nede på 0,10 pct. Efter renteændringerne i begyndelsen af november er forskellen udvidet.
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at understrege, at det danske system kræver, at Nationalbankens pengepolitiske modparter er indstillet på at samarbejde om at få systemet til at fungere smidigt.
Der er nu snart gået et år siden euroens start, og den har straks fået sin plads som en af verdens tre dominerende valutaer.
Interessen for Den Europæiske Centralbank og dens pengepolitik har været overvældende, men det er naturligt i betragtning af euroens store betydning. ECBs opgave er at sikre prisstabilitet, hvilket man har
defineret som prisstigninger under 2 pct. ECB har formuleret en pengepolitisk strategi med to såkaldte søjler. Den ene søjle er udviklingen i pengemængden, den anden søjle rummer udviklingen i en lang
række finansielle og andre økonomiske indikatorer med betydning for den fremtidige prisudvikling.
Med den komplekse pengepolitiske strategi har ECB fundet det rigtigt hver måned at udsende et månedsskrift med meget udførlige rapporter om udviklingen i de relevante økonomiske variable. Dette
månedsskrift oversættes til alle EUs officielle sprog. Desuden orienteres gennem pressemeddelelser, pressemøder og taler. ECBs oplysninger om udviklingen og baggrunden for beslutningerne er fuldt på
højde med oplysningerne fra de centralbanker, der med en vis forsinkelse offentliggør mødereferater for at orientere om baggrunden for beslutningerne. Alligevel kritiseres ECB for manglende åbenhed, fordi
de ikke også oplyser, hvordan de enkelte medlemmer af det besluttende organ, Styrelsesrådet, har stemt.
Når ECB ikke ønsker at gøre det, er det, fordi Styrelsesrådet i henhold til traktaten opfattes som et kollegialt organ, der efter drøftelser mellem medlemmerne træffer en fælles beslutning. De enkelte
medlemmer skal vurdere den økonomiske udvikling i hele euroområdet og ud fra det fastlægge den fælles pengepolitik.
Men omverdenen – i praksis repræsenteret ved medierne – interesserer sig voldsomt for personerne og deres stemmeafgivelse. Det er godt stof, og for at dramatisere det yderligere bruger man ornitologiske
betegnelser, når det drejer sig om centralbankfolk. Medlemmerne karakteriseres som henholdsvis duer og høge, alt efter hvor ivrige de er for at sætte renten op.
Det er selvfølgelig underholdende, men det tenderer mod at fjerne interessen fra det egentlige, nemlig baggrunden for den trufne beslutning. Og med 17 medlemmer og 11 nationaliteter i ECBs
Styrelsesråd forekommer det fornuftigt at opretholde princippet om et råd, der kollektivt træffer beslutninger og derefter solidarisk begrunder dem.
Lad mig til slut komme med et par bemærkninger om årtusindskiftet, som verden over har nødvendiggjort omfattende tilpasninger af edb-programmerne. I Danmark har de finansielle institutioner hver især
testet deres programmer, og det har Nationalbanken selvfølgelig også.
Derudover har samspillet mellem systemerne været testet ved de såkaldte sektortest. Efter hele denne proces er det sektorens opfattelse, at overgangen vil forløbe uden væsentlige problemer.
Men i visse lande er der opstået myter om mærkelige fænomener, der vil optræde ved årtusindskiftet. En af disse myter er, at kundernes kontoindeståender i banker og sparekasser vil forsvinde. Den myte er
desværre også nået til Danmark. Jeg vil gerne indtrængende advare mod, at folk begynder at foretage usædvanlige finansielle dispositioner – såsom omfattende hamstring af kontanter – på grundlag af denne
myte.
Man har som allerede nævnt foretaget omfattende testning af systemerne til sikring af, at overgangen forløber glat.
Men skulle et af systemerne alligevel bryde ned i dagene op til årtusindskiftet eller lige efter, ja så forsvinder folks kontoindestående jo ikke af den grund – ligesom kunder med gæld heller ikke skal gøre sig
forhåbninger om, at den forsvinder.
Der findes altid omfattende backup-materiale, der sikrer, at en edb-kørsel, der af en eller anden grund går skævt, kan rekonstrueres.
Vi har alle prøvet at stå foran en pengeautomat, der var ude af drift. Vi har også alle prøvet at gå ind i en filial og få at vide, at systemet desværre er nede for øjeblikket. Og hvad gør vi så? Ja vi går hen til en
anden eller venter et par timer eller en dag og går så derhen igen. Men vi har da aldrig haft fantasi til at forestille os, at vores indestående skulle forsvinde på grund af systemnedbruddet.
Ved nytårsskiftet er seddelomløbet altid særlig højt. Nationalbanken har i år et ekstra stort lager af brugte sedler, fordi de inddragne sedler fra den gamle serie endnu ikke er destrueret. Alligevel vil
Nationalbanken kraftigt fraråde, at man begynder at hamstre sedler op til nytår. Det vil blot øge risikoen for røverier og indbrud.
Omkring nytår er omsætningen på de finansielle markeder ofte meget lille, hvilket kan give overdrevne renteudsving. For at sikre en stabil pengemarkedsrente i dagene omkring nytår vil Nationalbanken
ekstraordinært åbne for både køb og salg af indskudsbeviser lige før og lige efter nytår.
Som der er tradition for, vil jeg gerne slutte med at takke for det gode samarbejde, vi har haft med Finansrådet og dets medlemmer. I år vil jeg gerne særligt understrege det samarbejde, der i disse år foregår
omkring en række nye projekter. Det drejer sig om udvikling af systemerne inden for betalingsformidling, gennemførelsen af ændringer i de pengepolitiske instrumenter og ændringerne i betalingsstatistikken
såvel som etableringen af den nye MFI-statistik. Hertil kommer så omlægningen af kontantforsyningssystemet. Alle disse områder har krævet og vil fortsat kræve en dialog mellem Nationalbanken,
Finansrådet og repræsentanter for pengeinstitutterne.
Men også ud over de større projekter er der en udvikling i gang, hvor den løbende kontakt mellem medarbejdere på alle niveauer i Nationalbanken og den finansielle sektor udbygges. Det finder vi er nyttigt
for begge parter.
| 
