Risikostyring

OPERATIONEL RISIKO

Kontantforsyning
Nationalbanken og Finansrådet besluttede i juni 2009, at de nuværende kontantcentre i pengeinstitutter, der driver seddel- og møntdepoter for Nationalbanken, skal overtages af et nyt fælles selskab, der ejes af Nationalbanken og af pengeinstitutter. Sideløbende igangsættes en proces, der gradvist reducerer antallet af kontantcentre i pengeinstitutter med depotfunktion til kun to centre.

Der ventes at kunne tages endelig stilling til et nyt kontanthåndteringssystem i løbet af 1. halvår 2010.

Nationalbanken og Finansrådet har desuden iværksat udarbejdelse af en ny branchestandard for sikkerhedsindretning af kontantcentre og kontanttransporter i Danmark. Sikkerhedsstandarden udarbejdes af Dansk Standard med inddragelse af alle aktører og interessenter i kontantforsyningen i overensstemmelse med de almindelige regler for udarbejdelse af standarder i Danmark. Det ventes, at sikkerhedsstandarden kan være udarbejdet i løbet af 2010, så den efter en overgangsperiode kan anvendes som grundlag for indgåelse af kontrakter i kontantforsyningen.

Forretningsvidereførelse
I lighed med andre institutioner har Nationalbanken i 2009 taget imod et tilbud fra sundhedsmyndighederne om vaccinering af nøglepersoner med henblik på at kunne videreføre forretningskritiske funktioner, i det tilfælde influenza H1N1 skulle udvikle sig til en epidemi med mange sygdomsramte på samme tid.

finansiel risiko

Nationalbanken er eksponeret over for en række finansielle risici. Nogle er en konsekvens af bankens myndighedsrolle, mens andre afspejler, at banken som finansiel virksomhed påtager sig risiko i forventning om at opnå et passende afkast. Valget er præget af forsigtighed. Nationalbanken er udsat for markedsrisici såsom rente-, guld- og valutarisici samt likviditets- og kreditrisici.

I løbet af året steg valutareserven med 183 mia.kr. til 395 mia.kr. Forvaltningen af bankens porteføljer var præget af ønsket om at placere reserven til en acceptabel risiko. Normalt håndteres en stigning i valutareserven ved placeringer i sikrede bankindskud, men i 2009 blev en del af stigningen også placeret i statsobligationer med høj kreditvurdering.

I begyndelsen af 2009 var der fortsat uro på pengemarkedet, og mange modparters kreditvurdering blev nedgraderet. Som året gik, kom der mere ro på de finansielle markeder. Pengepolitikken i mange lande var fortsat usædvanlig lempelig, hvilket resulterede i meget lave korte renter. Da størstedelen af Nationalbankens portefølje placeres kort, var de løbende renteindtægter herfra lave. Stigende risikoappetit og forbedrede økonomiske udsigter førte til indsnævringer i lande- og kreditspænd til niveauet før efteråret 2008. Det havde en positiv effekt på værdien af bankens beholdning af kreditfølsomme obligationer såsom realkreditobligationer, covered bonds og visse statsobligationer. Bankens guldbeholdning på 66,5 tons steg betydeligt i værdi.

Markedsrisiko
Markedsrisiko er risikoen for tab som følge af kursændringer på de finansielle markeder.

Renteeksponering
En del af Nationalbankens portefølje er investeret i obligationer. Det giver banken en eksponering over for renteændringer, idet kursværdien varierer med renteniveauet.

Renteeksponeringen var ved udgangen af 2009 1,9 mia.kr., jf. tabel 4. Banken vil således tabe 1,9 mia.kr. som følge af kursændringer, hvis renterne stiger med 1 procentpoint. Stigningen på 0,4 mia.kr. i forhold til udgangen af 2008 skyldes bl.a., at Nationalbanken valgte at øge beholdningen af statsobligationer udstedt af eurolande som følge af forøgelsen af valutareserven.

Renteeksponeringen på den indenlandske fondsbeholdning var uændret i 2009.

Guldeksponering
Nationalbanken har i medfør af nationalbankloven en guldbeholdning. Guldbeholdningen var 66,5 tons ultimo 2009.

Guldprisen har været stigende de seneste år, og stigningen fortsatte i 2009, jf. figur 3. Målt i kroner steg guldprisen med 25 pct. i 2009. Markedsværdien af guldreserven steg derfor med 2,5 mia.kr. til 12,3 mia.kr. Det medførte en tilsvarende stigning i eksponeringen over for ændringer i guldprisen.

Udviklingen i guldprisen siden 2002	Figur 3

Valutaeksponering
Hovedparten af valutareserven er investeret i euro, hvilket afspejler den danske fastkurspolitik. Derudover er reserven investeret i amerikanske dollar, britiske pund og svenske kroner.

Nationalbanken omlægger størstedelen af placeringerne i ikke-eurovalutaer til euro ved hjælp af terminsforretninger. Således har banken netto kun en euroeksponering samt en mindre dollareksponering.

Ved udgangen af 2009 var valutaeksponeringen på 384,6 mia.kr., jf. tabel 5. Ved en generel styrkelse af kronen på 1 pct. vil Nationalbanken således tabe godt 3,8 mia.kr. Valutaeksponeringen steg med 164,6 mia.kr. siden udgangen af 2008, hvilket kan tilskrives stigningen i reserven. Stigningen i valutaeksponeringen skete alene i euro, hvor der i kraft af fastkurspolitikken kun sker små kursudsving, og valutarisikoen derfor er lille.

Value-at-Risk
Nationalbankens samlede markedsrisiko måles bl.a. i form af Value-at-Risk (VaR). VaR kombinerer bankens eksponering over for forskellige risikofaktorer med et skøn over variationen i disse faktorer. Variationsskønnene baseres på historiske observationer. VaR angiver, hvad banken med 95 pct. sandsynlighed maksimalt vil tabe i løbet af et år.

Ved udgangen af 2009 var Nationalbankens VaR 4,2 mia.kr., hvilket er 1,6 mia.kr. mindre end ved årets begyndelse, jf. figur 4. VaR faldt til trods for, at både rente-, guld- og valutaeksponeringen steg. Faldet skyldes, at markederne var mere rolige i 2009 end i efteråret 2008.

NATIONALBANKENS VALUE-AT-RISK	Figur 4
Anm.: VaR beregnes ud fra variationsskøn baseret på kursudviklingen de seneste 160 handelsdage. Observationerne vægtes, så de seneste 2 måneders observationer tildeles den største betydning.

VaR er et udbredt risikomål, men det har sine begrænsninger. Det er baseret på seneste periodes markedsudvikling, og VaR er meget afhængig af forholdene i denne periode. Bruges fx variationsskøn baseret på observationer fra efteråret 2008, bliver VaR for bankens eksponering ultimo 2009 8,4 mia.kr, hvilket er en fordobling af VaR beregnet med den seneste periodes observationer. VaR siger således ikke noget om tabene, hvis markederne igen bliver meget urolige. Derfor bør VaR ikke stå alene som risikomål.

Stresstest
Nationalbanken supplerer VaR-målet med stresstest, der angiver, hvordan markedsværdien af den aktuelle portefølje påvirkes under ekstreme, men dog mulige scenarier for markedsudviklingen.

I det hårdeste stressscenarie vil banken tabe godt 26 mia.kr. Et sådant tab vil være forårsaget af et sammenfald mellem et markant fald i guldprisen, en betydelig styrkelse af kronen samt betydelige rentestigninger på de amerikanske og europæiske markeder. Tabene forbundet med dette stressscenarie er steget med knap 8 mia.kr. i forhold til ultimo 2008 på grund af den øgede eksponering over for alle tre risikofaktorer.

Likviditetsrisiko
For Nationalbanken er likviditetsrisiko risikoen for, at det ikke er muligt at frigøre midler til intervention, selv om midlerne for så vidt er til stede, eller at likvideringen kun kan foretages til stærkt forøgede omkostninger. Formålet med valutareserven er at understøtte fastkurspolitikken. Ved forvaltning af valutareserven lægges der derfor stor vægt på, at en betydelig andel hurtigt kan bruges til støtteopkøb af kroner. Størstedelen er placeret på pengemarkedet eller i værdipapirer med høj sikkerhed, der nemt kan sælges eller belånes. Derudover har Nationalbanken sædvanligvis mulighed for at skaffe betydelige beløb i valuta gennem forskellige låneprogrammer.

Nationalbanken oplevede i efteråret 2008 et stort træk på valutareserven, hvilket understregede nødvendigheden af, at reserven har en vis størrelse og samtidig er likvid. Derfor skærpede banken i 2009 også kravet til likviditetsberedskabet bl.a. ved at øge placeringerne i sikrede bankindskud med kort løbetid.

Kreditrisiko
Kreditrisiko er risiko for tab på et tilgodehavende hos en modpart, som ikke overholder sine betalingsforpligtelser. I investeringsporteføljen har Nationalbanken både kreditrisiko på bankindskud og værdipapirinvesteringer. Ved værdipapirsinvesteringer omfatter kreditrisiko også risikoen for kurstab, der følger af lavere kreditværdighed på en modpart.

Nationalbanken søger at begrænse kreditrisikoen ved at stille høje krav til modparternes kreditværdighed og samtidig sprede sine tilgodehavender hos mange modparter. Hertil kommer, at en stor del af placeringerne hos bankmodparter sker mod sikkerhed. Der stilles høje krav til sikkerheden, der stort set kun består af statsobligationer. Nationalbanken har ret til at sælge sikkerheden, hvis en modpart går konkurs, og har dermed dækning for sine placeringer. Det var netop, hvad der skete, da Lehman Brothers gik konkurs i september 2008. Nationalbanken havde et indskud mod sikkerhed i statspapirer. De blev solgt umiddelbart efter konkursen, og Nationalbanken led ingen tab. Der var ikke nogen konkurser blandt bankens modparter i 2009.

Nationalbanken indførte i løbet af 2009 nye interne regler for godkendelse af bankmodparter. Reglerne baserer sig på de internationale kreditvurderingsbureauers såkaldte long-term ratings, der tager højde for, hvordan muligheden for statsstøtte påvirker kreditrisikoen ved bankindskud. Det skal bl.a. ses i lyset af, at krisen viste, at systemisk vigtige banker langt overvejende er blevet reddet.

Krediteksponeringen

Krediteksponeringen udtrykker, hvor meget banken risikerer at tabe, hvis en modpart går konkurs. Den siger ikke noget om sandsynligheden for, at det sker. Desuden afhænger kredittab af den andel af tilgodehavendet, der tabes.

Krediteksponeringen steg i 2009, jf. tabel 6. Det skyldes, at valutareserven voksede, hvilket betød flere placeringer i både pengemarked og obligationer. Ved årets udgang var 81 pct. af bankens portefølje placeret i kategorien Aa3 eller derover.

Eksponeringen på overnationale institutioner uden rating dækker bl.a. over IMF. IMFs trækningsrettighed steg med 36,3 mia.kr. til 55,6 mia.kr. i 2009. Heraf var 3,3 mia.kr. udnyttet ved udgangen af året.¹ Risikoen ved denne eksponering vurderes at være lille.

Kreditspændeksponeringen udtrykker, hvor meget banken taber, hvis kreditspændene for en bestemt modpart udvides med 1 procentpoint. Kreditspændeksponeringen svarer således til renteeksponeringen på den enkelte modpart. Nationalbankens renteeksponering steg i 2009, men stigningen skete primært over for stater med den højst mulige kreditvurdering, hvor risikoen for store spændudvidelser vurderes at være lav.