Likviditet

Pengeinstitutterne har samlet set forbedret likviditeten over det seneste år, men der er en betydelig spredning imellem institutterne. Penge- og realkreditinstitutternes likviditet er i dag understøttet af midlertidige tiltag i form af den generelle statsgaranti, muligheden for at købe individuel statsgaranti og Nationalbankens udvidede lånemuligheder. Det er vigtigt, at institutterne forbereder sig på, at de midlertidige ordninger udløber – herunder at institutter med behov for det udnytter muligheden for at købe individuelle statsgarantier.

Problemer med likviditeten har været en væsentlig del af den finansielle krise. Det har affødt en række internationale initiativer, som skal styrke institutternes likviditet. Den præcise udformning af den fremtidige likviditetsregulering er endnu ikke fastlagt.

Realkreditinstitutterne er som følge af den udbredte finansiering af langtløbende lån med korte rentetilpasningsobligationer eksponeret over for likviditetsrisici.

Likviditetsrisici

Pengeinstitutter transformerer likvide indlån til udlån, som institutterne vanskeligt kan likvidere uden tab. Forretningsmodellen skaber i sin natur likviditetsrisiko, dvs. risikoen for ikke at kunne betale sine forpligtelser rettidigt. Pengeinstitutter kan benytte en række redskaber til at mindske denne risiko. En uhensigtsmæssig stor forskel mellem betalingsprofiler for lange aktiver og korte passiver kan mindskes ved at øge løbetiden på finansieringen. Pengeinstitutterne kan diversificere finansieringen og basere sig på stabile indlånskilder. Endelig kan en tilstrækkelig beholdning af likvide aktiver anvendes som værn i tilfælde af likviditetsstress. En god likviditetsstyring kombinerer alle disse elementer.

Problemer med likviditeten har været en væsentlig del af den finansielle krise. Det har affødt en række internationale initiativer, som skal styrke institutternes likviditet. Baselkomiteen og Den Europæiske Tilsynskomite, CEBS, har offentliggjort nye retningslinjer for god likviditetsrisikostyring i kreditinstitutter. Desuden har Baselkomiteen i december 2009 offentliggjort et udkast til internationale kvantitative likviditetsstandarder for kreditinstitutter, og i februar 2010 offentliggjorde EU-Kommissionen et udkast til, hvordan disse likviditetskrav kan blive indarbejdet i EU-lovgivningen.¹⁵

Finanstilsynet og Nationalbanken har i fællesskab intensiveret overvågningen af danske pengeinstitutters likviditet, jf. boks 5.

Pengeinstitutternes likviditet

Pengeinstitutterne har siden 2008 mindsket indlånsunderskuddet væsentligt, jf. figur 28. Underskuddet opstod i løbet af få år, hvor institutterne i stigende grad finansierede en markant vækst i udlånet med markedsbaseret finansiering frem for indskud. Markedsbaseret finansiering omfatter bl.a. udstedelse af obligationer og lån fra andre kreditinstitutter. Den øgede afhængighed af denne finansiering skabte problemer for pengeinstitutterne, da den finansielle krise opstod.

INDLÅNSunderSKUD	Figur 28
Anm.: Indlånsunderskud er opgjort som udlån minus indlån. Udlån er opgjort før nedskrivninger. Kilde: Danmarks Nationalbank, MFI-indberetninger.

Indlånsunderskuddet er blevet reduceret støt for institutter i både gruppe 1, 2 og 3 siden begyndelsen af 2009. Det har formindsket institutternes behov for markedsbaseret finansiering og eksponeringen over for likviditetsrisici knyttet hertil. Procentuelt har gruppe 3 det mindste indlånsunderskud på 102 pct. ultimo marts 2010, jf. figur 29.

udlÅn i procent af indlÅn	Figur 29
Anm.: Udlån i procent af indlån. Udlån er opgjort før nedskrivninger. Kilde: Danmarks Nationalbank, MFI-indberetninger.

Sideløbende hermed har institutterne øget løbetiden på den markedsbaserede finansiering. For institutter i gruppe 1 udgør udstedte gældsinstrumenter med løbetid over 1 år fortsat den største andel af nettogælden til andre kreditinstitutter og udstedte gældsinstrumenter. Andelen har været stigende siden marts 2009, jf. figur 30. Det øger løbetiden af institutternes finansiering og reducerer mismatchet mellem løbetiderne på deres aktiver og passiver. For institutter i gruppe 2 er afhængigheden af andre kreditinstitutter større end for gruppe 1. Løbetiden er dog også stigende for gruppe 2.

nettogÆld til andre kreditinstitutter og udstedte gÆldsinstrumenter	Figur 30
Anm.: Ekskl. udenlandske filialer og datterselskaber. Kilde: Danmarks Nationalbank, MFI-indberetninger.

Pengeinstitutters anvendelse af markedsbaseret finansiering afspejler i høj grad tilgængeligheden af og den økonomiske fordelagtighed ved forskellige finansieringskilder. Prisen på kort likviditet, illustreret ved spændet mellem sikrede og usikrede pengemarkedsrenter, er faldet kraftigt siden finanskrisens højdepunkt og har over det seneste halve år stabiliseret sig på lidt over 0,5 procentpoint, jf. figur 31. Forholdene på det korte pengemarked er bedre med øget tillid og villighed til at formidle likviditet institutterne imellem. Prisniveauet er dog væsentligt højere end før den finansielle krise, og der er således fortsat en forhøjet præmie på likviditet i markedet. Spændet er desuden højere i Danmark end i euroområdet på trods af, at danske pengeinstitutter er omfattet af den generelle statsgaranti frem til 30. september 2010.

SpÆnd Mellem Sikrede og Usikrede Pengemarkedsrenter, 3 mÅneders LØbetid	Figur 31
Anm.: Eurospænd er 3-måneders Euribor fratrukket 3-måneders Eonia-swap-spænd. Kronespænd er 3-måneders Cibor fratrukket 3 måneders swapspænd. Kilde: Bloomberg.

Institutterne kan mindske likviditetsrisiciene ved at opbygge beholdninger af likvide aktiver, som kan belånes i Nationalbanken eller sælges hurtigt i markedet uden store kurstab. Finanstilsynets likviditetsnøgletal giver et billede af det aktuelle likviditetsberedskab. Likviditetsoverdækningen er et udtryk for institutternes beholdning af likvide aktiver i forhold til lovens minimumskrav. Institutternes overdækning blev generelt forøget i løbet af 2009, jf. figur 32, men der er fortsat stor forskel i likviditetsoverdækningen for de enkelte institutter.

LOVMÆSSIG LIKVIDITETSOVERDÆKNING I Pengeinstitutterne	Figur 32
Anm.: Udgangspunktet er Finanstilsynets nøgletal, overdækning i forhold til lovkrav om likviditet, der viser overskydende likviditet efter opfyldelse af 10-pct. kravet i lov om finansiel virksomhed § 152. Likviditeten skal udgøre minimum 10 pct. af de samlede gælds- og garantiforpligtelser fraregnet efterstillede kapitalindskud, der kan medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen. Kilde: Årsregnskaber og likviditetsindberetninger til Finanstilsynet og Nationalbanken.

Statsgarantier

Bankpakken fra oktober 2008 indebærer, at staten ubetinget garanterer alle indskydere og andre simple kreditorer, ekskl. SDO'er, mod tab i danske pengeinstitutter til 30. september 2010.¹⁶ Med Kreditpakken fra februar 2009 blev det endvidere muligt for danske kreditinstitutter at indgå aftale om at købe individuel statsgaranti på ikke-efterstillet usikret gæld mv. Individuelle statsgarantier har løbetider på op til tre år. Ifølge lov om finansiel stabilitet omfatter den individuelle statsgaranti lån udstedt inden 31. december 2010 forudsat en løbende godkendelse fra EU-Kommissionen. Finansiel Stabilitet A/S har meddelt, at det på baggrund af Kommissionens udmeldinger er usikkert, hvorvidt og i givet fald på hvilke vilkår Kommissionen vil godkende en forlængelse efter 30. juni 2010.¹⁷Pengeinstitutter, som ønsker at købe en individuel statsgaranti, bør således snarest muligt ansøge herom.

Den generelle statsgaranti indebærer, at indskud er fuldt dækkede frem til 30. september 2010. Samtidig med udløbet af den generelle statsgaranti forhøjes indskydergarantien til at dække nettoindskud op til 100.000 euro, ca. 750.000 kr., for almindelige indlån, mens der er fuld dækning for særlige indlån, herunder pensionsordninger.¹⁸

Lidt over 45 pct. af pengeinstitutternes aktuelle indlånsmasse vil være dækket af indskydergarantiordningen efter 30. september 2010, jf. figur 33. Store indlån er ofte koncentreret i større pengeinstitutter. Det vil typisk være indlån fra kommuner og store erhvervsvirksomheder, som ikke vil være dækket af indskydergarantiordningen, men nogle privatpersoner har også indskud, som overskrider grænsen. Når statsgarantien forsvinder, vil indskydere af store beløb skulle forholde sig til det enkelte instituts kreditværdighed. Dermed kan institutter med lav kreditværdighed og høj afhængighed af store indskud få problemer med at skaffe likviditet.

indlÅn dÆkket af indskydergarantiordningen som udformet efter 30. september 2010	Figur 33
Anm.: Baseret på ultimo marts 2010 tal. Kilde: Likviditetsindberetninger til Finanstilsynet og Nationalbanken.

Hvis indskyderne har tillid til det institut, hvor de placerer deres indskud, kan overgangen fra en generel statsgaranti til indskydergarantiordningen forløbe gnidningsfrit. Indskydergarantien er ikke det eneste forhold, som er afgørende for, hvor stabile indlån er. Indskydere, der ud over deres indskud har et stort forretningsomfang med det pågældende institut, vil typisk være mindre tilbøjelige til at flytte indskud end indskydere med et begrænset forretningsomfang.

Pengeinstitutternes muligheder for at skaffe markedsbaseret finansiering har under den finansielle krise i høj grad været præget af den generelle statsgaranti.

Omkring 20 pct. af pengeinstitutternes gældsudstedelser med oprindelig løbetid over 1 år forfalder, inden den generelle statsgaranti udløber, jf. figur 34. For gældsudstedelser med en løbetid under 1 år forfalder langt hovedparten inden statsgarantiens udløb. Udstedelser med en restløbetid på mellem 1 og 2 år og mellem 3 og 4 år udgør en relativt lille andel.

Forfaldsprofil for pengeinstitutters udstedelser med oprindelig lØbetid over 1 År	Figur 34
Anm.: Baseret på ultimo marts 2010-tal for pengeinstitutter i gruppe 1 og 2. Kilde: Likviditetsindberetninger til Finanstilsynet og Nationalbanken.

Institutterne har en betydelig mellemlang og lang finansiering, som løber ud over den generelle statsgarantis udløb. Det kan delvist henføres til muligheden for at købe individuelle statsgarantier med en løbetid på op til 3 år. Pr. 3. maj 2010 har 27 institutter fået tilsagn om individuel statsgaranti for i alt 254 mia. kr. Foreløbig har 20 institutter foretaget udstedelser med individuel statsgaranti for i alt 93 mia. kr.¹⁹ Herudover har flere institutter udstedt gæld på normale markedsmæssige vilkår.

For mange institutter er det økonomisk fordelagtigt at optage statsgaranteret finansiering med individuel statsgaranti. For institutter uden rating koster en individuel statsgaranti årligt 0,95 procent af udstedelsens hovedstol. Såfremt renteforskellen mellem en ugaranteret og en garanteret udstedelse er større end dette, vil det være mest fordelagtigt at udstede med individuel statsgaranti. Siden sommeren 2009 har der været en tendens til, at større velkapitaliserede institutter har fundet det mest fordelagtigt at optage længerevarende finansiering uden tilkøbt statsgaranti.

Hovedparten af pengeinstitutternes bruttoudstedelser af værdipapirer udløber senest 30. september 2010 og er dermed dækket af den generelle statsgaranti, jf. figur 35. Siden midten af 2009 er institutterne imidlertid begyndt at udstede med længere løbetider, både med og uden individuel statsgaranti. Fx har Danske Bank og BNP Paribas etableret et SPV, Valhalla, som har udstedt obligationer i euro på basis af statsgaranterede udstedelser fra syv mindre danske pengeinstitutter for 750 mio. euro. Andre institutter overvejer lignende tiltag.

PENGEINSTITUTTERNES BRUTTOUDSTEDELSE AF VÆRDIPAPIRER	Figur 35
Kilde: Danmarks Nationalbank.

Nationalbankens likviditetsunderstØttende tiltag

Nogle pengeinstitutter – især i gruppe 3 – har været understøttet af midlertidige likviditetsunderstøttende tiltag fra Nationalbanken, jf. boks 6. Tiltagene består dels af en udvidelse af belåningsgrundlaget, dels af muligheden for at opnå lånetilsagn på basis af overskydende lovmæssig solvens. Dele af disse ordninger var oprindeligt planlagt at udløbe 30. september 2010, men er blevet forlænget til 26. februar 2011.

Den lovmæssige likviditetsoverdækning med og uden Nationalbankens midlertidige faciliteter for pengeinstitutter i gruppe 1, 2 og 3 fremgår af figur 36. Data er baseret på institutternes likviditetsindberetninger til Nationalbanken og Finanstilsynet. Under solvenslåneordningen er der i alt bevilget kredittilsagn for 12,4 mia. kr. pr. ultimo april 2010, men der har kun været få træk på disse tilsagn. Både solvenslåneordningen og Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag kan indgå i institutternes lovmæssige likviditetsopgørelse. Ikke alle institutter har i likviditetsindberetningerne oplyst, om de benytter Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag. Derfor kan effekten af denne facilitet være undervurderet i figur 36.

lovmÆssig likviditetsoverdÆkning for pengeinstitutter i gruppe 1, 2 og 3, med og uden Nationalbankens midlertidige likviditetsfaciliteter	Figur 36
Anm.: Data er baseret på ultimo februar 2010 tal for pengeinstitutter i gruppe 1, 2 og 3. Datasættet omfatter 95 af institutterne. 34 af disse institutter har solvenslån. Ud af de 95 institutter har vi oplysninger om Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag for 54 institutter. Heraf har 35 angivet, at de har beholdninger af værdipapirer, som indgår i Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag (ekskl. låne- og SPV-obligationer). Kilde: Likviditetsindberetninger til Finanstilsynet og Nationalbanken.

Især solvenslåneordningen har bidraget til at øge institutternes likviditetsoverdækning, jf. figur 36. Også uden denne facilitet vil de fortsat have en væsentlig likviditetsoverdækning i forhold til lovkravet. Samtidig fremgår det, at de institutter, som har benyttet sig af Nationalbankens midlertidige likviditetsunderstøttende tiltag, generelt har lavere overdækning end sektoren som helhed. Dette er tilfældet ved beregning af institutternes likviditetsoverdækning både med og uden disse faciliteter.

Overordnet set har pengeinstitutterne forbedret likviditeten over det seneste år. Det er vigtigt, at institutterne fortsat fokuserer på likviditetsbehovet og har en finansieringsstrategi, som giver den nødvendige sikkerhed.

Realkreditinstitutternes likviditetsrisici

Realkreditinstitutterne er eksponeret over for likviditetsrisici. I modsætning til pengeinstitutterne er det en relativt ny risiko, som blev introduceret, da realkreditinstitutterne begyndte at finansiere langtløbende boliglån med korte rentetilpasningsobligationer.

Uanset hvordan den fremtidige regulering udformes, er det på baggrund af den meget udbredte anvendelse af korte obligationer til finansiering af langtløbende lån relevant, at realkreditinstitutterne overvejer løsninger, der kan nedbringe de likviditetsrisici, der er forbundet hermed.

Rentetilpasningslån og likviditetsrisici
Sammensætningen af realkreditinstitutternes udlån har de seneste 10 år gennemgået en hastig udvikling. Mens udlånet tidligere altovervejende bestod af fastforrentede lån med afdrag, er ca. 65 pct. af udlånsmassen i dag med rentetilpasning, og kun ca. halvdelen af udlånsmassen har afdragsbetalinger, jf. figur 37.

rentetilpasningslÅn og afdragsfrie lÅns andel af realkreditinstitutternes udlÅnsmasse	Figur 37
Anm.: Månedstal. Lånene er for alle sektorer ekskl. MFI-sektoren. Serien for afdragsfrie lån er interpoleret lineært fra kvartalsdata til og med 2004. Serien for rentetilpasning med renteloft er sammensat af udlånsdata fra MFI-statistikken fra og med marts 2008 og den udestående mængde obligationer udstedt til finansiering af rentegarantilån før marts 2008. Kilde: Danmarks Nationalbank.

Den stigende andel af rentetilpasningslån er overvejende finansieret med korte obligationer, der løbende skal refinansieres. Refinansieringen er endvidere meget koncentreret i årets sidste måneder.

Efter en drøftelse mellem Nationalbanken, Realkreditrådet og Realkreditforeningen er det aftalt, at foreningernes medlemmer gennemfører tiltag, der vil resultere i en mere hensigtsmæssig og jævn fordeling af tidspunktet for refinansiering af rentetilpasningslån end hidtil.²⁰ Det vil reducere koncentrationsrisikoen og dermed også fjerne noget af den operationelle risiko, der opstår, når meget store betalinger skal afvikles over et kort tidsrum.

En spredning af refinansieringsauktionerne ændrer dog ikke ved, at investorerne, som køber korte rentetilpasningsobligationer, der løbende skal refinansieres, kun stiller likviditet til rådighed for en relativt kort løbetid, ofte kun 1 år. Det står i stærk kontrast til de traditionelle fastforrentede obligationer, hvor investorerne stiller likviditet til rådighed i hele lånets løbetid.

I konstruktionen med korte rentetilpasningsobligationer, der løbende skal refinansieres, overvæltes renten fra refinansieringen automatisk på låntager. Derved er det låntager, som i første omgang skal betale, hvis investorerne på et tidspunkt i lånets løbetid kræver en højere rente for fortsat at stille likviditet til rådighed. Der er imidlertid en grænse for, hvor høj en rente låntagerne er i stand til at betale. Store rentestigninger vil alt andet lige øge realkreditinstitutternes kreditrisici. Det kan føre til, at investorerne vil kræve en endnu højere rente for fortsat at stille likviditet til rådighed. Herved kan der opstå en situation, hvor der ikke kan findes en rente, ved hvilken institutterne kan hente den nødvendige likviditet. Desuden har finanskrisen vist, at der kan opstå situationer, hvor det ikke er muligt at udstede på visse markeder.

Ovenstående risiko findes ikke ved fastforrentede lån, der er finansieret med lange fastforrentede obligationer. Risikoen er heller ikke til stede for variabelt forrentede lån, der finansieres med variabelt forrentede langtløbende obligationer. Her stiller investorerne fra lånets begyndelse likviditet til rådighed i hele lånets løbetid. Såvel erfaringen fra den finansielle krise som forslagene til fremtidig likviditetsregulering gør det relevant, at institutterne overvejer konstruktioner med mere begrænsede likviditetsrisici.