Internationale råvarepriser:
cykel, boble eller niveauskifte?

Niels Peter Hahnemann og Marianne Clausager Koch, Økonomisk Afdeling

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Priserne på råvarer steg kraftigt fra årtusindskiftet og frem til finanskrisen i 2008. Efter et brat prisfald i kølvandet på krisen kom en ny bølge af råvareprisstigninger. Artiklen sætter den aktuelle udvikling på råvaremarkederne i et historisk perspektiv og ser nærmere på de særlige forhold, der gør sig gældende på disse markeder. Vi diskuterer, om prisudviklingen skyldes cykliske forhold, eller om der er tale om en spekulationsdrevet boble eller tværtimod en strukturelt betinget stigning i de relative priser på råvarer.

I 1970'erne var der lignende kraftige udsving i priserne på råvarer som dem, vi har oplevet gennem det seneste årti. Hovedforklaringen på de seneste prisstigninger er, at mere råvareintensive vækstøkonomier har fået en større vægt i verdensøkonomien siden 2000, og at især olieproduktionen ikke har kunnet følge med denne udvikling. På kort sigt har også ekstreme vejrsituationer, uro i olieproducerende lande, eksportbegrænsninger og den globale krise spillet ind. Den resurseintensive industrialiseringsproces i de asiatiske økonomier vil dog fortsætte i en årrække. Hvis råvareprisernes udvikling skal dæmpes, kræver det et politikskifte til fremme af alternative energikilder og afvikling af energisubsidier.

HISTORISK PERSPEKTIV

Råvarepriserne begyndte i 2000'erne en stærkt opadgående tendens. Den blev midlertidigt brudt af den globale økonomiske nedgang under finanskrisen, men blev genoptaget i takt med verdensøkonomiens bedring. Udviklingen i prisen på olie og industrimetaller har været markant, men også priserne på landbrugsvarer har vist store udsving, jf. figur 1.

Priserne på olie og andre landbrugsvarer end fødevarer (fx bomuld, gummi og tømmer) er steget ca. 200 pct. siden begyndelsen af 2009, mens priserne på industrimetaller og fødevarer er steget henholdsvis 150 og 51 pct. I de fleste avancerede økonomier indgår fødevarer og energi med en vægt på omkring en femtedel i kurven for forbrugerprisindeksene, mens vægtene er højere i vækst- og udviklingsøkonomierne. De kraftigt stigende råvarepriser har dermed haft stor indvirkning på inflationsudviklingen. Målt i euro var råvareprisstigningerne i 2008 mindre end målt i dollar, idet en stigende kurs på euro over for dollar skærmede eurolandene og Danmark for en del af prisstigningen. Da styrkeforholdet mellem euro og dollar har svinget en del det seneste halvandet år, har denne valutakurseffekt haft mindre betydning i den seneste periode med stigende råvarepriser.

Den nuværende oliepris er 116 dollar for en tønde råolie af Brent-kvalitet (primo juni). Prisen er på det seneste aftaget fra det foreløbige toppunkt omkring 128 dollar pr. tønde i begyndelsen af maj. Indtil nu har den således ikke bevæget sig over det toppunkt på 143 dollar pr. tønde, der blev nået i midten af 2008. Industrimetal- og fødevarepriserne ligger derimod på omtrent samme niveau som i 2008, mens priserne på andre landbrugsvarer end fødevarer ligger langt højere i 2011 end i 2008. Efterspørgsels- og udbudsforholdene for olie og landbrugsvarer har været påvirket af flere midlertidige stød, herunder fra ekstreme vejrsituationer, den globale krise og for oliens vedkommende i 2011 også uroen i Mellemøsten og Nordafrika.

I et historisk perspektiv er der kun en enkelt periode i de senere årtier, hvor råvarepriserne har svinget tilsvarende kraftigt og hurtigt. I 1970'erne steg priserne voldsomt drevet af en stærk global efterspørgsel og midlertidig udbudsknaphed på særligt olie forårsaget af OPEC's eksportembargo. Målt i reale priser er olieprisudsvingene i 2007-08 og 2009-11 på størrelse med 1970'ernes olieprischok, jf. figur 2 (venstre)¹. Målt i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, medførte 1970'ernes olieprischok i de fleste vestlige lande dog en større forøgelse af olieregningen end olieprisstigningen i 2007-08, da produktionen i 1970'erne var mere olieintensiv. For landbrugsvarerne er de senere års reale prisudsving relativt små sammenlignet med udsvingene i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, jf. figur 2 (højre).

Energiefterspørgsel
Efterspørgslen efter olie, kul og naturgas voksede støt det seneste årti frem til 2008, jf. figur 3 (venstre). En væsentlig årsag var øget efterspørgsel i resurseintensive økonomier, herunder Kina, hvis andel af den globale vækst i forbruget af primær energi² udgjorde knap 55 pct. over perioden 2004-08. Kinas andel af det samlede energiforbrug er steget de seneste årtier, især siden 2000. Set over den nævnte 5-årige periode udgjorde Kinas andel af det globale forbrug af primær energi 16 pct., mens Europas og USA's andele var henholdsvis ca. 18 og 21 pct. Modsat Kinas har den amerikanske og europæiske forbrugsandel været svagt aftagende de sidste to årtier.³

Væksten i Kina og andre resurseintensive økonomier er således en væsentlig drivende faktor bag de prisstigninger, som er observeret siden 2000. Hertil kommer, at priselasticiteten i olieefterspørgslen er lav, særligt i lande uden for OECD-området, og at muligheden for substitution mellem energikilder er begrænset på kort sigt. Det betyder, at en højere pris kun i beskedent omfang slår igennem på efterspørgslen.⁴ Energiintensiteten af et lands produktion, dvs. energiforbruget pr. BNP-enhed, spiller en væsentlig rolle for dets efterspørgsel efter primær energi. Der er stor forskel mellem industrilande og vækstøkonomier med hensyn til energiintensitet, og hvilken energitype der primært anvendes, jf. figur 4 (venstre). Mens olie udgør den vigtigste energikilde i USA og EU, baserer Kina og Rusland sig primært på henholdsvis kul og naturgas.

Et andet forhold af betydning for energiefterspørgslen er subsidiering og beskatning af energi. Energiforbrug subsidieres overvejende i vækst- og udviklingsøkonomierne, hvilket forvrider de relative priser og svækker prissignalerne. I nogle lande overstiger værdien af subsidierne 10 pct. af BNP, men værdien er lavere i de fleste lande. I vigtige vækstøkonomier som Indien, Kina, Indonesien, Mexico og Sydafrika udgjorde værdien af subsidier til fossile brændsler 1-2 pct. af BNP i 2009.⁵ Ifølge Det Internationale Energi Agentur, IEA, var størrelsen af disse subsidier samlet 312 mia. dollar i 2009. Estimaterne for dette varierer dog ganske meget.⁶ Hvis subsidierne bliver udfaset inden 2020, viser beregninger, at det ville mindske efterspørgslen efter primær energi med 5 pct.⁷ Mange OECD-lande – især de europæiske – beskatter omvendt forbrug af energi.

Energiudbud
Udbuddet af olie, kul og naturgas er også vokset det seneste årti. Væksten i produktionen er dog alene sket uden for OECD-landene, jf. figur 3 (højre) – for oliens vedkommende særligt i det tidligere Sovjetunionen og Afrika. Væksten i olieproduktionen er dog aftaget over tid og er de seneste år nærmest ophørt, jf. figur 4 (højre). Det gælder i både OPEC- og ikke-OPEC-lande.

En stigende andel af aldrende oliefelter spiller en stor rolle i udviklingen, da produktionen fra felter i slutningen af deres livscyklus med tiden flader ud eller aftager. Hvor hurtigt denne proces foregår, og i hvilken udstrækning de udgående felter kan erstattes af nye, har stor betydning for det globale olieudbud. Det særlige ved olieproduktion er, at det tager lang tid at øge kapaciteten. Fra tidspunktet for den indledende investering kan der gå ti år eller mere, før et nyt felt er klar til produktion, afhængigt af projektets kompleksitet.⁸Incitamentet til at investere i olieudvinding afhænger af den forventede pris og investeringsomkostningerne. De nuværende høje oliepriser sikrer, at flere investeringsprojekter er rentable. Det kan medvirke til at stimulere yderligere investering i olieudvinding. Omvendt tyder den seneste udvikling på stigende investeringsomkostninger. Omkostningerne i olie- og gasprojekter er mere end fordoblet fra 2000 og frem til 2010.⁹ Målt i faste priser har investeringerne været omtrent uændrede de senere år.¹⁰

Udbud af og efterspørgsel efter landbrugsvarer
Priserne på fødevarer og andre landbrugsvarer har ikke vist samme længerevarende tendens til stigning som priserne på energiråvarer. For fødevarer har prisstigningerne i 2007-08 og 2010-11 også været mere moderate end for andre råvarer, jf. figur 1. Der er dog væsentlige forskelle i prisudviklingen fødevarer imellem. Den seneste opgang har primært været drevet af sukker, vegetabilske olier og kornprodukter, fx hvede, majs og ris. Fra efterspørgselssiden påvirkes fødevarepriserne ligesom energipriserne af en voksende verdensbefolkning og stigende indkomster, men også øget efterspørgsel efter fødevarer til produktion af biobrændsler har betydning.

Efterspørgsel efter landbrugsvarer til produktion af biobrændsel er et nyligt fænomen, der dog ventes at få stigende betydning de næste årtier.¹¹ Foderkorn (fx majs og byg) og sukkerrør er de væsentligste input i ethanolproduktion, mens vegetabilske olier udgør hovedingrediensen i produktion af biodiesel. I 2007-09 blev omkring 9 pct. af den globale produktion af vegetabilske olier og foderkorn anvendt til produktion af biobrændsel, mens den tilsvarende andel for hvede og sukkerrør var omkring 1 pct. De andele ventes dog at vokse betragteligt det kommende årti.¹²

Hvor oliens prisudvikling primært har været drevet af højere efterspørgsel, kan de senere års øgede priser på fødevarer hovedsageligt tilskrives et lavere udbud. Vejrrelaterede produktionsforstyrrelser har været en vigtig faktor i de prisstigninger, som er set siden medio 2010. Den lavere produktion har betydet, at lagrene er mindsket, hvilket formentlig i sig selv har ledt til større prisudsving i markederne for disse råvarer.¹³ Hertil kommer øgede handelspolitiske indgreb, herunder importtariffer og kvotaer, der gør det vanskeligere for udbud og efterspørgsel at mødes på verdensmarkedet.

SÆRLIGE FORHOLD PÅ RÅVAREMARKEDERNE

Markederne for handel med råvarer er globale. Det betyder, at prisen altovervejende fastsættes på verdensmarkedet.¹⁴Især er markedet for olie og energi fuldkommen internationaliseret. Prisændringerne på råolie fra fx Mellemøsten, Rusland, Nordsøen og Texas følger normalt nøje hinanden. Mange råvarer afregnes i dollar, og depreciering af dollar som fx i 2008 og 2010 kan få producenterne (dvs. eksportørerne) til at hæve prisen målt i dollar som kompensation for, at dollaren er mindre værd i deres egen valuta.

Olie og energi er vigtige elementer i produktionen af landbrugs- og andre råvarer. En betydelig del af de samlede driftsomkostninger i landbruget er således udgifter til energi. Det indebærer, at priserne på andre råvarer som fx fødevarer og metaller på langt sigt korrelerer med de globale energipriser. Den internationale handel med landbrugsråvarer er steget over de sidste 50 år, men andelen af den samlede produktion, der handles på verdensmarkedet, er stadig betydeligt mindre end i industrisektoren. Det giver større basis for, at lokale og regionale efterspørgsels- og udbudsforhold kan påvirke priserne på landbrugsvarer. Korrelationen mellem ændringerne i priserne på olie og på henholdsvis fødevarer og metaller er dog steget markant i de sidste 20 år, jf. figur 5. Det kan bl.a. hænge sammen med øget globalisering, øget produktion af biobrændsel og flere finansielle investeringer i råvarehandel.

Råvareprisernes udvikling påvirkes af konjunktursvingningerne i verdensøkonomien og regionalt. Særlige forhold på råvaremarkederne kan dog også medføre længerevarende udsving i priserne. Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt muligheden for "spekulation" i handel med råvarederivater kan påvirke råvarepriserne. Endelig kan der være underliggende strukturændringer i verdensøkonomien og i produktionsteknologien, som kræver, at råvarepriserne tilpasser sig til et ændret langsigtsniveau. I det følgende diskuteres disse forhold nærmere.

Cykliske udsving
I forhold til tidligere år var der i 2010 en særligt kraftig stigning i olieefterspørgslen fra landene uden for OECD. Det gælder især Kina, som øgede sin olieefterspørgsel med 12 pct. mod en gennemsnitlig årlig stigning på lidt over 7 pct. i 2004-09.¹⁵ Normalt er produktionen fra OPEC i stand til at udfylde gabet mellem efterspørgsel og udbud, idet udbuddet fra olieproducenterne uden for OPEC, fx Rusland og Canada, ligger forholdsvis fast. Udviklingen i 2010 har dog sat markedet for råolie under pres.

Også markederne for fødevarer og metaller var i 2010 pressede af en stigende forskel mellem forbrug og produktion. Det globale udbud af mange landbrugsråvarer faldt, mens efterspørgslen stort set var uændret. Derfor faldt lagrene.¹⁶ Da lagre udgør en stødpude, der kan opfange stød til udbud og efterspørgsel og dermed mindske prisudsvingene, vil små lagre give en tendens til større prisudsving. Lagrene er små, når produktionen har svært ved at følge med efterspørgslen, og priserne bliver relativt høje. Der kan derfor fremkomme en positiv sammenhæng mellem råvareprisernes niveau og deres udsving.

Udviklingen i verdensøkonomien vendte til et begyndende opsving i 2009-10, men den kraftige stigning i råvarepriserne peger på, at også andre forhold end de rent konjunkturbetingede har spillet ind. Hvis investeringerne i råvareproduktion reagerer med forsinkelse på ændringer i udbud og efterspørgsel, og der samtidig går lang tid, fra investeringerne foretages, til ny produktionskapacitet er klar, kan der komme langsomme cykliske udsving i priserne – en såkaldt supercykel. Disse cykliske udsving følger ikke nødvendigvis den generelle konjunkturudvikling i økonomien. I fx olie- og minedrift kan tidsrummet fra investering til produktionsstart være ti år eller mere.¹⁷

Investeringerne i råvareudvinding har været lave i mange år efter en længere periode i 1990'erne med lave råvarepriser. Samtidig er omkostningerne ved at investere i fx oliedrift steget kraftigt i de senere år. Denne situation har ført til knaphed og lagt et opadgående pres på råvarepriserne, som blev midlertidigt afbrudt i 2008-09 af effekterne af den globale økonomiske krise.¹⁸Hvis den almindelige konjunkturcykel og den langsigtede trend i råvarepriserne filtreres fra, ses en udviklingstendens svarende til en supercykel i råvarepriserne, hvor flere råvarer havde opsving i 1960-70'erne og igen siden slutningen af 1990'erne, jf. figur 6. Landbrugsråvarer som hvede og bomuld ses at have mindre amplitude, hvilket bl.a. kan skyldes kortere tidsrum mellem investering og produktion.

Prisbobler?
På det seneste er der opstået en international debat om, hvorvidt handlen med råvarederivater har skabt en prisboble på råvaremarkederne. Ved en boble forstås en situation, hvor prisudviklingen ikke følger "fundamentals", dvs. markedernes underliggende udbuds- og efterspørgselsforhold.

Handlen med futures spiller en central rolle på råvaremarkederne. Råvarefutures er standardiserede kontrakter om at levere en bestemt mængde råvarer af en given kvalitet på et bestemt fremtidigt tidspunkt til en på forhånd fastsat pris. På futuresmarkedet deltager både "hedgers", der afdækker risiko fra fremtidige prisændringer, og investorer eller "spekulanter", der tager risiko. Hedgers vil typisk være råvareproducerende eller råvareforbrugende virksomheder, der ønsker at sikre sig en fast pris på deres fremtidige salg eller køb af råvaren. Spekulanter er aktører, der uden at afdække deres risiko indtræder i en futureskontrakt i forventning om at opnå et afkast ved at udnytte forskellen mellem råvarens futurespris og dens forventede fremtidige spotpris. Arbitrageadfærd på råvaremarkederne sikrer, at der er et bånd mellem futures- og spotpriserne, jf. boks 1.

I de senere år er der sket en markant stigning i omsætningen af afledte finansielle instrumenter, hvis afkast er knyttet til udviklingen i priserne på råvarefutures, og nye råvarederivater er udviklet for at øge finansielle investorers mulighed for at sprede deres porteføljer. Denne udvikling kan have øget efterspørgslen efter råvarefutures. Spørgsmålet er, om stigende efterspørgsel efter råvarefutures også har bidraget til at hæve spotpriserne eller udsvingene heri.

Der er bred enighed om, at den stigende handel med råvarederivater ikke har været hoveddrivkraften bag de senere års udvikling i råvarepriserne. Der er dog nogen uenighed, om udviklingen på derivatmarkederne overhovedet har spillet en rolle for prisudviklingen.¹⁹ Et udbredt synspunkt er, at spekulation på råvaremarkederne kun kan drive spotpriserne i vejret, hvis den indebærer, at udbuddet af råvarer på spotmarkedet holdes tilbage for at opbygge spekulative lagre.

Analysen i boks 1 viser, at både de aktuelle spotpriser og de aktuelle futurespriser varierer positivt med de forventede fremtidige spotpriser, der afhænger af de forventede fremtidige udbuds- og efterspørgselsforhold på spotmarkederne. Hvis spekulanterne handler på basis af fejlagtige forventninger om de fremtidige markedsforhold, kan spekulation i en periode påvirke spotprisen i en anden retning end tilsagt af de underliggende udbuds- og efterspørgselsforhold. Spekulanterne har imidlertid en egeninteresse i at lave de bedst mulige gæt på de fremtidige spotpriser. Det er derfor ikke sandsynligt, at en evt. øget spekulativ aktivitet i derivatmarkederne systematisk skulle drive råvarepriserne i vejret.

Analysen i boks 1 viser også, at spotpriser og futurespriser på råvarer påvirkes af de risikopræmier, der kræves af spekulanterne. Det kan tænkes, at disse risikopræmier i stigende grad samvarierer med risikopræmierne på de finansielle markeder i takt med, at investering i råvarederivater vinder større udbredelse som alternativ til at investere i andre finansielle aktiver. Udsving på de finansielle markeder kan dermed tænkes at forplante sig til råvaremarkederne i større grad end tidligere. Volatiliteten i råvarepriserne i 2000'erne lå generelt højere end i 1990'erne, og i perioder med stor økonomisk usikkerhed har den været særligt høj, jf. figur 7. Empiriske undersøgelser har imidlertid haft vanskeligt ved at afdække, om spekulative handler i råvarederivater medfører systematiske udsving i spotprisen. Spekulative investorers rolle synes primært at være at tilføre likviditet til råvaremarkederne.²⁰

Den globale udvikling i indkomster og produktion peger endvidere på, at gængse udbuds- og efterspørgselsforhold i store træk kan forklare den kraftige olieprisstigning i 2010. Et simpelt regneeksempel viser dette. Det globale BNP, og dermed de samlede indkomster, steg med 5 pct. i 2010. Den gennemsnitlige oliepris steg med næsten 20 dollar pr. tønde, svarende til en stigning på godt 30 pct. i forhold til 2009. Multiplikatoreffekten på BNP-væksten af en olieprisstigning på 10 dollar skønnes til omkring 0,2 procentpoint, og den globale BNP-vækst ville derfor uden en olieprisstigning på 20 dollar have været 5,4 pct. i 2010. På grund af tendensen til øget energieffektivitet vil en given procentvis stigning i det globale BNP ikke udløse den samme procentvise stigning i den globale olieefterspørgsel. En BNP-vækst på 5,4 pct. skønnes således kun at udløse en stigning i olieefterspørgslen på 3,8 pct. (svarende til en indkomstelasticitet på 0,7). Den faktiske olieproduktion i 2010 steg med 3,2 pct., og overskudsefterspørgslen var derfor umiddelbart 0,6 pct. Den faktiske olieprisstigning i 2010 på godt 30 pct. kan opfattes som den stigning, der skulle til for at fjerne overskudsefterspørgslen. Det svarer til en kortsigtet numerisk priselasticitet i olieefterspørgslen på 0,6/30 = 0,02, hvilket er i overensstemmelse med den af Den Internationale Valutafond, IMF, estimerede elasticitet. Ifølge denne beregning kan de stedfundne olieprisstigninger forklares med knaphedsforhold på markedet.²¹

Niveauskifte?
Det debatteres også, om de senere års udvikling i råvarepriserne afspejler et niveauskifte som følge af underliggende strukturændringer, der kræver, at priserne tilpasses til et højere langsigtet niveau. Målt i forhold til BNP bruger vækstøkonomierne betydeligt mere olie end fx EU. Globaliseringen af verdensøkonomien har betydet, at en stor del af industrilandenes fremstillingssektor er flyttet til Kina, især siden landet i 2001 blev medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO. I takt hermed har Kina kraftigt forøget sin efterspørgsel efter olie, metaller og andre råvarer. Kinas import af metaller til industrien udgør nu en betydelig del af den globale efterspørgsel. En tilsvarende udvikling ses i andre udviklingslande med høj vækst, og generelt er produktionen i vækstøkonomierne mere råvareintensiv end i de avancerede økonomier. Resultatet er, at den globale efterspørgsel efter industrielle råvarer er blevet større.

På langt sigt synes råvareefterspørgslen i udviklingslandene at udvikle sig som en konvergensproces mod de avancerede økonomier. Når BNP pr. indbygger vokser, stiger også energiefterspørgslen, men det er tydeligt, at stigningen tager af ved høje indkomstniveauer, jf. figur 8. Den store forskel i energiforbruget mellem USA og EU hænger bl.a. sammen med forskelle i beskatningen af energi, herunder benzin.

På fødevareområdet indebærer højere indkomster og urbanisering i udviklingslandene bl.a. større forbrug af kød, som kræver mere korn, især majs, i produktionsprocessen. Kina er i de senere år begyndt at importere majs som foderstof til en stigende bestand af kvæg, hvor landet før var selvforsynende. Med de store forskelle i kalorieforbruget pr. person mellem rige og fattige lande må man forvente, at udviklingslandene vil øge deres fødevareefterspørgsel i takt med, at de bliver rigere. Fødevareproduktionen lægger i stigende grad beslag på resurserne. Historisk er landbrugsproduktionen vokset stærkere end den globale befolkning. En stor del af stigningen i udviklingslandenes afgrøder er kommet fra inddragelse af ny jord. I fremtiden bliver konkurrencen om jorden og om naturresurser som fx vand større bl.a. som følge af urbanisering og øget produktion af biobrændstoffer kombineret med fortsat befolkningstilvækst. Skærpet konkurrence om jord til alternative anvendelser kan gøre det vanskeligere at udvide landbrugsproduktionen.

På den baggrund må stigende efterspørgsel forventes at føre til stigende priser. Den tætte korrelation mellem energi- og andre råvarepriser peger på, at konvergensprocessen omfatter alle råvarer. Det betyder, at de nuværende prisstigninger formentlig må ses som del af en længerevarende tilpasningsproces til et permanent højere niveau for de relative priser på råvarer.

scenarier for udbud og efterspØrgsel

Der er mange bud på, hvordan råvarepriserne vil udvikle sig fremover, drevet af forskellige forventninger til udbuds- og efterspørgselsforholdene. Usikkerhedsfaktorerne er mange og omfatter både økonomiske og demografiske faktorer som udviklingen i teknologi og i politiske beslutninger om fx energisubsidier. IEA (2010) præsenterer en modelbaseret fremskrivning af udbud og efterspørgsel efter primær energi frem til 2035. Det sker under tre politikscenarier med forskellig grad af udfasning af energisubsidier. Fremskrivningerne illustrerer tydeligt, hvor stor betydning de næste årtiers politik har for udviklingen i råvareefterspørgslen og dermed råvarepriserne.²²

Den nuværende tendens til stigende efterspørgsel efter energi forudses at fortsætte, og IEA venter i det centrale scenario, at efterspørgslen i 2035 vil være vokset med 36 pct. i forhold til 2008. Der ventes et vist skifte i sammensætningen af energiefterspørgslen frem mod 2035 til fordel for øget anvendelse af alternative energikilder som kerneenergi og biomasse. Fossile brændstoffer (olie, kul og naturgas) forudses dog fortsat at udgøre over halvdelen af den samlede efterspørgsel efter primær energi.²³

På udbudssiden er den primære udfordring ifølge IEA at få tilvejebragt de globale resurser af energityper i et tempo, der kan følge med efterspørgslen. Hovedparten af den produktionsfremgang, som skal finde sted de næste årtier, vil ifølge IEA komme fra landene uden for OECD-området. Olieproduktionen i de to mindst energibesparende politikscenarier ventes at blive øget 18-29 pct. til omkring 100 mio. tønder dagligt i 2035 sammenlignet med ca. 83 mio. tønder dagligt i 2009. De eksisterende felters alder betyder, at produktionen herfra vil aftage fra ca. 68 mio. tønder dagligt til ca. 16 mio. tønder dagligt i det centrale scenario. Dermed imødekommes størstedelen af olieefterspørgslen i fremskrivningsperioden af udvinding fra uudviklede felter og endnu ikke opdagede oliefelter.

Råvareprisen bestemmes i prognosen som den pris, der er nødvendig for at stimulere tilstrækkelige udbudsforøgende investeringer, sådan at udbuddet og efterspørgslen balancerer. For olie er den nødvendige prisændring betragtelig. Afhængigt af politikscenario skal prisen på råolie (nominelt) stige til 163-244 dollar pr. tønde i 2035 fra et niveau på ca. 60 dollar pr. tønde i 2009 for at balancere udbud og efterspørgsel. Den største pristilpasning finder sted i scenariet med de nuværende politikker, hvor der kræves en real prisstigning på 124 pct. Tilsvarende store reale pristilpasninger har dog fundet sted inden for de seneste fire årtier.

En væsentlig usikkerhedsfaktor i sådanne fremskrivninger er, hvordan udbud og efterspørgsel på energimarkederne reagerer på stigende indkomster og priser – de såkaldte indkomst- og priselasticiteter. Større priselasticiteter i udbud og efterspørgsel mindsker de langsigtede olieprisstigninger. Mange udviklingslande bruger offentlige subsidier på energiområdet for at nedbringe energiomkostningerne for husholdninger og virksomheder. Ofte er slutprisen reguleret, så subsidie-elementet varierer positivt med udviklingen i verdensmarkedsprisen, og energiefterspørgslen i det pågældende land dermed forbliver upåvirket. Disse subsidier er med til at sænke priselasticiteten i den globale olieefterspørgsel, hvilket øger udsvingene i verdensmarkedsprisen. Generelt er priselasticiteten i olieefterspørgslen lavere i udviklingslandene end i industrilandene, bl.a. på grund af disse prissubsidier. Hertil kommer den tætte korrelation mellem olieprisen og andre råvarepriser, som øger olieprisens gennemslag på de samlede forbrugerpriser. Betydningen af skatter og subsidier på energiområdet fremgår også af, at energiintensiteten i produktionen er langt større i USA end i EU.

Stigende olie- og energipriser lægger pres på offentlige budgetter, som subsidierer energiforbrug. En sådan udvikling kan allerede iagttages. På langt sigt må befolkningsvækst forventes at føre til stigende pres på en række udtømmelige resurser som fx fossile brændstoffer. Sammen med hensynet til klima og miljø taler dette for at afvikle de omfattende subsidier til fossile energikilder i mange lande til fordel for en beskatning, der kan mindske de negative eksterne effekter af disse energiformer.

konklusionER

De seneste råvareprisstigninger skyldes flere faktorer: Stigende global efterspørgsel trukket af vækstøkonomierne, depreciering af dollar, mangelfulde investeringer i ny produktionskapacitet efter flere år med lave priser, udbudschok som følge af ekstremt vejr, prissubsidier og eksportbegrænsninger. En del af prisstigningerne er betinget af cykliske faktorer, mens en anden del afspejler en langsigtet tilpasning til et højere prisniveau.

Hovedforklaringen på råvareprisstigningerne er, at mere råvareintensive vækstøkonomier såsom Kina har fået en større plads i verdensøkonomien siden 2000, og at især olieproduktionen ikke har kunnet følge med denne udvikling. Energiintensiteten i den globale produktion har ganske vist været faldende siden 1970'erne, og denne udvikling i retning af mere energieffektiv produktion ventes at fortsætte fremover. Den økonomiske fremgang i de nye vækstøkonomier er imidlertid så kraftig, at den globale olieefterspørgsel er steget hurtigere end produktionskapaciteten. En tilsvarende stigning i efterspørgslen kan ses for en række andre råvarer, hvorved der synes at være sket et skifte til et højere niveau for de relative råvarepriser.

Den resurseintensive industrialiseringsproces i de asiatiske økonomier vil fortsætte i en årrække. Selv om stigningen i vækstøkonomiernes råvareefterspørgsel må ventes at aftage i takt med, at indkomsten pr. indbygger vokser, er der tvivl om, hvorvidt produktionskapaciteten i olieindustrien kan følge med den stigende efterspørgsel. IEA's fremtidsscenarier peger på fortsatte mærkbare olieprisstigninger, og IMF vurderer, at oliemarkedet befinder sig i en periode af stigende mangel. På grund af den tætte priskorrelation kan det også påvirke andre råvarepriser. Hertil kommer det generelle pres på resurseudnyttelsen som følge af verdens stigende befolkning.

Samlet set er der altså flere faktorer, der giver grund til at vente højere relative priser på råvarer i fremtiden. Muligheden for at skifte til alternative energikilder og eventuelle politiske beslutninger om at omlægge fra subsidiering til beskatning af fossile energikilder vil dog kunne afdæmpe denne udvikling.

LITTERATUr

BP (2010), Statistical Review of World Energy, juni.

Cuddington, John T., Daniel Jerrett (2008), Super Cycles in Real Metals Prices? IMF Staff Papers, vol. 55, nr. 4, side 541-565.

Danske Research (2011), Commodities 2011, januar.

FAO (2010), Food Outlook, november.

Global Subsidies Initiative (2010), Untold billions: Fossil-fuel subsidies, their impacts and the path to reform, marts.

Hamilton, James D. (2008), Understanding Crude Oil Prices, University of California, San Diego.

IEA (2010), World Energy Outlook.

IEA, OECD, OPEC og Verdensbanken (2010), Analysis of the scope of energy subsidies and suggestions for the G20 initiative, joint report, juni.

IMF (2006), World Economic Outlook, september.

IMF (2011), World Economic Outlook, april.

Inter-American Development Bank (2010), What determines investment in the oil sector?, Working paper, nr. 209.

Irwin, Scott H., Dwight R. Sanders, Robert P. Merrin (2009), Devil or Angel? The Role of Speculation in the Recent Commodity Price Boom (and Bust), Journal of Agricultural and Applied Economics, vol. 41, nr. 2, august.

O'Connor, J. og D. Orsmond (2007), The recent rise in commodity prices: a long-run perspective, Reserve Bank of Australia Bulletin, april.

OECD (2011), Economic Outlook, nr. 89, maj.

OECD-FAO (2011), Agricultural Outlook, juni.

OECD-FAO (2010), Agricultural Outlook, juni.

Wurzel, E., L. Willard, og P. Ollivaud, (2009), Recent Oil Price Movements, OECD Working Papers, nr. 737.