2. Betalingsformidling i historisk perspektiv
Krav og metoder til gennemførelse af betalinger har gennem tiden ændret sig mærkbart. Udviklingen inden for betalingsformidling har grundlæggende bestået af tre elementer:
- Fremkomsten af nye betalingsmidler og -instrumenter, som blev anvendt i gennemførelsen af handler.
- Etableringen af nye institutioner, hvorigennem betalinger blev kanaliseret fra afsender til modtager.
- Udviklingen af nye regler, procedurer og systemer, hvormed betalinger blev reguleret og gennemført.
Ændringer i betalingsformidlingen på et af ovenstående områder har typisk været drevet af et ønske om en så effektiv og sikker betalingsformidling som mulig.[1] Ofte er ændringer sket som en naturlig følge af fx stigende handel, nye samfundsstrukturer og teknologiske landvindinger.
I dette kapitel præsenteres en række centrale hændelser i den historiske udvikling hen imod den betalingsformidling, som kendes i dag. Indledningsvist beskrives skiftet fra bytte- til pengeøkonomi, og den betydning et stabilt møntvæsen havde for betalingsformidlingen.
Dernæst gennemgås, hvordan banker i middelalderen fik en central placering i forbindelse med fremkomsten af en kreditbaseret betalingsinfrastruktur. I den periode blev også likviditetsbesparende procedurer for netting af betalinger forud for betalingsafviklingen indført. Endvidere redegøres for den betydning først clearingbanker og siden centralbanker fra midten af 1500-tallet fik for stabilisering og effektivisering af betalingsformidlingen.
I den sidste del af kapitlet gennemgås udviklingen i Danmark i perioden 1700-1900, hvor udviklingen generelt skete noget senere end i de mest udviklede lande i Europa. Den historiske gennemgang afsluttes i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor det danske pengeinstitutsystem centreret om Nationalbanken var på plads.
2.1 Fra bytteøkonomi til pengeøkonomi
I en moderne markedsøkonomi betragtes bytteøkonomi, hvor handler gennemføres ved udveksling af varer mod andre varer, som et kuriosum, der kun anvendes i udviklingslande eller i perifere sammenhænge i det økonomiske kredsløb. Man skal dog ikke længere tilbage end til 1800-tallet, førend en meget en stor del af befolkningen i Danmark og andre vesteuropæiske lande kun i beskedent omfang købte og solgte varer og tjenester med brug af penge.[2] Indtil da blev penge først og fremmest anvendt ved handlen i byerne og i udenrigshandlen samt i forbindelse med statens indtægter og udgifter. Dette var et resultat af, at landbefolkningens eksistens hovedsageligt byggede på en naturalieøkonomi, hvor produktion til eget forbrug spillede en stor rolle. Herved blev behovet for penge til gennemførelse af handelstransaktioner begrænset.
2.1.1 Fremkomsten af pengebaseret handel
Udviklingen fra bytte- til pengebaseret handel skete i takt med overgangen fra et samfund, hvor man altovervejende var selvforsynende, til et samfund, hvor den enkelte producerede varer og tjenester, der kunne sælges og danne grundlag for køb af varer og tjenester produceret af andre. Den øgede afhængighed af handel – og dermed af penge – er således en logisk konsekvens af en øget specialisering/arbejdsdeling i samfundet.
Overgangen fra bytte- til pengeøkonomi foregik ved, at en vare blev "ophøjet" til at have status som penge. For at en vare kunne udfylde rollen som penge, og dermed løse problemerne forbundet med byttehandel, skulle den opfylde følgende tre betingelser[3]:
- Den skulle være et generelt accepteret betalingsmiddel ("bytteobjekt"), dvs. have en nytteværdi for alle parter.
- Den skulle kunne anvendes til opsparing, hvorved køb og salg af varer og tjenester ikke behøvede at falde sammen tidsmæssigt.
- Den skulle kunne fungere som måleenhed ved prisfastsættelsen af varer. Uden en fælles måleenhed skulle der fastlægges relative priser for alle kombinationer af varer, som blev handlet.[4]
Gennem historien har mange forskellige varer fungeret som penge, men i sidste ende blev det metaller, først og fremmest sølv og guld, der blev den dominerende form for penge. Inden man fik mønter, indgik sølv og guld i handelstransaktioner efter vægt.
Metallernes værdi afhang af deres brugsværdi, som for sølv og guld bestod i at kunne anvendes i produktionen af smykker og andre prydgenstande. Dette forhold blev der ikke ændret væsentligt på, da man begyndte at producere mønter.
2.1.2 Mønter, Greshams lov og møntningsgevinst
Overgangen til mønter medførte, at afregningen efter indgåelse af en handel blev lettere, fordi man ikke længere behøvede at veje det metal, som køber skulle aflevere. Et effektivt møntvæsen forudsatte dog, at der var tillid til møntproducenten, og at der var mønter med værdier, som var anvendelige i handlen.
Grækerne var de første europæere, som lavede mønter svarende til dem, der kendes i dag. De tidligste mønter er fra omkring 650 f.kr. og blev lavet i Lydien, der lå i den vestlige del af det nuværende Tyrkiet.[5]
De første mønter i Danmark var romerske og kendes fra arkæologiske udgravninger fra omkring 100 e.kr,[6] og brugen af udenlandske mønter i Danmark dokumenteres af talrige arkæologiske fund. Ud over romerske mønter har fundene typisk bestået af tyske, angelsaksiske, arabiske og byzantinske mønter. Produktion af sølvmønter i Danmark begyndte omkring år 800, men først under Knud den Store (1018-35) etableredes det første velordnede møntvæsen i Danmark.
Fremkomsten af mønter ændrede ikke på, at deres værdi i handelstransaktioner fortsat var snævert knyttet deres sølv- eller guldindhold (metalværdi).[7] Det illustreres af den ofte opståede situation, hvor der cirkulerede mønter med samme pålydende værdi, men med forskellig metalværdi. Her pressede de "dårlige" mønter med lav metalværdi de "gode" mønter med høj metalværdi ud af omløb, idet man foretrak at spare op i mønter med størst værdi. Denne effekt kaldes Greshams lov, jf. boks 2.1.
| GRESHAMS LOV |
Boks 2.1
|
|
Ifølge Greshams lov vil en situation med to forskellige mønter med samme pålydende værdi medføre, at de "dårlige" mønter med lav metalværdi fortrænger "gode" mønter med høj metalværdi fra handlen, idet man vil foretrække at spare op i de mønter, som har den højeste metalværdi. I ekstreme tilfælde har Greshams lov indebåret, at mønterne med den høje metalværdi gled helt ud af cirkulation, hvilket kunne føre til en mangel på betalingsmidler. Det skyldtes, at når en del af mønterne blev inaktive i transaktionsøjemed, svarede det i praksis til en reduktion af pengemængden. Med en uændret pengeefterspørgsel har det alt andet lige virket deflationært og dermed hæmmende på handlen og den økonomiske aktivitet. Greshams lov anvendes ofte til at begrunde vanskelighederne ved at opretholde en stabil pengemængde i et møntvæsen baseret på både sølv og guld. Greshams lov gjaldt dog også i møntvæsener baseret på ét metal, såfremt det relative forhold mellem mønternes pålydende værdi og metalværdi ikke var ens, jf. beskrivelsen i afsnit 2.4.1 af det danske møntvæsen baseret på forskellige sølvmønter i 1700-tallet. Årsagen til Greshams lov lå i de pengeudstedende myndigheders forsøg på at fastlåse mønternes markedsværdi til en given pålydende værdi frem for at lade mønternes værdi blive bestemt af udbud og efterspørgsel, der tog hensyn mønternes metalværdi. Virksomheder og borgere har derfor ofte som modtræk over for Greshams lov, også selv om der var forbud imod det, ladet mønter indgå i handler med forskellig værdi afhængig af deres metalindhold. Greshams lov havde også en international dimension, når udenlandske mønter med et højt sølvindhold via handel kom til et land, hvor mønternes sølvindhold var lavt. Her gik de udenlandske mønter ofte endegyldigt ud af cirkulation, fordi de blev omsmeltet til indenlandske mønter med lavt sølvindhold. Herved tilfaldt der en seignorage til de indenlandske myndigheder. Et eksempel herpå var danske mønters omsmeltning til preussiske mønter under syvårskrigen (1756-63), jf. afsnit 2.4.3. |
|
Retten til at producere mønter blev typisk monopoliseret af konger og fyrster. Dette skyldtes, at møntproduktionen indebar en møntningsgevinst, også kaldet seignorage, som opstod ved, at mønternes pålydende værdi oversteg produktionsomkostningerne.
Gennem historien har der været talrige eksempler på udtynding af mønters metalindhold med henblik på at forøge møntningsgevinsten. Dette faldt ofte sammen med, at et land havde brug for at finansiere krige eller af andre grunde manglede penge. Udtynding af mønters metalindhold fik karakter af inflation, når sælgernes krav til metalindhold i mønter ved indgåelse af handelstransaktioner forblev uændret.
I værste fald fik reduktionen af mønters metalindhold karakter af hyperinflation, hvorved tiltroen til mønter for en periode helt forsvandt med alvorlige negative følger for handlen. For at genskabe tilliden til mønterne førte hyperinflation næsten altid til, at møntvæsenet blev reformeret, og man genoptog produktionen af mønter med et acceptabelt metalindhold. Møntreformen var typisk en konsekvens af, at fyrsten eller kongen ellers måtte have accepteret, at betalinger var foregået med andre betalingsmidler, fx udenlandske mønter.[8]
2.2 Banker og kreditbaseret betaling i middelalderen
I middelalderen opstod en ny type institutioner, som bidrog til en smidigere betalingsformidling ved at veksle udenlandske mønter om til lokale mønter, der var lettere at få accepteret i den lokale handel. I Italien begyndte disse vekselinstitutioner at udstede veksler, som modsvarede deponerede sølv- og guldmønter. Disse veksler fik karakter af betalingsinstrumenter, som kunne anvendes ved gennemførelsen af handelstransaktioner.[9]
I starten var de udstedte veksler fuldt ud modsvaret af deponerede mønter, men relativt hurtigt skete udstedelsen af veksler ikke længere på fuldt dækket basis, hvorved vekselbureauerne udviklede sig fra rene indskudsbanker til banker i moderne forstand, som også foretog udlån. Dermed var der åbnet for betalinger baseret på formaliseret kreditgivning. På grund af de risici, kreditgivningen gav anledning til, blev veksler omfattet af juridiske foranstaltninger, som skulle lette vekslernes omsættelighed og gældsinddrivelsen hos debitor, hvis denne ikke overholdt sine betalingsforpligtelser.
2.2.1 Norditaliens vekselbureauer – de første europæiske banker
I middelalderens Europa, med mange selvstændige konge- og fyrstedømmer, var antallet af mønter meget omfangsrigt, hvilket besværliggjorde fastlæggelsen af mønternes værdi. Da den enkelte mønts værdi desuden var stærkt afhængig af metalindholdet, blev værdifastsættelsen yderligere vanskeliggjort af kvalitetsforskelle mellem mønter af samme type på grund af udtynding af metalindhold, slid og "klipning".[10] Begrebet klipning dækker over, dels at indehavere af mønter klippede små stykker metal af mønterne, dels at mønter i forbindelse med en handel blev delt i to, såfremt sælger ikke havde skillemønt, der modsvarede forskellen mellem værdien af købers mønt og den solgte vare.
De mange forskellige mønter og møntkvaliteter gav i 1100-tallet grobund for vekselbureauer i Norditalien, som specialiserede sig i at veksle mønter, meget lig vore dages valutahandel. Behovet for møntveksling var en konsekvens af, at fremmede mønter ikke blev accepteret som betalingsmiddel. Den manglende accept kunne skyldes enten et egentligt forbud mod at anvende dem i lokalområdet eller usikkerhed om de fremmede mønters metalindhold (værdi).[11]
Vekselbureauerne vekslede i starten alene fremmed mønt mod lokal mønt, men gik over til at veksle mønt mod veksler, som fik status som betalingsinstrumenter i lokalområdet, jf. boks 2.2. Anvendelsen af vekslerne i handlen indebar, at de handlendes omkostninger forbundet med at kontrollere mønters kvalitet blev reduceret.
| VEKSLER – DE FØRSTE EUROPÆISKE BETALINGSINSTRUMENTER |
Boks 2.2
|
|
De veksler, som norditalienske vekselbureauer udstedte ved deponering af mønter hos dem, blev anvendt i handlen til betaling og kan betragtes som de første europæiske betalingsinstrumenter. De kan ikke sidestilles med et betalingsmiddel i moderne forstand, fordi den endelige gennemførelse af betalingen i princippet først skete ved sælgerens indlevering af vekslen i vekselbureauet mod udlevering af sølvmønter, jf. definitionen af betalingsmidler og -instrumenter i kapitel 7. For de handlende fik vekslerne dog ofte karakter af et betalingsmiddel (penge), da der tit anvendtes adskillige handelstransaktioner, inden de blev søgt indløst mod mønter i vekselbureauet. Vekslerne indebar en risiko for indehaverne, da de erfaringsmæssigt ikke kunne være sikre på, at vekselbureauet altid var i stand til at indfri disse. Et karakteristisk træk ved vekslerne var derfor, at de i handler typisk indgik til en kurs under pari. Der er dog også eksempler på, at hensigtsmæssigheden ved at anvende veksler i handlen medførte, at de fik en kurs over pari i forhold til mønter. Overkursen på vekslerne kan i disse situationer desuden have været betragtet som betaling for, at vekselbureauet/banken sørgede for en effektiv kontrol af deponerede mønters metalværdi, samt at der ikke blev udstedt veksler, der ikke var dækning for. |
|
| Kilde: Kindleberger (1993). | |
De norditalienske vekselbureauer betragtes ofte som de første banker. Der var i begyndelsen tale om rene indskudsbanker. Andre former for bankvirksomhed, heriblandt udlån, udgjorde således ingen eller kun en begrænset del af deres indtjening, bl.a. på grund af kirkens modstand mod rente, som blev betragtet som åger.
2.2.2 Bankers medvirken i kreditbaseret betalingsformidling
Middelalderen var fra 1100-tallet kendetegnet ved en stigende handel inden for Europa. For at effektivisere handlen mellem Nord- og Sydeuropa voksede en engroshandel frem centreret om store handelsmesser i Centraleuropa, jf. boks 2.3.
| CLEARING OG AFVIKLING AF BETALINGER PÅ MIDDELALDERENS MESSER |
Boks 2.3
|
|
I middelalderen var der en meget betydelig handel mellem Nordvesteuropa og bystaterne i det nuværende Norditalien. Centrum for denne handel blev messerne i Champagne, hvor handelsmænd fra nord og syd mødtes. Hovedparten af handlen på messerne var med uld- og tøjprodukter fra Nordvesteuropa og krydderier, lægeurter mv. fra Middelhavsområdet. Handlen på messerne i Champagne og på de messer, der tog over efter Champagne i de følgende århundreder, skete inden for faste rammer. I hovedtræk blev h andlen og den efterfølgende betalingsafvikling gennemført i tre trin:
Udligning (netting) af modgående krav er både foregået bilateralt og multilateralt. Uden banker er multilateral netting foregået ved, at alle deltagerne samledes ét sted for at nette betalinger inden den afsluttende afregning; det var fx tilfældet på de spanske messer i 1500-tallet. Anvendelse af netting reducerede de beløb, der skulle afregnes, og mindskede dermed likviditetsbehovet ved betalingsafvikling, jf. sammenligningen af nettoafviklings- og bruttoafviklingssystemer i kapitel 3. Slutresultatet på afregningsprocessen på en messe har været, at nettokøbere på messerne fik reduceret deres indskud eller måtte optage et lån i bankerne, mens nettosælgere fik forøget deres indskud i bankerne. |
|
| Kilde: Cohn (2001), Kindleberger (1993) og Wee (1997). | |
For at understøtte engroshandlen på messerne blev det muligt at foretage betalinger både kontant og med handelskreditter, der ofte blev givet af banker. Desuden indførtes nye rutiner for clearing og afvikling af betalinger baseret på multilateral netting, jf. kapitel 3.
Handelskreditterne blev typisk givet som veksler, som blev understøttet af forskellige juridiske tiltag, der lettede dels vekslernes omsættelighed (vekseldiskontering), dels gældsinddrivelsen hos skyldnerne i tilfælde af misligholdelse af vekslerne.
Afregning af handler med veksler var almindelig praksis. Meget tyder på, at afregning med veksler langt oversteg afregning med mønter, dels fordi det var praktisk, dels fordi den cirkulerende mængde sølvmønter var for lille til at understøtte messernes handelsvolumen.
Løbetiden på vekslerne var normalt kort, ofte således at vekslerne forfaldt til betaling på næste messe, varierende fra få uger til nogle måneder. Det har begrænset kreditrisikoen, idet modparternes kreditværdighed jævnligt kunne bekræftes, når vekslerne ved forfald kunne kræves indløst med mønt. Brugen af veksler har selvsagt også kunnet give anledning til opbygning af større gældsposter over en længere periode, såfremt en deltager på messerne vedblev med at købe varer baseret på handelskreditter.
Bankernes involvering i gennemførelsen af handlerne må især tilskrives det forhold, at flere og flere kreditbaserede handler kom til at foregå mellem parter, der ikke kendte hinanden. Afregning af handler med veksler har således kun været muligt uden banker, så længe det skete inden for en relativt lille gruppe, hvor alle kunne overskue de andre deltageres kreditværdighed. I en større gruppe var der behov for banker, der var specialiserede i at yde kreditter, for at holde kreditrisikoen på handelspartnerne på et acceptabelt niveau.[12]
De banker, som fik en hovedrolle i betalingsformidlingen på de store handelsmesser rundt om i Europa, havde ofte deres oprindelse i de store norditalienske handelshuse eller i vekselbureauerne omtalt ovenfor.[13] Til forskel fra de oprindelige vekselbureauer, der udelukkende udstedte veksler modsvarende deponerede møntbeholdninger, overgik bankerne nu til at udlåne deponerede mønter, hvorved udstedelsen af veksler ikke længere fuldt ud modsvarede de deponerede mønter. Koncentrationen af kreditgivningen i bankerne var betinget af, at deltagerne på messerne anså dem for kreditværdige. Ellers ville veksler trukket på banker ikke være blevet alment accepteret som betaling i forbindelse med handelstransaktioner.[14]
Bankernes tilstedeværelse på flere centrale markedspladser blev desuden udnyttet til formidling af betalinger over lange afstande uden flytning af mønter. Det skete fx ved, at skyldneren i et gældsforhold indbetalte mønt i en banks filial ét sted, mod at banken udstedte en veksel, som blev overgivet til fordringshaveren i gældsforholdet. Fordringshaveren kunne derefter i bankens filial et andet sted få sit tilgodehavende udbetalt mod indlevering af vekslen. I en tid, hvor likviditet var ensbetydende med sølv- og guldmønter, indebar dette en reduktion af de operationelle omkostninger og risici forbundet med pengetransport over længere afstande, herunder risikoen for røveri.
Fremkomsten af banker og anvendelsen af veksler i handlen omfattede ikke alle markeder i middelalderens Europa. Det er således karakteristisk, at samtidigt med at banker blev omdrejningspunktet for formidlingen af betalinger på messerne i Centraleuropa, fungerede handlen blandt købmændene i hansestæderne i Nordeuropa helt uden anvendelse af banker og veksler. Dette skyldtes først og fremmest, at hansestædernes købmænd baserede deres handel på balanceret udveksling af varer (byttehandel) og, når dette ikke var muligt, på betaling med mønt.[15]
2.3 Betalingsformidling med Clearing- og centralbanker
Et vigtigt skridt i udviklingen af den europæiske betalingsformidling var fremkomsten af clearingbanker og centralbanker fra midten af 1500-tallet. Clearingbankernes bidrag til betalingsformidlingen bestod først og fremmest i, at deres høje kreditværdighed bidrog til at reducere kreditrisikoen ved betalingsformidlingen. Centralbankerne bidrog herudover med kreditfaciliteter, som medvirkede til at mindske likviditetsrisikoen i betalingsformidlingen. Centralbankernes udstedelse af alment accepterede pengesedler reducerede endvidere omkostninger og risici ved seddelbaserede betalinger i forhold til en situation, hvor betalingerne blev gennemført med pengesedler udstedt af konkurrerende private banker.
2.3.1 Clearingbanker – Amsterdamsche Wisselbank
En af de mest markante clearingbanker i 1600-tallet var Amsterdamsche Wisselbank.[16] Oprettelsen af banken var myndighedernes reaktion på et uigennemskueligt og kaotisk møntvæsen, der havde muliggjort, at private banker kunne oppebære ekstraordinære profitter gennem spekulative valuta- og pengemarkedsforretninger. Da en begrænsning og regulering af bankernes aktivitet ikke havde den ønskede effekt, vedtog bystyret i Amsterdam at forbyde privat bankvirksomhed og erstatte dem med en offentligt ejet indskuds- og clearingbank i 1609.
Oprettelsen af Amsterdamsche Wisselbank havde som overordnet mål at stabilisere penge- og bankvæsenet for at styrke Hollands position som center for udenrigshandel. Banken bidrog hertil ved at producere mønter af høj kvalitet med stabil købekraft, dvs. hvor forholdet mellem sølvindhold og pålydende værdi blev holdt på et konstant niveau. Tilliden til Amsterdamsche Wisselbank og dermed til dens betalingsafvikling byggede desuden på, at dens kreditværdighed og likviditetsgrad var særdeles god. Denne betingelse var ikke vanskelig at overholde, når bankens vedtægter ikke tillod udlån.
Endvidere etableredes et centraliseret system til afvikling af betalinger. Gennemførelsen af en betaling foregik ved, at afsender overgav en bankveksel trukket på Amsterdamsche Wisselbank til modtager. Ved sælgers indlevering af vekslen til banken, fik denne enten udbetalt købesummen i mønt eller forøget sit indestående på sin konto i banken. For sælger afhang risikoen ved at modtage vekslen alene af køberens betalingsevne, dvs. hvorvidt der var dækning for købesummen på købers konto. Bankveksler trukket på Amsterdamsche Wisselbank kunne, jf. ovenfor, ikke udstedes på grundlag af kreditgivning fra banken.[17]
Clearing- og afviklingssystemet i Amsterdamsche Wisselbank fik hurtigt en dominerende stilling i international betalingsformidling. Dette skyldtes dels Amsterdams dominans i den internationale handel, dels at bystyret forlangte alle betalinger over en vis størrelse afviklet over konti i Amsterdamsche Wisselbank. Centralisering af betalingsformidlingen i én clearingbank medførte, at likviditetsbesparelsen qua den multilaterale netting af kontohavernes ind- og udgående betalinger blev forøget i forhold til en situation, hvor betalinger var blevet formidlet i et netværk af banker, hvor kun bilateral netting var mulig.
Amsterdamsche Wisselbanks rolle aftog gradvist efter 1650, bl.a. fordi London overtog Amsterdams position i den internationale handel. En medvirkende årsag var dog også, at private banker igen blev tilladt og fik del i betalingsformidlingen, bl.a. fordi de kunne tilbyde handelskreditter, hvorved handelshusenes afhængighed af positiv likviditet til dækning af deres betalinger blev mindre. De private bankers handelskreditter reducerede endvidere handelshusenes behov for indbyrdes kreditgivning i form af leverandørkreditter, hvilket reducerede handelshusenes kreditrisiko i betalingsformidlingen.
2.3.2 De første centralbanker – Bank of England
I 1694 blev Bank of England oprettet af en gruppe private forretningsmænd. Formålet med banken var først og fremmest at medvirke til finansieringen af Englands deltagelse i den pfalziske arvefølgekrig (1688-97) gennem direkte lån til den engelske stat og ved at bistå i salget af statsobligationer.[18]
Bank of England fik af Parlamentet eneret til at udstede "offentlige" pengesedler. Som privatejet bank tilfaldt møntningsgevinsten ikke det offentlige, men aktionærerne. Der var dog ikke tale om den første seddeludstedende centralbank i verden. Det var Sveriges Riksbank, der blev oprettet i 1668, jf. boks 2.4.
| SVERIGES RIKSBANK – DEN FØRSTE CENTRALBANK | Boks 2.4 |
|
Sveriges Riksbank, oprettet i 1668, var den første centralbank i verden. I relation til betalingsformidling introducerede Riksbanken en nyskabelse ved som den første centralbank at trykke pengesedler. At Sverige blev foregangsland på området skyldes, at det svenske møntvæsen på dette tidspunkt var baseret på kobbermønter. Det gav i forbindelse med betalinger anledning til en del besvær, idet kobbermønterne havde en lav værdi i forhold til deres vægt. Riksbankens sedler erstattede de "kobbersedler", som kobberminerne havde anvendt, når de udbetalte løn til minearbejderne. Kobbersedlerne var blevet så populære, at de havde fået en kurs, der oversteg værdien af den mængde kobber, de repræsenterede. Kobbersedlernes popularitet må tilskrives, at de indebar en effektivitetsgevinst i forhold til mønterne. Ud over i seddeludstedelsen bidrog Riksbanken ikke til betalingsformidlingen i 1600-tallets Sverige. Når det gjaldt betaling baseret på handelskredit, skete det typisk med veksler trukket på clearingbankerne i Amsterdam og Hamborg svarende til situationen i Danmark, jf. afsnit 2.4.2. |
|
| Kilde: Lindgren (1968) og Kindleberger (1993). | |
Bank of Englands pengesedler blev hurtigt et generelt accepteret betalingsmiddel i London. Som et resultat heraf begyndte guldsmede – hvoraf nogle udviklede sig til at blive egentlige private banker – i stigende grad at deponere deres guldbeholdninger i Bank of England og i stedet anvende bankens pengesedler i forbindelse med betalinger.[19]
Banken fik efterhånden rollen som central clearingbank for de andre banker i London og drog i den forbindelse fordel af, at den i modsætning til Amsterdamsche Wisselbank kunne yde kredit, bl.a. i form af vekseldiskontering. For de private banker indebar låneadgangen i Bank of England, at deres likviditetsrisiko blev reduceret, hvilket alt andet lige øgede deres kapacitet til gennemførelse af store betalinger.
De private bankers låneadgang i Bank of England indebar en styrkelse af den samlede banksektors stabilitet ved at bidrage til, at manglende likviditet i en bank ikke spredtes til andre banker. Hermed opstod et banksystem centreret omkring en centralbank i rollen som "lender of last resort" for de øvrige banker.
Koncentrationen af bankernes guld i Bank of England udgjorde ligeledes fundamentet for et pengemarked, hvor de private banker gennem udveksling af tilgodebeviser (veksler) kunne overføre likviditet indbyrdes.
2.3.3 Betalingsformidling i USA
I USA foregik centraliseringen af betalingsformidlingen omkring clearingbanker i første halvdel af 1800-tallet stort set efter de samme principper som i Europa. Udviklingen i USA var dog påvirket af, at der ikke i samme udstrækning blev udstedt generelt accepterede pengesedler af en centralbank eller en clearingbank. I stedet anvendtes pengesedler udstedt af private banker, som ikke nød samme accept uden for bankernes lokalområde. Som konsekvens heraf opstod en betalingsinfrastruktur, der tog højde for, at private bankers pengesedler i sidste ende skulle flyde tilbage til udstederbanken for at blive indløst, jf. boks 2.5.
| BETALINGSFORMIDLING MED PRIVATE PENGE I 1800-TALLETS BOSTON |
Boks 2.5
|
|
Den amerikanske betalingsformidling omkring Boston i første halvdel af 1800-tallet illustrerer problemerne, når betalinger skulle baseres på pengesedler – udstedt af små private banker – der kun virkede inden for et begrænset geografisk område. Anvendeligheden af de små private bankers pengesedler som betalingsmiddel afhang dels af omkostningerne forbundet med transport af sedlerne hen til udstederbanken, dels af udstederbankens finansielle styrke. Transportomkostningerne bestod først og fremmest af tidsforbrug og risikoen for røveri. Udstederbankens finansielle styrke var relevant på grund af risikoen for tab, hvis pengesedlerne ikke kunne indløses mod mønt, enten fordi den udstedende bank var insolvent inden indløsning (kreditrisikoen) eller midlertidigt ikke havde tilstrækkeligt med sølvmønt (likviditetsrisikoen). Begge faktorer indebar, at diskonteringsrenten (underkursen) på en banks pengesedler var stigende med den geografiske afstand mellem indehaveren og udstederne af en pengeseddel. Dette blev udnyttet af "note brokers" (seddelvekselerer), som opkøbte pengesedler til underkurs og fik dem indløst i mønt til pari i udstederbankerne. Seddelvekselerernes indtjening skulle dække dels transportomkostningerne, dels omkostningerne forbundet med overvågningen af bankernes risikoprofil. Seddelvekselerernes rolle blev i 1820'erne overtaget af Suffolk Bank, som begyndte at indløse sedler udstedt af mindre banker i Bostons opland. Suffolk Bank kunne indløse pengesedlerne til pari, idet de kunne klare opgaven mere effektivt end seddelvekselererne. Det skyldtes, at de mindre banker deponerede en del af deres møntbeholdninger i Suffolk Bank, så indløsningen af sedlerne kunne ske centralt i Boston for alle de tilsluttede banker. Ordningen medførte en reduktion i kreditrisikoen ved at holde de private bankers pengesedler, idet indløsning mod udstederbankens møntbeholdning kunne foregå hurtigere, når sedlerne ikke skulle transporteres ud til udstederbankerne. Koncentrationen af seddelindløsningen ét sted bidrog desuden til stordriftsfordele i overvågningen af de mindre bankers risikoprofil. |
|
| Kilde: Goodfriend (1989) og Calomiris og Kahn (1996). | |
Problemstillingen med pengesedler udstedt af private banker blev reduceret, da den amerikanske regering (Nordstaterne) under den amerikanske borgerkrig (1861-65) begyndte at udstede pengesedler i stor udstrækning. Private bankers seddeludstedelse ophørte i praksis i 1865, da udstedelsen blev pålagt en skat på 10 pct. Fra 1865 og frem til 1913 blev amerikanske pengesedler udstedt af de såkaldte "National Banks" med sikkerhed i amerikanske statsobligationer eller direkte af den amerikanske stat.[20] Fraværet af en centralbank, som kunne tilføre banksystemet likviditet efter behov, udgjorde dog en potentielt destabiliserende faktor i 1800-tallets USA. Denne periode i USA var da også kendetegnet ved relativt hyppige kriser, hvor bankernes likviditetsreserver blev udtømt.[21]
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve – bestående af 12 banker, som varetog centralbankopgaverne i forhold til de private banker i hvert sit distrikt – blev oprettet i 1913. Få år efter oprettelsen blev betalingssystemet Fedwire etableret. Fedwire var baseret på telegrafbaserede betalingsoverførsler, jf. boks 2.6. Introduktionen af den nye teknologi resulterede i en mærkbar effektivisering og reduktion af risici i den amerikanske betalingsformidling ved at afkorte tidsrummet for afvikling af betalinger på tværs af delstaterne.
| FEDWIRES ETABLERING I 1918 |
Boks 2.6
|
|
Da USA i løbet af 1800-tallet blev bundet sammen med et netværk af telegraflinjer, blev der skabt et teknologisk grundlag for en betydeligt hurtigere afvikling af betalinger over lange afstande skabt, sammenlignet med en situation hvor betalingsafviklingen skulle foregå med post eller kurer. Det udnyttede Federal Reserve, da man i 1918 etablerede et telegrafbaseret betalingssystem, Fedwire. Fedwire medførte, at en betaling mellem to banker kunne gennemføres i løbet af kort tid, selv om bankerne ikke førte konto i samme Federal Reserve Bank. Afkortningen af afviklingsperioden indebar, at kreditrisikoen ved betalingsformidling på tværs af USA blev kraftigt reduceret. Ud over en mere effektiv betalingsformidling var beslutningen om at etablere Fedwire i høj grad drevet af et ønske om at styrke den amerikanske pengepolitik ved at skabe ét samlet pengemarked med ensartede rente- og likviditetsvilkår. |
|
| Kilde: Goodfriend (1989). | |
2.4 Betalinger i Danmark 1700-1850
Danske betalinger kunne i starten af 1700-tallet gennemføres med tre forskellige typer sølvmønter, hvilket gav visse problemer for de handlende. Udstedelsen af danske pengesedler til brug i handelstransaktioner begyndte for alvor i 1736 med oprettelsen af Kurantbanken. Det var dog først i midten af 1800-tallet, at pengesedler blev accepteret i hele landet på lige fod med mønter.
Den danske betalingsformidling var langt op i 1800-tallet tæt forbundet med forholdene i Hamborg, hvorigennem en meget stor del af den danske udenrigshandel passerede. Først omkring 1840'erne fik Nationalbanken en central rolle i den danske betalingsformidling, og Hamborgs store betydning for den danske betalingsformidling begyndte at aftage.
2.4.1 Det danske pengevæsen 1700-36
Det danske møntvæsen bestod i starten af 1700-tallet af tre møntfødder: Rigsdaler, kroner og kurant.[22] Kursforholdet mellem de tre mønttyper var ikke konstant som følge af variationer i dels deres sølvindhold, dels efterspørgsels- og udbudsforholdene, der bl.a. var betinget af, at visse betalinger skulle ske i en bestemt møntfod.
Et møntvæsen baseret på tre møntfødder, hvor forholdet mellem mønternes pålydende værdi og sølvindhold ikke var ens, medførte selvsagt problemer, jf. beskrivelsen af Greshams lov i boks 2.1. Disse problemer blev forsøgt minimeret ved at kursfastsætte de forskellige mønter i forhold til hinanden, så mønternes købekraft kom til at svare til deres sølvindhold. I lange perioder var der dog fra myndighedernes side begrænsninger på kursfastsættelsen af mønterne.
Situationen blev ikke mindre kompliceret af, at det danske møntvæsen svarede til det, man anvendte mange steder i Tyskland, lige som danske mønter cirkulerede i Hamborg og hamborgske mønter cirkulerede i Danmark. Ved betalinger skulle man således ikke bare forholde sig til danske mønter, men også tage hensyn til sølvindholdet i tyske mønter.
Hertil kan lægges, at de tre møntfødder ikke var fuldt ud substituerbare ved betalinger, hvorved også udbuds- og efterspørgselsforhold kunne influere på kursen mellem mønterne. Megen gæld i fast ejendom var fx bundet til rigsdaleren, og hvis skyldneren ikke havde beholdninger i denne mønt, måtte der enten veksles til rigsdalere inden gælden forfaldt eller betales et vist tillæg. Værdien af rigsdaleren blev generelt styrket over for de andre mønter, da den var mere gangbar i udlandet, lige som staten i visse forhold foretrak betaling i rigsdalere.
I slutningen af 1730'erne blev kurantfoden den dominerende møntfod i det danske pengevæsen, og problemerne med tre møntfødder var dermed blevet kraftigt reduceret. Denne udvikling var et resultat af, at der ikke blev udstedt nye mønter i de to andre møntfødder, samt at de formodentligt i stor udstrækning var blevet ført ud af landet på trods af et forbud mod dette i det meste af perioden. Det skal endvidere bemærkes, at staten allerede i denne periode, før etableringen af Kurantbanken, havde udstedt de første danske pengesedler for at finansiere den danske deltagelse i den store nordiske krig, jf. boks 2.7.
| DET DANSKE PENGEVÆSEN UNDER DEN STORE NORDISKE KRIG |
Boks 2.7
|
|
I de første årtier af 1700-tallet blev det danske møntvæsen kraftigt påvirket af den store nordiske krig (1700-20). Finansieringen af Danmarks deltagelse i krigen skete dels ved, at staten udstedte de første autoriserede pengesedler i Danmark, dels ved at reducere sølvindholdet i kurantmønterne. Pengesedlerne blev ikke anset for jævnbyrdige med mønter og var heller ikke tænkt som værende af permanent karakter. Dette gav sig bl.a. udtryk i, at betalinger til staten ikke udelukkende måtte ske i sedler, men for mindst halvdelens vedkommende skulle bestå af mønt. Pengesedlernes kurs over for mønt lå derfor konsekvent under pari. I de sidste år under krigen lå kursen på 60-80. Efter krigens afslutning forbedredes kursen, idet sedlerne, som oprindeligt lovet, over en årrække gradvist blev taget ud af omløb. |
|
| Kilde: Hansen og Svendsen (1968). | |
2.4.2 Hamborgs betydning for dansk betalingsformidling 1700-1850
Igennem hele 1700-tallet og langt op i 1800-tallet foregik en meget stor del af den danske udenrigshandel i Hamborg, og Danmark og Nordtyskland hang økonomisk tæt sammen. Et resultat heraf var, at udenlandske mønter i vidt omfang cirkulerede i Danmark, ligesom danske mønter cirkulerede i Hamborg, hvor de også indgik som betaling i en stor del af handlen, som ikke vedrørte Danmark. At dette kunne fungere var en følge af, at Hamborg og Danmark havde møntsystemer med mange ligheder, hvilket gjorde det lettere at anvende hinandens mønter.
Den tætte relation mellem det danske og hamborgske pengevæsen var dog ikke uden problemer, jf. boks 2.8.
| DET DANSKE PENGEVÆSENS RELATIONER TIL HAMBORG |
Boks 2.8
|
|
De nære økonomiske relationer mellem Hamborg og Danmark med tæt sammenvævede møntvæsener indebar, at problemer med det ene områdes pengevæsen ikke kunne undgå at have afsmittende effekter det andet sted. Et eksempel var udtyndingen af sølvindholdet i danske kurantmønter i årene under og efter den store nordiske krig (1700-20). På grund af Greshams lov medførte udtyndingen af de danske kurantmønters sølvindhold, at de fik større anvendelse som betalingsmiddel i Hamborg, end de hamborgske myndigheder ville acceptere. Som modforanstaltning besluttede Hamborg derfor i 1725 at gøre kursen mellem de to områders kurantmønter flydende, lige som Hamborgs banker ikke accepterede indbetalinger i danske kurantmønter. Begge disse tiltag modvirkede, at danske mønter kunne presse Hamborgs egne mønter ud af omløb. Danmarks reaktion var bl.a. at forbyde al vareimport via Hamborg og i stedet kræve, at import skulle ske direkte fra eksportlandet. Den handelskrigs-lignende konflikt sluttede i 1736 med indgåelsen af en traktat, der bl.a. forpligtede Danmark til at producere kurantmønter med et tilfredsstillende sølvindhold. |
|
| Kilde: Hansen og Svendsen (1968). | |
Clearing og afvikling af betalinger i Hamborg var koncentreret i Hamburger Bank, som var oprettet i 1619 under inspiration af ovennævnte Amsterdamsche Wisselbank. Hamburger Bank fungerede som clearingbank frem til 1875, hvor den blev afløst af Reichsbank, den første tyske centralbank. En medvirkende årsag til Hamburger Banks succes var, at den i modsætning til Amsterdamsche Wisselbank fik tilladelse til at låne penge ud, herunder bevilling af handelskreditter.[23]
Hamborgs betydning for dansk udenrigshandel – kombineret med myndighedernes krav om, at alle betalinger over en vis størrelse skulle afvikles over Hamburger Bank – medførte, at alle større danske handelshuse involveret i import/eksport havde konto i Hamburger Bank. Afregning af betalinger forbundet med den danske udenrigshandel i Hamborg foregik således typisk med bankveksler trukket på Hamburger Bank eller med sølvmønter, jf. afsnit 2.3.1.
Kreditbaserede indenlandske betalinger i København og andre byer måtte i fraværet af banker baseres på sælgers bevilling af handelskreditter direkte til køber. Kreditgivning foregik typisk ved udstedelse af veksler eller som kassekredit. Den første danske veksellov blev indført i 1681, men brugen af veksler i indenlandske betalinger blev begrænset af forbud mod visse former for veksler på grund af frygten for åger. Som et resultat heraf var det almindeligt, at også betalinger knyttet til den indenlandske handel blev afviklet med veksler trukket på Hamburger Bank. Vekselbaseret indenlandsk handel uden om Hamborg tog først fart efter 1824, hvor en række lovbaserede restriktioner mod brug af veksler blev ophævet, samtidigt med at Nationalbanken fik interesse i dette forretningsområde, jf. afsnit 2.5.1.
2.4.3 Kurantbanken 1736-1813 – den første seddeludstedende bank
Kurantbankens oprettelse i 1736 skyldtes et ønske om en institution, som kunne bidrage til den økonomiske udvikling i Danmark ved at kanalisere opsparing over i investeringer. Banken var privatejet, men dens virksomhed var kraftigt reguleret fra statens side. Bankens oprettelse var sandsynligvis også inspireret af andre lande, som i mange år havde haft lignende banker, fx England og Sverige, jf. afsnit 2.3.2.
Kurantbanken fik eneret på udstedelse af pengesedler, som skulle være fuldt indløselige mod sølvmønter. Sedlerne skulle have et pålydende på mindst 10 rigsdaler, hvilket gjorde dem uegnede til mindre betalinger. I begyndelsen var sedlerne kun lovligt betalingsmiddel i forbindelse med betalinger til og fra staten, som dog også stod for en stor del af de pengebaserede betalinger i perioden. I private kontraktforhold blev sedler først lovligt betalingsmiddel i 1757. Udstedelse af mindre sedler med pålydende værdi på 1 rigsdaler skete først fra 1762, hvorefter sedlerne blev mere almindeligt anvendt i byhandlen. Først fra slutningen af 1770'erne oversteg udstedelsen af pengesedler møntproduktionen i værdi.
Kurantbankens seddeludstedelse var ikke underlagt nærmere regler, men i hele perioden frem til Napoleonskrigene blev der lagt vægt på, at seddelmængden ikke blev for stor i forhold til beholdningen af sølv. Dette kan bl.a. tilskrives det forhold, at man i 1700-tallet aldrig slap det synspunkt, at pengesedlers værdi først og fremmest var knyttet til, at de kunne omveksles til "rigtige" penge, dvs. sølvmønter.
Indløsningen af Kurantbankens pengesedler mod mønt var i lange perioder suspenderet, primært i perioder med krig eller militær oprustning. Bankens beslutninger om udstedelse af nye pengesedler og suspension af sedlers indløselighed var ligeledes ofte begrundet i, at danske mønter blev udført til udlandet, hvor de blev omsmeltet til andre mønter med lavere sølvindhold. Det var fx tilfældet under den preussiske syvårskrig (1756-63), som Frederik den Store finansierede ved at producere mønter med lavt sølvindhold.
Kurantbanken fik aldrig karakter af clearingbank som Hamburger Bank og Amsterdamsche Wisselbank. Der var overvejelser herom, mens Struensee regerede (1770-72), men de blev aldrig realiseret.
I 1773 blev Kurantbanken overtaget af staten, som derigennem kunne spare renterne på de lån, den havde optaget i banken. Herefter fik seddeludstedelsen utvetydigt karakter af monetær finansiering af statens underskud.
I hele den periode Kurantbanken virkede, var kursen på dens pengesedler afhængig af risikoen for, at sølvindløseligheden skulle blive suspenderet. Sedlernes kurs var ligeledes påvirket af, at de ikke i samme grad som sølvmønter blev accepteret som betaling i udlandet, først og fremmest i Hamborg. Her blev de betragtet som veksler lydende på Kurantbanken, hvorfor de i betalinger indgik til underkurs. Samlet fås dog et billede af, at Kurantbankens pengesedler var rimeligt værdifaste, bortset fra de sidste år inden statsbankerotten i 1813.
2.5 Bankbaseret betalingsformidling i 1800-tallets Danmark
Opbygningen af en pengeinstitutbaseret betalingsformidling i Danmark kom først i gang i 1800-tallet. Første skridt i den retning var Nationalbankens oprettelse efter statsbankerotten i 1813. Nationalbankens væsentligste opgave i de første år var at få stabiliseret og genoprettet tilliden til et seddelbaseret pengevæsen. Da dette var opnået i slutningen af 1830'erne, kunne Nationalbanken for alvor udstrække sin virksomhed inden for den danske betalingsformidling, herunder tilbyde vekselforretninger.
Næste skridt i etableringen af en pengeinstitutbaseret betalingsinfrastruktur i Danmark, der kunne varetage de samme opgaver som Hamborg, begyndte i 1840'erne, hvor de første private banker blev oprettet. I de efterfølgende årtier etableredes de virksomheder, som har været kernen i den danske betalingsinfrastruktur frem til i dag.
2.5.1 Statsbankerotten i 1813 – Nationalbankens oprettelse
Danmarks involvering i Napoleonskrigene efter 1807 medførte, at en stigende krigsinflation satte ind. Udgangen blev gennemførelsen af en større reform i 1813, der er gået over i historien som statsbankerotten. Et centralt element i reformen var opbygningen af et nyt pengevæsen fra grunden med udgangspunkt i en pengeombytning samt oprettelsen af Rigsbanken, der overtog Kurantbankens udstedelse af pengesedler.
På det tidspunkt var de tilbageværende beholdninger af sølv alt for små til at udfylde rollen som betalingsmiddel eller danne grundlag for udstedelse af pengesedler, som kunne indløses mod mønt. Dette problem blev løst ved, at Rigsbankens pengesedler blev udstedt med sikkerhed i et førsteprioritets pant i alle ejendomme i Danmark svarende til 6 pct. af ejendomsværdien. Pantet, som blev forrentet med 6,5 pct., var i praksis en engangsskat på danske ejendomme, der blev "indbetalt" ved optagelse af et lån i Rigsbanken. Indfrielsen af og rentebetalingerne på lånet kunne alene ske mod betaling af sølv. Rentevilkårene på lånet indebar, at der var et klart incitament til indfrielse af pantet, hvorfor Rigsbankens dækning af udstedte pengesedler gradvist overgik til at være baseret på sølv frem for ejendomspant.
Rigsbanken blev i 1818 omdannet til en privat bank, Nationalbanken i Kjøbenhavn. Erfaringerne med Kurantbanken havde tydeligt demonstreret problemerne med en seddeludstedende bank, som mere blev drevet med henblik på at finansiere statens udgifter end på at sikre et stabilt pengevæsen. Omdannelsen skulle således bidrage til en større tillid til banken og dens pengesedler.
I de første år efter omdannelsen fungerede Nationalbanken som leverandør af sedler og mønter, men medvirkede derudover kun i beskedent omfang i betalingsformidlingen.[24] Omfanget af handler gennemført med veksler diskonteret i Nationalbanken var begrænset. Det kan tilskrives en kombination af bankens forretningspraksis og en restriktiv veksellovgivning. Nationalbankens modvilje mod vekseldiskontering var bl.a. begrundet i en frygt for, at øget anvendelse af veksler kunne reducere efterspørgslen efter pengesedler og dermed indvirke negativt på sedlernes kurs, jf. boks 2.9. I den sammenhæng er det værd at nævne, at Nationalbankens pengesedler først i 1839 indgik i handlen til kurs pari.
| SEDLERS OMLØBSHASTIGHED |
Boks 2.9
|
|
Efterspørgslen efter Nationalbankens pengesedler og dermed sedlernes kurs i forhold til mønter afhang ikke kun af transaktionsomfanget (handlen), men tillige af sedlernes omløbshastighed. Omløbshastigheden var ikke konstant. Den kunne fx være påvirket af spekulative forventninger til seddelkursen. Forventninger om stigende seddelkurs ville alt andet lige indebære en lavere omløbshastighed, hvis sedlerne i stigende omfang blev sparet op i stedet for at blive anvendt i betalinger. Dette forhold illustreres af en situation i 1818, hvor der efter omstændighederne syntes at være en rigelig pengemængde. Men fordi mange sedler gled ud af omløb på grund af forventninger om stigende kurser, opstod der alligevel en situation med pengeknaphed. Dette billede vendte dog hurtigt, og i de følgende år måtte Nationalbanken flere gange inddrage sedler for at holde seddelkursen oppe. Tilsvarende ville en øget anvendelse af veksler (kreditbaserede betalinger) kunne nedsætte sedlernes omløbshastighed. Med uændret cirkulerende mængde sedler ville dette give anledning til en situation kendetegnet ved pengerigelighed. |
|
| Kilde: Hansen og Svendsen (1968). | |
I 1820'erne og 30'erne var det endnu sædvanligt at betale med veksler over konti i Hamburger Bank, ikke bare i forbindelse med udenrigshandlen, men også ved afregning af indenrigshandlen, jf. afsnit 2.4.2. Ved udenlandske betalinger til og fra fx London og Paris var betaling over bankkonti i Hamborg også det foretrukne frem for anvisninger på Nationalbanken i København. Det skyldtes, at en veksel trukket på Hamburger Bank uden problemer kunne afhændes på børser rundt om i Europa, mens dette ikke var tilfældet med veksler trukket på Nationalbanken, i det mindste ikke uden køberen krævede en forhøjet diskonteringsrente.
Med den førnævnte stabilisering af værdien af Nationalbankens pengesedler til pari i 1839 kom Nationalbanken til at stå væsentligt stærkere med hensyn til at overtage nogle af de danske handelshuses vekselforretninger med Hamborg. Den stærke vækst i den indenlandske vekseldiskontering i løbet af 1840'erne var også et resultat af, at Nationalbanken blev mere imødekommende over for vekseldiskontering, lige som veksellovgivningen blev lempeligere. Der blev bl.a. åbnet for udstedelse af veksler, der kunne indløses med sedler, lige som vekslers maksimale løbetid blev forlænget.
Et andet tiltag for at overtage vekselforretninger fra Hamborg var Nationalbankens etablering af sin første filial i 1837 i Århus. Dette initiativ var begrundet i et ønske om bedre at kunne bistå ved betalingerne knyttet til den jyske handel på vilkår, der kunne modsvare dem, som jyske virksomheder fik i Hamborg.
I 1839 fastsattes de første dækningsregler for Nationalbankens seddeludstedelse. Dækningsreglerne angav, at bankens sølvbeholdning ("sølvfond") skulle udgøre mindst halvdelen af seddelmassen. Sølvfonden skulle for mindst halvdelen bestå af mønter, mens resten kunne placeres i barrer og indskud i udenlandske banker, først og fremmest i Hamborg. Herudover blev der fastsat en maksimal ramme for seddeludstedelsen, som var uafhængig af sølvfondens størrelse.
De nye dækningsregler blev hurtigt snærende, for så vidt angik maksimalrammen, på grund af gode konjunkturer, som medførte en stigende handel og transaktionsbehov. Endvidere blev dækningsreglerne indført i en periode, hvor Nationalbankens sedler også vandt større indpas i handlen i de dele af Jylland, hvor man hidtil havde anvendt mønt. Begge dele bidrog til, at maksimalrammen i 1847 blev udvidet for at undgå en situation med pengeknaphed.
Et endegyldigt tegn på, at Nationalbankens stabilisering af det danske pengevæsen var tilendebragt, blev givet i 1845, hvor Nationalbanken meddelte, at dens sedler igen kunne indløses mod sølvmønt.
I 1873 vedtog Folketinget en ny møntlov, der fastlagde, at det danske pengevæsen skulle baseres på en ny mønt, kronen, hvis værdi blev fastsat i forhold til guld, til erstatning for rigsdaleren, der var baseret på sølv. Beslutningen om at overgå til guldfoden blev også truffet i mange andre europæiske lande og var i første omgang betinget af, at sølvprisen faldt kraftigt i denne periode, hvilket alt andet lige bidrog til højere inflation. I et sølvfodsbaseret pengevæsen, hvor pengesedlers værdi var låst fast til en bestemt mængde sølv, var faldende sølvpriser således ensbetydende med inflation.[25]
Sølvmønters anvendelighed som betalingsmiddel blev herudover mindre, fordi deres absolutte værdi i forhold til andre varer og tjenester blev lavere. Derved blev beløbsgrænsen for handler, hvor betaling hensigtsmæssigt kunne gennemføres med mønter, tilsvarende lavere.
Endnu et argument for at overgå til guldfoden var, at Danmark med et pengevæsen baseret på samme metal som de lande, der var de vigtigste handelspartnere, mindskede risikoen for valutakursudsving, som kunne skade udenrigshandlen. Dette argument forudsatte en tiltro til, at landene ikke ville gribe til ensidige devalueringer af deres valuta i form af en nedskrivning af den mængde guld, man ville få ved indløsningen af pengesedler i centralbanken.
2.5.2 Etableringen af banker og sparekasser
Udviklingen af den pengeinstitutbaserede betalingsinfrastruktur, som kendes i dag, foregik i anden halvdel af 1800-tallet, hvor der blev etableret banker og sparekasser[26] over hele landet.[27] Lige som i andre lande etableredes pengeinstitutter af forskellig størrelse fra helt små, som alene gjorde forretninger inden for et begrænset geografisk område, over regionale pengeinstitutter til store landsdækkende banker, som tillige havde forretninger med udlandet.
Denne struktur førte til etableringen af et korrespondentbanksystem, hvor mindre pengeinstitutter knyttede sig til et større institut, som bistod dem i gennemførelsen af betalinger, herunder betalinger knyttet til fonds- og valutaforretninger. Korrespondentbanksystemet gjorde det muligt hurtigt og effektivt at gennemføre betalinger mellem kunder i to pengeinstitutter, der ikke førte konti hos hinanden.
Bortset fra de mindste pengeinstitutter havde de fleste institutter konti i Nationalbanken, som de anvendte til betalingsoverførsler. For et pengeinstitut med mange daglige betalinger til og fra andre pengeinstitutter bestod fordelen ved at centralisere betalingsformidlingen i Nationalbanken i, at det muliggjorde den multilaterale netting, jf. kapitel 3. I forhold til andre pengeinstitutter, som også afviklede betalinger over konti i Nationalbanken, ville pengeinstituttets daglige likviditetspåvirkning alene svare til differencen mellem dagens ind- og udgående betalinger.
På samme måde som et korrespondentbanksystem blev opbygget inden for Danmark, indgik især de større danske pengeinstitutter i et globalt netværk af korrespondentbanker, som anvendtes ved internationale betalinger, herunder valutaforretninger. Det globale korrespondentbanknetværk blev typisk centreret omkring banker i de internationale finansielle centre som fx London.
Hermed var det institutionelle fundament skabt for at udvikle den betalingsinfrastruktur, der anvendes i Danmark i dag, og som beskrives i de følgende kapitler. De næste skridt i udviklingen af den danske betalingsformidling bestod bl.a. i fremkomsten af checks. Da anvendelsen af checks fik et stort omfang, blev der etableret en checkclearingsoverenskomst, der kan betragtes som en tidlig forløber til nutidens detailbetalingssystem, Sumclearingen, beskrevet i kapitel 6 og 7.
Litteratur
Abulafia, David, 1997. The impact of Italian Banking in the Late Middle Ages and the Renaissance, i: Alice Teichova et al. (ed.), Banking, Trade and Industry, Cambridge University Press.
Bowen, H.V., 1995. The Bank of England during the Long Eighteenth Century, 1694-1820, i: Roberts et al. (ed.), The Bank of England – Money, Power & Influence 1694-1994, Oxford Clarendon Press.
Calomiris, Charles W. og Charles M. Kahn, 1996. The efficiency of Self-Regulated Payments Systems: Learning from the Suffolk System, Journal of Money, Credit and Banking, Vol. 28, Number 4, Part 2.
Cohn, Meir, 2001. Payments and the Development of Finance in Pre-Industrial Europe, Working Paper 01-15, Department of Economics, Dartmouth College.
Davies, Glyn, 2002. A History of Money – From Ancient Times to the Present Day, University of Wales Press.
Flamme, Karen, 1995. A brief History of Our Nation's Paper Money, i: 1995 Annual report, Federal Reserve Bank of San Francisco.
Goodfriend, Marvin, 1989. Money, Credit, Banking and Payment System Policy, i: The US Payment System: Efficiency, Risk and the role of the Federal Reserve, David B. Humpfrey (ed.), Federal Reserve Bank of Richmond.
Goodhart, Charles A.E., 1989. Money, Information and Uncertainty, 2nd ed., Macmillan.
Lindgren, Torgny, 1968. Riksbankens sedelhistoria 1668-1968, Raben & Sjögren.
Kindleberger, Charles P., 1993. A Financial History of Western Europe, 2nd edition, Oxford University Press.
Jensen, 2004. Danmarks oldtid, bind 4, Yngre jernalder og vikingetiden, Gyldendal.
Hansen og Svendsen, 1968. Dansk Pengehistorie, bind 1, 1700-1914, Danmarks Nationalbank.
North, Michael, 1997. The great German banking houses and international merchants, sixteenth to nineteenth century, i: Teichova, Alice et al. (ed.), Banking, Trade and Industry, Cambridge University Press.
Wee, Herman van der, 1997. The influence of banking on the rise of capitalism in North-west Europe, fourteenth to nineteenth century, i: Teichova, Alice et al. (ed.), Banking, Trade and Industry, Cambridge University Press.
[1] Jf. Goodfriend (1989).
[2] Jf. Kindleberger (1993) og Hansen og Svendsen (1968).
[3] Jf. Goodhart (1989).
[4] I en bytteøkonomi med N varer, skal der fastlægges ½*N*(N-1) relative priser. Dette kan reduceres til N-1 relative priser, når én vare (penge) indgår i alle handelstransaktioner.
[5] Jf. Davies (2002).
[6] Jf. Jensen (2004).
[7] Bindingen af penges værdi til et metal er kendt helt op i det 20. århundrede. USA ophævede således først dollarens guldindløselighed i 1971 i forbindelse med Bretton Woods-systemets sammenbrud.
[8] Jf. Kindleberger (1993). Det forhold, at hyperinflation førte til, at dårlige mønter blev trængt ud af gode mønter, kan tages som udtryk for en "omvendt Greshams lov".
[9] Forskellen mellem betalingsmidler og -instrumenter er forklaret i kapitel 7, afsnit 7.1.
[10] Jf. Cohn (2001).
[11] Jf. Wee (1997) og Cohn (2001).
[12] Cohn (2001) anfører, at handel baseret på uformel kreditgivning fandt sted lokalt, hvor køber og sælger kendte hinanden indgående. Ved handel ud over lokalområdet var dette imidlertid ikke muligt på grund af sælgers manglende kendskab til køber samt manglende muligheder for at inddrive misligholdte betalingsforpligtelser hos køber. Sidstnævnte forhold øgede desuden sælgers incitament til ikke at betale. Det centrale ved de nye betalingsvaner, som opstod i middelalderen, blev herved udvikling af betalingsformidling baseret på formaliseret kreditgivning i banker.
[13] Frem til 1300-tallet var bankerne overvejende koncentreret i norditalienske byer, men derefter opstod der også banker andre steder i Europa.
[14] Allerede på denne tid var man opmærksom på bankernes centrale betydning for det økonomiske kredsløb, og de var normalt underlagt forskellige former for offentlig regulering, jf. Cohn (2001).
[15] Jf. Abulafia (1997) og Kindleberger (1993).
[16] Jf. Wee (1997).
[17] Med tiden blev udlånsforbuddet dog slækket, idet banken som undtagelser til hovedreglen begyndte at låne penge til henholdsvis det hollandske østasiatiske kompagni og Amsterdams bystyre. Derved var kontohavernes indskud i banken ikke længere fuldt dækket af deponeret sølv.
[18] Jf. Bowen (1995) og Kindleberger (1993).
[19] Jf. Wee (1997).
[20] Jf. Flamme (1995).
[21] Ifølge Goodfriend (1989) tyder undersøgelser på, at 1800-tallets bankkriser i USA overvejende kan forklares med likviditetsmæssige problemer og ikke solvensproblemer.
[22] Jf. Hansen og Svendsen (1968).
[23] Jf. North (1997).
[24] Det er påfaldende, at en gennemgang af principperne for varebetalinger i en dansk lærebog udgivet i 1820'erne "til brug ved undervisning i handelsvidenskaben" alene omtalte Hamburger Bank, og ikke Nationalbanken.
[25] Jf. Hansen og Svendsen (1968).
[26] Oprettelsen af sparekasser begyndte allerede i 1810. Formålet med sparekasserne var dog i starten altovervejende at varetage placeringen af landbefolkningens opsparing, jf. Hansen og Svendsen (1968). I relation til betalingsformidling spillede de ingen nævneværdig rolle i starten.
[27] I perioden før banker blev oprettet, var det forholdsvist almindeligt at have rentebærende indskud i større københavnske handelshuse.