Betalingsformidling i Danmark

Betalinger og værdipapirhandler mellem finansielle institutter har i dag et omfang, der nødvendiggør, at afviklingen kan ske elektronisk. Dette er en afgørende forudsætning for en sikker og effektiv afvikling og dermed for en velfungerende finansiel sektor til gavn for den økonomiske vækst og velstand i samfundet.

De fleste lande har i dag opbygget en betalingsinfrastruktur baseret på elektroniske betalingssystemer. Det er dog ikke alle betalinger, der afvikles via disse systemer, idet der stadig er betalinger, som afvikles uden for infrastrukturen, typisk via korrespondentbanker.

I dette kapitel gennemgås først, hvordan betalinger kan afvikles uden for betalingsinfrastrukturen. Dernæst beskrives de to hovedformer for betalingssystemer, realtidsbruttoafviklingssystemer (RTGS^[1]-systemer) og nettoafviklingssystemer. Herefter følger et kort afsnit om de såkaldte hybridsystemer, der kombinerer RTGS- og nettoafviklingssystemer, og endelig gennemgås i sidste afsnit hovedprincipperne i værdipapirafviklingssystemer.

3.1 Afvikling uden for betalingsinfrastrukturen

En række finansielle institutter afvikler deres betalinger uden for betalingsinfrastrukturen. Det kan fx være mindre institutter, der kun foretager få betalinger, så det ikke kan svare sig at deltage i betalingssystemerne. Visse større institutter afvikler også deres betalinger uden for betalingsinfrastrukturen, fx på grund af indgroede betalingsvaner.

Afvikling af betalinger uden for betalingsinfrastrukturen sker normalt via en eller flere korrespondentbanker. En korrespondentbank fører konti for andre finansielle institutter og foretager betalinger på vegne af disse, jf. BIS (2003). Korrespondentbankvirksomhed er således baseret på kommercielle bankpenge, jf. kapitel 1, boks 1.5.

Korrespondentbanker har før etableringen af betalingssystemer haft stor betydning for afviklingen af betalinger, jf. kapitel 2. Desuden spillede korrespondentbanker indtil etableringen af valutaafviklingssystemet CLS en vigtig rolle ved afviklingen af valutahandler, jf. kapitel 8.

I figur 3.1 er vist et eksempel på afviklingen af en korrespondentbankbetaling mellem bank A og bank B på vegne af to kunder. Da bank A og bank B ikke fører konti hos hinanden, benyttes i stedet bank C (korrespondentbanken), der har et kontoforhold med både bank A og bank B.

BETALINGSAFVIKLING VIA EN KORRESPONDENTBANK	Figur 3.1

Afvikling af betalinger via korrespondentbanker kan være forbundet med visse ulemper. Fx indebærer denne afviklingsform, at der løbes en kreditrisiko på korrespondentbanken. Afvikling af betalinger via korrespondentbanker tager som regel også længere tid end afvikling via betalingssystemer.

3.2 Realtidsbruttoafviklingssystemer

I RTGS-systemer afvikles hver betaling enkeltvist og øjeblikkeligt. RTGS-systemer anvendes typisk af finansielle institutter til at afvikle store og/eller tidskritiske betalinger, fx pengemarkedsforretninger, valutahandler og pengesiden af værdipapirhandler. Disse systemer benyttes desuden til afvikling af nettopositioner fra nettoafviklingssystemer, jf. afsnit 3.3.

Udbredelsen af RTGS-systemer tog først for alvor fart i slutningen af 1990'erne. I dag har næsten alle industrialiserede lande et RTGS-system. Nationalbankens første RTGS-system, DN-Forespørgsel, blev introduceret i 1981 som et af de første i verden. Tabel 3.1 indeholder en oversigt over RTGS-systemer i udvalgte lande.

RTGS-SYSTEMER					Tabel 3.1
Land	System	Formål	Ejerskab	Gns. værdi af betalinger i mio. USD, 2003	Årlig omsætning/ BNP, 2003
Belgien	ELLIPS	L	CB,B	8,7	50,7
Danmark	KRONOS	L	CB	16,0	40,3
Frankrig	PNS	L	CB,B	2,8	11,5
Holland	TOP	L	CB	5,1	46,4
Italien	BI-REL	L	CB	3,0	19,0
Japan	BOJ-NET	L	CB	32,9	37,7
Schweiz	SIC	L,R	CB,B	0,2	103,1
Storbritannien	CHAPS £	L	CB,B	3,1	46,9
Sverige	K-RIX	L	CB	10,7	46,1
Tyskland	RTGS+	L	CB	4,4	60,4
USA	Fedwire	L	CB	3,5	39,7
Euroområdet	TARGET	L	CB	7,1	...
Anm.: L: System til store betalinger, R: Detailbetalingssystem, CB: Centralbanken og B: Bank(er). Kilde: BIS (2005) og egne beregninger.

Omsætningen i RTGS-systemer er som regel meget høj. Det er ikke usædvanligt med en årlig omsætning på mere end 50 gange landets bruttonationalprodukt (BNP). Den høje omsætning kan især henføres til brugen af RTGS-systemer ved afvikling af store betalinger (Large Value Payments) på de finansielle markeder.

3.2.1 Principperne i RTGS-afvikling
I RTGS-systemer afvikles betalingerne som nævnt enkeltvist og i umiddelbar forlængelse af betalingsinstruktionen. Det sker under forudsætning af, at afsender har dækning for betalingen. Betalinger i RTGS-systemer er typisk kredittransaktioner, dvs. betalinger initieret af betalingsafsender (debitor).

Betalinger i RTGS-systemer afvikles på deltagernes konti hos afviklingsbanken. Det sker normalt ved samtidig debitering henholdsvis kreditering af afsenders og modtagers konto, hvorefter en betaling anses for endeligt afviklet. I de fleste RTGS-systemer er afviklingsbanken den nationale centralbank, der også er ejer af systemet, jf. tabel 3.1.

Figur 3.2 illustrerer afviklingen af en kundebetaling mellem to deltagere i et RTGS-system med centralbanken som afviklingsbank.

BETALINGSAFVIKLING VIA ET RTGS-SYSTEM	Figur 3.2

3.2.2 Likviditet og køfunktioner i RTGS-systemer
Den enkeltvise og løbende afvikling af betalinger i RTGS-systemer betyder, at deltagerne har et stort likviditetsbehov inden for dagen. Deltagerne kan styre egne udgående betalinger, men har som regel kun en forventning om tidspunktet for modtagelse af indgående betalinger. En forudsætning for et effektivt RTGS-system er derfor, at der er tilstrækkelig likviditet i systemet.

For at smidiggøre afviklingen af betalinger tilbyder centralbanker normalt deltagerne kredit inden for dagen, såkaldt intradag-kredit. Denne kreditgivning sker typisk mod fuld sikkerhed i værdipapirer. Deltagerne har derudover mulighed for at skaffe likviditet ved pengepolitiske lån i centralbanken, dvs. lån med en løbetid på minimum en dag, eller ved at låne hos andre deltagere på pengemarkedet.

Fremskaffelse af likviditet er normalt forbundet med visse omkostninger. Det kan fx være omkostningerne ved at låne på pengemarkedet eller de indirekte omkostninger ved at stille værdipapirer som sikkerhed for intradag-kredit frem for en mere rentabel anvendelse.^[2] Deltagerne vælger derfor ofte at styre deres udgående betalinger, så behovet for at skaffe likviditet bliver så lille som muligt.

De fleste RTGS-systemer tilbyder en funktion, hvor betalinger lægges i kø, hvis en deltager ikke har tilstrækkelig likviditet til at afvikle betalingerne på det ønskede tidspunkt. Dermed undgår deltageren, at systemet afviser en betaling, og at deltageren skal lægge den ind i systemet igen, når der er dækning for betalingen. Til køfunktionen er knyttet en række faciliteter, der hjælper deltagerne i deres likviditetsstyring, jf. boks 3.1.

KØFUNKTIONER I RTGS-SYSTEMER

Boks 3.1

FIFO, prioritering og annullering

De fleste likviditetskøer anvender et FIFO (First-In-First-Out) princip. Det betyder, at betalingerne afvikles i den rækkefølge, de er lagt i RTGS-systemet, i takt med at der er dækning for betalingerne. I nogle RTGS-systemer bliver betalinger i kø tildelt en prioritet, der bestemmer, i hvilken rækkefølge de skal afvikles. Prioriteringen kan ske automatisk på baggrund af transaktionstype eller på foranledning af deltageren. I nogle RTGS-systemer er det endvidere muligt at annullere betalinger i kø.

Omplacering
I nogle RTGS-systemer kan deltagerne omplacere deres betalinger, efter at de er lagt i likviditetskø, eller ændre betalingernes prioritet. Det giver deltagerne mulighed for at styre deres udgående betalinger under hensyntagen til deres aktuelle likviditetssituation og minimere antallet og værdien af betalinger i kø.

Bypass
Deltagerne kan i nogle RTGS-systemer vælge en såkaldt bypass-funktion. Bypass kan anvendes, når den første betaling i likviditetskøen ikke kan afvikles som følge af manglende likviditet. Med bypass vil systemet forsøge at afvikle en eller flere af de efterfølgende betalinger, hvis der er dækning på deltagerens konto. Den første betaling vil så blive forsøgt afviklet på et senere tidspunkt. Ved at anvende bypass-funktionen undgås det, at en stor betaling blokerer for afvikling af mindre betalinger.

Optimeringsrutiner
En række RTGS-systemer anvender optimeringsrutiner til at minimere antallet og værdien af betalinger i kø. Optimeringsrutiner forsøger typisk at afvikle en gruppe af betalinger samtidigt. En såkaldt gridlock-opløser anvendes, hvis en gruppe af betalinger i kø ikke kan afvikles enkeltvist, men kan afvikles samtidigt, uden at nogen af deltagerne kommer i overtræk. En anden form for optimeringsrutine modregner udgående og indgående betalinger af samme størrelse, kaldet off-setting.

Kilde: BIS (1997).

3.2.3 Gridlock og deadlock
Kødannelse i et RTGS-system kan opstå som følge af en uhensigtsmæssig fordeling af likviditet mellem deltagerne (gridlock), eller hvis betalingssystemet som helhed mangler likviditet (deadlock). En deadlock kan kun opløses ved at tilføre yderligere likviditet til betalingssystemet. En gridlock kan tillige opløses ved at omfordele likviditet mellem deltagerne, fx ved hjælp af en optimeringsrutine, jf. boks 3.1.

I boks 3.2 er vist et eksempel på gridlock og deadlock i et RTGS-system. Appendiks A indeholder en matematisk definition af gridlock og en beskrivelse af den opløsningsalgoritme, som benyttes i det danske RTGS-system, Kronos.

GRIDLOCK OG DEADLOCK I RTGS-SYSTEMER

Boks 3.2

Betydningen af gridlock og deadIock i RTGS-systemer kan illustreres med et eksempel. I første tabel er vist en situation i et RTGS-system med tre banker, der hver skal afvikle to betalinger; én til hver af de øvrige banker. Fordelingen af likviditet indebærer, at alle betalinger kan afvikles enkeltvist, dvs. ingen betalinger lægges i kø.

Ingen kø	Bank A	Bank B	Bank C
Saldo på konto før betalinger	30	40	20
Betalinger til	B: 12 C: 15	A: 16 C: 20	A: 7 B: 10
Saldo på konto efter enkeltvis afvikling	+3	+4	+3

I anden tabel er skitseret en situation, hvor der opstår en gridlock. Betalingerne kan ikke afvikles enkeltvist som følge af fordelingen af likviditet mellem bankerne. Hvis der i stedet sker en samtidig afvikling, kan alle betalinger afvikles, uden at nogen banker kommer i overtræk.

Gridlock	Bank A	Bank B	Bank C
Saldo på konto før betalinger	10	15	5
Betalinger til	B: 12 C: 15	A: 16 C: 20	A: 7 B: 10
Saldo på konto efter samtidig afvikling	+6	+1	+23

I tredje tabel er vist en situation, hvor der opstår en deadlock i systemet. Betalingerne kan ikke afvikles, da der ikke er tilstrækkelig likviditet i systemet. Selv om betalingerne søges afviklet samtidigt, vil to banker komme i overtræk. Deadlocken kan kun opløses ved at tilføre yderligere likviditet til systemet.

Deadlock	Bank A	Bank B	Bank C
Saldo på konto før betalinger	3	10	0
Betalinger til	B: 12 C: 15	A: 16 C: 20	A: 7 B: 10
Saldo på konto efter samtidig afvikling..	-1	-4	+18

En gridlock kan også opstå, hvis nogle deltagere for at minimere deres likviditetsbehov ikke sender betalinger, før de modtager indgående betalinger. Det kan medføre en situation, hvor deltagerne afventer hinandens betalinger, og hvor nogle deltagere ikke kan afvikle deres betalinger på grund af manglende likviditet. I appendiks B illustreres denne type gridlock ved hjælp af en spilteoretisk model.

Nogle RTGS-systemer anvender mekanismer, der søger at få deltagerne til at afvikle deres betalinger så tidligt på dagen som muligt. Det sker for at undgå en ophobning af betalinger i kø sidst på dagen. Fx har nogle RTGS-systemer regler for, hvor stor en andel af en deltagers samlede daglige betalinger, som skal være afviklet inden et bestemt tidspunkt. Andre RTGS-systemer benytter en prispolitik, der gør afvikling af betalinger dyrere om eftermiddagen end om formiddagen.

3.3 Nettoafviklingssystemer

I nettoafviklingssystemer cleares og afvikles betalingerne på nettobasis på faste tidspunkter en eller flere gange i løbet af afviklingsdagen. Nettoafviklingssystemer anvendes typisk til afvikling af detailbetalinger, fx betalinger med checks og betalingskort, jf. kapitel 7.

Tabel 3.2 indeholder en oversigt over udvalgte nettoafviklingssystemer. Disse systemer ejes ofte af private banker. Omsætningen og den gennemsnitlige betalingsstørrelse er normalt væsentligt lavere end i RTGS-systemer, jf. tabel 3.1. I nettoafviklingssystemer, der anvendes til store betalinger, svarer omsætningen dog til niveauet i RTGS-systemer.

NETTOAFVIKLINGSSYSTEMER					Tabel 3.2
Land	System	Formål	Ejerskab	Gns. værdi af betalinger i USD, 2003	Årlig omsætning/ BNP, 2003
Belgien	CEC	R	CB,B	611	2,1
Canada	LVTS	L	B	5.440.686	25,9
Danmark	Sumclearingen	R	B	721	3,1
Frankrig	SIT	R	CB,B	467	3,0
Holland	Interpay	R	B	677	3,9
Italien	Retail	R	CB	1.412	1,6
Japan	Zengin Systems	R	B	14.998	4,4
Schweiz	DTA/LSV	R	B	2.527	0,8
Storbritannien	BACS	R	B	1.034	2,3
Sverige	Bankgirot	R	B	1.369	1,7
Tyskland	RPS	R	CB	1.084	1,0
USA	CHIPS	L	B	5.062.961	29,7
Euroområdet	EURO1	L	B	1.299.830	...
Anm.: L: System til store betalinger, R: Detailbetalingssystem, CB: Centralbanken og B: Bank(er). I Canada eksisterer der ikke noget RTGS-system, hvorfor alle store betalinger afvikles gennem LVTS. Kilde: BIS (2005) og egne beregninger.

3.3.1 Principperne i nettoafvikling
I et nettoafviklingssystem sker der periodevis opsamling af betalinger i systemet. På faste tidspunkter i løbet af afviklingsdagen beregnes så deltagernes nettopositioner, der afvikles ved bogføring på deltagernes konti i afviklingsbanken. Betalinger, der afvikles via nettoafviklingssystemer, er som hovedregel først endelige, når bogføringen er afsluttet.

I nettoafviklingssystemer kender deltagerne som regel ikke deres præcise nettoposition før afviklingstidspunktet. En deltager, der ikke har dækning for sin nettoposition, fjernes normalt helt eller delvist fra afviklingen. Der beregnes så nye nettopositioner for de øvrige deltagere, hvilket i nogle situationer kan føre til, at også andre deltagere får problemer med at leve op til deres betalingsforpligtelser.

Nettoafviklingssystemer har forskellige regler og procedurer, som skal minimere risikoen for, at deltagerne ikke har dækning for deres nettopositioner. Disse omfatter:

Flere nettoafviklinger hen over dagen, hvilket mindsker størrelsen af deltagernes betalingsforpligtelser.
Fastsættelse af bilaterale og/eller multilaterale grænser for den enkelte deltagers betalingsforpligtelser.
Fastsættelse af maksimumsgrænse for størrelsen af den enkelte betaling.
Varsling af deltagerne om nettopositionernes størrelse forud for afviklingen.

I figur 3.3 er vist et eksempel på to deltagere, der afvikler deres indbyrdes betalinger på vegne af kunder via et nettoafviklingssystem, hvor centralbanken er afviklingsbank.

BETALINGSAFVIKLING I ET NETTOAFVIKLINGSSYSTEM	Figur 3.3

3.3.2 Likviditetsbehov i nettoafviklingssystemer
Nettingen af deltagernes indbyrdes betalinger i nettoafviklingssystemer reducerer deres likviditetsbehov betydeligt sammenlignet med RTGS-systemer. Effekten afhænger af, om der anvendes bilateral eller multilateral netting. Ved bilateral netting opgøres en deltagers nettoposition over for hver af de øvrige deltagere i systemet. I et multilateralt nettoafviklingssystem beregnes en deltagers samlede nettoposition over for de øvrige deltagere. I boks 3.3 vises med et eksempel effekten på likviditetsbehovet af de to typer netting i et nettoafviklingssystem.

NETTING-EFFEKTEN

Boks 3.3

Netting-effekten er et mål for den likviditetsbesparelse, som deltagerne opnår ved at afvikle betalinger via et nettoafviklingssystem frem for et RTGS-system. Netting-effekten beregnes som (SBB-SBN)/SBB, hvor SBB og SBN er de samlede betalingsforpligtelser for alle deltagere ved henholdsvis bruttoafvikling og nettoafvikling.Beregningen af netting-effekten kan illustreres med et eksempel. Den første tabel viser tre banker, som hver har seks betalinger til afvikling. Uden netting skal der afvikles 18 betalinger, og deltagernes samlede betalingsforpligtelser udgør 865 (=365+230+270).

Bruttoafvikling	Bank A	Bank B	Bank C
Betalinger til	B: 30	A: 20	A: 25
	B: 70	A: 50	A: 40
	B: 100	A: 60	A: 70
	C: 20	C: 10	B: 30
	C: 55	C: 30	B: 35
	C: 90	C: 60	B: 70
Samlet betalingsforpligtelse	365	230	270

Den anden tabel viser betalingerne, hvis der foretages bilateral netting. Antallet af betalinger falder til tre, og deltagernes samlede betalingsforpligtelser er 135 (=100+35). Reduktionen i deltagernes likviditetsbehov som følge af den bilaterale netting, dvs. netting-effekten, kan således beregnes til ((865-135)/865)*100=84 pct.

Bilateral netting	Bank A	Bank B	Bank C
Betalinger til	B: 70		B: 35
Betalinger til	C: 30
Samlet betalingsforpligtelse	100		35

Af den tredje tabel fremgår deltagernes betalingsforpligtelser ved multilateral netting. I det tilfælde falder antallet af betalinger til to, og de samlede betalingsforpligtelser kan opgøres til 105. Likviditetsbesparelsen ved multilateral netting kan således udregnes til ((865-105)/865))*100=88 pct.

Multilateral netting	Bank A	Bank B	Bank C
Samlet betalingsforpligtelse	100		5

3.4 Hybridsystemer

En række nyere betalingssystemer kan hverken klassificeres som rene RTGS-systemer eller rene nettoafviklingssystemer. Disse systemer, der ofte kaldes hybridsystemer, kombinerer de likviditetsbesparende elementer fra nettoafviklingssystemer med fordelene ved RTGS-systemer.^[3] Fremkomsten af hybridsystemer kan bl.a. tilskrives udviklingen af mere avancerede værktøjer til optimering af betalingsafviklingen.

Modsat rene nettoafviklingssystemer, der typisk gennemfører et mindre antal afviklingsblokke i løbet af dagen, forsøger de fleste hybridsystemer så vidt muligt at afvikle betalingerne kontinuerligt. Det sker ved brug af optimeringsrutiner, fx off-setting, jf. boks 3.1, eller ved at gennemføre et stort antal afviklingsblokke i løbet af dagen. Hvis antallet af afviklingsblokke gøres uendeligt stort, svarer det reelt til et RTGS-system.

Et andet kendetegn ved hybridsystemer er, at deltagerne ofte har adgang til en række avancerede likviditetsstyringsredskaber, der rækker ud over køfunktionerne i boks 3.1. Fx kan deltagerne have mulighed for at reservere likviditet til enkeltvis afvikling af tidskritiske betalinger på ønskede tidspunkter. Andre betalinger, der tildeles en lavere prioritet, kan så afvikles i en blok ved brug af optimeringsrutiner.

Det tyske RTGS+ og det amerikanske CHIPS nævnes ofte som eksempler på hybridsystemer. RTGS+ giver deltagerne mulighed for at reservere likviditet til prioriterede betalinger. Herudover søger systemet løbende at afvikle betalinger i kø ved brug af optimeringsalgoritmer. I CHIPS anvendes en kontinuerlig række af afviklingsblokke, hvori der afvikles betalinger på både brutto- og nettobasis.

3.5 Værdipapirafviklingssystemer

I et værdipapirafviklingssystem sker der udveksling af værdipapirer mellem to parter. Hvis der er tale om en værdipapirhandel, foregår der en modgående overførsel af penge. Udvekslingen af værdipapirer kan dog også ske uden penge som modydelse, fx ved udlån af værdipapirer. De fleste værdipapirafviklingssystemer formidler desuden periodiske betalinger, dvs. renter, afdrag og udbytter, fra udstedere til investorer.

3.5.1 Afvikling af værdipapirhandler
Afviklingen af penge- og værdipapirsiden af en værdipapirhandel kan ske på brutto- eller nettobasis eller som en kombination. Ved bruttoafvikling gennemføres handlerne enkeltvis som i et RTGS-system. Ved nettoafvikling samles alle handler over en bestemt periode i en afviklingsblok, hvor de nettes bilateralt eller multilateralt.

I det følgende beskrives det typiske forløb for afviklingen af en værdipapirhandel. Efter indgåelse af en værdipapirhandel indberettes handlen til en værdipapircentral, som står for clearingen og afviklingen af handlen. Både køber og sælger, eller deres værdipapirhandlere, foretager indberetning. I mange moderne handelssystemer sker der automatisk indberetning samtidig med indgåelse af handlen.

I nogle afviklingssystemer varetages clearingen af en central modpart, der indtræder som mellemled i handlen. En central modpart tilbyder normalt netting af handler og muliggør anonymitet for køber og sælger. Boks 3.4 indeholder en kort beskrivelse af centrale modparter.

CENTRALE MODPARTER	Boks 3.4
En central modpart indgår som mellemled i værdipapirhandler, dvs. agerer sælger over for alle købere og køber over for alle sælgere. En central modpart tilbyder normalt netting af værdipapirhandler, hvilket begrænser kravene til likviditet og beholdningen af værdipapirer. Ved afvikling via en central modpart kan køber og sælger, hvis de ønsker det, forblive anonyme over for andre end den centrale modpart. En central modpart er ofte tilknyttet værdipapircentraler i flere lande, hvilket kan medvirke til at lette afviklingen af grænseoverskridende handler. Anvendelse af en central modpart indebærer generelt en koncentration af risiciene ved afvikling af værdipapirhandler, jf. kapitel 4.
Kilde: BIS (2004).

Som led i clearingen undersøger værdipapircentralen først, om der er overensstemmelse mellem indberetningerne fra køber og sælger, kaldet matching. Det kontrolleres bl.a., at der er enighed om fondskode, handelskurs, nominel mængde og afviklingsdag. For så vidt angår afviklingsdag, er markedskutymen som regel afvikling tre dage efter indgåelse af handlen, men de fleste værdipapirafviklingssystemer kan også håndtere andre afviklingsdage.

Værdipapircentralen kontrollerer dernæst, at køber og sælger har dækning for værdipapirhandlen, dvs. at sælger har rådighed over værdipapiret, og at køber kan betale. Hvis afviklingen foregår på nettobasis, opgør værdipapircentralen først køber og sælgers nettopositioner i den enkelte afviklingsblok, inden der udføres dækningskontrol.

Ved et positivt resultat af dækningskontrollen foretages så selve afviklingen af værdipapirhandlen, hvor der sker udveksling af penge og værdipapirer. På pengesiden overføres et beløb fra køber til sælger, og på værdipapirsiden flyttes værdipapirerne fra sælgers til købers depot. I de fleste værdipapirafviklingssystemer er værdipapirhandlen endelig, når afviklingen er afsluttet.

De fleste værdipapirafviklingssystemer afvikler i dag de to sider af en værdipapirhandel som Delivery versus Payment (DvP). DvP betyder, at køber kun leverer penge, hvis sælger samtidig leverer værdipapiret, og omvendt. DvP eliminerer den såkaldte hovedstolsrisiko ved afvikling af værdipapirhandler, jf. kapitel 4. Boks 3.5 indeholder en beskrivelse af forskellige modeller for DvP.

DELIVERY VERSUS PAYMENT (DVP)

Boks 3.5

Samtidig udveksling af værdipapirer og penge ved afvikling af værdipapirhandler kaldes Delivery versus Payment (DvP). DvP indebærer, at køber af et værdipapir kun afleverer sin del af handlen, dvs. penge, hvis sælger samtidig afleverer sin del af handlen, dvs. værdipapiret, og omvendt.

Der skelnes normalt mellem følgende modeller for DvP:

Model 1: Bruttoafvikling på værdipapirsiden og samtidig bruttoafvikling på pengesiden.
Model 2: Bruttoafvikling på værdipapirsiden inden for en afviklingsblok og nettoafvikling på pengesiden ved afviklingsblokkens afslutning.
Model 3: Nettoafvikling på værdipapirsiden mod samtidig nettoafvikling på pengesiden.

DvP eliminerer den såkaldte hovedstolsrisiko ved afvikling af værdipapirhandler, dvs. den eksponering den ene part i en værdipapirhandel får på den anden part, hvis der leveres penge før der modtages værdipapirer, eller omvendt, jf. kapitel 4.

Kilde: BIS (1992).

Afviklingen af pengesiden af værdipapirhandlen sker normalt i centralbankpenge, jf. kapitel 1, boks 1.5, og kan følge forskellige modeller. Modellerne varierer bl.a. efter, om afviklingen foregår på centralbankkonti eller på afviklingskonti i værdipapircentralen. Værdipapircentralen kan også have adgang til at bogføre på deltagernes centralbankkonti eller selv føre konto i centralbanken. Boks 3.6 beskriver forskellige modeller for afvikling i centralbankpenge.

AFVIKLING AF VÆRDIPAPIRHANDLER I CENTRALBANKPENGE1

Boks 3.6

Der findes forskellige modeller for afvikling af værdipapirhandler i centralbankpenge. Modellerne varierer efter, (i) om afviklingen sker på konti i centralbanken eller værdipapircentralen, (ii) om værdipapircentralen har adgang til at overføre penge mellem deltagernes konti i centralbanken, og (iii) om værdipapircentralen selv fører konti i centralbanken. I det følgende gives fire eksempler på sådanne modeller:

Model 1: Afviklingen af pengesiden sker på deltagernes RTGS-konti eller særlige afviklingskonti i centralbanken og varetages af deltagerne selv eller centralbanken. Værdipapircentralen sender meddelelse om deltagernes nettopositioner i penge og underettes, når udvekslingen af penge har fundet sted. Det svarer i hovedtræk til modellen i Danmark, jf. beskrivelsen af VP-afviklingen i kapitel 5 og 6.
Model 2: Pengeafviklingen sker på deltagernes afviklingskonti i centralbanken. Til forskel fra model 1 varetages afviklingen af værdipapircentralen, der således har adgang til at overføre penge mellem deltagernes konti. Deltagerne vil typisk selv have overført penge fra deres RTGS-konti til afviklingskonti, mens den efterfølgende tømning af afviklingskonti til RTGS-konti sker automatisk.
Model 3: Afviklingen foregår på afviklingskonti i værdipapircentralen på baggrund af penge, der er overført fra deltagernes RTGS-konti i centralbanken. Efter afvikling føres de nye beløb tilbage til deltagernes RTGS-konti.
Model 4: Afviklingen finder sted via værdipapircentralens RTGS-konto i centralbanken. Deltagerne overfører penge til værdipapircentralens RTGS-konto fra deres egne RTGS-konti. Værdipapircentralen foretager afviklingen på sit eget register af skyggekonti og overfører de nye beløb til deltagernes RTGS-konti.

MODELLER FOR AFVIKLING AF VÆRDIPAPIRHANDLER i CENTRALBANKPENGE

¹Beskrivelsen i denne boks er baseret på ECB (2004).

En værdipapirhandler, der ikke er kontohaver i centralbanken, må deltage indirekte i pengeafviklingen via en kontohavende bank. Den indirekte deltager fører normalt en konto hos den direkte deltager, der så stiller likviditet til rådighed i afviklingen på vegne af den indirekte deltager. Indirekte deltagere i pengeafviklingen er som regel udenlandske og mindre indenlandske værdipapirhandlere, der ikke er berettiget til at føre konti i centralbanken eller ikke ønsker at afholde omkostningerne ved at være kontohaver.

Figur 3.4 illustrerer afviklingen af en værdipapirhandel på bruttobasis. Afviklingen af pengesiden antages at ske på konti i centralbanken.

BRUTTOAFVIKLING AF VÆRDIPAPIRHANDEL	Figur 3.4

Anm.: Det antages, at værdipapirhandlen cleares i en værdipapircentral uden brug af en central modpart. Figuren illustrerer ikke betalingsafviklingen mellem køber og sælger og deres respektive banker.

[1] RTGS er en forkortelse for Real Time Gross Settlement.

[2] De fleste centralbanker beregner ikke rente for intradag-kredit. En undtagelse er den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som til gengæld ikke kræver sikkerhed for denne kredit.

[3] Se McAndrews og Trundle (2001) for en beskrivelse af hybridsystemer.