Pressemeddelelser

Den 26. juni 2009: Forlængelse af swapaftale med den amerikanske centralbank
Den midlertidige gensidige swapaftale på 15 mia.dollar med Federal Reserve og andre centralbanker, herunder Danmarks Nationalbank, er forlænget indtil 1. februar 2010.

Nationalbanken vurderer løbende behovet for dollarauktioner. Planlagte auktioner offentliggøres på www.nationalbanken.dk, hvor der også findes nærmere information om auktionsvilkårene.

Den 10. august 2009: Ny 50-kroneseddel 11. august
En ny 50-kroneseddel udkommer i morgen den 11. august som den første seddel i en ny dansk seddelserie. Sedlen præsenteres i dag på et pressemøde i Nationalbanken.

Den nye seddelserie har motiver af broer og oldtidsfund. På 50-kronesedlen ses Sallingsundbroen og Skarpsalling-karret. Seddelserien er designet af kunstneren Karin Birgitte Lund i samarbejde med Nationalbankens seddeltrykkeri. Karin Birgitte Lund har valgt at fortolke broer som bindeled mellem landsdele og sedlen som bindeled mellem fortid og nutid. Nutiden repræsenteres af broerne, mens fortiden repræsenteres af fem karakterfulde oldtidsfund fundet i områderne ved broerne.

Baggrunden for den nye seddelserie er ønsket om øget seddelsikkerhed. Den teknologiske udvikling giver falskmøntnere bedre værktøjer til at kopiere de ægte sedler, og det vil Nationalbanken komme i forkøbet med indarbejdelsen af nye sikkerhedselementer i den nye seddelserie. Det gælder bl.a. en vinduestråd med bevægeligt bølgemotiv og et nyt avanceret hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver. Derudover vil eksisterende sikkerhedselementer som fx vandmærket og den skjulte sikkerhedstråd også være på de nye sedler.

Alle sedler udstedt efter 1945 er fortsat gyldige og kan ombyttes til pålydende i Nationalbanken.

Den 13. august 2009: Rentenedsættelse
Nationalbankens udlånsrente nedsættes med 0,1 procentpoint til 1,45 pct. med virkning fra 14. august 2009. Det sker på baggrund af køb af valuta i markedet. Samtidig nedsættes renten på indskudsbeviser med 0,1 procentpoint til 1,35 pct., ligesom diskontoen og foliorenten nedsættes med 0,1 procentpoint til 1,10 pct.

Den 27. august 2009: rentenedsættelse
Nationalbankens udlånsrente nedsættes med 0,1 procentpoint til 1,35 pct. med virkning fra 28. august 2009. Det sker på baggrund af køb af valuta i markedet. Renten på indskudsbeviser nedsættes med 0,1 procentpoint til 1,25 pct., ligesom diskontoen og foliorenten nedsættes med 0,1 procentpoint til 1,0 pct.

Gå til bund
Pdf version af publikationen
DOWNLOAD
 
PC: Klik på højre muse-knap, vælg 'Save Link As', herefter vælges,
hvor man vil gemme
filen.
 
MAC: Hold muse-knappen nede, vælg 'Save Link', herefter vælges, hvor man vil gemme filen.
 
Download
Acrobat Reader:

 
 
 
Gå til forrige kapitel               Gå til top              Gå til næste kapitel