Investeringsforeninger i Danmark

Sonnie Karlsson og Casper Ristorp-Thomsen, Handelsafdelingen

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Omtrent hver sjette dansker investerer i dag gennem danske investeringsforeninger. Foreningernes samlede formue under forvaltning var ved udgangen af 2007 mere end 10-doblet over en 10-årig periode til godt 900 mia.kr. Investeringsforeningerne har således en central rolle både i forhold til den enkelte opsparer og for samfundet som helhed.

Der er mange argumenter for at investere gennem en investeringsforening. Det er nemt, det giver mulighed for at sprede risici, og der er potentiale for, at stordriftsfordele fører til lavere omkostninger. Den enkelte investor skal dog være opmærksom på en række særegne kendetegn ved det danske marked, der har betydning for disse fordele. Der er tale om et relativt beskyttet og koncentreret marked med begrænset konkurrence udefra. Den altovervejende del af foreningernes formue er aktivt forvaltet (96 pct.) – mens indekseret, passiv forvaltning er mere udbredt uden for Danmarks grænser, hvor fx børshandlede indeksfonde (Exchange Traded Funds) de senere år har været på kraftig fremmarch. De aktive afdelinger leverer i gennemsnit et afkast, som er lavere end markedsafkastet, som følge af højere omkostninger. De få afdelinger, der eventuelt formår at slå benchmark, er meget svære at identificere på forhånd. Det, der kan identificeres på forhånd, er omkostningsniveauet, som typisk er højere for de aktive afdelinger. Endelig viser det sig, at overraskende mange aktivt forvaltede afdelinger reelt er tæt på at følge en passiv investeringsstrategi.

Denne artikel søger at kaste lys over markedet for investeringsforenin ger i Danmark. Det konkluderes, at manglende information, økonomiske incitamenter og skattemæssige barrierer kan være nogle af forklaringerne på, at indeksbaserede alternativer udgør en relativt lille andel af det danske marked for investeringsforeninger.

DET DANSKE MARKED FOR INVESTERINGSFORENINGER: LOKALT, KONCENTRERET OG DOMINERET AF AKTIVE AFDELINGER

En investeringsforening er en forening, som modtager penge fra en kreds af investorer og herefter investerer pengene i forskellige værdipapirer¹. Til forskel fra de fleste udenlandske fonde (mutual funds) er investeringsforeninger i Danmark ejet af deres medlemmer, afdelingerne er typisk børsnoterede, og de handles tæt på indre værdi.

Der har eksisteret investeringsforeninger i Danmark siden 1956 med rødder helt tilbage til 1928. Det er dog først i det seneste årti, at væksten for alvor er taget til. I perioden 1997-2007 blev den samlede formue under forvaltning i danske investeringsforeninger således 10-doblet, jf. figur 1. Faldet i 2008 skyldes primært faldende aktiekurser, der har reduceret værdien af formuen.

Af den samlede formue under forvaltning ultimo 2007 var 43 pct. placeret i aktiebaserede afdelinger, 42 pct. i obligationsafdelinger, 14 pct. i blandede afdelinger og 1 pct. i andre afdelinger. I forhold til den globale fordeling, hvor obligationsfonde udgør ca. 16 pct.², har Danmark en relativt høj andel af obligationsafdelinger.

Det danske marked er endvidere domineret af danske deltagere. Beskatningen i Danmark ved investering gennem investeringsforeninger har en afgørende betydning for markedets struktur og konkurrencen, jf. appendiks. Endelig er markedet koncentreret. De 4 største foreningsgrupper forvalter ca. 74 pct. af markedet.

Godt 100 udenlandske investeringsinstitutter har Finanstilsynets godkendelse til at markedsføre i alt næsten 6.000 udenlandske fonde i Danmark. De udenlandske fonde er primært henvendt til selskaber og pensionsopsparere. Private investorers andele i udenlandske fonde beskattes som udgangspunkt som kapitalindkomst og dermed hårdere end de danske udloddende foreninger. De udenlandske institutter har mulighed for at blive underlagt de samme skatteregler som danske udloddende foreninger. Men det kræver, at de etablerer et indberetningssystem, så skatten for de danske skatteydere kan opgøres korrekt, og at de tilpasser deres portefølje til de placeringsregler, der gælder for udloddende foreninger. I praksis ser indberetningssystem og placeringsregler ud til at være en større hindring end som så, idet ingen udenlandske fonde har valgt at gennemgå de nødvendige procedurer for at blive skattemæssigt ligestillet med de danske. Almindelige privatbeskattede investorer er dermed reelt begrænsede til at placere deres midler i de danske investeringsforeninger.

Størstedelen af de danske investeringsforeninger er opstået på initiativ fra et dansk pengeinstitut, og de fleste har deres distributionsnet gennem disse. Foreningens daglige drift håndteres af et investeringsforvaltningsselskab, mens tjenester som distribution, handel, depot og rådgivning om porteføljesammensætning mv. ofte købes fra "moderbanken". Distributøren af investeringsbeviserne aflønnes med tegningsprovision, som er en procentdel af nytegnede beviser, og yderligere modtager banken en fast årlig procentdel af formuen for kundekontakt og rådgivning.^3,4 Uanset omfanget af denne kundekontakt og rådgivning overføres der altså en fast andel til banken. En ydelse, som ikke åbenlyst kommer ejerne af beviserne til gode. Der findes dog investeringsforenin ger i Danmark, som ikke betaler pengeinstitutterne for kundekontakt og rådgivning.

NEMHED, DIVERSIFIKATION OG STORDRIFTSFORDELE – INVESTERINGSFORENINGERS BERETTIGELSE

Hvorfor investere i en investeringsforening? I forhold til selv at sammensætte en portefølje af værdipapirer er det ofte fremført, at det er nemt og bekvemt, man opnår diversifikation (selv ved små beløb), samt at stordriftsfordele vil føre til lavere omkostninger, end hvis man selv skulle sammensætte en portefølje.

Nemt og bekvemt er et godt argument for at vælge en investeringsforening frem for selv at sammensætte en portefølje af enkeltpapirer. Mange investorer ønsker at slippe for den specifikke udvælgelse af værdipapirer og overlader det gerne til professionelle gennem placering i investeringsforeninger. Investeringsforeningerne giver også nem adgang til markeder, der ellers kan være svært tilgængelige, fx i udviklingslandene, og de håndterer alt det praktiske omkring reinvestering af renter og dividender mv.

Diversifikation betyder ganske enkelt at sprede sine investeringer på flere aktiver. Når prisen på aktiver ikke påvirkes af præcis samme sæt af risici, kan man ved at kombinere forskellige aktiver opnå risikospredning. Ejer man en aktie, hvis værdi påvirkes negativt af en olieprisstigning, fx et flyselskab, kan man kombinere dette aktiv med en energi aktie for at nedbringe "olierisikoen". Risikospredning er et stærkt argu ment for at vælge investeringsforeninger – i hvert fald ved aktieinvesteringer for relativt små beløb. Som privat investor kan man naturligvis selv konstruere en diversificeret portefølje. Det kræver dog ofte, at man investerer betydeligt større beløb, end hvad der kræves for at investere i en forening. Figur 2 illustrerer diversifikationsgevinsten, hvor risikoen falder med antallet af aktiver. Effekten af diversifikation er således initialt stærk, derefter aftagende, og konvergerer mod en nedre grænse, når antallet af aktiver øges.

Figuren illustrerer for det første, at diversifikation er et relativt begreb – en portefølje kan være "mere eller mindre" diversificeret. En regional portefølje opnår således mindre risikoreduktion end en global portefølje. For det andet konvergerer risikoen mod en nedre grænse, hvilket betyder, at ikke alle risici kan diversificeres bort. Dette skyldes, at de underliggende aktiver udviser positiv samvariation. Det vil sige, at de har en tendens til at reagere ens på udviklingen i en fælles faktor, fx vil en ændring i BNP-væksten påvirke både it-aktier og bilindustriaktier i samme retning. Den risiko, som består, når alle diversifikationsmuligheder er udtømte, betegnes den systematiske risiko. Endelig illustrerer figur 2, at man som investor ikke opnår yderligere diversifikationsgevinster ved at tilføje flere fonde til en ellers veldiversificeret global portefølje.

I tilfælde af investeringer i stats- og realkreditobligationer er diversifikationsargumentet ofte svagere. Statsobligationer har lavere risiko og høj samvariation. Muligheden for risikospredning er dermed mindre, og risikoen, der skal spredes, er også lavere.

Umiddelbart vil man forvente, at transaktionsomkostningerne for en investeringsforening var lavere, end hvis man selv skulle sammensætte og pleje en tilsvarende portefølje. Investeringsforeninger har lavere fa ste omkostninger pr. handel, og de har mulighed for at handle til lavere marginale omkostninger. Men de samlede transaktionsomkostninger udgøres af antallet af handler gange omkostningen pr. handel og afhænger derfor også af handelsomfanget. I øvrigt har de senere års udvikling med webbaseret aktiehandel og øget konkurrence på prisparametre som kurtage og depotomkostninger klart nedsat den private investors omkostninger i forbindelse med aktiehandel.

Foreningerne afholder desuden en række omkostninger i forbindelse med driften, herunder lønninger, husleje, revision og udgifter til offentlige myndigheder, og flertallet af foreningerne honorerer distributionsnettet for at rådgive og vejlede kunderne om køb og salg. Denne post – formidlingshonoraret – udgjorde i 2007 næsten halvdelen af omkostnin gerne, jf. figur 3. Den næststørste udgiftspost var formuepleje, som dækker køb af investeringsrådgivning fra specialister inden for de enkelte områder.

En af tankerne bag investeringsforeninger er, at mange investorer går sammen om at investere, hvormed der er flere til at dele de faste omkostninger. Gennem udnyttelse af stordriftsfordele burde omkostningerne således falde med størrelsen af foreningen. Det er dog ikke tilfældet, jf. figur 3, og hænger muligvis sammen med, at en stor del af foreningernes omkostninger betales som en fast procentdel af formuen til bankerne.

En sammenligning med investeringsforeninger i andre europæiske lande viser, at omkostningsniveauet i de danske afdelinger er i den lavere ende.⁵ Meget tyder dog på, at det kan gøres endnu billigere. Omkostningsniveauet for en af verdens største amerikanske indeksfonde (Vanguard 500) er fx helt nede på 15 basispoint, og de store ETFere har omkostninger omkring 10-30 basispoint. Ifølge InvesteringsForeningsRådets omkostningsanalyse fra juni 2008 ligger omkostningerne i de danske aktieafdelinger i gennemsnit i omegnen af 75 basispoint for de passive og knap 150 basispoint for de aktive.

Investering gennem en investeringsforening giver i teorien god mening. Investeringsforeningerne tilbyder nemhed, risikospredning samt potentiale for omkostningsreduktion. Men i praksis ser det ikke ud til, at foreningerne udnytter stordriftsfordele til at nedbringe deres omkostninger. Investering i investeringsbeviser indebærer heller ikke pr. automatik en tilpas risikospredning. Især for mange obligationsforeninger er diversifikationsgevinsten begrænset.

AKTIVT FORVALTEDE FONDE VERSUS INDEKS

Det danske marked for investeringsforeninger domineres af såkaldte aktivt forvaltede afdelinger. Ultimo 2007 udgjorde de aktive afdelingers for mue ca. 96 pct. af markedet. Disse afdelingers forvaltningsstrategi er at skabe et merafkast i forhold til et benchmark (typisk et markedsindeks).

Et alternativ til aktivt forvaltede afdelinger er såkaldte indeksafdelinger⁶. I modsætning til de aktive tilnærmer indeksafdelinger sig en passiv strategi, hvor hovedmålet er at replicere et indeks.

I USA, hvor man har en betydeligt længere tradition for at investere gennem fonde, er forholdet dog et andet. Her udgør de passive indeksfonde en større andel af markedet med 15 pct.⁷, og de passives andel er stigende. I USA og en række andre lande findes der desuden andre passive alternativer til investeringsforeninger. Et af de alternativer, som er på kraftig fremmarch internationalt, er såkaldte børshandlede fonde (Exchange Traded Funds, ETF), jf. boks 2. De børshandlede fonde minder en del om danske indeksafdelinger, der jo også er børshandlede, men ETFerne har ofte lavere omkostninger.

BØRSHANDLEDE FONDET	Boks 2
Et investeringsprodukt, der er vokset stærkt i popularitet de senere år, er såkaldte børshandlede fonde, Exchange Traded Funds (ETF). En ETF er som regel en indeksfond, dvs. en fond der replicerer et forudbestemt indeks med meget lave omkostninger og handles som en almindelig aktie. De store børshandlede fonde ligger med omkostningsniveauer omkring 10-30 basispoint. De indeksbaserede ETFere minder en del om de danske indeksforeninger, hvis investeringsbeviser typisk også handles på en børs. Børshandlede fonde udvikledes af amerikanske fondsforvaltere i begyndelsen af 1990'erne. I Europa har børshandlede fonde eksisteret siden 2000. De anvendes af såvel private som professionelle investorer og er i dag et af de stærkest voksende finansielle produkter, jf. figur 4.
UDVIKLING I SALG AF ETF I USA OG EUROPA	Figur 4
Anm.: Tal for USA er til og med september 2008 og for Europa juli 2008. Kilde: USA: Investment Company Institute; Europa: ETF Network og Bloomberg.
ETFere kan købes i de fleste lande – her i Norden bl.a. i Sverige. I Danmark minder de danske indeksforeninger herom, men der er ikke etableret egentlige ETFere på det danske marked, og de udenlandske opfylder indtil videre ikke de danske skatteregler for udbyttebetalende foreninger. Det betyder, at private bliver kapitalindkomstbeskattet af alle gevinster og tab. Indtil videre er ETFere derfor mest interessant for pensionsopsparere i Danmark.

Ved aktiv forvaltning indsamles og analyseres information med henblik på at skabe et positivt merafkast i forhold til benchmark. Dette indebærer naturligvis omkostninger (indsamling og analyse af informa tion, handelsomkostninger, lønninger mv.), som det eventuelle merafkast skal dække. Omkostningerne ved investering i en indeksafdeling er generelt lavere end ved investering i en aktivt forvaltet afdeling.⁸ En passiv strategi indebærer typisk færre handler (handler sker primært, når indekset ændrer sammensætning) og lavere omkostninger til indsamling og analyse af markedsinformation.

Eksistensen af de to forskellige strategier afspejler i bund og grund to forskellige syn på, hvor informationsefficiente de finansielle markeder er. I et efficient marked kan aktiv forvaltning ikke "betale sig", jf. boks 3. Det logiske strategivalg er i givet fald at investere i en portefølje, som reducerer diversificerbar risiko og samtidig holder omkostningerne nede på et minimum. Dette kan relativt nemt opnås ved at replicere et større markedsindeks.

Kan aktiv forvaltning så betale sig? Dette spørgsmål har haft stor bevågenhed inden for den akademiske forskning. Konklusionen fra disse studier er oftest, at gennemsnittet af de aktive fonde giver mindre afkast end en passiv, markedsreplicerende fond.⁹

Det er ikke overraskende, at den gennemsnitlige aktive forvalter opnår lavere afkast end en passiv, markedsreplicerende fond, idet markedsafkastet er et vægtet gennemsnit af alle aktivers afkast. Eftersom de aktive porteføljer har højere gennemsnitlige omkostninger end de passive, medfører dette i sin natur, at det gennemsnitlige nettoafkast på aktive porteføljer, dvs. afkast efter omkostninger, må være lavere end nettoafkastet på indeksporteføljer.¹⁰

Dette betyder dog ikke, at aktiv forvaltning aldrig kan betale sig. Det er således interessant at undersøge, hvorvidt der findes foreninger, der vedvarende slår markedet. En række studier har adresseret denne problemstilling.¹¹ Studierne udelukker ikke, at der er foreninger, der mere vedvarende kan slå markedet, men samlet er billedet:

• at det er meget svært ud fra historiske data at identificere foreninger, der systematisk giver merafkast i forhold til et indeks.
• at en stor andel af foreningernes afkast kan forklares med eksponering over for systematisk risiko. Kun en lille andel af foreningernes afkast kan forklares af den aktive strategi, som jo motiverer de højere omkostninger.

Disse resultater indebærer, at det bliver meget svært for den enkelte investor at vælge en forening, der giver et højere afkast end en passiv indeksafdeling. Der er større sandsynlighed for at vælge en, der leverer et lavere afkast.

Faktum er, at det ikke kun er svært at slå en veldiversificeret indeksfond. Mange foreninger har også svært ved at slå egne benchmarks. Figur 5 viser danske investeringsforeningers omkostningsjusterede afkast i forhold til deres eget benchmark, der er justeret for omkostninger på 50 basispoint.¹² Det fremgår, at størstedelen af afdelingerne giver mindre afkast, end hvis man passivt kunne investere i benchmark over en periode på godt fem år.

For at få et indblik i, hvor stor en del af merafkastet der kan tilskrives "ren" aktiv performance, må merafkastene justeres for risiko. Man bør således forholde sig skeptisk til markedsføringen af en forening, der ale ne baserer sig på historisk afkast uden at angive risikoeksponeringen. Fx bruger mange obligationsafdelinger statsobligationer som benchmark, mens deres aktiver i stort omfang består af realkreditobligationer med en anderledes systematisk risikoprofil.

Det forhold, at de aktive foreninger ofte giver lavere afkast end et indeks, skyldes til dels de højere omkostninger ved aktiv forvaltning. Jo længere tid pengene placeres, desto mere dominerer effekten af omkostningen, på grund af renters rente-effekten. Dette kan illustreres med et regneeksempel med en initial investering/formue på 10.000 kr., et gennemsnitligt afkast på 8 pct. om året og omkostninger til investeringsforeningen på henholdsvis 1,5 og 0,5 pct. Holdes investeringen i 25 år, er omtrent en tredjedel af den samlede formue betalt i omkostninger til foreningen ved årlige omkostninger på 1,5 pct., jf. figur 6. Ved årlige omkostninger på 0,5 pct. går 12 pct. til omkostninger.

Beckmann og Rangvid (2006b) viser i et studie af det danske marked over perioden 1994-2003, hvordan en afdelings omkostningsniveau fungerer som indikator for fremtidigt markedsjusteret afkast; jo højere omkostninger desto lavere afkast.

Såvel i Danmark som internationalt har aktive investeringsafdelinger svært ved at levere et positivt merafkast. De få afdelinger, der eventuelt formår at slå benchmark i fremtiden, er meget svære at identificere. Omkostningsniveauet kan til gengæld identificeres på forhånd, og det har en signifikant effekt på investors endelige afkast.

HVORFOR SÅ FÅ PASSIVE ALTERNATIVER?

Studier omkring foreningers forvaltningsevner har en lang historik¹³, og det bør være velkendt inden for branchen, at aktive fonde, der kan slå et passivt alternativ, er få og svære at finde. I den forstand er det et mysterium, at der i så stor udstrækning investeres i aktivt forvaltede fonde. Selv i USA, hvor passivt forvaltede fonde har en langt større udbredelse, anses den samlede størrelse af de aktivt forvaltede foreninger for at være forbløffende stor.¹⁴

På efterspørgselssiden er mange kunder muligvis ikke vidende om, hvor fordelagtig den passive strategi har været historisk. De fleste køber investeringsbeviser gennem den bank, de ellers er kunder i. Har bankerne ikke et incitament til at reklamere for indeksprodukterne, kommer denne information ikke kunderne i hænde. Der findes sandsynligvis også et psykologisk aspekt i valget af foreninger. Ord som "passiv" og "gennem snitsafkast" kan i mange ører have en negativ klang. Mens ord som "specialist", "aktiv" og "slå benchmark" har en meget mere positiv klang. En del af forklaringen ligger måske også i, at den enkelte investor mener at kunne udvælge den vindende forening – muligvis ud fra historisk afkast.

På udbudssiden spiller distributionsnettet gennem bankerne en betydelig rolle. Bankerne har et økonomisk incitament til at anbefale de aktive fonde, der typisk genererer højere indtjening til banken i form af handelsgebyrer, depotgebyrer og porteføljerådgivning. Ved indeksafdelinger kan det være svært at argumentere for, at én indeksafdeling er bedre til at replicere et benchmark end en anden. Det bedste argument for at vælge én indeksafdeling frem for en anden, er omkostningsforskelle. Udbyderne har således et incitament til at differentiere deres produkter.

Dette billede forstærkes af, at mange af de afdelinger, der markedsføres som aktive afdelinger, i realiteten lægger sig tæt op af benchmark, jf. figur 7. Tracking error måler standardafvigelsen af forskellen mellem afkast på porteføljen og afkast på benchmark. Det er et mål for, hvor tæt en portefølje følger det indeks, den refererer til.

Det giver sig selv, at passive afdelinger bør have lav tracking error, idet det er deres strategi at replicere benchmark. Aktive afdelinger, som har en udtalt strategi om, og som tager sig betalt for at "slå" deres benchmark, må forventes at have en noget større tracking error end de passive. De fleste danske indeksafdelinger har tracking error i intervallet 1-4 pct. pr. år. I det samme interval ligger også størstedelen af de aktive afdelinger, dog gennemgående med højere omkostninger.

Hvis tracking error er lav, afviger afdelingen ikke meget fra benchmark og må derfor forventes at have tilsvarende lavere omkostninger. Figur 7 bekræfter den positive relation mellem omkostninger og aktivitetsniveau, men indikerer samtidig en betydelig spredning. Der findes således meget aktive afdelinger med lavere omkostninger end dem, der ligger tæt på benchmark. Ligesom der også findes aktive afdelinger med lav tracking error og omkostninger på linje med de passive.¹⁵ Indeksforeningerne har generelt lavere omkostninger i forhold til aktivitetsniveau, men som det fremgår, kan der også findes indeksafdelinger med relativt høje omkostninger. Det afgørende i denne sammenhæng er altså ikke, om betegnelsen er aktiv eller passiv, men om omkostningerne er lave i forhold til den aktivitet, foreningen leverer.

I et studie baseret på amerikanske data kritiserer Cremers og Petajisto (2007) en række amerikanske aktive fonde for at være "skabs-indeks fonde" med høje omkostninger. I USA ligger den gennemsnitlige tracking error højere end i Danmark, men relationen mellem omkostninger og tracking error er meget lig den danske. Også i USA findes der mange foreninger, der markedsføres og prises som aktive, men som i realiteten følger et indeks tæt.

En passiv afdeling er ikke nødvendigvis billig. Den vil typisk have lavere handelsomkostninger i forhold til en tilsvarende aktiv afdeling, men markedsføring og distribution udgør en stor del af investeringsforeningernes omkostninger. Et pres for at nedbringe disse omkostninger kræver sandsynligvis en markedssituation, hvor der er let tilgængelig information og større konkurrence, ikke bare for de aktive fonde, men også for de passive. De gældende skatteregler, som modvirker private investorers adgang til udenlandske fonde – bl.a. ETFere – i kombination med de nuværende distributionskanaler og økonomiske incitamenter fremmer ikke en sådan udvikling.

OPSUMMERING OG KONKLUSION

I Danmark er aktivt forvaltede investeringsforeninger dominerende. Mange aktive afdelinger har svært ved at levere et afkast, der er højere end en passiv strategi på grund af de højere omkostninger. Endelig viser det sig, at overraskende mange aktivt forvaltede afdelinger reelt er tæt på at følge en passiv investeringsstrategi. Manglende information, økonomiske incitamentsstrukturer og skattemæssige barrierer kan være nogle af forklaringerne på, at indeksbaserede alternativer med lave omkostninger udgør en relativt lille andel i det danske marked for investeringsforeninger.

LITTERATUR

Anderson, Seth C. og Parvez Ahmed (2005), Mutual Funds, fifty years of research findings, Springer.

Beckman, Ken L. og Jesper Rangvid (2006a), Danish Mutual Funds: Description, performance, and a European comparison, kapitel 3, s. 31-62, i Performance of Mutual Funds, edited by Greg N. Gregoriou. Palgrave Macmillan.

Beckman, Ken L. og Jesper Rangvid (2006b), Rating Mutual Funds: Construction and information content of an investor cost based rating of Danish mutual funds, Journal of Empirical Finance, Vol. 14, nr. 5, s. 662-693.

Christensen, Michael (2003), Evaluating Danish Mutual Fund Performance, Aarhus School of Business, Working Paper.

Cremers, Martijn og Antti Petajisto (2007), How Active is Your Fund Manager? A New Measure That Predicts Performance, Review of Financial Studies, forthcoming.

Fama, Eugen F. og Kenneth R. French (2008), Mutual Fund Performance, Dartmouth College, Working Paper.

Felstedt, Niels og Jesper Rangvid (2007), Indeksinvesteringsforeninger I Danmark, Finans/Invest, nr. 7, s. 14-20.

Gruber, Martin J. (1996), Another puzzle: The Growth of Actively Managed Mutual Funds, Journal of Finance, nr. 51.

Henriksen, Karsten (2008), Stordriftsfordele går primært til bankerne, Morningstar.

Malkiel, Burton G. (1999), A Random Walk Down Wall Street, W.W. Norton & Company, New York.

Malkiel, Burton G. (2005), Reflection on the Efficient Market Hypothesis: 30 years Later, The Financial Review, nr. 40, s. 1-9.

Sharpe, William F. (1991), The Arithmetic of Active Management, Financial Analysts Journal, januar/februar, s. 7-9.

APPENDIKS: BESKATNINGSREGLER FOR INVESTERINGSFORENINGER

I skattelovgivningen skelnes i hovedtræk mellem, hvem der investerer (privatpersoner, selskaber, pensionsmidler mv.), hvad afdelingen investerer i (aktier eller obligationer), og om den er udloddende eller akkumulerende.

• Private (frie midler): Realiserede gevinster på investeringer i udloddende aktieafdelinger beskattes som aktieindkomst (28-45 pct.). Tab kan modregnes i udbytter og gevinster fra børsnoterede aktier mv. For obligationsafdelinger beskattes gevinster som kapitalindkomst (33-59 pct.), men kun kurstab på beviser i afdelinger med udenlandske obligationer kan fradrages i kapitalindkomsten. Udbytter fra obligationsforeninger, der udlodder gevinst på såkaldt blåstemplede obligationer, er skattefri indkomst. Ved investering i akkumulerende investeringsforeninger (de såkaldte investeringsselskaber) beskattes både realiserede og urealiserede gevinster og tab som kapitalindkomst. Andele i udenlandske foreninger (normalt omtalt som "investeringsinstitutter") beskattes som udgangspunkt efter de regler, som gælder for akkumulerende investeringsforeninger (investeringsselskaber), dvs. som kapitalindkomst (op til 59 pct. afhængigt af øvrige indkomster). For at investorerne i udenlandske investeringsinstitutter kan blive beskattet på lige fod med de danske udloddende foreninger, skal de være registreret ved SKAT i Danmark og de skal løbende rapportere udlodningsopgørelser over beløb til beskatning. Endelig skal de overholde særlige danske placeringsregler på linje med de danske udloddende foreninger.
• Pensionsmidler: Såvel realiserede som urealiserede gevinster beskattes med 15 pct., mens nettotab fremføres til året efter.
• Selskaber: Realiserede gevinster og tab beskattes i selskabsindkomsten for de udloddende afdelinger. Dog anvendes 3-års-reglen for aktier ved gevinst og tab på beviser i aktieafdelinger. For de akkumulerende afdelinger (investeringsselskaber) beskattes såvel realiserede som urealiserede gevinster og tab som selskabsindkomst.

For en udførlig beskrivelse af skattereglerne henvises til SKAT.