Grundlag for Bodil Nyboe Andersens udtalelser
på Realkreditrådets årsmøde den 23. april 1998

Om godt en uge indledes den historiske møderække, hvor de formelle beslutninger tages vedrørende starten på Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase. Der er ikke den store spænding om udfaldet. Det har allerede i nogen tid stået klart, at 11 af EUs 15 medlemmer vil indføre den fælles mønt 1. januar 1999.

For blot et par år siden var der mange skeptikere, der slet ikke troede, at ØMUen ville blive til noget. Selv blandt ØMU-optimisterne var det en udbredt opfattelse, at højst 6-8 lande ville kunne deltage fra 1999.

Men i de senere år har EU-landene opnået en bemærkelsesværdig konvergens i de økonomiske nøgletal. Tallene er blevet analyseret og vurderet i de forskellige konvergensrapporter, som er fremkommet den sidste måned.

I den offentlige debat har fokus navnlig været på den finanspolitiske konvergens. 14 EU-lande har bragt underskuddene på de offentlige budgetter ned under den magiske grænse på 3 pct. af BNP. Reduktionen af den offentlige gæld er ifølge sagens natur en noget mere langstrakt proces, og for et par af de ventede deltagere må den påregnes at tage ganske mange år.

Men konvergenskriterierne handler ikke kun om de offentlige finanser. Der lægges vægt på, at de deltagende lande skal have nogenlunde ensartet inflation og rente, og at deres indbyrdes valutakurser har været stabile. Det er et logisk krav til lande, der skal have en fælles valuta. I begyndelsen af 90'erne, hvor traktaten blev skrevet, ønskede man desuden at fastholde de resultater med hensyn til lavere inflation og valutakursstabilitet, som de såkaldte europæiske kernelande havde opnået i 80'erne. Efter den betydelige valutauro i begyndelsen af 90'erne fik kernelandene hurtigt genetableret valutakursstabilitet omkring de centralkurser, som har været gældende siden 1987. De øvrige lande, som ventes at være med i møntunionen, har først i de senere år opnået valutakursstabilitet i forhold til hinanden og til kernelandene.

Lave inflationsrater i 90'erne er imidlertid ikke kun et EU-fænomen, men genfindes i de fleste andre OECD-lande.

Selv kraftig økonomisk vækst og lav arbejdsløshed har ikke som tidligere medført stærke prisstigninger, hvilket har overrasket de fleste økonomiske prognosemagere. Det har givet anledning til mange betragtninger i artikler og taler fra akademikere, politikere og centralbanker. Man har lanceret begrebet "ny økonomi" som forklaring herpå.

Ny økonomi er ikke - i alt fald ikke endnu - nogen sammenhængende teoribygning som et alternativ til den traditionelle økonomiske teori. Ny økonomi er snarere en samlebetegnelse for en række ad hoc forklaringer på, at de gammelkendte sammenhænge mellem vækst, arbejdsløshed og inflation måske har ændret karakter. Især den teknologiske udvikling bruges som forklaring på ændrede reaktionsmønstre hos både virksomheder og lønmodtagere.

Indtil videre ser det dog ud til, at den økonomiske udvikling i hovedtræk kan forklares ud fra de traditionelle økonomiske modeller.

Den lave inflation har imidlertid også på anden vis påvirket debatten. Man er pludselig begyndt at høre bekymring for, at inflationen er ved at blive for lav, og at man måske vil få prisfald. Ordet "deflation" står for de fleste som et kodeord for mellemkrigstidens økonomiske problemer. Især under verdenskrisen i 30'erne oplevede man deflationsspøgelset som en ond cirkel med prisfald, lønfald og voldsomt stigende arbejdsløshed.

Det er navnlig udviklingen i Japan, der giver anledning til bekymring, og selv om der med jævne mellemrum vedtages pakker af indgreb, har det hidtil vist sig umuligt at få gang i efterspørgslen.

I vores del af verden er situationen helt anderledes. Reallønnen stiger pænt, og de meget lave inflationstal i mange lande skyldes bl.a. prisfald på nogle enkeltvarer. Mange råvarer, bl.a. energi, har meget store prisudsving. Der vil derfor være perioder, hvor disse varer bidrager til at trække prisindekset ned.

Der er andre produkter, der over længere perioder falder i pris, fordi den tekniske udvikling går meget hurtigt. Det mest almindelige eksempel er computere. Men prisfald på sådanne højteknologiske varer er jo ikke udtryk for nogen krisesituation. Måske tværtimod. Uanset at al erfaring siger, at man kan få et bedre produkt til den halve pris ved at vente et år eller to - så har det tilsyneladende ikke negativ effekt på efterspørgslen efter disse produkter.

Så selv om inflationen skulle komme endnu længere ned, og selv om der måske i perioder bliver tale om et fald i prisindeksene, er det svært at se, at det i vore dages samfund skulle føre til problemer af samme art som i 30'erne.

Danmark har valgt at stå uden for ØMUens tredje fase, men alligevel er dansk økonomi også blevet vurderet i konvergensrapporterne. Vi kan glæde os over, at disse vurderinger er særdeles positive. Det styrker finansmarkedernes tillid, og vi kan med tilfredshed konstatere, at rentespændet mellem 10-årige danske og tyske statsobligationer nu ligger så lavt som under 1/4 pct. Det er nærliggende at opfatte den kvarte procent som det p.t. bedste skøn over den renteforskel, der i fremtiden vil være i forhold til euro-obligationer. Der er imidlertid en tendens til, at rentespændet indsnævres i perioder med rentefald, og at spændet er lavt med lave renteniveauer. Derfor må rentespændet mellem danske obligationer og euroobligationer også forventes at kunne variere over tiden, ligesom vi har oplevet det med rentespændet mellem danske og tyske statsobligationer.

Det lave rentespænd kan begrundes med de gode økonomiske nøgletal, og med markedets tillid til, at den danske krone vil få en meget stabil valutakurs i forhold til euroen.

Modsat mange andre lande i Europa er Danmarks økonomiske problem, at udviklingen for tiden går for stærkt. Forbruget stiger kraftigt, fordi der er meget optimistiske forventninger til fremtiden. Man kan kalde det et luksusproblem. Men det har desværre konsekvenser for betalingsbalancen, der er akilleshælen i dansk økonomi. Der er en betydelig risiko for, at vi får underskud på betalingsbalancen i 1998. Og selv om det lykkes at få et mindre overskud, indebærer det reelt, at nedbringelsen af udlandsgælden går i stå.

For to år siden nævnte jeg ved denne lejlighed, at det synes at være et grundvilkår for dansk økonomi, at betalingsbalancen forringes, når vores vækst er stærkere end udlandets. De to sidste år har bekræftet denne sammenhæng.

Derfor er det meget væsentligt, at man ved tilrettelæggelsen af finanspolitikken for 1999 vedtager en overbevisende stramning - og at den også gennemføres. I de senere år er de offentlige udgifter i årets løb desværre steget kraftigere, end det var planlagt.

Tilrettelæggelsen af den samlede finanspolitik for 1999 starter allerede meget snart med aftalerne mellem regeringen og kommunerne. Disse aftaler har meget stor økonomisk betydning, idet hovedparten af den offentlige aktivitet foregår i kommunerne, og det må sikres, at de aftalte udgiftsrammer overholdes både i 1998 og 1999.

De rekordlave obligationsrenter gør ikke den samfundsøkonomiske balancegang lettere, idet de finansielle forhold virker ekspansivt. Det er en konsekvens af fastkurspolitikken kombineret med et lavt renteniveau i hele Europa.

For et års tid siden forventede mange, at markedsrenterne ville være stigende i det kommende år. Men udviklingen er gået lige modsat, bl.a. fordi usikkerheden om udviklingen i Fjernøsten har lagt en dæmper på forventningerne til de kommende års vækst.

Rentefaldet i 1993 førte til en bølge af konverteringer, efter at konvertering i årtier kun havde været noget, man hørte om i økonomisk historie. Konverteringsbølgen i 93-94 gav i de fleste tilfælde meget betydelige lettelser i boligejernes udgifter til renter og afdrag. Der er ingen tvivl om, at den forbrugsstimulerende effekt af dette er en væsentlig del af forklaringen på det økonomiske opsving i Danmark fra 1993.

Konverteringerne gjorde almindelige boligejere bevidste om mulighederne for gældsomlægninger. Samtidig har udviklingen af edb-programmer gjort det let at beregne konsekvenserne, så nu er konvertering ved at blive en nationalsport. Men gevinsten ved at konvertere er i dag i de fleste tilfælde væsentlig mindre end for 4-5 år siden, da en del af de lån, der nu konverteres, er optaget i de senere år. Derfor vil forbrugseffekten af konverteringerne blive væsentlig mindre end i den sidste konverteringsrunde. Men til gengæld er vi i dag i en situation, hvor der bestemt ikke er brug for at få stimuleret efterspørgslen.

En hel del boligejere, som får tilbud om konvertering, vælger at gøre det, selv om de måske kun kan spare et par hundrede kroner om måneden, når gebyrerne for omlægningen er betalt. Det skaber beskæftigelse og indtjening i penge- og realkreditinstitutter, og obligationsejerne betaler gildet, når obligationerne indfries til pari. Dette kan få konsekvenser for de mere professionelle danske og udenlandske investorers strategi i fremtiden.

Et hovedtema i det, jeg har sagt i dag, er, at det bliver nødvendigt for Danmark gennem en markant finanspolitisk stramning at holde den samlede indenlandske efterspørgsel nede. Dette perspektiv bør indgå i tilrettelæggelsen af udlånspolitikken, selv om muligheden for tab på realkreditlån kan synes nok så teoretisk i den nuværende situation.

Det er ofte sagt - men det tåler gentagelse: Det er i de gode tider, udlåns-politikken lægger kimen til fremtidige kriser.