(fortsat fra forrige side)

Afslutning

Det er vist, at et beskedent antal faktorer kan beskrive lønudviklingen siden midten af 1970'erne. Lønrelationen synes ikke at have væsentlige problemer med at forklare de i historisk sammenhæng beskedne lønstigninger frem til slutningen af 1997. Resultaterne fra den økonometriske analyse skal dog som altid tolkes med en vis forsigtighed, og det kan ikke afvises, at der er en hastigere lønudvikling i vente "rundt om hjørnet" i takt med det stadigt strammere arbejdsmarked under den aktuelle højkonjunktur. Lønstigninger på omkring 4 pct. p.a. må dog samtidigt vurderes at være problematiske på baggrund af de seneste tyske overenskomster og lave lønstigninger i udlandet i det hele taget.

Appendiks

I dette appendiks gennemgås en økonometrisk analyse af løndannelsen i Danmark. Analysen er baseret på timelønningerne i industrien. Næste afsnit indeholder en kort diskussion af alternative forklaringsmodeller for løndannelsen som udgangspunkt for den økonometriske analyse. Herefter følger en beskrivelse af data og metodevalg. Siden gennemgås estimation af de forskellige modeller hver for sig, samt test af modellerne mod hinanden. Til sidst diskuteres de statistiske egenskaber ved den foretrukne model, herunder stabilitets- og forecastegenskaber.

Modelramme

Udgangspunktet for analysen er som nævnt alternative hypoteser, som hver især har været centrale i eksisterende empiriske studier af udviklingen i både danske og udenlandske lønninger. Phillipskurven placerer sig tidsmæssigt først og beskriver lønstigningstakten som funktion af inflation og arbejdsløshedsgrad. Den har haft en vigtig placering i mange makroøkonometriske modeller, om end den ofte kritiseres for manglende teoretisk fundament og sommetider også for empirisk ustabilitet. Modstykket til Phillipskurven er relationer, der beskriver en sammenhæng mellem realløn/lønkvote og bl.a. arbejdsløshed. At både Phillipskurver og reallønsmodeller kan tænkes at være empirisk interessante antydes i figur 4, idet såvel lønstigningstakten som lønkvoten synes at være negativt korrelerede med ledighedsgraden. I de seneste par år synes sammenhængen dog at være brudt, og der vil i det følgende blive undersøgt for strukturelt brud.

Phillipskurven beskriver i korte træk lønstigningstakten, w, som funktion af den forventede inflation, p^e, og arbejdsløshedsgraden, UR, samt eventuelt også ændringen i arbejdsløshedsgraden, UR,

Forventet inflation approksimeres normalt ved laggede værdier af faktisk inflation, p. Andre forklarende variabler kan vel tænkes inddraget. Phillipskurven er som nævnt blevet kritiseret for at give en for simpel beskrivelse af løndannelsen. Blandt de vigtigste kritikpunkter er, at den ikke forklarer reallønsniveauet for et givet niveau for ledigheden, men kun stigningstakten i de nominelle lønninger. I en større modelmæssig sammenhæng behøver Phillipskurven dog ikke implicere, at reallønnen er ubestemt. Denne kan meget vel tænkes at indgå i både udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. I så fald vil Phillipskurven blot være den mekanisme, der sørger for tilpasningen i reallønnen og skaber ligevægt på arbejdsmarkedet.

I samme åndedrag bør det bemærkes, at eksistensen af et velbestemt langsigtsniveau for ledigheden ikke nødvendigvis fordrer, at Phillipskurven er lodret, dvs. =1. Ved faste valutakurser skal ledigheden i ligevægt resultere i samme lønstigningstakt som i ankerområdet. Det fremgår bl.a. ved multiplikatorsimulationer med Nationalbankens makromodel¹⁾.

Forhandlingsmodeller repræsenterer en lidt nyere teori for løndannelsen. Reallønnen er bestemt ved forhandlinger mellem fagforeningerne og virksomheden, og vil derfor afhænge af fagforeningernes relative forhandlingsstyrke. Som en proxy herfor benytter vi arbejdsløshedsgraden, således at W/P=g(UR), g'<0. Reallønnen vil normalt også afhænge af andre faktorer, som løn- og virksomhedsskatter, produktivitet, dagpengenes kompensationsgrad, etc.²⁾ Som udgangspunkt for det empiriske arbejde med en reallønsmodel vil vi benytte følgende specifikation (på log-lineær form), hvor det forventede fortegn til parametrene er angivet:

p_C er forbrugerpriserne, p_Y producentpriserne, q arbejdsproduktiviteten, h ugentligt timetal, t_i gennemsnitlig indkomstskattesats, t_p virksomhedernes indirekte lønomkostninger³⁾, og r kompensationsgraden. Wedgen (kilen), WW, mellem virksomhedernes produktrealløn, W₁=W·T_p /P_Y , og arbejdernes forbrugsrealløn, W₂=W·T_i /P_C , dvs. ww =p_C-p_Y+t_p-t_i , har betydning, da arbejdsgivere og -tagere normalt ikke interesserer sig for samme lønbegreb. Til illustration af wedgens betydning kan lønligningen skrives med den disponible forbrugsrealløn på venstre side:

Hvis µ₁=µ₂=µ₃=0, vil forbrugsreallønnen være invariant over for ændringer i wedge-komponenterne, mens produktreallønnen er invariant, hvis µ₁=µ₂=-µ₃=1. Koefficienternes størrelse er i sidste ende et spørgsmål om fagforeningernes forhandlingsstyrke, dvs. styrke til at overvælte ændringer i indkomstskat og forbrugerpriser i lønnen og tilsvarende forhindre virksomhederne i at overvælte ændringer i indirekte lønomkostninger i lønnen. Der kan tænkes at være skattesymmetri i løndannelsen, dvs. µ₁=µ₂=-µ₃, således at simple omlægninger af skattesystemet ikke har reale effekter via ændringer af reallønnen, men det behøver ikke at være tilfældet.

Data og metode

Der benyttes kvartalsdata fra Nationalbankens model, Mona. Estimationsperioden er 1. kvartal 1975 til 4. kvartal 1995, mens data frem til udgangen af 1997 benyttes til out-of-sample prædiktioner. De anvendte serier er følgende:

W timelønsindekset for industriens arbejdere⁴⁾
P_C deflatoren for privat forbrug
P_Y BFI-deflatoren for private sektor ekskl. landbrug, energi og boligb.
T_p virksomhedernes indirekte lønomkostninger⁵⁾
T_i gennemsnitlig indkomstskat, inkl. bruttoskat⁶⁾
UR arbejdsløshedsgraden
Q gennemsnitlig timeproduktivitet i byerhverv ekskl. energi
H maksimalt aftalt årlig arbejdstid, timer
R gennemsnitlige kompensationsgrad

I første omgang undersøges tidsseriernes integrationsorden ved et såkaldt enhedsrodstest. Til det foretages en udvidet Dickey-Fuller test baseret på nedenstående ligning. En tidstrend, t, er medtaget, når det giver mening i økonomisk forstand som alternativ til en stokastisk trend.

Undersøgelsen af seriernes integrationsorden antyder, jf. tabel 1, at det er usikkert, om den nominelle løn er integreret af første eller anden orden, mens de øvrige nominelle variabler, forbruger- og producentpriser, mere entydigt er integreret af første orden. Arbejdshypotesen er, at alle nominelle størrelser er integreret af første orden. De reale variabler som realløn, wedge, arbejdsløshed, arbejdstid, samt løn- og virksomhedsskatter er integreret af første orden⁷⁾. Produktiviteten kunne på baggrund af teststørrelserne se ud til at være stationær, men antages at være integreret af samme orden som de øvrige reale størrelser.

Den empiriske analyse vil tage udgangspunktet i Johansen's multivariate kointegrationsmodel⁸⁾. Lad være givet en p-dimensional VAR-model skrevet på fejlkorrektionsform,

k er antal lags i VAR-modellen, og t et indeks for tiden. D betegner de deterministiske led. Fejlleddet antages at være identisk og uafhængigt normalfordelt med kovarians-matricen . Relevante variabler i langsigtssammenhængen er den nominelle løn, forbrugerpriserne, den gennemsnitlige timeproduktivitet, arbejdsløshedsgraden, wedgen mellem virksomhedernes produktrealløn og den disponible forbrugsrealløn, og den gennemsnitlige kompensationsgrad, dvs. X={w, p_C , q, UR, ww, r}.

(fortsættes på næste side)

Fodnoter