Lønudviklingen i Danmark

v/Niels Lynggård Hansen, Økonomisk Afdeling

Indledning

Lønstigningerne i Danmark har i de senere år ligget på et i historisk sammenhæng stabilt lavt niveau. Således har timelønningerne for industriarbejdere, som er emnet for denne artikel, fra midten af 1995 til udgangen af 1997 haft en stort set uændret stigningstakt på ca. 4 pct. p.a., jf. figur 1. Fra udgangen af 1991 til 1995 var lønstigningstakten endnu lavere i intervallet fra 2 til 4 pct. p.a., et niveau man skal tilbage til 1950 for at genfinde. Det nævnte niveau for lønstigningerne i Danmark afspejler i høj grad en international tendens i forlængelse af den generelle nedbringelse af inflationstakten i mange lande siden 1980'erne. Konkret har priserne i Danmark i de senere år udviklet sig noget langsommere end lønningerne, således at reallønnen er steget på trods af de lave nominelle lønstigninger. Den nominelle danske lønudvikling var i begyndelsen af 1990'erne mere afdæmpet end hos vore vigtigste handelspartnere. Fra begyndelsen af 1995 er denne udvikling vendt. De danske merlønstigninger falder sammen med en stærkere økonomisk vækst end hos de fleste handelspartnere og derved en langt gunstigere udvikling i ledigheden end i andre lande siden 1993.

I en lille, åben økonomi som Danmark spiller løndannelsen en central rolle for økonomiens tilpasningsevne ved ændringer i de ydre vilkår, ikke mindst via dens betydning for konkurrenceevnen. Virkningerne på lidt længere sigt af økonomisk politik, herunder finanspolitik, afhænger i betydelig grad af, hvor meget og hvor hurtigt lønningerne reagerer på fx ændringer i produktion og beskæftigelse. En række andre forhold, herunder prisdannelsen på varemarkedet, tillidsfaktorer og renteudviklingen er dog også af stor betydning i denne forbindelse. Manøvremulighederne i den økonomiske politik afhænger således af flere forhold end løndannelsen. Det ændrer ikke ved, at det er vigtigt både ved udarbejdelse af prognoser for dansk økonomi og tilrettelæggelse af den økonomiske politik at have en klar ide om løndannelsen. Specielt har erfaringerne fra midten af 1980'erne, hvor voldsomme lønstigninger i 1987 bidrog afgørende til afslutningen på et økonomisk opsving og begyndelsen af en lang periode med lav vækst, sat sit præg. Ledigheden kom i løbet af 1997 ned på samme lave niveau som dengang uden tegn på lignende acceleration i lønningerne. Disse forhold motiverer i sig selv et nærmere studie af løndannelsen i Danmark. Det skal bemærkes, at den lønrelation, som Nationalbanken hidtil har anvendt i sit modelarbejde, ikke har vist tegn på at være løbet af sporet. Et vigtigt spørgsmål i den sammenhæng er, om reaktionsmønstret i dag trods alt er forskelligt fra 1980'erne, herunder om der er sket et strukturelt skift i løndannelsen, eller om lønreaktionen blot lader vente på sig, som konflikten på arbejdsmarkedet i foråret 1998 kan antyde.

Denne artikel beskriver en empirisk analyse af timelønningerne i industrien med udgangspunkt i alternative hypoteser for løndannelsen. I første afsnit gennemgås resultaterne fra den økonometriske analyse. Dernæst diskuteres stabiliteten i den estimerede sammenhæng, først og fremmest hvorvidt der kan tænkes at være sket strukturelle skift i løndannelsen. Endelig følger en række afsluttende kommentarer. Selve den empiriske analyse af løndannelsen er henlagt til appendiks.

En lønrelation for Danmark

Den økonometriske analyse understøtter, at lønstigningstakten kan beskrives som en nogenlunde stabil funktion af arbejdsløshedsgrad og prisstigninger, som i en mere traditionel Phillipskurve¹⁾. Disse faktorer

giver sammen med forskellen på producent- og forbrugerprisstigninger, ændringerne i den årlige arbejdstid og arbejdsløshedsunderstøttelsens kompensationsgrad en overordnet set tilfredsstillende beskrivelse af lønudviklingen fra midten af 1970'erne til i dag. Den foretrukne relation, jf. tabel 5 i appendiks, kan konkret skrives på følgende måde:

w er timeløn for industriens arbejdere, p_C forbrugsdeflatoren, p_Y BFIdeflatoren for private byerhverv, h årlig arbejdstid, UR arbejdsløshedsgraden, og r kompensationsgraden ved ledighed²⁾. Bidrag til lønudviklingen fra de enkelte forklarende komponenter i lønrelationen er vist i figur 2.

Lønnens reaktion på de økonomiske konjunkturer går først og fremmest via arbejdsløshedsgraden. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at timelønningerne i 1997 voksede betydeligt langsommere end i anden halvdel af 1980'erne, hvor arbejdsløsheden nåede ned på stort set samme niveau som i dag. Den væsentligste forklaring på denne forskel er ifølge modellen de successive nedsættelser af arbejdstiden, som fandt sted i anden halvdel af 1980'erne. Disse var til dels politisk bestemt, og blev i vidt omfang givet med fuld lønkompensation til arbejdstagerne.

Inflationstakten er faldet betydeligt i løbet af den betragtede periode, og har i 1990'erne ligget på et lavere niveau end i 1980'erne. Herved dæmpes inflationsforventningerne, og forbrugerprisernes stigningstakt bidrager derfor til at forklare niveauskiftet i lønstigningstakten. Det samme gælder den gennemsnitlige kompensationsgrad ved ledighed, som i dag ligger på et lavere niveau end i midten af 1970'erne.

Lønstigningerne afhænger desuden af væksten i producentpriserne som udtryk for, at den tilbudte løn vil afhænge af prisudviklingen set fra producenternes synspunkt. Konkret indgår i lønrelationen forskellen mellem stigningstakterne i henholdsvis producent- og forbrugerpriserne. Denne størrelse bidrager ikke trendmæssigt til lønudviklingen, da de to prisserier på længere sigt bevæger sig parallelt. På kortere sigt kan indflydelsen fra denne faktor dog være mærkbar.

Den estimerede relation giver generelt en god beskrivelse af lønudviklingen. Inden for estimationsperioden fanges de overordnede bevægelser i lønningerne, mens større sving fra kvartal til kvartal ikke altid rammes, jf. figur 3. Uden for estimationsperioden forudsiges de seneste års lønstigninger ligeledes med en rimelig præcision. Det er bemærkelsesværdigt, at den modelbestemte lønstigningstakt gennem det seneste opsving stort set ikke påvirkes, selv hvis estimationsperioden stopper i 1992 i stedet for 1995. Det viser, at den estimerede relation ikke har problemer med de seneste års lønudvikling, og dermed, at udviklingen kan forklares uden at ty til hypotesen om et strukturelt skift i løndannelsen.

Strukturelt skift i løndannelsen?

Den aktuelle diskussion af "new economics"³⁾, dvs. ideen om at produktion og beskæftigelse kan stige uden opgang i inflationstakten, bl.a. på grund af skærpet konkurrence og internationalisering, kan indebære en ide om, at Phillipskurven er blevet mere flad, dvs. en mindskelse af lønstigningstaktens marginale reaktion ved ændringer i ledigheden.

En nærliggende forklaring på et sådant strukturskift kunne være en stigende erkendelse af, at høje lønstigninger har en tendens til at blive spist op af tilsvarende prisstigninger og fald i beskæftigelse. Erfaringen fra de seneste årtier er, at fremgang i reallønnen især har fundet sted i perioder med lave lønstigninger, jf. figur 1.

Sammenfaldet af lave lønstigninger og markant fald i arbejdsløsheden kan også skyldes, at arbejdsmarkedet ikke er så stramt, som bevægelsen i ledighedstallene umiddelbart antyder. De senere års arbejdsmarkedspolitik kan tænkes at have reduceret det niveau for ledigheden, hvor accelererende lønninger normalt begynder at vise sig. Det svarer til, at Phillipskurven er flyttet sidelæns mod venstre. De mest bemærkelsesværdige resultater er opnået i bekæmpelsen af ungdomsledigheden, som er faldet betydeligt. Faldet i ledigheden har desuden været bredt fordelt på sektorer, og flaskehalsproblemer i samme omfang som under opsvinget i 1980'erne er endnu ikke set.

En yderligere forklaring kunne være, at faldet i ledigheden i stor udstrækning er sket ved lediges overgang til bl.a. orlov, overgangsydelse og efterløn. For så vidt der her har været tale om ledige med en forholdsvis løs tilknytning til arbejdsmarkedet, og som derfor ikke har bidraget væsentligt til at holde lønningerne nede, kan ledighedsfaldet være afstedkommet uden at have ført til et øget lønpres. Det svarer også til, at Phillipskurven er flyttet mod venstre.

Den estimerede relation viser overordnet en stabil sammenhæng mellem lønstigningstakten og dens forklarende faktorer, jf. analysen af stabilitetsegenskaberne i appendiks, svarende til, at der ikke har været tale om et strukturelt skift i løndannelsen. Hældningen på Phillipskurven, dvs. koefficienten til ledigheden, er dog mindsket en anelse efter 1993.

Generelt er det svært i empirisk arbejde at skelne mellem de enkelte forklaringer på, at lønstigningerne i de senere år har været lavere end under opsvinget i 1980'erne. At ændringer i den årlige arbejdstid har en signifikant betydning synes dog uomtvisteligt. I formel forstand har alle nedsættelser af arbejdstiden været fulgt af en umiddelbar lønkompensation, om end overvæltningen efterfølgende kan tænkes at være reduceret. Således fandt de mest markante og enkeltstående lønstigninger fra et kvartal til det næste, nemlig i 1975, 1979 og 1987, sted i kvartaler med mærkbare reduktioner i arbejdstiden, jf. sammenligning af figur 2 og 3.

(fortsættes på næste side)

Fodnoter