(fortsat fra forrige side)

En række pengeinstitutter valgte i løbet af 2. halvår 1997 at reducere rentefølsomheden af deres obligationsporteføljer på baggrund af

forventninger om stigende renteniveau. En måde, hvorved rentefølsomheden kan reduceres, er ved at købe korte statspapirer. En anden måde er at købe højt forrentede og dermed konverteringstruede realkreditobligationer. Disse papirer har en relativt kort forventet løbetid, når der justeres for sandsynligheden for, at papirerne bliver konverteret.

I løbet af 2. halvår 1997 skete der imidlertid en udfladning af rentestrukturen. Renterne steg i den korte ende, men faldt i den lange jf. figur 2.

Renteudviklingen i 2. halvår betød, at der var et højere afkast ved at holde lange obligationer i forhold til korte, samt at en investeringsstrategi, hvor mellemlange og lange obligationer blev afhændet til fordel for korte, gav store kurstab. Pengeinstitutter med højt forrentede realkreditobligationer blev ramt særligt hårdt, jf. boks 2.

Pengeinstitutterne oplyser generelt ikke om deres kursreguleringer fra handel med værdipapirer og valuta mv., hvorfor omfanget heraf for den finansielle sektor som helhed er ukendt. På baggrund af det høje aktivitetsniveau på de finansielle markeder i 1997 må disse kursgevinster formodes at have været af et ikke ubetydeligt omfang.

Samlet set har kursreguleringerne under uændrede markedsforhold og kursreguleringer som følge af ændrede markedsbestemte forhold på pengeinstitutternes obligationsbeholdninger bidraget negativt til indtjeningen i 1997. Den kundeafledte indtjening har kun delvis kunnet opveje dette.

I forhold til basisindtjeningen betyder regnskabsprincipperne, at renteindtægterne overvurderes, da de løbetidsafhængige kursreguleringer, der fortolkningsmæssigt må sidestilles med renteindtægter, udelades. Omvendt undervurderes basisindtjeningen i og med, at fx indtjening fra kursskæring i forbindelse med handel af værdipapirer og valuta mv. medtages under kursreguleringerne. Den samlede effekt af ovennævnte forhold må antages at have været negativ for basisindtjeningen.

Omkostningsprocent

Omkostningsniveauet har absolut set været vigende sammenlignet med begyndelsen af 90'erne. I forhold til indtægterne er billedet imidlertid mere blandet.

Et indtryk af evnen til at tilpasse omkostninger til indtjeningsniveauet fås ved at se på omkostningsprocenten, der ifølge Finanstilsynets definition beregnes som ordinære udgifter¹⁾ i forhold til ordinære indtægter²⁾. I beregningen er anvendt tal indberettet til Finanstilsynet. Udviklingen i omkostningsprocenten fremgår af figur 3, hvori samtidig er indsat personaleudgifterne som andel af de ordinære indtægter.

Til og med 1994 faldt omkostningsprocenten mærkbart. Siden har omkostningsprocenten være stabil som følge af svagt stigende udgifter og indtægter. Reduktioner i medarbejderantallet slår igennem, således at omkostninger til medarbejdere over hele perioden falder i sammenligning med ordinære indtægter. Den samlede omkostningsprocent viser dog, at faldende udgifter til medarbejdere i de senere år er erstattet af andre driftsudgifter. De nye udgifter har bl.a. relation til informationsteknologi og udvidelse henholdsvis ændring af distributionskanaler. Disse typer udgifter må forventes at være en væsentlig del af pengeinstitutvirksomhed i årene fremover.

De samlede udgifter til personale og til administration har, jf. tabel 1, i perioden ligget ganske stabilt på 20-21 mia.kr., dog med en let stigende tendens fra lavpunktet i 1995. Sektorens tilpasning af ressourcer og omkostninger har således givet sig udslag i stabile nominelle udgifter, når man ser bort fra engangsudgifter til fx fratrædelsesgodtgørelser. Med til udviklingen i personale- og administrationsudgifter hører, at antallet af filialer og medarbejdere er faldet.

Tab og hensættelser på debitorer

Kvaliteten af udlånsporteføljen og de økonomiske konjunkturer aflæses typisk af omfanget af tab og hensættelser på debitorer. Tab og hensættelser på debitorer har da også vist store udsving i perioden 1991-97. Udgifter hertil var både relativt og nominelt historisk høje i 1992, hvor institutterne, jf. tabel 1, udgiftsførte 15,8 mia.kr. Siden er tab og hensættelser faldet gradvist til 2,6 mia.kr. i 1997. Disse to yderpunkter svarer til tab og hensættelser i forhold til udlån og garantier på henholdsvis 2,5 og 0,3 pct. (hensættelsesprocenten).

Tab og hensættelser oplyses som et nettotal i resultatopgørelsen, hvorfor det ikke er muligt at se omfanget af nye tab og hensættelser på debitorer, da disse er reduceret med tilbageførsel af overskydende hensættelser. Sådanne tilbageførsler opstår, hvis den tidligere vurderede tabsrisiko bliver mindre, fx som følge af konjunkturudviklingen.

Set i et historisk perspektiv er de seneste års niveau for tab og hensættelser næppe holdbart. Den gennemsnitlige hensættelsesprocent var 1,2 i perioden 1975-97. Fremtidens naturlige hensættelsesniveau vil ikke nødvendigvis være lig med det historiske, men vil have sammenhæng med dels risikoprofil dels balancesammensætning. Nedenfor analyseres nærmere, hvordan resultatudviklingen i 1991-97 ville have været ved gennemsnitlige hensættelser på 1,2 pct.

Basisindtjeningen

Resultatudviklingen kan måles som basisindtjeningens evne til at forrente egenkapitalen. I figur 4 sammenlignes forrentning af egenkapitalen via

basisindtjening med årets faktiske tab og hensættelser med en teoretisk beregnet basisindtjening med gennemsnitlige hensættelser på 1,2 pct. af udlån og garantier.

Forskellen på de to kurver i figuren illustrerer, at det lave hensættelsesniveau i de seneste tre år har medvirket til at forbedre basisindtjeningens forrentning af egenkapitalen. Med et hensættelsesbehov nærmere på gennemsnittet ville institutternes regnskaber således mere tydeligt have vist, at basisindtjeningen i realiteten har været presset i de senere år. Hertil kommer, at basisindtjeningen, jf. afsnittet om kursreguleringer, kan være overvurderet som følge af løbetidsafhængige kursreguleringer.

Det forøgede pres på indtjeningen har ført til, at en række pengeinstitutter har søgt ind på nye forretningsområder, fx realkreditprodukter, eller har valgt at styrke aktiviteter inden for fx handelsområdet samt forskellige former for projekt- eller virksomhedsfinansiering. Indtjening fra de styrkede aktiviteter indgår typisk i basisindtjeningen, bortset fra den kundeafledte indtjening jf. afsnittet om kursreguleringer, mens indtjeningen fra nye aktiviteter med nye produkter særligt fremgår af regnskabsposten kursregulering af kapitalinteresser. Denne post fremkommer som regulering af værdien i de virksomheder, hvor instituttet selv eller via koncernforbundne selskaber har betydelig indflydelse på den driftsmæssige og finansielle ledelse.

Særligt i begyndelsen af perioden svingede kursregulering af kapitalinteresser fra plus til minus. Siden 1995 har der været et tydeligt skift til et indtjeningsbidrag på 2-3 mia.kr., jf. tabel 1. Noget tyder på, at indtjening som følge af denne brancheglidning kan udgøre et fast indtjeningsbidrag for pengeinstitutterne. Hvor stor indtjeningen bliver, vil dog afhænge af konkurrencesituationen i den "nye branche". Hertil kan lægges, at grænserne mellem forskellige typer af finansielle virksomheder generelt nedbrydes med yderligere konkurrence til følge i alle brancher.

I forbindelse med de nye aktiviteter og produkter modtager pengeinstitutterne i nogle tilfælde gebyr- eller provisionsbetaling for ydelser til selskaber inden for samme finansielle koncern. Sådanne betalinger indgår direkte i basisindtjeningen under netto gebyrindtægter, når man ser på institutregnskabet. I et korrekt konsolideret regnskab vil koncerninterne transaktioner være elimineret. I takt med at aktiviteter i finansielle dattervirksomheder får stigende betydning for en koncerns samlede indtjening, bør der ved analyse tages udgangspunkt i det konsoliderede regnskab i stedet for i pengeinstitutregnskabet.

Sammenfatning

Lave tab og hensættelser samt negative løbetidsafhængige kursreguleringer dækker i et vist omfang over, at pengeinstitutternes basisindtjening er under pres som følge af stigende konkurrence og et lavere renteniveau.

Der synes ikke at være udsigt til mindre konkurrence, hverken fra indenlandske eller udenlandske udbydere i den finansielle sektor, hvilket kan komme til at lægge yderligere pres på rentemarginalen og dermed basisindtjeningen i de kommende år. Der vil derfor fortsat være behov for en stram omkostningsstyring.

Konkurrencen og det lave renteniveau er positive tendenser i forhold til samfundets økonomiske udvikling og for kunderne. Pengeinstitutterne har i de senere år hovedsagelig reageret ved at udvide aktiviteterne, enten inden for de traditionelle pengeinstitutforretninger eller med nye aktiviteter.

Fodnoter