Finality-direktivet

v/Peter M. Restelli-Nielsen, Betalingsformidlingskontoret
og Ulla Sterkel, Finanstilsynet

EU-direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer

Internationaliseringen af bankvæsenet og værdipapirhandelen har medført, at der i betalings- og værdipapirafviklingssystemerne i stigende grad er deltagere fra forskellige lande. Der opstår nogle særlige problemer i denne forbindelse, såfremt en deltager går konkurs eller lignende. Konkursboet gøres typisk op efter reglerne i deltagerens hjemland, mens retstilstanden i et betalingssystem som regel følger lovgivningen i det land, hvori det er hjemmehørende. Det medfører en risiko for, at vidt forskellige retssystemer kan øve indflydelse på retstilstanden i systemerne og resultere i retskonflikter mellem disse.

Omsætningen i betalingssystemerne er igennem mange år vokset betydeligt og udgør i dag anseelige milliardbeløb. Denne omsætning kan især henføres til de såkaldte engrossystemer, hvor betalinger mellem de professionelle aktører finder sted, fx interbankbetalinger som valuta-transaktioner og værdipapirhandel bankerne imellem. I de største danske betalings- og værdipapirafviklingssystemer omsættes dagligt for op mod 100 milliarder kroner. Beløbsstørrelserne har medvirket til en fokusering på risiciene i sådanne systemer. Risiciene har således været gjort til genstand for hyppige internationale drøftelser. Der er i denne forbindelse udarbejdet en række anbefalinger, herunder de såkaldte "Lamfalussy-standarder,"¹⁾ der er blevet normsættende for nettingsystemer, jf. nedenfor. I den første af "Lamfalussy-standarderne" anbefales, at nettingsystemer skal have et velfunderet juridisk grundlag i alle relevante retsområder.

Med henblik på at forbedre det juridiske grundlag for afviklingen i betalingssystemer nedsatte EU-kommissionen i begyndelsen af 1993 en arbejdsgruppe bestående af juridiske eksperter fra medlemsstaternes regeringer og repræsentanter for centralbankerne. Medio 1996 fremsatte Kommissionen et direktivforslag, der blev endeligt vedtaget ultimo april i år. Direktivet skal være implementeret i de nationale lovgivninger senest 18 måneder efter offentliggørelsen i De Europæiske Fælleskabers Tidende.

Direktivets overordnede formål er gennem etablering af en fælles juridisk referenceramme at forbedre sikkerheden i betalings- og værdipapirafviklingssystemer. Formålet søges opnået ad to veje. For det første ved at sikre, at en betalingsanmodning er endelig og kan gennemføres af systemet, forudsat som hovedregel, at overførselsordrerne var afgivet inden indledning af insolvensprocedurerne. For det andet ved, at en lovvalgsregel giver systemet mulighed for at fastlægge hvilket medlemslands lovgivning, der gælder for systemet samt, at sikkerhedsstillelse over for systemet ikke berøres af insolvensprocedurer mod det sikkerhedsstillende institut.

Indledningsvist opsummeres nogle af de basale juridiske problemer i betalingssystemer. Derefter beskrives direktivet, og de vigtigste artikler kommenteres, og der drages paralleller til direktivforslaget om sanering og likvidation af kreditinstitutter. Afslutningsvist skitseres betydningen af direktivet for de danske betalingssystemer.

Juridiske problemer i betalingssystemer

Udover problemerne med grænseoverskridende deltagelse har der gennem de senere år været fokus på de helt basale juridiske problemer i betalingssystemer. Problemerne er forskellige alt afhængig af, om der er tale om realtids-bruttoafviklingssystemer eller nettingsystemer.

I realtids-bruttoafviklingssystemer, hvor betalinger gennemføres enkeltvist, har problemerne koncentreret sig om de lande, hvis konkurslovgivning indeholder regler, der indebærer en tilbageførsel af betalinger, såkaldte "zero-hour"-regler.

I nettingsystemerne, hvor nettoresultatet af deltagernes tilgodehavender og betalinger afregnes, har problemerne været mere generelt udbredt. Det gælder især de systemer, der anvender multilateral netting. I sådanne systemer opgøres alle betalingerne således, at deltagerne enten skal afgive eller modtage én betaling. Resultatet fremkommer ved, at de indrapporterede betalinger modregnes.

Problemerne i nettingsystemer opstår, når en deltager går konkurs. I mange tilfælde tillægger konkurslovens bestemmelser konkursboet rettigheder, der tilsidesætter den fallerede skyldners forpligtelser overfor betalingssystemet eller deltagerne heri. Da konkurslovgivningen i de fleste lande er blevet til mange årtier før etableringen af de multilaterale nettingsystemer, anerkender lovgivningen kun gensidig modregning mellem to parter. Går en deltager ned, efter et betalingssystem har foretaget opgørelsen af de forskellige betalinger, men før afviklingen har fundet sted, kan systemet således være nødsaget til at annullere opgørelsen og starte forfra uden fallentens betalinger. I de tilfælde, hvor den nødlidende deltager har skullet afgive en betaling til systemet og dermed de øvrige deltagere, kan man yderligere risikere, at andre deltagere ikke vil være i stand til at honorere deres forpligtelser. Det kan forårsage en dominoeffekt, der helt sætter systemet i stå. På samme vis forholder det sig med konkursboets indtrædelsesret. Som hovedregel har boet ret til at indtræde i skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler, således at konkursboet overtager både rettigheder og forpligtelser i deres helhed. Hvis et system udveksler ydelser mellem parterne som fx i værdipapirafviklingssystemer, kan boet således gøre gældende, at de har ret til at "skumme fløden" heraf ved at indtræde i gevinstgivende transaktioner og afstå fra de tabsgivende. Denne problemstilling benævnes sædvanligvis "cherry picking".

Endelig kan konkurslovgivningen være til hinder for, at et betalingssystem kan anvende indeståender på deltagernes afviklingskonti i tilfælde af konkurs. Dette skyldes, at skyldneren ved konkursen mister retten til at råde over sine ejendele, og systemets ret til at anvende indeståender på en afviklingskonto kan bygge på en legitimation hertil fra skyldneren.

Direktivbestemmelserne

Artikel 1-2 fastlægger anvendelsesområdet og definitionerne.

I artikel 3 fastsættes, at netting er bindende for et konkursbo m.v. for så vidt angår overførselsordrer, der var afgivet inden insolvensbehandlingens indledning herunder et konkursdekrets afsigelse. Bestemmelsen sikrer således, at et nettingsystem kan gennemføre afviklingen, selv om en deltager i mellemtiden er gået konkurs efter at have afgivet overførselsordrer.

Tilsvarende gælder for overførselsordrer indgået samme dag efter insolvensbehandlingens indledning, såfremt betalingssystemet kan bevise, at det var i god tro med hensyn til konkursen. Dvs., at systemet var uvidende om og ikke burde have været vidende om, at konkursen var indtrådt. Denne tilføjelse må ses i sammenhæng med, at direktivets formål netop er at sikre et klart juridisk grundlag for grænseoverskridende deltagelse i betalingssystemer. Det er vanskeligt for eksempel for et dansk system at få øjeblikkelig kendskab til en konkurs i et mindre institut i det sydlige Europa. Omvendt betyder det også, at såfremt et betalingssystem har eller burde have kendskab til en deltagers konkurs, så kan overførselsordrer herfra ikke indgå i afviklingen.

I tilknytning hertil indfører artiklerne 6 og 10 et registrerings- og notifikationssystem. Medlemslandene skal således registrere systemer og sikre, at der sker grænseoverskridende underretning om insolvensprocedurer mod en deltager heri.

Bestemmelsen i artikel 3 indebærer, at nettingsystemer får mulighed for at gennemføre afviklingen ved at anvende de indkomne betalinger udelukkende til fyldestgørelse af systemets øvrige deltagere. Tilsvarende afskæres et konkursbo fra at gribe ind i afviklingen ved at gøre indtrædelsesretten gældende og således vedgå eksempelvis værdipapirhandler, der efterfølgende har vist sig fordelagtige og fragå de øvrige.

I direktivets forarbejde præciseres, at intet i direktivet hindrer en deltager eller andre i at gøre konkurslovgivningens omstødelsesregler gældende uden for systemet vedrørende enkelte betalinger. Det er således forsat muligt at påberåbe sig konkurslovens omstødelsesregler eller tilbagelevering i tilknytning til den underliggende transaktion, fx i tilfælde af svig eller tekniske fejl, så længe dette ikke medfører tilbageføring af netting eller tilbagekaldelse af overførselsordrer.

Ifølge artikel 4 har medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at indeståender på afviklingskonti eller kreditfaciliteter bevilget med baggrund i sikkerhedsstillelse kan anvendes af systemet på dagen for insolvensbehandlingens indledning, eksempelvis efter et konkursdekrets afsigelse.

I artikel 5 fastsættes, at øvrige deltagere i afviklingen heller ikke kan tilbagekalde betalinger efter en tidsfrist fastsat af systemet. Herved forhindres, at deltagere eksempelvis prøver at stoppe betalinger til en konkursramt deltager med den konsekvens, at afviklingen ikke kan gennemføres. Det er således ikke kun et konkursbo, der skal være bundet af systemernes procedurer, men samtlige deltagere i systemet.

I artikel 6 fastlægges tidspunktet for insolvensbehandlingens indledning til det tidspunkt, den kompetente myndighed træffer afgørelse herom.

I artikel 7 fastsættes, at insolvensprocedurer ikke må have tilbagevirkende kraft. Der nedlægges således forbud mod den såkaldte "zero-hour"-regel, der kendes fra en række andre medlemsstaters konkurslovgivning. Ifølge en sådan regel får eksempelvis et konkursdekret tilbagevirkende kraft fra afsigelsen indtil den pågældende dags begyndelse kl.00. Reglen indebærer, at alle betalinger, der enten er indrapporteret til eller gennemført af et betalingssystem i dette tidsrum, kan anfægtes af konkursboet.

I artikel 8 fastsættes, at en eventuel tvist imellem fx en kurator og betalingssystemet skal afgøres efter den insolvenslovgivning, som systemet er underlagt.

Det har den fordel, at et betalingssystem kun skal tilpasse sine procedurer til insolvenslovgivningen, der er gældende for betalingssystemet. Der er således ikke behov for at analysere lovgivningen i samtlige medlemslande, hvor deltagerne stammer fra. Dette vil afhjælpe de problemer, som betalingssystemerne p.t. har med hensyn til at klarlægge/minimere indflydelsen fra fremmede retssystemer. Det foregår i dag typisk ved indhentelse af "legal opinions", hvoraf det skal fremgå, at deltagerne også i tilfælde af konkurs kan følge systemets regler.

Artikel 9 fastslår, at sikkerhed stillet til fordel for et betalingssystem eller centralbanker i pengepolitisk øjemed ikke berøres af en deltagers insolvens. Sigtet hermed er at undgå, at lovgivningen i en medlemsstat (fx moderbankens hjemland) ikke anerkender gyldigheden af den sikkerhed, der stilles i en anden medlemsstat (betalingssystemets hjemland). Direktivforslaget regulerer derimod ikke procedurerne for sikkerhedsstillelse, eksempelvis kravet om registrering af overdragelse af værdipapirer i Værdipapircentralen. Reglerne om sikkerhedsstillelse er således fortsat i overensstemmelse med lex rei sitae-princippet. I følge dette princip er sikkerhedsstillelse underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor sikkerheden er lokaliseret. Dette bedagede princip tager ikke højde for, at mange værdipapirer i dag er dematerialiserede. Det indebærer, at det kan være svært at afgøre, hvor et værdipapir er lokaliseret.

Derfor anføres det videre i artikel 9, stk. 2, at hvis værdipapirer er noteret i et register, på en konto eller i en værdipapircentral afgøres spørgsmål om rettigheder inden for artiklens anvendelsesområde efter lovgivningen i det land, hvor værdipapircentralen er beliggende. For så vidt angår værdipapirer udstedt og registreret i samme land, er denne nærliggende konklusion allerede draget i de fleste medlemsstater. Bestemmelsen får derved størst betydning for den sammenbinding via link, der p.t. er i hastig udvikling, mellem værdipapircentraler på tværs af landegrænserne. Disse link bygger på, at værdipapircentralerne åbner konti hos hinanden. En central i et land, hvor papirerne er udstedt, kan herefter overføre papirer til et samledepot tilhørende en udenlandsk beliggende central. Herefter kan rettigheder til papirerne registreres i den anden central efter dennes normale procedurer. I den juridiske litteratur er det antaget, at papirerne herefter er underlagt lovgivningen i det land, hvor papirerne er overført til. Direktivet kodificerer denne antagelse inden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Artikel 10-14 er de afsluttende bestemmelser, som bl.a. fastlægger visse underretnings- og gennemførelsesprocedurer samt ikrafttrædelsestidspunkt.

Direktivets betydning

Som det fremgår, vil direktivet reducere de retlige risici i forbindelse med deltagelse i betalings- og værdipapirafviklingssystemer, særligt med hensyn til den retlige gyldighed af aftaler om nettoafregning og mulighederne for at gøre sikkerheden gældende.

For de danske betalingssystemer får direktivet størst betydning med hensyn til grænseoverskridende deltagelse. Dette har baggrund i, at værdipapirhandelslovens nettingbestemmelser allerede har afhjulpet de problemer, der er nævnt under afsnittet om juridiske problemer. Problemerne vedrørende anvendelsen af indeståender på afviklingskonti er løst ved en adskillelse af ansvaret for driften af betalingssystemerne og for afviklingskontiene. Nationalbanken, der forestår afviklingskontiene, kan således anvende indeståendet herpå under forudsætning af, at Nationalbanken har forpligtet sig hertil forud for konkursen. Det svarer til, at et pengeinstitut kan honorere en noteret check efter konkursens indtræden.

Hidtil har de fleste betalings- og værdipapirafviklingssystemer anmodet udenlandske deltagere om såkaldte "legal opinions". De skal dokumentere, at deres nationale retssystem sikrer en minimering af den systembetingede risiko. Dette vil ikke længere være nødvendigt, jf. artikel 8 og 9.

De juridiske spørgsmål, der behandles i direktivet, får dermed en betydelig indflydelse på systemerne. Dette gælder både systemer, der overfører grænseoverskridende betalinger, og systemer, der har "et grænseoverskridende medlemskab". Direktivet vil derfor understøtte den frie bevægelighed for kapital og den frie udveksling af tjenesteydelser. Direktivet vil ligeledes bidrage til at styrke grundlaget for den tredje fase af ØMUen, som forudsætter effektive grænseoverskridende betalingssystemer. Specifikt vil direktivet understøtte endeligheden af betalinger i TARGET. I relation til sikkerhedsstillelse med henblik på pengepolitiske formål bidrager direktivet ligeledes til at udvikle den nødvendige retlige ramme inden for hvilken, den fremtidige europæiske centralbank kan gennemføre sin pengepolitik.

Fodnoter