Revision af vægtgrundlaget til beregning af
Nationalbankens effektive kronekursindeks

v/ Erik Haller Pedersen, Økonomisk Afdeling

Indledning

Nationalbanken offentliggør løbende et indeks over udviklingen i kronens styrke, det effektive kronekursindeks. Ændringer i handelsmønsteret gør det nødvendigt med mellemrum at genberegne de vægte, hvormed de enkelte valutakurser sammenvejes ved beregning af indekset. Dette skete senest i 1992 med et vægtsæt baseret på industrivarehandelen i 1989.¹⁾ Den 2. juni 1998 påbegyndes offentliggørelsen af Nationalbankens effektive kronekursindeks beregnet med vægte baseret på industrivarehandelen i 1995.

Det ny indeks er blevet kædet med det hidtidige per 30. maj 1997, dvs. at kronekursindekset er blevet genberegnet for det sidste år. Der er ingen ændringer i det offentliggjorte indeks før kædningstidspunktet.

I det ny vægtsæt indgår fire nye lande, Sydkorea, Polen, Tjekkiet og Ungarn, således at antallet af lande kommer op på 25. Herudover er der ikke foretaget ændringer i den grundlæggende metode ved beregning af indekset.

Revisionen har som konsekvens, at kronekursindekset med de nye vægte i begyndelsen af maj 1998 lå ca. 3/4 pct. højere end det hidtil offentliggjorte indeks først og fremmest pga. deprecieringen af den sydkoreanske valuta, won, i forhold til året før.

Hvad er en effektiv valutakurs?

På valutamarkedet handles direkte eller indirekte en lang række valutaer over for den danske krone, og man vil ofte komme ud for, at kronen styrkes over for nogle valutaer samtidig med, at den svækkes over for andre. Den effektive kronekurs søger at give et samlet mål for udviklingen i kronens internationale værdi som følge af ændringerne i de enkelte bilaterale kurser ved at vægte disse sammen. Hertil behøves et sæt vægte, der angiver den relative betydning af den enkelte valuta. Det er ikke på forhånd givet, hvorledes disse vægte skal beregnes, da det afhænger af hvilken problemstilling, der ønskes belyst.

Udgangspunktet for Nationalbankens effektive kronekurs er dansk industris internationale priskonkurrenceevne. Antagelsen er, at danske og udenlandske producenters omkostninger, herunder til løn, i vid udstrækning bestemmes i national valuta. Når hjemlige industrivirksomheder afsætter deres produkter i konkurrence med udenlandske virksomheder, er valutakursen derfor af central betydning for den danske virksomheds relative konkurrencestilling.

Kun såfremt omkostningerne vokser i samme takt i Danmark og hos vore konkurrenter, kan ændringer i den effektive kronekurs imidlertid tages som udtryk for en tilsvarende ændring i den danske industris konkurrenceevne. Er dette ikke tilfældet, må der korrigeres for udviklingen i de relative lønomkostninger i samme valuta. Dette sker med de reale effektive valutakurser. Det bør dog samtidig understreges, at et effektivt valutakursindeks langt fra afspejler alle aspekter af konkurrenceevnebegrebet.

Effektive valutakurser er overordnede mål, der ikke kan anvendes som udtryk for ændringen i konkurrencesituationen for den enkelte virksomhed. Hertil er relevante bilaterale valutakurser ofte mere nyttige.

Nedenfor præsenteres først det ny vægtsæt, hvorefter de mere principielle grunde til Nationalbankens valg af metode skitseres. De mere tekniske aspekter i beregningen er henlagt til et appendiks.

De nye kronekursvægte

For at nå frem til de endelige vægte sammenvejes som hidtil et sæt eksportvægte (dobbeltvejede eksportvægte) og et sæt importvægte (bilaterale importvægte), hvor eksportsiden gives den største vægt. At eksportvægtene er dobbeltvejede afspejler, at man konkurrerer med et givet land ikke blot på dets hjemmemarked men også på udenlandske markeder. Dette uddybes i appendikset.

Vægtsættet baseret på industrivarehandel i 1995 er vist i tabel 1. Det generelle billede er, at vægtændringerne denne gang er en smule større end ved sidste vægtrevision. I den mellemliggende periode er hele EU-handelsstatistikken lagt om i forbindelse med indførelsen af EUs indre marked i 1993. Dette har givet problemer med datakvaliteten.

Inkludering af flere lande vil naturligvis underliggende give en tendens til et fald i vægtene for det enkelte land i forhold til 89-vægtsættet. For nogle lande er nedgangen i vægt dog betydelig større, end hvad der forklares alene ved inkludering af de ekstra lande. Det gælder mest udpræget Sverige, UK og USA, hvilket imidlertid blot fortsætter en historisk trend, jf. tabellen. For Sveriges vedkommende ligger hele nedgangen stort set på eksportsiden, hvilket givet også afspejler lavkonjunkturen i Sverige i begyndelsen af 1990'erne og dermed lav efterspørgsel efter udenlandske varer. Også den japanske yens vægt er faldet. Dette skyldes udelukkende et fald i importandelen, mens eksportvægten er uændret i forhold til sidste vægtrevision.

Modsvarende den relativ store vægtnedgang for de fire nævnte lande er der en relativ stærk stigning i vægten for Tyskland og Holland. I Tysklands tilfælde afspejler dette bl.a. effekten af den tyske genforening. Stigningen i eksporten til Tyskland slår ekstra stærkt igennem på den samlede kronekursvægt, i og med at eksportsiden i 95-vægtsættet vægtes stærkere ved beregning af den endelige vægt, end det var tilfældet i 89-vægtsættet (60,3 pct. mod 53,1 pct.). Dette afspejler, at eksporten får stadigt større betydning for dansk industri.

Den samlede vægt for lande, der kommer til at indgå i euroen, udgør knap 60 pct. i det ny vægtsæt. Lægges hertil lande, som må formodes at

ville søge at holde en nogenlunde stabil valutakurs over for euroblokken, kommer procenten op over 70. Dette indebærer en stærk moderation på de fremtidige udsving i den effektive kronekurs. I modsat retning trækker muligvis inkluderingen af de fire nye lande, hvis samlede vægt er 3,6 pct. Ved meget markante valutakursudsving er denne vægt tilstrækkelig til, at det kan slå igennem på det samlede indeks med en vis styrke.

Sammenholdes udviklingen i det hidtidige og det ny kronekursindeks, er det sidste ca. 3/4 pct. højere i begyndelsen af maj 1998, jf. figur 1. Dette afspejler bl.a. deprecieringen af den koreanske won over perioden, jf. ogsådekomponeringen i tabel 2. Selv om den sydkoreanske valuta kun indgår med en beskeden vægt, gør den meget kraftige depreciering, at der alligevel er et betydeligt udslag i det samlede indeks.

Inkludering af lande med stærkt deprecierende valutaer i et effektivt valutakursindeks er ikke uden ulemper, da sådanne lande som regel samtidig har en høj pris- og lønstigningstakt. Dette kan gøre den nominelle effektive valutakurs' værdi som indikator for udviklingen i konkurrenceevnen problematisk selv på kort sigt, da indekset systematisk vil tendere at vise en relativ dårligere udvikling i konkurrenceevnen end den reelle.

For at korrigere for en forskelligartet udvikling i de relative priser og lønninger i samme valuta er der derfor beregnet reale effektive kronekurser med de fire nye lande inkluderet herunder de to reale kronekursindeks, der løbende offentliggøres af Nationalbanken med henholdsvis forbrugerpriser og timelønninger i industrien som deflator²⁾.

Den reale effektive kronekurs med priser som deflator viser samme overordnede udvikling som det nominelle indeks, jf. figur 2, men prisstigningstakten i Sydkorea er fordoblet gennem det seneste halve år, og også prisstigningstakten i de tre østeuropæiske lande i kronekursindekset er ganske høj (10-20 pct.).

Overordnet må det konkluderes, at revisionen af kronekursindekset ikke afgørende ændrer på det billede, indekset giver af udviklingen i dansk industris konkurrencestilling de senere år, heller ikke selv om kædningstidspunktet føres længere tilbage i tid.

Grundlaget for beregning af Nationalbankens effektive kronekurs

Ved beregning af effektive valutakurser skal der træffes en række valg såvel af operationel som af mere principiel art. De væsentligste valg er afgrænsningen af hvilke lande, der skal indgå i indekset, valg af basisår samt vareafgrænsningen. Herudover skal tidspunktet for kædning med det hidtidige indeks fastlægges.

Da det er udviklingen i industriens konkurrencestilling, der søges målt med det effektive kronekursindeks, bør vægtene i indekset afspejle landesammensætningen af industrivarehandelen. I praksis ændrer handelsmønsteret sig ikke markant fra år til år, men over en årrække kan der ske betydelige forskydninger, hvilket nødvendiggør vægtrevisioner. Ultimativt kunne man opdatere vægtene hvert år, hvilket dog kan gøre tolkningen af indekset vanskeligere, da en given ændring nu kan skyldes både valutakurs- og/eller vægtændringer. Valg af 1995 som basisår for Nationalbankens indeks er udelukkende sket af pragmatiske grunde. Det er det seneste statistikdækkede år for OECD-handelsstatistikken på det krævede detaljeringsniveau.

I forhold til tidligere har regioner uden for industrilandenes kreds de senere år fået stadig større betydning også for industrivarehandelen³⁾. Det er dog valgt som hidtil at begrænse landeafgrænsningen til OECD-lande. OECD er siden sidste vægtrevision blevet udvidet med Sydkorea, Polen, Tjekkiet og Ungarn, således at disse inkluderes i vægtberegningen. Herudover er Mexico og Tyrkiet OECD-medlemmer men udelades, da de begge er kendetegnet ved at have stærkt deprecierende valutaer og høj inflation. Det er valgt ikke at gå uden for OECD-landenes kreds dels af operationelle grunde, dvs. problemer med at fremskaffe data på tilstrækkeligt detaljeret niveau og af tilstrækkelig høj kvalitet, dels af mere principielle årsager. To forhold gør sig her gældende. Ved at inddrage lande med høj inflation og vedvarende deprecierende valuta forvrides et nominelt valutakursindeks som tidligere nævnt, og man tvinges til i højere grad at fokusere på de reale valutakursindeks, som i praksis er vanskeligere at beregne, og som først foreligger med en vis forsinkelse. For det andet er det problematisk at inddrage lande med en industristruktur, som er markant anderledes end den danske, fx deciderede lavtlønslande. Dette punkt diskuteres nærmere i appendikset. I virkeligheden er overgangen mellem hvilke lande, som bør inddrages, og hvilke der ikke bør, naturligvis flydende.

Grundlaget for vægtberegningen er som nævnt industrivarehandelen. Danmarks store landbrugseksport kommer dermed ikke med. Grunden til dette er ikke mangel på statistik men derimod de udbredte støtteordninger og kvantitative restriktioner på dette område, der gør effekten af valutakursændringer vanskeligere at gennemskue, da prisdannelsen ikke sker på fuldt markedsmæssige vilkår. Den stigende internationale handel med serviceydelser inkluderes heller ikke. Dette skyldes derimod manglende data. Industrieksporten udgør ca. 70 pct. af den samlede danske vareeksport og 50 pct. af den samlede eksport. På importsiden er procenterne lidt højere.

I relation til nogle af Danmarks samhandelspartnere er det ret afgørende, om hele varehandelen medtages, eller om man indskrænker sig til industrivarehandelen. Det gælder fx handelen med et land som Rusland. Målt på den samlede varehandel er dette en af vore største samhandelspartnere i Østeuropa og det tidligere Sovjetområde. Betragtes imidlertid kun industrivarehandelen, er eksporten til Rusland kun 1/3 af industrieksporten til fx Polen, og på importsiden er forskellen endnu større.

Inkludering af Sydkorea i vægtsættet er baggrunden for, at det i modsætning til sidste vægtskift er valgt at genberegne indekset for det seneste år. Den koreanske valuta deprecierede på linie med en række andre sydøstasiatiske valutaer stærkt i efteråret 1997. Det er vurderingen, at disse depreciereringer i i hvert fald Sydkoreas tilfælde langt oversteg, hvad der var realøkonomisk berettiget. Først at inkludere won efter at deprecieringen var sket, ville give en bias i kronekursindekset, når valutaen begynder at appreciere igen. Skulle det svækkede niveau for won på den anden side vise sig at være vedvarende, er dette ikke noget problem i relation til kronekursindekset. De seneste måneder har won dog allerede genvundet noget af sin tidligere styrke.

Pr. 1 januar 1999 indføres den fælles mønt, euroen, for en række europæiske lande. Dette rejser spørgsmålet om, hvilken vægt euroområdet skal tillægges i kronekursindekset. Én mulighed er at lægge de nye vægte sammen for de deltagende lande, en anden er at beregne et nyt vægtsæt, hvor euroområdet ses under ét. Dette ville eliminere de interregionale handelsstrømme i euroområdet, og de to metoder giver ikke helt samme vægtsæt, hvilket er en mindre uhensigtsmæssighed i dobbeltvejningsmetodikken. Nationalbanken agter i første omgang at anvende den første fremgangsmåde. Dette sker med baggrund i et ønske om fortsat at kunne anvende pris- og lønstatistik fra de enkelte lande i euroområdet til beregning af reale effektive kronekurser.

Fodnoter