(fortsat fra forrige side)

Aktivitets- og betalingsbalanceudviklingen

I 1997 voksede bruttonationalproduktet i faste priser samlet knap 31/2 pct., mens den indenlandske efterspørgsel steg med mere end 4,25 pct., og dermed langt mere end hos Danmarks handelspartnere. Flere indikatorer for indenlandsk efterspørgsel, som fx forbrugertillid, bilsalg og detailomsætning tyder også på et fortsat højt forbrug i 1. halvdel af 1998.

Det private forbrug er vokset noget mere end husholdningernes disponible indkomster. Den stigende forbrugstilbøjelighed må især tilskrives forbrugernes generelt positive forventninger, bl.a. som følge af den fortsatte vækst i priserne på ejerboliger. Realkreditrådet har opgjort væksten i kontantpriserne på ejerboliger til knap 12 pct. ved sammenligning af 1. kvartal 1998 med samme periode året før. Det kraftige fald i renteniveauet har uden tvivl også haft betydning for forbrugstilbøjeligheden via konvertering af realkreditlån til en lavere rente. Obligationsejerne har ganske vist lidt tilsvarende tab, men i den udstrækning, der er tale om udlændinge eller institutionelle investorer, vil der ikke være en tilsvarende negativ forbrugsvirkning. De institutionelle investorers tab vil ikke indebære nævneværdigt lavere pensioner, idet satsen for realrenteafgiften og dermed statens skatteprovenu vil falde.

Kapacitetsudnyttelsen i industrien er øget mærkbart som følge af den øgede aktivitet, jf. figur 5. Ved udgangen af 1997 var indikatoren for mangel på kapacitet som opgjort i Danmarks Statistiks konjunkturbarometer, højere end i midten af 1980'erne, da det forrige økonomiske opsving var på sit højeste.

Beskæftigelsen steg kraftigt i 1997 og de første måneder af 1998. Niveauet for ledigheden er nu meget lavt - også i international sammenhæng. Anvendes den EU-harmoniserede definition, er ledigheden p.t. lidt under 6  pct., hvilket i EU kun findes lavere i Østrig, Luxembourg og Holland.

Den hurtigere udvikling i dansk økonomi end hos handelspartnerne er slået ud i en kraftig forværring af betalingsbalancens løbende poster. Overskuddet i 1997 var godt 7 mia.kr. mod ca. 18 mia.kr. i 1996. Dvs. en forværring på 11 mia.kr. på et år. De løbende poster er yderligere forværret i begyndelsen af 1998.

Forringelsen af betalingsbalancen afspejler samtidig, at det offentlige opsparingsoverskud ikke er steget tilstrækkeligt til at kompensere for faldet i den private sektors opsparingsoverskud.

Den private sektors opsparingssaldo afspejler sig ofte i udviklingen i låneefterspørgslen, jf. figur 6. Således vil et fald i den private sektors opsparingsoverskud typisk indebære et øget finansieringsbehov i den private sektor og dermed øget låntagning. Denne udvikling har også været gældende under dette opsving. I midten af 1980'erne blev opsparingssaldoen markant forværret på meget kort tid. I dette opsving er opsparingssaldoen ligeledes forværret betydeligt, men dog fra et væsentligt bedre udgangspunkt. Væksten i penge- og realkreditinstitutternes udlån til indlændinge har været tiltagende de sidste tre år og er nu nået op på en årlig vækstrate på ca. 8 pct. Udlånsvæksten er dog ikke nået op på det særdeles høje niveau, der var gældende under opsvinget i midten af 1980'erne, hvor skattereglerne indebar, at realrenten efter skat generelt var negativ.

Tegnene på en yderligere stigning i forbruget, den høje kapacitetsudnyttelse, den seneste tids kraftige forringelse af betalingsbalancen, og ikke mindst de lempelige finansielle forhold, som er en konsekvens af fastkurspolitikken, kræver, at den bebudede stramme linje i det offentlige budget for 1998 holdes, samt en reel stramning for 1999. Siden 1993 er det offentlige forbrug hvert år steget ca. 11/2 pct. mere end ventet ved finanslovens vedtagelse jf. figur 7. En stram finanspolitik er i den nuværende konjunktursituation nødvendig for at holde den samlede indenlandske efterspørgsel nede. Det uventet store fald i overskuddet på betalingsbalancens løbende poster kan bl.a. tilskrives, at finanspolitikken gennem de seneste år har været svagere end planlagt.

Løn- og prisudviklingen

Inflationen har været forholdsvis moderat. I 1. kvartal 1998 var år-til-år stigningstakten i forbrugerpriserne 2 pct., hvilket er lavere end i 1997, jf. tabel 1. Dette fald i stigningstakten for forbrugerpriserne kan i høj grad tilskrives et fald i energipriserne. Afdæmpningen skal også ses på baggrund af de meget kraftige stigninger i fødevarepriserne i 1997, der i 1. kvartal 1998 har været mere moderate. Endelig har de offentligt fastsatte takster på det seneste udviklet sig svagt. Importpriserne steg igennem 1997, men synes at være bøjet af ved indgangen til 1998, hvor specielt en række råvarepriser er faldet, blandt andet som en reaktion på afmatningen i Asien.

Det relativt moderate niveau for inflationen er dog højere end hos vore handelspartnere. Hvis man i stedet for at se på det almindelige forbrugerprisindeks (CPI) ser på det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP), som er beregnet siden 1995, viser det sig, at den harmoniserede danske forbrugerprisinflation siden midten af 1996 i gennemsnit har ligget 0,3 pct. over forbrugerprisinflationen i det kommende euroområde, jf. figur 8. Det harmoniserede forbrugerprisindeks for euroområdet er et nyt indeks, der dækker inflationen i de lande, der deltager i tredje fase af ØMUen fra 1.1.1999. Indekset er beregnet som et vægtet gennemsnit af de harmoniserede forbrugerprisindeks fra hvert land. Det fælles indeks ventes at blive en betydningsfuld indikator for pengepolitikken i tredje fase af ØMUen.

Lønstigningstakten i Danmark er fortsat høj og har siden 1994 ligget på omkring 4 pct. år-til-år. Med en lønstigningstakt på omkring 4 pct. er lønstigningerne i Danmark ca. 11/2 pct. højere end i de øvrige kernelande og ca. 21/2 pct. højere efter korrektion for valutakursbevægelser. Denne forskel skulle gerne forsvinde, når forskellene i konjunktursituationen udlignes. Det strammere arbejdsmarked og merlønsstigningen i forhold til andre lande afspejler netop komplikationerne ved dette års overenskomstforhandlinger. Flaskehalsproblemerne synes endnu ikke så store som under højkonjunkturen i 1980'erne, selv om beskæftigelsen er hastigt stigende fra et højt niveau.

Overenskomstforhandlingerne tog en uventet drejning, da Forligsmandens mæglingsforslag blev nedstemt af lønmodtagerne, hvilket resulterede i storkonflikt med virkning fra den 27. april. Den 7. maj endte storkonflikten med et regeringsindgreb, da arbejdsmarkedets parter endnu ikke var blevet enige, og der var udsigt til en længerevarende konflikt. Indgrebet indebar, at arbejdsgivernes omkostningsramme forblev nogenlunde som i det forkastede mæglingsforslag. Således bibeholdtes bl.a. de aftalte satser for den gennemsnitlige årlige stigning i mindsteløn og normalløn på hhv. ca. 2,6 pct. og 3 pct. Til gengæld nedsattes stigningen i pensionsbidraget til fordel for ekstra fridage. For at undgå en udvidelse af omkostningsrammen for arbejdsgiverne set over en toårig periode blev sygeskatten nedsat med knap 1/2 mia.kr. med virkning fra den 1.  januar 1999.