Den danske økonomi

Der var en moderat vækst i den danske økonomi i 2002. Væksten kunne især tilskrives et stigende privat­forbrug og erhvervsinvesteringer. Der var et stort overskud på betalingsbalancen. Importen steg, og trods svækkelsen i verdensøkonomien fortsatte væksten i ekspo­r­ten. Ledigheden forblev lav, og arbejdsmarkedet er fortsat stramt med lønstigninger over udlandets. Prisstigningstakten gik op og var i gen­­nemsnit lidt højere end i euroområdet. En højere lønstigningstakt end udlandets kan på sigt forværre konkurrenceevnen.

Konjunktursituationen giver ikke grund til at fravige den mellemfristede finans­politiske linje, som sigter mod, at den offentlige gæld nedbringes betragteligt over det kommende årti. I den økonomiske politik er det vigtigt at have et langsigtet perspektiv, der inddrager den fremtidige ændring i alderssammensætningen med færre personer i den erhvervsaktive alder.

Den Internationale baggrund

Verdensøkonomien udviklede sig fortsat afdæmpet i 2002. I årets første måneder var der en stigende tiltro til, at væksten i amerikansk økonomi hurtigt ville vende tilbage efter tilbageslaget i 2001. Samtidig var der forhåbninger om, at en stigende eksport ville øge investeringer og beskæftigelse i euroområdet og ad den vej skabe højere vækst i løbet af året. De positive forudsigelser holdt hverken på den ene eller den anden side af Atlanten. Væksten i USA var moderat, mens euroområdets vækst var svag, jf. figur 1. Dollaren blev svækket over for euro gennem 2002 og i begyndelsen af 2003. Størstedelen af den dollarstyrkelse, som indtraf i årene 1999-2000, er dermed udlignet.

Vækst i bruttonationalprodukt, BNP	Figur 1
Anm.: Faste priser.
Kilde: Nationale statistikker og egne beregninger.

På baggrund af den svage økonomi i USA blev penge- og finanspolitikken lempet kraftigt i 2001, og i begyndelsen af 2002 var økonomien i bedring. Forventningerne til et solidt opsving var stigende, men optimismen blev i løbet af sommeren afløst af en voksende bekymring for den fremtidige udvikling. Aktiemarkedet blev – bl.a. på grund af regnskabsskandaler i flere store amerikanske virksomheder – ramt af markante kursfald, jf. side 38. Både forbruger- og virksomhedstilliden faldt hen over sommeren. Væksten i BNP blev 2,4 pct. i 2002, men arbejdsmarkedet forblev svagt. Privatforbruget steg moderat, og den forventede opgang i erhvervsinvesteringerne udeblev.

Den amerikanske centralbank – Federal Reserve – nedsatte i november den officielle korte rente – federal funds target rate – med 0,5 pct. til 1,25 pct. på baggrund af en svag udvikling i efterspørgsel, produktion og beskæftigelse. I 2002 var inflationen 1,6 pct. mod 2,8 pct. i 2001.

Den offentlige sektors budgetbalance blev markant forværret i løbet af 2002. Det skyldes skattelettelser, øgede udgifter til bl.a. militær og sikkerhedsforanstaltninger og en svagere økonomisk aktivitet. Således blev underskuddet på 3,1 pct. af BNP mod 0,5 pct. af BNP i 2001.^[1] Der forventes nu underskud i de kommende år.

Ved indgangen til 2003 var udsigterne for den amerikanske økonomi præget af betydelig usikkerhed. Det skyldes ikke mindst bekymring over, hvilket gennemslag de lavere aktiekurser vil have på realøkonomien, og hvordan en eventuel krig i Irak vil påvirke olieprisen. Dertil kommer, at underskuddet på betalingsbalancen – trods fald i erhvervsinvesteringerne – er steget til knap 5 pct. af BNP i 2002, jf. boks 1. Underskuddet, der afspejler gældsætning i både den private og offentlige sektor, er ikke holdbart på længere sigt.

Betalingsbalance og offentlig budgetbalance i USA og euroområdet	Boks 1
Betalingsbalancen i USA er gradvist blevet forværret siden 1991 og udgjorde i 2002 knap 5 pct. af BNP. Det voksende amerikanske betalingsbalanceunderskud afspejlede under det lange opsving frem til 2000 en kombination af stigende investeringer og faldende opsparing i den private sektor. Som følge heraf vendte et privat opsparingsoverskud i starten af 1990'erne til et betydeligt underskud i årene op mod 2000. I de seneste to år skal den fortsatte stigning i det amerikanske betalingsbalanceunderskud ses i lyset af en forværring af de offentlige finanser og kun en mindre stigning i den private opsparing. Forværringen af de offentlige finanser kan især tilskrives en ekspansiv finanspolitik i form af skattelettelser og høj vækst i det offentlige forbrug. Saldoen på de offentlige finanser er således vendt fra et overskud på godt 1 pct. af BNP i 2000 til et underskud på godt 3 pct. af BNP i 2002. Den amerikanske præsident har i begyndelsen af 2003 fremsat forslag om yderligere skattelettelser. På den baggrund må der forventes en yderligere stigning i underskuddet på de offentlige finanser og dermed et fortsat stort underskud på betalingsbalancen. I euroområdet har betalingsbalancen været tæt på balance siden 1990. Der har i 1990'erne været et privat opsparingsoverskud, som dog gradvist blev reduceret frem mod 2000. Efter en kraftig forbedring i 1990'erne blev de offentlige finanser svækket i de sidste par år. Svækkelsen har været langt mindre end i USA, og det offentlige budgetunderskud i euroområdet var i 2002 mindre end det amerikanske.
Betalingsbalance og offentlig budgetbalance i USA og euroområdet.
Anm.: I euroområdet udgjorde indtægter ved salg af UMTS-licenser 1,1 pct. af BNP i 2000. Indtægterne er medregnet i den offentlige budgetbalance. Kilde: OECDs og EU-Kommissionens efterårsprognoser 2002.

Dollarens svækkelse over for euro modvirkes af en styrkelse over for en række latinamerikanske valutaer. Valutakursens samlede påvirkning på den amerikanske aktivitet og betalingsbalance vil derfor være begrænset i 2003. 

Efter et kraftigt tilbageslag i 2001 blev den økonomiske udvikling i Japan bedre i 2002. Eksporten steg, og der var fornyet stigning i det private forbrug. Investeringerne fortsatte dog med at falde, og de fundamentale strukturelle problemer, ikke mindst banksektorens dårlige lån, forblev uløste. Der var pæn vækst igennem 2002, men for året som helhed var BNP kun 0,3 pct. højere end i 2001. Underskuddet på de offentlige finanser steg i 2002 til 8 pct. af BNP, bl.a. trukket af højere offentligt forbrug, og gælden udgjorde 140 pct. af BNP.^[2] Den pengepolitiske rente er tæt på nul, og råderummet for yderligere lempelser af pengepolitikken er begrænset. Som følge af faldende priser er realrenten imidlertid højere end i USA og euroområdet. 

I euroområdet udeblev det ventede opsving, og væksten skønnes at have været 0,8 pct. i 2002 mod 1,5 pct. i 2001.^[3] Den lave vækst er et resultat af, at både forbrug og investeringer har udviklet sig svagt, mens opgangen i eksporten har været for lille til at opveje den matte indenlandske efterspørgsel. Ledigheden steg svagt i 2002. Væksten i euroområdet hæmmes bl.a. af stive strukturer på arbejdsmarkedet og manglende politisk vilje i en række lande til at reformere arbejdsmarkeds­lov­giv­ningen.

På trods af den svage økonomiske aktivitet og en styrket eurokurs har inflationen det meste af året været over 2 pct. og dermed over Den Europæiske Centralbanks, ECBs, mellemfristede mål på under 2 pct. Det er især priser på tjenesteydelser, der har lagt et pres på den samlede inflation, hvilket afspejler en forholdsvis kraftig stigning i lønomkostningerne. Overgangen til euro har kun påvirket den samlede inflation i mindre grad, jf. side 70.

ECB har et snævrere pengepolitisk mandat end den amerikanske centralbank. Prisstabilitet er en traktatfæstet målsætning for ECB, og pengepolitikken understøtter desuden den generelle økonomiske politik i det omfang, det ikke udgør et problem for prisstabiliteten. ECB satte renten ned med 0,5 pct. i december 2002 i lyset af et forventet lavere fremtidigt inflationspres som følge af den svage økonomiske aktivitet i euroområdet.

De offentlige finanser blev forværret i 2002. Der forventes et underskud for det samlede euroområde på 2,3 pct. af BNP mod 1,5 pct. i 2001.^[3] Det skyldes delvist den svage økonomiske aktivitet, men også ufinan­sierede skattelettelser i nogle lande. Portugal havde i 2001 og Tyskland forventer for 2002 at have et underskud væsentligt over 3 pct. af BNP. Det har udløst EU-traktatens procedure om uforholdsmæssigt store underskud med krav om hurtige budgetforbedringer, jf. side 76f. Frankrig og Italien har også problemer med de offentlige finanser. Problemerne for de fire lande er en konsekvens af en utilstrækkelig konsolidering af de offentlige finanser i de foregående år med kraf­tigere vækst.

Lav og faldende virksomheds- og forbrugertillid indikerer, at investerings- og forbrugsaktiviteten vil forblive lav i årets første måneder. Et opsving i euroområdet ventes tidligst at indfinde sig i 2. halvår 2003, men vil – i lyset af bl.a. den styrkede euro – formentlig blive moderat.

I Storbritannien, Sverige og Norge var BNP-væksten 1,5-2 pct. i 2002 og dermed lidt højere end i euroområdet. I alle tre lande var drivkraften især en pæn vækst i det private forbrug. Forbrugsvæksten i Storbritannien var påvirket af stærkt stigende boligpriser, mens forbruget i Sverige blev stimuleret af skattelettelser og i Norge af store lønstigninger.

Arbejdsmarkedet var fortsat stramt i de tre lande – mest udtalt i Norge, hvor en stigning i ledigheden gennem året dog mindskede tendensen til mangel på arbejdskraft.

De pengepolitiske renter i de tre lande var ved udgangen af 2002 uændrede i forhold til året før. Både Sveriges Riksbank og Norges Bank hævede renten midt på året, men satte den ned igen sidst på året under indtryk af svækkede konjunkturudsigter. I slutningen af året var inflationen i Storbritannien og Sverige tæt på henholdsvis Bank of Englands inflationsmål på 2,5 pct. og Riksbankens på 2 pct. I Norge førte en styrkelse af den norske krone til en afdæmpning af prisudviklingen gennem året. I årets sidste måneder var inflationen (opgjort ekskl. energi og afgifter) ca. 2 pct. og dermed under Norges Banks mål på 2,5 pct.

I begyndelsen af 2003 nedsatte Norges Bank og Bank of England renten med henholdsvis 0,5 pct. og 0,25 pct.

Den Indenlandske aktivitet og betalingsbalancen

Privatforbruget var en af de væsentligste faktorer bag væksten, jf. figur 2. Privatforbruget steg i 2002 med 2,2 pct. efter at have været næsten uforandret siden pinsepakken i 1998. Stigningen i det private forbrug afspejlede højere reale indkomster, et lavt renteniveau og besparelser ved låneomlægninger som følge af faldende renter. De samlede finansielle forhold var således fortsat lempelige. Det lave renteniveau understøttede desuden boligpriserne, om end stigningstakten aftog. Boligprisernes udvikling dækker over forskellige tendenser afhængig af geo­grafi og boligtype. Prisstigningerne har været størst på lejligheder i eller tæt på Storkøbenhavn. 

Vækstbidrag	Figur 2
Anm.: Private investeringer dækker erhvervs- og boliginvesteringer.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De private investeringer steg samlet 1,4 pct. i 2002 efter en vækst på knap en halv pct. i 2001. Trods de afdæmpede internationale konjunkturer voksede investeringerne i maskiner og transportmidler. De private bygge- og anlægsinvesteringer faldt i 2002, hvilket dækker over en lille stigning i boligbyggeriet og et fald i erhvervsbyggeriet.

I 2002 blev den private opsparingsbalance forbedret til 1,1 pct. af BNP, jf. tabel 1. Det afspejler primært, at omlægningen af det særlige pensionsbidrag på 1 pct. af indkomsten formelt flyttede et beløb på 0,5 pct. af BNP fra offentlig til privat opsparing.

Hovedtal for dansk økonomi				Tabel 1
Realvækst i forhold til året før, pct.	1998	1999	2000	2001	2002
Bruttonationalprodukt, BNP	2,5	2,6	2,8	1,4	1,6
Privat forbrug	2,3	0,7	-1,9	0,4	2,2
Offentlig efterspørgsel	2,7	2,1	1,3	2,8	0,7
Erhvervsinvesteringer	13,5	1,9	9,4	4,1	1,6
Boliginvesteringer	4,2	-1,0	9,9	-14,2	0,9
Indenlandsk efterspørgsel ekskl.
lagerinvesteringer	4,2	1,2	1,3	1,0	1,6
Lagerinvesteringer1	-0,1	-1,1	0,6	-0,3	-0,5
Indenlandsk efterspørgsel i alt	4,0	0,1	2,0	0,8	1,1
Eksport	4,3	12,3	13,1	3,2	3,2
Import	8,9	5,5	11,9	1,8	2,3
Nettoeksport1	-1,4	2,6	0,9	0,7	0,5
Ledighed, pct. af arbejdsstyrken	6,6	5,7	5,4	5,2	5,2
Forbrugerprisindeks2, vækst i pct.	1,3	2,1	2,7	2,3	2,4
Betalingsbalance, pct. af BNP	-0,9	1,8	1,6	3,1	2,9
Offentlig budgetsaldo, pct. af BNP	1,1	3,2	2,5	2,8	1,8
Privat opsparingsbalance3, pct. af BNP	-2,0	-1,5	-0,9	0,3	1,1
Kilde:   Danmarks Statistik. 1    Bidrag til vækst i bruttonationalproduktet i faste priser. 2    EU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP). 3    Betalingsbalance minus offentlig budgetsaldo.

Væksten i den samlede offentlige efterspørgsel, dvs. det offentlige forbrug og de offentlige investeringer, blev dæmpet i 2002, men samtidig faldt de offentlige indtægter som andel af BNP. De lavere indtægter skyldes lidt mindre selskabsskatter, skattestoppet, lavt provenu fra pensionsafkastbeskatningen og ikke mindst omlægningen af den særlige pensionsopsparing. Overskuddet på den offentlige budgetsaldo faldt fra 2,8 pct.af BNP i 2001 til 1,8 pct. i 2002. Målt ved finanseffekten var finanspolitikken svagt ekspansiv. Væksten i det offentlige forbrug faldt til 1 pct. efter et par år med vækst over den mellemfristede målsætning på 1 pct. p.a.

Væksten i eksporten fortsatte i 2002, og der var ikke tegn på tab af markedsandele, selv om konkurrenceevnen i nogle år er blevet forringet af en relativ høj lønstigningstakt i Danmark og i 2002 også af en lavere dollarkurs. Den reale effektive kronekurs steg således med 2,2 pct. i 2002, jf. figur 3. Dansk eksport er imidlertid forholdsvis ufølsom over for konjunkturudviklingen og vinder normalt markedsandele i perioder med lav international vækst. Importvæksten øgedes på baggrund af udviklingen i den indenlandske efterspørgsel.

Nominel og real effektiv kronekurs		Figur 3
Anm.: Real effektiv kronekurs baseret på timelønninger i industrien. Den reale kronekurs angiver udviklingen i de danske lønninger i forhold til udlandets, målt i fælles valuta. Delvist skøn for 2002 for timelønningerne. Kilde: OECD, Dansk Arbejdsgiverforening og egne beregninger.

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster udgjorde 39 mia.kr. i 2002, svarende til 2,9 pct. af BNP. Dermed blev betalingsbalanceoverskuddet lidt mindre end i 2001, jf. figur 4. Det skyldes et lavere overskud på tjenestebalancen. Vare- og tjenestebalancen reagerer på forholdet mellem den danske og den udenlandske efterspørgsel og blev i 2002 også påvirket af prisudviklingen. Lavere priser bidrog således til et fald i værdien af landbrugseksporten, ligesom faldende fragtrater bidrog til for­ringelse af tjenestebalancen. De samlede nettooverførsler blev forbedret lidt, hvilket dækker over reducerede renteudgifter. Udlandsgælden udgjorde knap 20 pct. af BNP ved udgangen af 3. kvartal 2002 mod 17 pct. ved udgangen af 2001. Stigningen i udlandsgælden, trods overskud på betalingsbalancen, skyldes hovedsageligt værdireguleringer som følge af faldende aktiekurser og stigende obligationskurser.

Betalingsbalancen		Figur 4
Anm.: 4-kvartalers glidende gennemsnit. Kilde: Danmarks Statistik.

Den gennemsnitlige ledighed for hele året blev 5,2 pct. Ledigheden steg fra 5,0 pct. i januar til 5,4 pct. i december. Efter flere års vækst faldt den samlede beskæftigelse i 2. halvår 2002, jf. tabel 2. Virksomhedernes tilpasning af omkostningerne medførte lavere privat beskæftigelse og bidrog til, at produktivitetsstigningerne var højere i 2002 end året før. Faldet i den private beskæftigelse blev delvist modsvaret af højere beskæftigelse i den offentlige sektor. Desuden voksede antallet af efterlønsmodtagere i 2002 med 9.000 personer. Det var mere end i de to foregående år, hvor efterlønsreformen fra 1999 førte til en lavere tilgang til ordningen.

Det danske arbejdsmarked					Tabel 2
1.000 personer, årsgennemsnit	1998	1999	2000	2001		2002
Lønmodtagere
Privat sektor	1.669	1.698	1.722	1.722		1.697
Offentlig sektor	812	820	825	824		831
Selvstændige	199	197	196	194		193
Beskæftigede i alt	2.680	2.716	2.743	2.739		2.720
Ledige	183	158	150	145		145
Arbejdsstyrke	2.863	2.873	2.893	2.884		2.865
Overgangsydelse	36	31	25	20		15
Efterlønsmodtagere	140	149	156	160		169
Personer på orlov	43	34	28	24		19
Ledighed, pct. af arbejdsstyrken	6,6	5,7	5,4	5,2		5,2
Ledighed, EU-definition,
pct. af arbejdsstyrken1	4,9	4,8	4,4	4,3		4,5
Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdsmarkedsdirektoratet, Eurostat og egne beregninger. 1    Eurostats opgørelse.

Kreditformidlingen

Ændring i penge- og realkreditinstitutternes indenlandske udlån		Figur 5
Anm.: 3-måneders glidende gennemsnit. Udlån i både kroner og valuta. Husholdninger inkluderer selvstændige erhvervsdrivende.

Pengemængden, M2, der primært består af borgernes og virksomhedernes indskud i pengeinstitutter samt deres beholdning af sedler og mønter, voksede i 2002 med 4,6 pct. Dermed steg pengemængden lidt mere end transaktionsomfanget, målt ved værdien af den indenlandske efterspørgsel. M3, der ud over M2 inkluderer korte realkreditobligationer, voksede i 2002 med 11,1 pct. Stigningstakten i M3 er meget afhængig af, i hvilket omfang realkreditinstitutternes rentetilpasningslån er finansieret ved obligationer, der indgår i M3. Udviklingen i M3 skal derfor fortolkes med forsigtighed.

Løn- og prisudviklingen

De danske lønstigninger har de seneste syv år ligget over euroområdets, jf. figur 6, og arbejdsmarkedet er fortsat tættere ved sin kapacitetsgrænse i Danmark end i euroområdet. Den EU-harmoniserede arbejdsløshed var ved årets udgang 4,7 pct. i Danmark og 8,5 pct. i euroområdet.

Lønstigninger i Danmark og udlandet		Figur 6
Anm.: Samlet udland udgøres af de lande, som indgår i indekset for den effektive kronekurs. Lønstigningerne er sammenvejet med vægtene i indekset. Lønstigninger refererer til lønstigninger i fremstillingsvirksomhed. Delvist skøn for 2002. Kilde: OECD, Dansk Arbejdsgiverforening og egne beregninger.

En forudsætning for en beskæftigelsesfremgang er, at de danske lønomkostninger stiger i en takt, som er i overensstemmelse med fastkurspolitikkens krav. Deri ligger også, at danske lønomkostninger over en årrække stiger på linje med euroområdets, så vi ikke får et konkurrenceevneproblem i forhold til valutaankeret. De senere års lønstigninger har været i overkanten, og det kan på sigt gøre det vanskeligere at fastholde det lave niveau for ledigheden, medmindre de danske produktivitetsstigninger permanent overstiger udlandets.

Målt ved det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks var inflationen 2,4 pct. i Danmark og 2,3 pct. i euroområdet i 2002. Prisstigningstakten faldt i både Danmark og euroområdet i 1. halvår som følge af lavere stig­ningstakt for fødevarepriser.

Inflationen var næsten ens i Danmark og euroområdet i begyndelsen
af året, men i 2. halvår var de danske prisstigninger højere end euroområdets, jf. figur 7. Det skyldes bl.a., at energiprisindekset, herunder især udgifter til opvarmning af boliger, steg mere i Danmark end i euroområdet.

Stigning i forbrugerpriserne og underliggende inflation		Figur 7
Anm.: Den underliggende inflation er et mål for de indenlandske markedsbestemte prisstigninger og har et højt indhold af tjenester. Kilde: Danmarks Statistik, Eurostat og egne beregninger.

Den indenlandske markedsbestemte inflation steg til 3,2 pct. i 2002 fra 2,1 pct. i 2001. Det afspejler, at den dæmpede udvikling i importpriserne ikke umiddelbart er slået igennem på forbrugerpriserne.

De økonomiske udsigter

De risici, som dansk økonomi står overfor, omfatter bl.a. den internatio­nale politiske situation, der bidrager til øget usikkerhed i verdensøkonomien. Selv om dansk eksport er relativt lidt konjunkturfølsom, vil en fortsat svag udvikling hos vore samhandelspartnere påvirke eksporten negativt. Det ventes dog, at den internationale økonomi bedres i løbet af 2003.

De meget lave renter indebærer, at de finansielle forhold er meget ekspansive og giver en betydelig stimulans til forbrug og investering i den kommende tid. Såvel skatter og afgifter som indkomstoverførsler afhænger meget af den økonomiske vækst, og der er plads til at lade disse automatiske stabilisatorer virke, hvis konjunkturbilledet svækkes. Konjunktursituationen giver ikke grund til at fravige den mellemfristede finanspolitiske linje, som sigter mod, at den offentlige gæld nedbringes betragteligt, inden andelen af pensionister for alvor begynder at vokse.

Udviklingen i befolkningens sammensætning trækker, især efter 2010, mod et reduceret arbejdsudbud og øgede offentlige udgifter i forhold til skattegrundlaget. Det er derfor vigtigt, at regeringens målsætning om en højere privat beskæftigelse og en reduktion af den offentlige gæld frem mod 2010 fastholdes. Kun hvis det i de kommende år lykkes at nå den tilsigtede forøgelse af den private beskæftigelse, vil de offentlige finanser kunne bære udgifterne til den øgede andel af pensionister uden skattestigninger eller offentlige nedskæringer. Den økonomiske poli­tik må således indrettes på at øge arbejdsudbuddet. Den fortsatte til­gang til efterlønsordningen trækker i den modsatte retning, idet den sænker den reelle pensionsalder og mindsker det samlede arbejdsudbud.

---