Internationalt monetært samarbejde

Den 1. januar 2002 blev eurosedler og -mønter sendt i cirkulation i de 12 EU-lande, som deltager i eurosamarbejdet. Kontantovergangen var vellykket. Storbritannien, Sverige og Danmark står fortsat uden for eurosamarbejdet, men i Sverige er der udskrevet folkeafstemning om eurodeltagelse til afholdelse 14. september 2003.

På Det Europæiske Råds møde i København i december 2002 lykkedes det at afslutte optagelsesforhandlingerne med 10 kandidatlande med henblik på deres optagelse i EU-samarbejdet pr. 1. maj 2004.

Stabilitets- og vækstpagten forpligter EU-landene til at tilstræbe, at det offentlige budget er tæt på balance eller i overskud. Manglende konsolidering af de offentlige finanser i de foregående år med høj vækst har sammen med de senere års vækstafmatning betydet budgetproblemer i flere eurolande.

Udviklingen i IMF var præget af nye store lånearrangementer med Brasilien, Uruguay og Tyrkiet, der oplevede finansielle kriser. Argentina fik i starten af 2003 et overgangsprogram, som i praksis betyder henstand for de afdrag og rentebetalinger, som forfalder frem til udgangen af august 2003. I lyset af terrorangrebet 11. september 2001 har IMF fået en rolle i bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

Indførelsen af eurosedler og -mønter

I de 12 EU-lande^[1], som deltager i eurosamarbejdet, blev eurosedler og -mønter sendt i cirkulation fra 1. januar 2002. De erstattede i løbet af de følgende to måneder eurolandenes nationale sedler og mønter som betalingsmiddel,^[2] hvorefter det var muligt at bruge samme type pengesedler og mønter i alle eurolandene.^[3] Hermed trådte de 12 lande fuldt ind i den endelige fase af Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU. Den fælles valuta blev ganske vist indført 1. januar 1999, hvor kursen på eurolandenes nationale valutaer blev låst fast over for euro, men euroen eksisterede kun som kontopenge de første tre år. Overgangen til eurosedler og -mønter var en omfattende operation, som involverede store dele af samfundet. Set i lyset af opgavens størrelse forløb overgangen overraskende hurtigt og uden større problemer. I løbet af få uger havde eurosedler og -mønter erstattet de nationale sedler og mønter som betalingsmiddel. 

Forberedelserne til kontantovergangen havde stået på i flere år. Tidligt i forløbet blev den nødvendige lovgivning gennemført, og produktionen af sedler og mønter igangsat. I den private sektor omfattede forberedelserne fx overgang til regnskabsaflæggelse og prisfastsættelse i euro. Et omfattende informationsarbejde var også nødvendigt for at sikre borgernes kendskab til de nye sedler og mønter og den forestående kontantombytning.

Selve kontantovergangen var en omfangsrig logistisk operation. 15 mia. eurosedler og 51 mia. euromønter var blevet produceret og lå klar til at blive sendt i cirkulation ved årsskiftet 2001/02. Distributionen af eurokontanter skulle foregå sideløbende med, at milliarder af nationale sedler og mønter blev trukket ud af cirkulation, hvilket lagde et stort pres på de kanaler, hvorigennem kontanter sendes i og tages ud af cirkulation. Der var gjort en stor indsats for, at eurokontanter hurtigt kunne komme i omløb fra 1. januar 2002. Kontantautomater var klar til at udbetale euro, og banker og en del forretninger var blevet forsynet med rigelige mængder eurokontanter op til årsskiftet. Alligevel var der nogen kødannelse i bankerne i begyndelsen af januar i og med, at mange valgte at gå i banken for at omveksle deres nationale penge til eurosedler og -mønter umiddelbart efter introduktionen.

Der er i en række eurolande en udbredt opfattelse af, at indførelsen af eurokontanter førte til markante prisstigninger. For bestemte varer og serviceydelser, fx café- og restaurationsbesøg, steg priserne da også uforholdsmæssigt meget i begyndelsen af 2002. Mere overordnede prisindeks viser imidlertid ingen generel tendens til ekstraordinære prisstigninger i forbindelse med indførelsen af eurosedler og -mønter. Der var således en betydelig divergens mellem udviklingen i forbrugernes inflationsopfattelse, målt ved EU-Kommissionens indikator, og den faktiske inflation gennem 2002, jf. figur 30. EUs statistiske kontor, Eurostat, skønner, at kontantovergangen maksimalt har kunnet forklare en samlet prisstigning på 0,2 pct. frem til slutningen af 1. halvår 2002.^[4]

Faktisk og opfattet inflation i euroområdet	Figur 30
Anm.: Opfattet inflation er målt ved Kommissionens indeks. Nettobalance angiver forskellen i procentpoint mellem procentdelen af respondenter, der angav, at leveomkostningerne var højere i forhold til for 12 måneder siden, og procentdelen af respondenterne, der angav, at leveomkostningerne var lavere eller uændrede. Faktisk inflation er opgjort ved HICP-indekset. Månedsobservationer.
Kilde: EcoWin

Alt i alt var der tale om en vellykket kontantovergang, der forløb overraskende hurtigt. Allerede efter en uge foregik hovedparten af alle transaktioner i euroområdet i euro. Den smidige overgang må i høj grad henføres til det grundige forarbejde samt borgernes positive indstilling.

Udvidelsen af EU

Hovedopgaven for det danske EU-formandskab i 2. halvår 2002 var at afslutte udvidelsesforhandlingerne med op til 10 kandidatlande^[5]. Dette lykkedes på Det Europæiske Råds møde i København i december 2002, hvor forhandlingerne med de 10 kandidatlande blev afsluttet, så de kan optages i EU-samarbejdet pr. 1. maj 2004. For de tre resterende EU-kandidatlande blev det stillet i udsigt, at Bulgarien og Rumænien vil kunne blive optaget i 2007, og at det i 2004 vil blive afgjort, om optagelsesforhandlinger kan indledes med Tyrkiet.

Den forestående udvidelse af EU vil på en række områder ændre betydeligt ved EUs nuværende karakter. Udvidelsen med de 10 lande betyder eksempelvis, at EUs indbyggertal stiger med 20 pct. til 456 millioner. Ses der til gengæld på størrelsen af de 10 landes økonomier, er der tale om en mindre drastisk udvidelse. I 2001 udgjorde de 10 kandidatlandes BNP blot 4,5 pct. af EUs BNP, hvilket er lidt mindre end Hollands BNP. Til sammenligning betød udvidelsen af EU i 1973 med Danmark, Irland og Storbritannien, at EUs indbyggertal blev forøget med en tredjedel, mens BNP steg med en fjerdedel. Udvidelsen i 1986 med Portugal og Spanien førte til et 18 pct. større indbyggertal og et 8 pct. større BNP.

Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i de 10 nye lande udgjorde i 2001 45 pct. af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU (justeret for forskelle i købekraft). Dette dækker dog over væsentlige forskelle kandidatlandene imellem. Således udgjorde Cyperns BNP pr. indbygger 80 pct. af EUs niveau, mens Letlands udgjorde 33 pct. Til sammenligning udgjorde Grækenlands og Portugals gennemsnitlige BNP pr. indbygger i 2001 henholdsvis 67 pct. og 72 pct. af EUs gennemsnit.

De nye medlemslandevil indtræde i EU med deres egen valuta og eget pengepolitiske regime, men på sigt vil de være forpligtet til at indføre euroen. Dette kræver dog først opfyldelse af konvergenskriterierne^[6], herunder kravet om deltagelse i EUs valutakursmekanisme ERM2 i mindst 2 år, inden euroen kan indføres. Deltagelse i ERM2 vil indebære, at landets valuta holdes stabil over for euro. ERM2-aftalen fastsætter et standardudsvingsbånd over for euro for hver deltagende valuta på +/- 15 pct. omkring en fast, men justerbar, centralkurs. 

De nye medlemslande har i dag vidt forskellige pengepolitiske regimer. Fx fører de baltiske lande fastkurspolitik (Estland og Litauen via et såkaldt currency board^[7]), mens Polen og Tjekkiet har en inflationsmålsætning kombineret med et flydende valutakursarrangement. Ungarn har ligeledes i kombination med en inflationsmålsætning indført et "skygge" ERM2-arrangement, hvor markedskursen på forint kan bevæge sig frit inden for et bånd på +/- 15 pct. i forhold til den centralkurs, som den ungarske centralbank har fastsat over for euroen.

ERM2 er et fleksibelt arrangement, men for nogle landes vedkommende vil ERM2-deltagelse kræve ændringer i det pengepolitiske regime. Rådet af Økonomi- og Finansministre i EU, Ecofin-Rådet, har tilkendegivet, at det i princippet vil være muligt at deltage i ERM2 med et currency board, hvis det vurderes at fungere tilfredsstillende, mens flydende kurser, såkaldte crawling pegs og fastkursarrangementer over for andre valutaer end euroen vurderes som værende uforenelige med ERM2.

Ændring af stemmereglerne i ECbs Styrelsesråd

Behovet for at tilpasse EU-samarbejdet til en meget betydelig forøgelse af antallet af medlemslande var den væsentligste begrundelse for de ændringer af EU-traktaten, som blev forhandlet på plads på EU-topmødet i Nice i december 2000. Hovedelementerne i det nye traktatgrundlag, der trådte i kraft 1. februar 2003, vedrører bl.a. stemmevægtningen i Ministerrådet og udvidet anvendelse af kvalificeret flertal. Det blev også vedtaget at gøre det lettere at ændre traktatens stemmeregler for Den Europæiske Centralbank, ECBs, øverste besluttende organ, Styrelsesrådet.

Siden euroens indførelse i 1999 har eurolandene ført fælles pengepolitik via det fælles centralbanksystem, der benævnes Eurosystemet, og som består af Den Europæiske Centralbank, ECB, og de nationale centralbanker i de 12 eurolande. De pengepolitiske beslutninger træffes af Styrelsesrådet, der består af ECBs direktion og centralbankcheferne fra de 12 eurolande. Hvis Styrelsesrådet ikke kan nå til enighed, fastlægger traktaten, at beslutningerne med ganske få undtagelser træffes ved simpelt flertal, hvor hvert medlem har én stemme. ECB og Eurosystemets organisation er beskrevet i boks 6.

Den Europæiske Centralbank og eurosystemet

Boks 6

ECB er Eurosystemets fælles centralbank og ligger i Frankfurt am Main, Tyskland. De nationale centralbanker udgør en integreret del af ECBs arbejde. De nationale centralbanker deltager i ECBs besluttende organer og i den beslutningsforberedende proces, ligesom den praktiske udførelse af beslutningerne altovervejende sker via de nationale centralbanker. ECB ejes af de nationale centralbanker. ECB har tre styrende organer: Direktionen, Styrelsesrådet og Det Generelle Råd. Direktionen har ansvaret for den daglige ledelse af ECB og gennemførelsen af de pengepolitiske beslutninger. Wim Duisenberg er formand for direktionen, der består af seks personer. I februar 2002 meddelte Duisenberg, at han træder tilbage som formand 9. juli 2003. Styrelsesrådet er ECBs øverste besluttende organ, og det består af centralbankcheferne fra de 12 eurolande og medlemmerne af ECBs direktion. Styrelsesrådet mødes normalt hver fjortende dag. Det er Styrelsesrådet, der træffer de fælles pengepolitiske beslutninger, herunder beslutninger om eventuelle ændringer af Eurosystemets rentesatser. Det sker normalt på det første møde i hver måned. Hvis Styrelsesrådet ikke kan nå til enighed, er hovedreglen i henhold til EU-traktaten, at Styrelsesrådet træffer beslutning med simpelt flertal, hvor hvert medlem har én stemme. Den praktiske udførelse af Styrelsesrådets beslutninger sker i vid udstrækning via de nationale centralbanker. Den ugentlige tildeling af likviditet er et eksempel herpå. Det Generelle Råd er ECBs tredje besluttende organ. Det Generelle Råd består af formanden og næstformanden for direktionen samt cheferne fra alle 15 EU-landes centralbanker, herunder Danmarks Nationalbank. Der afholdes normalt et kort møde hvert kvartal, og mødet kan evt. foregå som telefonkonference. Det Generelle Råd drøfter bl.a. udviklingen i ERM2 og den monetære udvikling i EU-landene uden for euroområdet. ECB har 13 komiteer og tilhørende underkomiteer, hvori både de nationale centralbanker og ECB deltager. De nationale centralbanker fra de EU-lande, der ikke deltager i euroen, deltager kun i en begrænset del. Komiteerne tilfører ekspertise inden for alle relevante centralbankområder og bidrager til den beslutningsforberedende proces. ECB ejes af de nationale centralbanker, der har indskudt kapital i ECB. Størrelsen af de enkelte centralbankers kapitalindskud afhænger af landets økonomiske og befolkningsmæssige størrelse. De nationale centralbankers ejerandel af ECB svarer til den andel af den samlede kapital, som centralbanken har indskudt. ECBs overskud og tab fordeles blandt de nationale centralbanker efter ejerandelene. De tre centralbanker i EU, der står uden for Eurosystemet, Bank of England, Sveriges Riksbank og Danmarks Nationalbank, har indbetalt 5 pct. af det beløb, de skulle have indskudt ved indtræden i Eurosystemet. Nationalbanken har således indbetalt 4,2 mio.euro. Renteafkastet af dette beløb går til dækning af ECBs udgifter i forbindelse med opgaver, som vedrører alle 15 EU-lande.

Nice-traktaten muliggør, at man på baggrund af en enstemmig beslutning fra Det Europæiske Råd – på forslag fra ECB eller EU-Kommissionen – kan ændre stemmereglerne for Styrelsesrådet, uden at det kræver en formel traktatændring. ECB offentliggjorde i december 2002 hovedprincipperne bag et forslag til nye stemmeregler i Styrelsesrådet, der skal sikre en passende balance mellem direktionen og de nationale centralbanker også i et udvidet EU.^[8] ECBs forslag, jf. boks 7, indebærer, at antallet af stemmeberettigede nationale centralbankchefer i Styrelsesrådet ikke vil overstige 15, uanset hvor mange nye lande der træder ind i eurosamarbejdet. Når antallet af deltagende lande overstiger 15, indføres en rotationsordning, hvorefter centralbankcheferne fra de fem største lande får hyppigere adgang til at stemme end centralbankcheferne fra de mellemstore lande, som atter får hyppigere adgang til at stemme end centralbankcheferne fra de mindste lande. Medlemmerne af ECBs direktion vil fortsat altid have stemmeret. Forslaget bygger grundlæggende på den samme model, som anvendes i det amerikanske centralbanksystems pengepolitiske komite, Federal Open Market Committee, hvor direktionen og chefen for Federal Reserve Bank of New York har fast stemmeret, og hvor den øvrige stemmeret går på skift mellem de resterende regionale amerikanske centralbankchefer.

ECBs forslag til rotation af stemmeretten i ECBs styrelsesråd

Boks 7

For at sikre, at de nationale centralbankchefer, som har stemmeret, tilsammen er repræsentative for euroområdets økonomi, vil hyppigheden af stemmeretten afhænge af en sammensat indikator for medlemslandenes økonomiske og finansielle vægt. Komponenterne i den sammensatte indikator er det enkelte medlemslands bruttonationalprodukt og størrelsen af den finansielle sektor målt som andelen af den samlede aggregerede balance for de monetære finansielle institutioner. De to komponenters relative vægt er 5/6 for bruttonationalproduktet og 1/6 for de monetære finansielle institutioner. De nationale centralbankchefer vil blive inddelt i forskellige grupper. Så længe der er over 15, men højst 21 medlemslande i euroområdet, vil der være to grupper af nationale centralbankchefer. Den første gruppe kommer til at bestå af de nationale centralbankchefer fra de fem største medlemslande målt på basis af den sammensatte indikator. Af disse vil fire kunne stemme. Den anden gruppe består af de øvrige nationale centralbankchefer. Heraf vil 11 have stemmeret. Afhængigt af antallet af medlemslande i euroområdet kan det dog i begyndelsen blive nødvendigt at tilpasse tildelingen af stemmer i de to grupper for at sikre, at medlemmerne af den første gruppe ikke får stemmeret mindre hyppigt end medlemmerne af den anden gruppe. Desuden indeholder ECBs forslag en mulighed for at udskyde rotationsordningen, indtil antallet af medlemslande i euroområdet overstiger 18. En sådan udskydelse kræver et flertal på 2/3 af Styrelsesrådets medlemmer. Når antallet af medlemslande i euroområdet overstiger 21, vil rotationsordningen blive baseret på tre grupper. Første gruppe, med fire stemmer, vil uændret bestå af de nationale centralbankchefer fra de fem største medlemslande. Den anden gruppe kommer til at bestå af halvdelen af det samlede antal nationale centralbankchefer, om nødvendigt rundet op. Af disse vil otte stemme. Den tredje gruppe består af de resterende nationale centralbankchefer. I denne gruppe vil tre have stemmeret. Indplaceringen af det enkelte medlemsland i enten den anden eller tredje gruppe vil afhænge af den relative størrelse målt ved den sammensatte indikator. Danmark vil ved en eventuel deltagelse i eurosamarbejdet blive placeret i gruppe to, uanset om det samlede antal eurolande er 15 eller 27. De nærmere gennemførelsesbestemmelser i forbindelse med rotationen inden for de enkelte grupper, som fx rotationsperioden, foreslås overladt til Styrelsesrådets beslutning.

Forslaget er en konsekvens af udvidelsen af EU. Samlet set sikrer forslaget en fortsat passende balance mellem direktionen i ECB og de nationale centralbankchefer. I forhold til de nuværende stemmeregler i Styrelsesrådet, hvor alle medlemmer har en stemme hver, indebærer de foreslåede begrænsninger i stemmeretten en mindre, men ikke en fundamental ændring. De nationale centralbankchefer vil alle fortsat deltage og have taleret i møderne i Styrelsesrådet. Ligeledes vil de nationale centralbanker i eurosystemet alle deltage i ECBs komiteer, tage del i det forberedende arbejde og modtage al information.

Status for Sveriges og Storbritanniens euroovervejelser

Sverige afholder folkeafstemning om eurodeltagelse 14. september 2003. Afstemningen blev udskrevet i slutningen af 2002, nogle måneder efter at valget til Riksdagen havde resulteret i en ny socialdemokratisk mindretalsregering. Hvis svensk eurodeltagelse godkendes ved folkeafstemningen, forventer den svenske regering, at euroen vil kunne blive indført 1. januar 2006. Ifølge meningsmålinger var der omkring årsskiftet 2002/03 nærmest dødt løb mellem eurotilhængere og -modstandere.

Regeringen i Storbritannien har opstillet 5 økonomiske tests, som skal være opfyldt, før ØMU-deltagelse kan komme på tale. Resultatet af en vurdering af de økonomiske tests ventes offentliggjort inden udgangen af juni 2003. Regeringen har tilkendegivet, at eventuel deltagelse i eurosamarbejdet i givet fald skal godkendes af den britiske befolkning ved en folkeafstemning. Meningsmålinger viste, at der igennem 2002 var et klart flertal imod britisk deltagelse i eurosamarbejdet.

Stabilitets- og vækstpagten

Stabilitets- og vækstpagten trådte i kraft samtidig med, at euroen blev indført som fælles valuta i en række EU-lande 1. januar 1999. Pagten har til formål at tilskynde til varig budgetdisciplin og forpligter alle 15 EU-lande til at tilstræbe et offentligt budget^[9] tæt på balance eller i overskud på mellemlangt sigt. Det er en udbygning i forhold til traktatens princip om, at budgetunderskuddet højst må være 3 pct. af BNP. I praksis er forpligtelsen i pagten blevet fortolket på den måde, at der bør være tilstrækkeligt plads i budgettet til, at et land under en normal lavkonjunktur ikke kommer i konflikt med traktatens grænse for offentlige budgetunderskud på 3 pct. af BNP. Hvert år udarbejder EU-landene nationale programmer, der beskriver, hvorledes landene agter at leve op til stabilitets- og vækstpagten. For eurolandene kaldes de for stabilitetsprogrammer og for de øvrige EU-lande konvergensprogrammer. Programmerne drøftes i Rådet af Økonomi- og Finansministre, Ecofin, der efterfølgende afgiver en udtalelse med en vurdering af, hvorvidt landene opfylder pagten. Der er mulighed for at pålægge eurolandene sanktioner, hvis de ikke gør tilstrækkeligt for at korrigere et for stort budgetunderskud. 

Programmerne for 2002 blev behandlet i januar og februar 2002.^[10] Det fremgår af udtalelserne, at størsteparten af landene levede op til stabilitets- og vækstpagten i 2002, men flere lande havde dog problemer.^[11] Der var risiko for, at Tyskland og Portugal ville overskride grænsen på 3 pct. EU-Kommissionen opfordrede derfor 30. januar 2002 Ecofin-Rådet til at give de to lande en såkaldt tidlig advarsel i henhold til stabilitets- og vækstpagtens varslingssystem. Ecofin-Rådet undlod dog at give landene en tidlig advarsel efter tyske og portugisiske tilsagn om at imødegå risikoen for at overskride grænsen på 3 pct. bl.a. ved at undlade at træffe budgetforværrende foranstaltninger og om at sigte mod at opnå en budgetsaldo tæt på balance i 2004.

Konjunkturudviklingen viste sig i 2002 at være mere afdæmpet end forventet ved udarbejdelsen af de nationale programmer, og budgetstillingen i 2002 anslås af EU-Kommissionen at blive væsentlig dårligere end skønnet i de nationale programmer, jf. figur 31. Den generelle forringelse af budgetstillingen skyldes ikke udelukkende den svagere aktivitet, men også en række landes manglende udgiftsstyring og/eller ufinansierede skattelettelser. 

Skøn for de offentlige budgetter 2002 i EU	Figur 31
Anm.: I landenes stabilitetsprogrammer ventede Belgien, Spanien og Østrig balance på de offentlige budgetter i 2002. EU-Kommissionen skønnede i efteråret 2002, at Spanien ville få balance på det offentlige budget.
Kilde: EU-Kommissionen, landenes tredje opdatering af stabilitets- og konvergensprogrammerne fra slutningen af 2001 eller begyndelsen af 2002.

Det fremgår af figuren, at budgetstillingen er ganske ujævn mellem de enkelte lande. Flere lande har problemer med at overholde såvel traktaten som pagtens bestemmelser. Det er hovedsagligt en konsekvens af en manglende konsolidering af de offentlige finanser i den seneste periode med høj vækst.

Portugal blev det første land, der efter overgangen til euroen overskred traktatens grænse for budgetunderskud på 3 pct. En gennemgang af de offentlige finanser efter regeringsskiftet i marts 2002 opgjorde underskuddet i 2001 til 4,1 pct. Ecofin-Rådet iværksatte derfor 5. november 2002 proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Iværksættelse af proceduren indebærer, at Ecofin-Rådet henstiller, at situationen med det uforholdsmæssigt store underskud bringes til ophør inden for en bestemt frist. Ved en vedvarende overskridelse af grænsen på 3 pct. vil Ecofin-Rådet som en sidste sanktion kunne pålægge det pågældende euroland en bod af en passende størrelse. For Tyskland var forventningen i det nationale program fra december 2002 et underskud på 3,75 pct. af BNP i 2002 og 2,75 pct. i 2003. Ecofin-Rådet konstaterede 21. januar 2003, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Tyskland, og at der var en ikke ubetydelig risiko for, at grænsen på 3 pct. ville blive overskredet i 2003. Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud blev derfor taget i anvendelse over for Tyskland. I det franske nationaleprogram afleveret i december 2002 blev underskuddet i 2002 og 2003 skønnet til henholdsvis 2,8 pct. og 2,6 pct. af BNP. Programmets antagelse for væksten i 2003 blev ved behandlingen i Ecofin-Rådet 21. januar 2003 anset for optimistisk med risiko for, at Frankrig ved negative overraskelser overskrider både EU-traktatens 3 pct. grænse for budgetunderskud og referenceværdien for den offentlige gæld på 60 pct. af BNP. Ecofin-Rådet vedtog derfor at give Frankrig en såkaldt tidlig advarsel.

I erkendelse af, at det ikke er realistisk at opnå balance på de offentlige finanser i 2004, som landene ellers havde forpligtet sig til^[12], fremsatte EU-Kommissionen i september 2002 forslag om at udskyde målet om balance til 2006. Til gengæld vil de lande, som ikke allerede har nået målet, skulle reducere deres strukturelle underskud^[13] med mindst 0,5 pct. af BNP om året. På et møde blandt eurolandenes økonomi- og finansministre 7. oktober 2002 var der, med undtagelse af Frankrig, enighed om EU-Kommissionens forslag. I november stillede EU-Kommissionen yderligere forslag til styrkelse af koordinationen af den økonomiske politik. Centralt i dette forslag er en tilføjelse til pagten, hvorefter medlemslande med balance på de offentlige finanser og en gæld under referenceværdien på 60 pct. af BNP vil kunne gennemføre begrænsede finanspolitiske lempelser i forbindelse med gennemførelse af strukturelle reformer, som sigter mod at øge vækst og beskæftigelse. Lempelserne foreslås betinget af, at der foreligger en tidsplan for tilbagevenden til budgetbalance.

Den Internationale Valutafond, IMF

Holdninger til de spørgsmål, der rejses i Den Internationale Valutafond, bliver i stadig stigende omfang koordineret mellem EU-landene.

Kun for spørgsmål, der direkte angår euroen og overvågning af euro-områdets økonomiske politik, er der en traktatmæssig forpligtelse til at eurolandene optræder samlet. I visse andre spørgsmål finder medlemslandene, at der er fordele ved at afstemme landenes holdninger med sigte på at styrke EU-landenes indflydelse på beslutninger i IMFs forskellige organer, jf. boks 8.

Danmarks repræsentation i IMF	Boks 8
IMFs øverste besluttende organ er repræsentantskabet (Board of Governors), hvortil hvert af fondens 184 medlemmer udpeger en repræsentant, normalt medlemslandets finansminister eller centralbankchef. Repræsentantskabet mødes typisk en gang årligt i forbindelse med fondens årsmøder. Under repræsentantskabet er nedsat en rådgivende komite, Den Internationale Monetære og Finansielle Komite (IMFC), der består af 24 medlemmer, ligeledes på minister- og centralbankchefniveau. I IMFC er samtlige IMFs medlemslande repræsenteret enten enkeltvis eller i valggrupper. Danmark indgår i en valggruppe sammen med de øvrige nordiske lande samt de tre baltiske lande. IMFC rådgiver om de overordnede retningslinjer for fondens arbejde og mødes normalt to gange årligt. De nordiske og baltiske landes synspunkter fremføres af det land, der varetager koordinationsfunktionen i den nordisk-baltiske valgkreds, p.t. Island, jf. nedenfor. Den daglige ledelse af IMFs virksomhed varetages af bestyrelsen (Executive Board), der med sine 24 medlemmer (eksekutivdirektører) repræsenterer alle IMFs medlemslande enten enkeltvis eller samlet i valgkredse efter samme princip som i IMFC. Finansministerier og centralbanker i de nordiske og baltiske lande udpeger i fællesskab en eksekutivdirektør. Stillingen som eksekutivdirektør for de nordiske og baltiske lande går på skift mellem de nordiske lande for normalt to år ad gangen. Siden 1. januar 2002 har Island besat stillingen. Den nordisk-baltiske valgkreds har 3,51 pct. af de samlede stemmer i fondens bestyrelse, hvoraf Danmark har de 0,77 pct.1 Eksekutivdirektøren leder Det Nordisk-Baltiske Kontor i IMF bestående af et stedfortrædende bestyrelsesmedlem, 2 rådgivere, 4 tekniske assistenter og 2 sekretærer. Også disse stillinger går på skift mellem landene med en varighed på normalt to år ad gangen. Valgkredsens holdninger til de spørgsmål, der bliver drøftet i fondens bestyrelse, bliver afstemt mellem medlemmernes centralbanker og finansministerier. Det land, der bestrider bestyrelsesposten, har også koordineringsansvaret for disse holdninger (Island 2002-03, Norge 2004-05). Koordineringen af holdninger i den nordisk-baltiske valgkreds foregår efter konsensusprincippet. Kun i sjældne tilfælde bliver valgkredsens holdning besluttet i en afstemning. Det er også sjældent, at et land med en afvigende holdning benytter sig af muligheden for at afgive en minoritetserklæring. Et lands stemmevægt i valggruppen svarer til det enkelte lands andel af de totale stemmer i IMFs bestyrelse. Den Nordisk-Baltiske Monetære og Finansielle Komite (NBMFC) blev etableret i 1999 og består af repræsentanter fra landenes centralbanker og finansministerier. Komiteen drøfter og beslutter, hvilken holdning valgkredsen skal indtage i overordnede IMF-spørgsmål. I dette arbejde bliver den rådgivet af sin stedfortræderkomite.
1 USA har den største stemmevægt, 17,1 pct., efterfulgt af Japan med 6,1 pct., Tyskland med 6,0 pct. samt Storbritannien og Frankrig med hver 5,0 pct.

I IMF mødes EU-landenes repræsentanter derfor regelmæssigt for at drøfte og afstemme deres holdninger til de vigtigste af de spørgsmål, der rejses i fondens bestyrelse. Under EUs Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC) er der oprettet en arbejdsgruppe, der forbereder EFCs og Ecofin-Rådets drøftelser af mere principielle IMF-spørgsmål. Herudover er der under ECB oprettet Komiteen for Internationale Relationer, der ligeledes drøfter holdninger til mere principielle IMF-spørgsmål.

Fornyelse af IMFs låneordning
Det blev i november 2002 besluttet af forny Det Ny Lånearrangement (New Arrangements to Borrow, NAB) for en ny femårig periode. Det Ny Lånearrangement blev etableret i 1998 for at supplere IMFs resurser i tilfælde af ekstraordinære trusler mod det internationale monetære system.

Det Ny Lånearrangement er en aftale mellem IMF og 25 medlemslande, hvorunder IMF kan låne op til 34 mia. SDR^[14] (327 mia.kr.). Chile er i 2002 blevet optaget som nyt medlem med en kvote på 340 mio.SDR, og i forbindelse hermed er de andre deltagerlandes lånetilsagn forholdsmæssigt formindsket. Danmarks lånetilsagn til ordningen blev således nedsat fra 371 mio.SDR til 367 mio. SDR eller ca. 3,5 mia.kr. Lånearrangementet har kun været taget i anvendelse én gang, og der var ved udgangen af 2002 ingen træk under ordningen.

Kriselån til lande i Sydamerika og Tyrkiet
2002 blev bl.a. præget af nye store lånearrangementer med Brasilien, Uruguay og Tyrkiet, som alle modtog lån ud over den normale overgrænse for lån fra IMF svarende til 300 pct. af et lands kvote. Argentina fik i starten af 2003 et overgangsprogram.

Brasilien fik i september et lånearrangement på 30 mia.dollar svarende til 752 pct. af landets kvote i IMF. I absolutte tal var lånet det største i IMFs historie til et enkelt land. 3 mia.dollar blev udbetalt ved lånets godkendelse, og yderligere 3 mia.dollar blev udbetalt i december. Resten, dvs. 80 pct. af det samlede beløb, planlægges udbetalt i 2003, når landets nye regering er kommet på plads. Hovedpunktet i det økonomisk-politiske program, der lå til grund for låneaftalen, var at sikre en videreførelse i 2003 af den gældende økonomiske politik i landet, herunder en fortsat stram finanspolitik.

Brasilien har i 2002 opfyldt betingelserne for lånet, dog var der problemer med at overholde en vejledende overgrænse for den indenlandske statsgæld. En del af denne gæld er indekseret til valutakursen, og da den brasilianske valuta er faldet over for dollar med godt 27 pct. i 2002 er gælden steget som andel af BNP.

Krisen i Brasilien skyldes bl.a. en lang periode med uro omkring landets økonomi, som blev forstærket op til præsidentvalget i oktober 2002. Efter valget stabiliserede valuta- og kapitalmarkederne sig, og der kom samtidig tegn på, at realøkonomien var i bedring.

Uruguay blev i begyndelsen af 2002 ramt af smitteeffekter fra krisen i Argentina i form af svigtende tillid til bankerne, hvilket resulterede i betydelige udtræk af bankindskud. Økonomien i Uruguay kom herefter ud i en likviditetskrise. I juni måtte regeringen opgive sin hidtidige politik med en fast valutakurs, og landet fik hævet sit stående lånetilsagn i IMF fra 0,8 til 2,3 mia.dollar. I august fik Uruguay yderligere hævet lånetilsagnet til 2,8 mia.dollar, således at lånetilsagnet i alt udgjorde 694 pct. af landets kvote i IMF. Hovedpunktet i låneaftalens økonomisk-politiske program var etablering af en fond til stabilisering af banksektoren samt omstrukturering af sektoren.

Tyrkiet fik i februar 2002 et lånetilsagn på i alt 16 mia.dollar, heri inkluderet tidligere aftalte trækningsmuligheder for 2002. Lånetilsagnet svarede til i alt 1.330 pct. af Tyrkiets kvote i IMF. Ved udgangen af 2002 var 77 pct. af lånet blevet udbetalt.

Den nye låneaftale videreførte den økonomiske politik, der var aftalt under det foregående program med IMF. Hovedelementerne var en flydende valutakurs, en finanspolitik, der stabiliserer statens gæld, en sanering og omstrukturering af den finansielle sektor samt privatiseringer. De tyrkiske myndigheder har hidtil i det store og hele levet op til kravene i programmet.

Krisen i Tyrkiet var primært affødt af indenlandske, økonomiske problemer, jf. Beretning og regnskab 2001, som kom til udtryk i en bankkrise i november 2000 og en devaluering i februar 2001. Landet blev også ramt af efterdønninger fra begivenhederne 11. september 2001. I 2002 har landet været på vej ud af den dybe krise, som ramte økonomien i 2001, og valuta- og kapitalmarkederne har været mere stabile efter parlamentsvalget, der blev afholdt i november.

Argentina forhandlede uden resultater gennem 2002 med IMF om et nyt program. I starten af 2003 godkendte IMFs bestyrelse et overgangsprogram på 3 mia.dollar, hvorefter Argentina får henstand på de afdrag og rentebetalinger, der forfalder på det igangværende program frem til udgangen af august 2003. Umiddelbart før IMFs godkendelse af overgangsprogrammet blev restancer i forhold til Verdensbanken og Den Interamerikanske Udviklingsbank indfriet, således at Argentina igen kan indgå låneaftaler med de internationale organisationer.

Hensigten med overgangsprogrammet er at give Argentina ro til, efter valget i april 2003, at finde mere langsigtsholdbare løsninger på landets problemer. Mod slutningen af 2002 syntes realøkonomien at have stabiliseret sig efter det voldsomme tilbageslag, som skønnes at betyde et fald i BNP på mere end 16 pct. i forhold til året før, og der kom tegn på en begyndende økonomisk opgang samt fornyet tillid til banksystemet. IMF har givet udtryk for, at et låneprogram forudsætter et holdbart økonomisk-politisk program baseret på et stabilt monetært anker, en finanspolitisk ramme, som indbefatter provinserne samt en strategi for løsning af bankkrisen. Argentina skyldte ved udgangen af 2002 over 13 mia.dollar til IMF.

Gældsomlægning og private kreditorers medvirken i kriseløsninger
I de seneste års meget store lånepakker har det hyppigt været nødvendigt at dispensere fra IMFs normale lånegrænseregler. Det har ført til krav om at tilvejebringe bedre muligheder for at lægge pres på private långivere til at medvirke i kriseløsninger. Formålet er først og fremmest at skabe klarere procedurer for, hvorledes forskellige grupper af et lands kreditorer kan optræde samlet og indgå aftaler om gældsomlægning med debitor. Herudover er det vigtigt at undgå, at private kreditorer sænker deres kreditvurderingsstandarder, fordi de forventer, at lande i betalingsbalancekrise vil modtage meget store lån fra fx IMF.

I efteråret 2001 fremsatte fondens cheføkonom, Anne Krueger, forslag om, at der skulle arbejdes videre med et egentligt lovfæstet grundlag med henblik på at skabe mere gennemskuelige regler for private kreditorers medvirken. Dette forslag er fortsat under behandling.

Sideløbende skulle der gøres forsøg med forskellige incitamenter til private kreditorer for at sikre større udbredelse af kontraktformer, der kan lette gældsomlægninger i tilfælde af, at et land kommer i betalingsbalancekrise. Særligt for obligationslån er det vigtigt at skabe mulighed for, at obligationsindehaverne kan optræde samlet. Ved brug af særlige klausuler kaldet Collective Action Clauses kan et flertal af obligationsindehaverne forpligte alle obligationsindehavere til at acceptere ændringer i de lånebetingelser, som oprindelig gjaldt for lånet. EU-landene søger at sikre en større udbredelse af sådanne klausuler. På det uformelle Ecofin-Rådsmøde i København i september 2002 blev det besluttet, at EU-landene selv vil anvende sådanne klausuler, når de optager obligationslån under et andet lands jurisdiktion.

Initiativer til fordel for fattige udviklingslande
Fonden har to faciliteter for lande med særligt lave indkomster. Dels giver fonden gældslettelse til særligt forgældede lande (Highly Indebted Poor Countries, HIPC). Dels har fonden en særlig udlånsfacilitet til fattigdomsbekæmpelse og vækst (Poverty Reduction and Growth Facility, PRGF). Under denne facilitet gives særligt lavtforrentede lån til lavindkomstlande, der iværksætter strukturreformer med henblik på at bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk vækst. Ved udgangen af 2002 var i alt 26 lande omfattet af gældslettelsesinitiativet, mens fonden havde givet PRGF-lån til 39 lande.

Finansieringen af disse faciliteter sker via særlige fonde, der bl.a. udredes af de rige landes bistandsmidler. For Danmark har Danida over de seneste tre år bidraget med 160 mio.kr. til fondene. Herudover har Nationalbanken med garanti fra staten givet lånetilsagn på i alt 100 mio.SDR eller ca. 962 mio.kr. til finansiering af PRGF-faciliteten. Foreløbig er der trukket ca. 589 mio.kr. på dette lånetilsagn. 

Overvågning af de finansielle markeder
I lyset af den finansielle krise i Asien i 1997/98 optrappede IMF og Verdensbanken overvågningen af de internationale finansmarkeder. Det er særlig sket i form af en gennemgang og vurdering af de enkelte medlemslandes finansielle systemer i forbindelse med de såkaldte Financial Sector Assessment Programs (FSAP). FSAP har udviklet sig til at være et vigtigt instrument i IMFs vurdering af landene.

FSAP består af tre dele:

• En vurdering af stabiliteten i det finansielle system, hvor bl.a. makroøkonomiske faktorers betydning for stabiliteten analyseres.
• En vurdering af efterlevelsen af relevante standarder for den finansielle sektor, herunder banktilsyn, forsikring, værdipapirer og betalingssystemer. Standarden for bekæmpelse af finansiering af terrorisme vil formentlig blive omfattet i løbet af 2003, jf. boks 9.
• En vurdering af behovet for reform og udvikling af den finansielle sektor.
  
  

Bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme	Boks 9
I lyset af terrorangrebet 11. september 2001 har IMF og Verdensbanken fået en rolle i bekæmpelsen af finansiering af terrorisme på baggrund af institutionernes tætte kontakt til udviklingslandene. Tidligere deltog IMF udelukkende i bekæmpelsen af hvidvask af penge, hvor landene er blevet vurderet i forbindelse med overholdelsen af standarden for banktilsyn. Indtil videre er der tale om et pilotprojekt på 12 måneder, hvor bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme vil ske i samarbejde med Financial Action Task Force, FATF, som er en arbejdsgruppe under OECD1. FATF har udarbejdet 40 anbefalinger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og 8 anbefalinger vedrørende bekæmpelse af finansiering af terrorisme. Det er forventningen, at IMF og Verdensbankens gennemgang og vurdering af de enkelte medlemslandes finansielle markeder (Financial Sector Assessment Program) fremover også vil omfatte opfyldelse af anbefalingerne vedrørende bekæmpelse af terrorisme.
1 Oprindeligt deltog kun industrilande, men senere er lande som Hongkong og de arabiske golfstaters samarbejdsorganisation blevet optaget som medlemmer.

Udarbejdelsen af FSAP er særdeles arbejdskrævende. I perioden fra 1999 til august 2002 er der i alt gennemført FSAP i ca. 50 af IMFs 184 medlemslande. IMF forventer at være kommet igennem de vigtigste lande i 2005/06. Højst prioritet har de lande, der har stor systemisk betydning for de internationale finansielle markeder, mens bl.a. de mindste lande ikke ventes gennemgået. Desuden sigtes mod en vis geografisk spredning. Endelig søges forskellige økonomiske udviklingsstadier dækket, om end lande, som er i en sårbar ekstern situation eller har en finansiel sektor i hastig udvikling, får særlig stor opmærksomhed.

---