Nationalbankens omkostninger ved skibsstøtte
Peter Jayaswal, Kapitalmarkedsafdelingen
Indledning og sammenfatning
Gennem tiden har Nationalbanken deltaget i støtte til forskellige erhverv. Det afspejler, at bankens rolle tidligere blev opfattet mere bredt end nu. Der var tillige større tiltro til virkningen af direkte erhvervsstøtte. Bl.a. rentestøtteordninger til finansiering af skibe har haft et stort omfang, og i det følgende gives et skøn for Nationalbankens omkostninger ved disse ordninger.
Nationalbanken deltog i 1960-61 i oprettelsen af Danmarks Skibskreditfond, og fra 1964 frem til 1995 overtog banken fondens obligationer på særlige vilkår, hvor overtagelseskursen typisk var højere end markedskursen. Det var især tilfældet frem til 1986, hvor ordningerne ændrede karakter.
Det er vanskeligt at opgøre de eksakte omkostninger ved ordningerne, da de ikke fremgår af bankens regnskab for alle årene. En præcis opgørelse kræver historiske oplysninger om kurser og mængder, som typisk ikke mere er til stede. Ud fra dels regnskabsoplysninger, dels oplysninger om historiske renter og udlånsomfang kan der imidlertid gives et godt skøn over omkostningerne.[1]
På den baggrund må det skønnes, at Nationalbankens omkostninger ved at overtage skibskreditobligationerne til pari i perioden 1964-95 har været i omegnen af 12 mia.kr. I 2003-priser svarer det til 33 mia.kr. Reelt var det perioden frem til 1986, som var omkostningstung for Nationalbanken. Da Nationalbankens overskud efter henlæggelser tilfalder staten, er statens indtægter reduceret svarende til bankens omkostninger.
Ud over omkostninger ved overtagelse af obligationerne til pari, er der også omkostninger i forbindelse med førtidige indfrielser på den såkaldte indeksordning. Lånene kan indfries til pari, og Nationalbanken skal tilbagelevere de underliggende obligationer. Disse omkostninger kan groft skønnes til foreløbigt 0,6 mia.kr.
Nationalbankens omkostninger til skibsstøtte giver langt fra et komplet billede af støtteomfanget, og det er ikke forsøgt at opgøre de samfundsøkonomiske virkninger af ordningerne. Det kan dog konstateres, at trods de forskellige støtteordninger er en række skibsværfter nedlagt, og værftsindustriens betydning for dansk økonomi er mindsket ganske betydeligt. Denne tendens er også set i andre europæiske lande.
Nationalbankens involvering i oprettelsen af Danmarks Skibskreditfond
Tanken om et kreditforeningssystem for skibsbelåning opstod allerede i begyndelsen af 1900-tallet i forlængelse af udbygningen af kreditforeningssystemet i det forrige århundrede. Det var dog først i løbet af 1959-60, at det for alvor blev en realitet efter flere mislykkede forsøg.
Nationalbanken havde interesse heri, da banken ønskede at blive frigjort for genbelåningsarrangementer vedrørende skibskreditter, dvs. at pengeinstitutterne kunne genbelåne skibspantebreve i Nationalbanken. I 1960 afskaffede Nationalbanken genbelåningen af skibspantebreve og genindførte obligationsbelåning. Det gav bankerne et likviditetsproblem, som kunne løses ved oprettelse af et obligationsudstedende institut.
Rederne havde selvsagt også en interesse heri, og regeringen ønskede også et institut til finansiering af skibe ud fra beskæftigelses- og valutamæssige hensyn. De interesserede grupper blev enige om oprettelsen af en skibskreditfond, og den 6. juni 1961 blev Danmarks Skibskreditfond stiftet som en selvejende institution af bl.a. Nationalbanken.
Fonden ydede lån mod pant i skibet og finansierede lånene ved obligationer med en pålydende rente på 6 pct. Lånene blev ydet på almindelige markedsvilkår, dvs. hvis markedsrenten var højere end obligationens pålydende rente, havde låntager et kurstab og dermed en højere effektiv rente end 6 pct.
Det økonomiske grundlag bestod af en garantikapital på 40 mio.kr., hvoraf Nationalbanken indskød 10 mio.kr. Garantikapitalen er siden udvidet som følge af stigende udlånsaktivitet, og i dag er garantikapitalen på 300 mio.kr., jf. tabel 1.
| Garantikapitalen i Danmarks Skibskreditfond |
Tabel 1
|
||||
| Mio.kr. |
Af den
oprinde- lige garanti- kapital |
Forhøjet
i 1965 med 80 mio.kr. |
Forhøjet
i 1969 med 60 mio.kr. |
Forhøjet
i 1975 med 90 mio.kr. |
Forhøjet
i 1978 med 30 mio.kr. |
| Danmarks Nationalbank |
10
|
30
|
42
|
63
|
63
|
| Pengeinstitutter |
20
|
50
|
70
|
105
|
135
|
| Rederier |
4
|
16
|
26
|
39
|
39
|
| Værfter |
4
|
18
|
33
|
49,5
|
49,5
|
| Forsikringsselskaber |
2
|
6
|
9
|
13,5
|
13,5
|
| I alt |
40
|
120
|
180
|
270
|
300
|
| Kilde: Danmarks Skibskreditfond. | |||||
Rentestøtteordning på skibsfinansiering
Den stigende rente i 1960'erne betød, at den effektive rente på fondens lån kom op på 8-9 pct. Det medførte et pres for at afbøde virkningerne heraf, da skibsstøtte i form af rentetilskud og statsgaranti var udbredt i andre lande.
I efteråret 1963 blev der på regeringens foranledning introduceret nye obligationslån, hvor den pålydende rente fortsat var 6 pct., men pengeinstitutterne købte obligationerne til pari. Til gengæld kunne pengeinstitutterne belåne obligationerne til samme lave rente i Nationalbanken, der således bar omkostningen. Finansieringsordningen kunne anvendes ved indenlandske og udenlandske ordrer til danske værfter.
I efteråret 1965 ændredes ordningen, så Nationalbanken overtog obligationerne til pari. Fra juli 1970 blev obligationerne noteret på Københavns Fondsbørs og solgt videre af Nationalbanken til markedskurs.
Ordningen blev det bærende element i finansieringen af skibe, og udlånsreglerne blev løbende justeret, så de var i overensstemmelse med de i OECD og EF aftalte vilkår for finansiering af skibe med hensyn til minimumsrente, belåningsgrad og afdragsperiode.[2] Lånene blev derfor også kaldt for OECD-lån.
Hjemmemarkedsordningen
I 1977 indførte flere værftslande særlige gunstige finansieringsvilkår for hjemlige rederier ved byggeri i hjemlandet. Det gjorde det vanskeligt for danske værfter at opnå ordre fra udenlandske rederier. Derfor indførtes i efteråret 1977 en hjemmemarkedsordning, som var en udvidet låneordning for danske rederier, der valgte nybygninger ved danske værfter eller værfter i andre EF-lande.
Hjemmemarkedsordningen gav danske rederier mulighed for at opnå 10-årige lån på op til 80 pct. af byggesummen til OECDs minimumsrente for skibsfinansiering, som på daværende tidspunkt var 8 pct. Det betød en obligationsrente på 7,5 pct. og administrations- og risikogebyrer til Danmarks Skibskreditfond på 0,5 pct.[3]
Udenlandske rederiers byggeri ved danske værfter kunne finansieres med 7-årige lån på op til 70 pct. af byggesummen og ligeledes til en rente på 8 pct. inkl. administrations- og risikogebyrer.
Ved begge låneordninger overtog Nationalbanken fortsat obligationerne til pari.
Ved andre finansieringsbehov, fx danske rederiers byggeri på udenlandske værfter uden for EF tilbød Danmarks Skibskreditfond også lån, men obligationerne blev solgt på markedsvilkår. Denne låneaktivitet var ubetydelig, og så godt som alle obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond var omfattet af ovennævnte ordninger, hvor Nationalbanken overtog obligationerne til pari.
I de efterfølgende år blev ordningerne løbende justeret for dels at være i overensstemmelse med gældende internationale regler, dels at imødekomme yderligere ønsker om støtte. Fx blev der fra slutningen af 1978 mulighed for at forlænge løbetiden på lån under hjemmemarkedsordningen til 14 år med de første fire år som afdragsfrie. Både løbetid og afdragsfriheden blev senere ændret igen.
Værftspakken
Som følge af en fortsat svag ordreindgang til danske skibsværfter gennemførtes i 1986 en række supplerende støtteforanstaltninger, også kaldet værftspakken.
Danmarks Skibskreditfond fik mulighed for at udstede indeksobligationer til finansiering af indekslån, hvor der var sat en overgrænse for låntagerens forpligtelse til at udrede indeksreguleringen. Låntageren kunne vælge en rente på 2,5 pct. eller 4 pct. og skulle maksimalt betale 5,5 pct. efter indeksering. Ved en indeksregulering ud over henholdsvis 3 pct. og 1,5 pct. dækkede staten. Obligationerne var fritaget for realrenteafgift, og Nationalbanken overtog obligationerne til pari som i tilfældet med de nominelle obligationer.
Med indeksfinansieringen blev størsteparten af subsidieringen flyttet fra Nationalbanken over til staten. Støtten ændrede karakter fra kurstab for Nationalbanken og dermed indirekte omkostning for staten via lavere overskudsoverførsler til manglende skatteindtægter og en i lånenes løbetid ukendt omkostning for staten til indeksreguleringen.
Hjemmemarkedsordningen fortsatte, men mistede betydning og ophørte ved udgangen af 1988, da næsten al låneaktivitet fandt sted under indeksordningen. Danmarks Skibskreditfond fik i 1986 endvidere mulighed for at yde lån i visse af Nationalbanken fastsatte valutaer på samme rente- og afdragsvilkår som lånene i kroner. Denne ordning kaldtes også for terminsordningen.
Overgang til direkte statslig støtte og swapordningen
I 1993 blev de hidtidige subsidier i skibsfinansieringen erstattet af en direkte statslig støtte, der svarede til det tilladte støtteomfang inden for EU. Støtten var en udbetaling på op til 9 pct. af kontraktprisen og kunne udbetales som ét beløb ved skibets aflevering eller fordelt over lånets løbetid. Oprindeligt gjaldt ordningen for kontrakter indgået i 1993 og 1994, men ordningen ophørte først ved udgangen af 2000.
Med den direkte statslige støtteordning ophørte indeksordningen, som dels indebar en ukendt fremtidig forpligtelse for staten, dels havde mistet sin subsidieværdi som følge af det markante rentefald i 1993. De sidste udbetalinger af lån under indeksordningen fandt sted i 1995.
Da redernes indtjening ofte er i dollar, var det et ønske at kunne låne i dollar. I forbindelse med indeksordningen blev reders fordelagtige lån i betydeligt omfang "solgt" videre til finansielle institutioner. Dermed blev støtten kapitaliseret, og skibet kunne genbelånes i dollar.
For at give Skibskreditfonden mulighed for at yde lån i dollar, gav Nationalbanken tilsagn om at overtage obligationerne til markedskurs med henblik på videresalg til markedet, samt at banken i en begrænset periode medvirkede til fondens udlån i dollar ved indgåelse af valuta-swaps. Dermed kunne fonden finansiere dollarlån med udstedelse af kroneobligationer uden valutakursrisiko. Lånerenten i dollar blev fastsat til den såkaldte CIRR-rente.[4] Tilsagnet var midlertidigt og gjaldt for kontrakter indgået i 1993 og 1994 med levering af skib senest tre år efter. Denne ordning kaldes også for swapordningen.
Tilsagnet bortfaldt som planlagt for kontrakter indgået efter 1994, og Nationalbanken har ikke siden været involveret i støtte til skibsfinansiering. Der er dog stadig mulighed for førtidige indfrielser, jf. senere, og det sidste engagement med Danmarks Skibskreditfond udløber senest i 2012.
Nationalbankens omkostninger ved overtagelse af obligationerne til pari
Et gennemgående element i støtteordningerne til skibsfinansiering har været Nationalbankens overtagelse af obligationerne til pari. Det har givet Nationalbanken et kurstab, da markedsrenten har været højere end Danmarks Skibskreditfonds udlånsrente, jf. figur 1.
| Obligations- og markedsrenten |
Figur 1
|
 |
|
| Anm.: Figuren viser obligationens kuponrente, da det er den relevante rente for Nationalbankens omkostning ved ordningen. Typisk var låntagerens rente mellem 25-50 basispoint højere som følge af administrations- og risikogebyrer til Danmarks Skibskreditfond. Bidraget blev for nye lån fjernet i marts 1984, og herefter var obligationens kuponrente lig OECDs mindsterente for skibsfinansiering. | |
| Kilde: Danmarks Skibskreditfond, Danmarks Statistik og egne beregninger. | |
Efter 1986 er forskellen mellem markedsrenten og udlånsrenten mindre relevant som udtryk for Nationalbankens omkostning, da der næsten udelukkende blev udstedt indeksobligationer, der typisk havde en markedskurs tættere på pari end nominalobligationerne.
I marts 1984 indførtes et provisionsbidrag til Nationalbanken på 5 pct. af den nominelle obligationsværdi for de af Nationalbanken overtagede obligationer, hvilket reducerede bankens omkostninger. Provisionen blev båret af Danmarks Skibskreditfond.
I 1990 blev overtagelsesprovision imidlertid suspenderet. Baggrunden var bl.a., at Skibskreditfonden var blevet skattepligtig.
Overtagelsesprovisionen blev genindført i 1992 for at finansiere en udskydelse af aftrapningen af indeksordningen. Provisionen var på 5 pct. af den nominelle obligationsværdi for de af Nationalbanken overtagede indeksobligationer gældende for årene 1993-95. Provisionsbeløbet måtte dog højest udgøre 100 mio.kr. i hvert af disse år og skulle kunne rummes inden for Danmarks Skibskreditfonds overskud i de enkelte år.
Udover forskellen mellem markedsrenten og udlånsrenten afhang Nationalbankens omkostninger ved overtagelse af obligationerne til pari også af udlånsomfanget. Udbetalte lån under støtteordningen var af betydeligt omfang, jf. figur 2.
| Udbetalte lån i obligationsserier omfattet af støtteordning |
Figur 2
|
 |
|
| Kilde: Danmarks Skibskreditfond og egne beregninger. | |
Kvantificering af omkostningen ved overtagelse af obligationerne
Omkostningen ved, at Nationalbanken overtog skibskreditobligationerne til pari, kan for perioden 1974-95 læses ud af Nationalbankens årsberetninger. I disse opgørelser er modregnet den overtagelsesprovision, banken modtog i nogle af årene.
I 1963 var der endnu ikke udbetalt lån under støtteordningen. For perioden 1964 og frem til 1973 findes der ingen opgørelse over omkostningerne ved støtteordningen. De kan imidlertid beregnes tilnærmet ved brug af forskellen mellem obligationernes pålydende rente og markedsrenten, varigheden samt det udbetalte beløb i obligationsserierne i det pågældende år.[5]
Indførslen af mindsterenten ved kursgevinstloven i 1986 medførte en ændring i aftalen fra 1965 om Nationalbankens overtagelse af nominelle skibskreditobligationer til pari.
Det blev aftalt, at Danmarks Skibskreditfond kunne udstede obligationer, der opfyldte det gældende mindsterentekrav for fritagelse for kursgevinstbeskatningen. Når mindsterenten oversteg fondens udlånsrente, betalte Nationalbanken løbende renteforskellen til Danmarks Skibskreditfond. Omkostningen blev udgiftsført i forbindelse med overtagelsen af obligationerne og er medregnet i opgørelsen af kurstabet.[6]
Tabel 2 viser Nationalbankens kurstab ved overtagelse af skibskreditobligationer til pari i forhold til markedskursen.
| Nationalbankens kurstab ved overtagelse af obligationer til pari |
Tabel 2
|
|
| Mio.kr. |
Årets priser
|
2003-priser
|
| 1964 |
2
|
18
|
| 1965 |
20
|
165
|
| 1966 |
78
|
600
|
| 1967 |
43
|
306
|
| 1968 |
66
|
434
|
| 1969 |
129
|
825
|
| 1970 |
185
|
1.109
|
| 1971 |
263
|
1.490
|
| 1972 |
300
|
1.595
|
| 1973 |
342
|
1.661
|
| 1974 |
312
|
1.314
|
| 1975 |
295
|
1.136
|
| 1976 |
599
|
2.116
|
| 1977 |
776
|
2.467
|
| 1978 |
613
|
1.771
|
| 1979 |
491
|
1.294
|
| 1980 |
658
|
1.544
|
| 1981 |
1.413
|
2.967
|
| 1982 |
2.246
|
4.283
|
| 1983 |
1.510
|
2.693
|
| 1984 |
752
|
1.262
|
| 1985 |
362
|
580
|
| 1986 |
171
|
264
|
| 1987 |
189
|
281
|
| 1988 |
-393
|
-559
|
| 1989 |
-483
|
-656
|
| 1990 |
584
|
772
|
| 1991 |
312
|
403
|
| 1992 |
463
|
586
|
| 1993 |
-24
|
-30
|
| 1994 |
-3
|
-4
|
| 1995 |
-4
|
-4
|
| I alt |
12.267
|
32.686
|
| Anm.: I de år hvor Nationalbanken modtog en overtagelsesprovision, er det modregnet kurstabet. Fra 1987 og frem er Nationalbankens løbende rentebidrag til Danmarks Skibskreditfond medtaget i udgiften. Kilde: Perioden 1964-73 er egne tilnærmede beregninger. Perioden 1974-95 er fra Nationalbankens årsberetninger i samme periode. |
||
Frem til midten af 1980'erne var kurstabene ved overtagelse af obligationerne stigende og betydelige. Det skyldtes dels omfanget af låneudbetalinger, dels at den høje markedsrente i forhold til udlånsrenten medførte et væsentligt kurstab på de enkelte låneudbetalinger. Fra 1984 og frem til 1989 blev kurstabet reduceret med overtagelsesprovisionen og igen i 1993 og 1995.
I 1988 var der en indtægt på 393 mio.kr. i forhold til en udgift året før på 189 mio.kr. Det skyldtes dels overtagelsesprovisionen, men især at der næsten kun blev udstedt indeksobligationer efter værftspakken i 1986. Indeksobligationerne blev overtaget til pari ligesom nominalobligationerne, men hvor overtagelsen af nominalobligationerne var forbundet med et kurstab, lå en del af indeksobligationerne over pari og var således forbundet med en kursgevinst. De højere kurser på indeksobligationerne var en konsekvens af, at de var fritaget for realrenteafgift.
I 1989 var der ligeledes en indtægt på overtagelser af indeksobligationer, men i 1990 var der igen en udgift. Det skyldtes især en markant rentestigning på indeksobligationer, som indebar, at kurserne faldt kraftigt fra over til under pari. Desuden blev overtagelsesprovisionen suspenderet i 1990.
Herefter svingede udgifterne lidt i takt med omfanget af låneudbetalinger og kursudviklingen på indeksobligationer.
Samlet har Nationalbankens udgifter til overtagelse af skibskreditobligationer været knap 12,3 mia.kr. i perioden 1964-95, svarende til 33 mia.kr. i 2003-priser. Udgifterne har primært fundet sted frem til 1986, jf. figur 3.
| Akkumulerede omkostninger ved overtagelse af obligationer til pari opgjort i 2003-priser |
Figur 3
|
 |
|
| Kilde: Danmarks Nationalbank og egne beregninger. | |
Omkostninger ved førtidige indfrielser på indeksordningen
Ved overtagelsen af indeksobligationerne forpligtede Nationalbanken sig til, at lånene kan førtidsindfries til pari. I tilfælde af førtidige indfrielser skal Nationalbanken tilbagelevere de underliggende obligationer. Hvis det ikke er muligt at levere obligationerne, kan der oprettes en såkaldt forskrivning, hvor Nationalbanken indtræder i debitors og statens samlede forpligtelser over for obligationsejerne og dækker de fremtidige ydelser på obligationen. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig fordelagtigt at købe de underliggende obligationer på markedet, kan den indgåede forskrivning annulleres.
Det er meget vanskeligt at opgøre omkostninger ved førtidige indfrielser til pari. Ved levering af obligationerne svarer omkostningen til forskellen mellem markedskursen og pari efter indeksering. Ved en forskrivning kendes omkostningen ikke før udløb af lånet, da den fremtidige indeksering er ukendt.
Siden 1997 har debitorerne indfriet 150 lån til i alt 11,5 mia.kr. indekseret. I 29 tilfælde har Nationalbanken leveret de underliggende obligationer ved indfrielsen. Tabet ved disse indfrielser har været omkring 160 mio.kr.
Det har ikke været muligt at opgøre omkostningen på de øvrige førtidige indfrielser. Hvis omkostningen på de øvrige indfrielser opgøres, som var de underliggende obligationer blevet leveret, svarer udgiften til 0,6 mia.kr. Der er stadig mulighed for førtidige indfrielser og dermed omkostninger på ordningen.
Omkostninger ved swapordningen
Under swapordningen overtog Nationalbanken obligationerne til markedskurs. Lånerenten var imidlertid fastlåst til den "forsinkede" CIRR-rente i en periode med stigende rente. Desuden er CIRR-renten et gennemsnit af mere risikofrie statspapirrenter tillagt 1 procentpoint. Det kan afvige fra markedspræmien for likviditets- og kreditrisikoen på skibslån i forhold til statslån. Det er således svært at vurdere, hvad rentestøtten har været i forhold til en markedsrente.
Lånene under swapordningen kan førtidsindfries, og som for indeksordningen er Nationalbanken forpligtet til at levere de underliggende obligationer eller oprette en forskrivning. Ved førtidige indfrielser modtager Nationalbanken nutidsværdien af lånet i dollar beregnet ved den aktuelle CIRR-rente.
Det har ikke været muligt at opgøre omkostningerne ved swapordningen, men de har formentligt været af begrænset omfang. Der er stadig mulighed for førtidige indfrielser på ordningen.
Afrundning
Nationalbankens omkostninger til skibsstøtte, og dermed indirekte statens via lavere overskudsoverførsler, giver langt fra et komplet billede af de samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger.
I efteråret 1983 kom en redegørelse om skibsstøttens samfundsøkonomiske virkninger. Der var dog ikke nogen klar konklusion om støttens omfang i forhold til virkningen på værditilvæksten og beskæftigelsen. Det fremgik, at Nationalbankens kurstab i 1982 udgjorde 37 pct. af produktionsværdien.[7]
Det kan konstateres, at trods de forskellige støtteordninger er en række skibsværfter nedlagt, og værftsindustriens betydning for dansk økonomi er mindsket ganske betydeligt. Denne tendens er også set i andre europæiske lande.
Appendiks: Uddybning af beregning af kurstab
For perioden 1964-73 findes der ingen opgørelse over Nationalbankens omkostninger ved at overtage obligationerne til pari. De kan imidlertid beregnes tilnærmet ved brug af forskellen mellem obligationernes pålydende rente og markedsrenten, varigheden samt det udbetalte beløb i obligationsserierne i det år.[8]
Lånene er oprindeligt lavet som serielån med bagvedliggende stående obligationer med forskellig løbetid. Der findes ikke opgørelser over udbetalte lån i obligationsserierne fordelt på løbetid. I stedet er varigheden beregnet ved at det samlede lån i serierne er fordelt ud som serielån over en løbetid, som svarer til den gældende løbetid for det år, lånene er udbetalt. Løbetiden på lånene varierede mellem 7 og 8 år og renten mellem 5,5 og 7,5 pct. i perioden. Der er derfor anvendt en varighed på mellem 3,5 og 4 år.
I perioden 1964-73 modtog Nationalbanken ingen overtagelsesprovision, og der var heller ikke mulighed for afdragsfrihed. Det forenkler beregningen af omkostningerne i perioden.
Det er ikke muligt at adskille det udbetalte lånebeløb i obligationsserierne i lån under og uden for støtteordningen. Sidstnævnte udgjorde imidlertid en ubetydelig andel. Det fremgår af årsberetningerne fra Danmarks Skibskreditfond og ved en sammenligning af udbetalte lån i figur 2 med overtagne obligationer til pari offentliggjort i Nationalbankens årsberetninger for perioden 1967-77.
[1] Fremstillingen og beregningerne er baseret på årsberetninger fra Danmarks Skibskreditfond og Danmarks Nationalbank i perioden 1961-2000 samt Dansk pengehistorie, bind 4, af Richard Mikkelsen, 1993.
[2] En årsag til at rentestøtte blev det bærende element frem for fx direkte statsstøtte kan skyldes den stigende indenlandske rente i forhold til udlandet i perioden frem til begyndelsen af 1980'erne. Det var også tilfældet for andre erhverv, fx støtte til industri, landbrug og fiskeri via de såkaldte K-lån fra 1977, som gav erhvervene mulighed for at optage lavtforrentede, kurssikrede udlandslån. Generelt var støtteordninger til forskellige erhverv udbredt i mange lande.
[3] Administrations- og risikogebyret bidrog til Danmarks Skibskreditfonds konsolidering og betød, at Nationalbankens tab var større end forskellen mellem OECDs mindsterente for skibsfinansiering og markedsrenten. Bidraget lå mellem 25 og 50 basispoint for lån givet i perioden 1963-84. I marts 1984 blev det fjernet for nye lån, og obligationens kuponrente blev lig OECDs mindsterente for skibsfinansiering.
[4] CIRR-renten er en OECD-rente, der fastlægges for en måned ad gangen ud fra forrige måneds gennemsnit af statspapirrenten tillagt 1 procentpoint og gælder med en halv måneds forsinkelse. Renten offentliggøres for tre løbetider: 0-5 år, 5-8½ år og derover. Den CIRR-rente, der skal benyttes, fastlægges ud fra løbetiden på lånet.
[5] Beregningsmetoden er uddybet i appendiks.
[6] Det betød i praksis, at fonden udstedte 9 pct. obligationer med en debitorrente på 8 pct., da det var henholdsvis mindsterenten og fondens udlånsrente på daværende tidspunkt. Dermed blev kurstabet for Nationalbanken mindre, da kurstabet på en såkaldt sortstemplet 8 pct. obligation i forhold til markedsrenten ville have været større end kurstabet på en blåstemplet 9 pct. obligation i forhold til markedsrenten. Den løbende rentebetaling fra Nationalbanken til Danmarks Skibskreditfond blev således kompenseret af et lavere kurstab.
En obligation der overholder mindsterentekravet kaldes blåstemplet og er fritaget for kursgevinstbeskatning. Obligationer der ikke overholder kravet kaldes sortstemplet og er ikke fritaget for kursgevinstbeskatning.
[7] Dansk pengehistorie, bind 4, af Richard Mikkelsen, 1993.
[8] (Obligationens kuponrente – Markedsrenten) x Udbetalte lånebeløb x Kronevarighed.