Nye principper for likviditetsstyring

Jakob Windfeld Lund, Kapitalmarkedsafdelingen

INDLEDNING

Likviditetsrisiko er en naturlig del af traditionel bankvirksomhed, hvor passiverne, fx anfordringsindskud, er mere kortfristede end aktiverne, fx udlån.^[1] Det seneste års finansielle uro har sat fokus på likviditetsrisiko, ikke mindst fordi likviditeten faldt i nogle af de finansielle markeder, som hidtil blev anset for at være mest likvide.^[2] Finansiering via de finansielle markeder blev markant vanskeligere eller dyrere. Det førte til likviditetspres for de mest udsatte banker og i enkelte tilfælde til deciderede bankkriser.

Risikoen for bankkriser med samfundsøkonomiske omkostninger er et vægtigt økonomisk argument for tilsyn med og regulering af banker.

Globaliseringen af de finansielle markeder og den finansielle innovation har øget mulighederne for en bedre spredning af risiko, men den har også øget risikoen for international afsmitning og mulighederne for reguleringsarbitrage. Det har øget behovet for international koordinering af spillereglerne for finansiel virksomhed.

I de senere år er der sket en betydelig samordning af rammerne for bankvirksomhed, dels inden for EU (fx kapitaldækningsdirektivet), dels globalt (fx Basel II). Men likviditetsregulering og -tilsyn har hidtil ikke været harmoniseret og har også inden for EU været anset for et nationalt anliggende.

Den 17. juni offentliggjorde Baselkomiteen^[3] nye principper for likviditetsstyring, og CEBS^[4] offentliggjorde et sæt anbefalinger til likviditetsregulering og -tilsyn i EU.^[5]

Det seneste års finansielle uro har vist, at der er behov for at revidere risikostyring og tilsyn med bankers likviditet. Principperne fra Baselkomiteen og CEBS danner et godt udgangspunkt herfor. Den nuværende likviditetsregulering i Danmark synes ikke umiddelbart at dække alle nye principper på fyldestgørende vis.

I denne artikel gennemgås principperne i de to rapporter med udgangspunkt i rapporten fra Baselkomiteen.

RAPPORTERNE FRA BASELKOMITEEN OG CEBS

Både i Baselkomiteen og i CEBS var arbejdet med likviditet allerede godt i gang, inden den finansielle uro begyndte i sommeren 2007. Det seneste års finansielle uro har sat fokus på likviditetsrisiko og øget opmærksomheden omkring arbejdet med likviditet i Basel og CEBS.

Rapporten fra CEBS var oprindeligt planlagt til at komme i januar 2008, men blev i lyset af krisen – og som en del af den samlede sammensætning af Ecofins såkaldte "roadmap" for reaktioner på krisen – udskudt, så der samtidig kunne foretages en bedre koordinering med det tilsvarende arbejde i Basel. De to komiteers rapporter fra 17. juni har været i offentlig høring med høringsfrister henholdsvis 29. juli (Basel) og 1. august (CEBS). De endelige rapporter forventes offentliggjort i efteråret.

Der er en del overlap mellem struktur og indhold i de to rapporter, jf. figur 1. Baselkomiteens rapport med 17 principper for likviditetsstyring og –tilsyn er en grundig opdatering af komiteens rapport fra 2000. Der er øget fokus på følgende områder:

• Fastlæggelse af og klarhed omkring niveauet for den likviditetsrisiko, en bank vil tolerere
• Behov for likviditetsbeholdning og -stødpuder
• Behov for allokering af likviditetsomkostninger, -nytteværdi og -risici til alle væsentlige forretningsområder (forbedring af incitamenter)
• Identifikation og måling af alle væsentlige likviditetsrisici, heriblandt betingede likviditetsrisici
• Design og brug af skrappe stresstestscenarier
• Behov for et robust og operationelt likviditetsberedskab
• Styring af intradag-likviditetsrisiko og sikkerheder
• Offentliggørelse og markedsdisciplin
• Udvidet vejledning til myndigheders likviditetstilsyn.

CEBS' rapport med 30 anbefalinger (recommendations) er anden del af CEBS' besvarelse til Europa-Kommissionen, Call for Technical Advice, marts 2007, hvor første del var en oversigt over EØS-landenes nationale likviditetsregulering.^[6]

CEBS-rapporten lægger ud med en baggrundsanalyse af likviditetsrisiko i moderne bankvirksomhed. Her fremhæves en række forhold, som er af betydning for likviditetsrisikoen, herunder finansiel globalisering, finansiel innovation (fx kreditderivater), ændrede former for betalingssystemer og anden finansiel infrastruktur, øget brug af sikkerhedsstillelse, nye regnskabsregler, og det forhold at markederne reagerer anderledes, når de kommer under stress.

CEBS-rapporten har sammenlignet med Basel-rapporten mere fokus på regulering og tilsyn med bankers likviditetsstyring, herunder proportionalitetsprincippet og forhold omkring bankenes brug af egne interne metoder til likviditetsstyring.

Både Basel-rapportens principper og CEBS-rapportens anbefalinger er udformet som overordnede vejledninger i, hvad banker og tilsynsmyndigheder "bør" gøre omkring likviditetsstyring og -tilsyn. Trods det principielle/overordnede sigte forventes banker og tilsynsmyndigheder klart at forbedre deres praksis på området. I resten af denne artikel gennemgås kort Basel-rapportens 17 principper.

DET GRUNDLÆGGENDE PRINCIP

Princip 1: Grundlæggende princip for likviditetsstyring og -tilsyn
"En bank skal sikre en forsvarlig styring af sine likviditetsrisici. En bank bør etablere robuste rammer for sin likviditetsstyring. Rammerne bør sikre, at der er en tilstrækkelig likviditet, herunder en stødpude af ubelånte likvide aktiver af god kvalitet, så banken kan modstå en række stresshændelser, bl.a. bortfald af adgang til at låne med og uden sikkerhedsstillelse. Tilsynsmyndigheder bør vurdere både en banks rammer for likviditetsstyring, og om dens likviditetsstilling er tilstrækkelig. Hvis der er mangler, bør tilsynsmyndighederne reagere prompte, så indskyderne beskyttes, og risikoen for skade på det finansielle system begrænses."

Dette grundlæggende princip angiver en klar overordnet ansvarsfordeling. Det er bankens ansvar at sikre en forsvarlig likviditetsstyring, og det er tilsynsmyndighedens ansvar at vurdere, om banken handler korrekt, og at reagere prompte på eventuelle mangler.

Princip 1 har både en kvalitativ og en kvantitativ dimension for likviditetsstyring og -tilsyn. Banken bør have både robuste rammer for likviditetsstyring og stødpude af likvide aktiver. Ved sammenligninger af forskellige landes regler på likviditetsområdet er der tidligere blevet skelnet mellem kvalitativ regulering med fokus på bankens interne rammer (ledelse, strategier, forretningsgange) og kvantitativ regulering med fokus på opretholdelse af et fastsat krav til likviditet.^[7] Princip 1 opfordrer til en blandet tilgang, hvor tilsynsmyndigheder bør vurdere både bankens rammer for likviditetsstyring (kvalitativt) og dens likviditetsstilling (kvantitativt).

Princip 1 giver også et klart formål for likviditetstilsyn: Beskyttelse af indskydere og begrænsning af risiko for skade på det finansielle system.

LEDELSE AF LIKVIDITETSSTYRING

Princip 2: Likviditetsrisikotolerance
"En bank bør formulere en klar tolerancetærskel for sin likviditetsrisiko. Denne skal være passende for bankens forretningsstrategi og rolle i det finansielle system."

Risikotolerance er et centralt begreb i moderne risikostyring, tæt relateret til risikovillighed. I praksis fastlægges risikotolerance ofte som maksimale grænser for fx bankens value-at-risk for markedsrisiko. Likviditetsrisikotolerancen er det maksimale niveau for likviditetsrisiko, en bank er parat til at påtage sig.

Likviditetsrisikotolerancen skal passe til bankens forretningsstrategi og bankens rolle i det finansielle system. Forretningsstrategien har betydning for, hvilke former for likviditetsrisici banken er udsat for, mens bankens rolle i det finansielle system er afgørende for konsekvenserne af eventuelle likviditetsproblemer. Formuleringen vil afhænge af, hvordan banken opgør sin likviditetsrisiko. Tolerancen kunne udtrykkes i form af grænser for eksempelvis LaR^[8], nettofinansieringsbehov over specifikke tidshorisonter eller overdækning af det lovpligtige likviditetskrav.

Princip 3: Strategi, politikker og forretningsgange
"Ledelsen bør udvikle strategi, politikker og forretningsgange til likviditetsstyring i overensstemmelse med likviditetsrisikotolerancen og sikre, at banken opretholder tilstrækkelig likviditet. Ledelsen bør løbende gennemgå information om udviklingen i bankens likviditet og regelmæssigt rapportere til bestyrelsen. Bankens bestyrelse bør gennemgå og godkende strategi, politikker og forretningsgange for likviditetsstyring mindst en gang årligt og sikre, at ledelsen effektivt styrer likviditetsrisici."

Princip 3 angiver en klar ansvarsfordeling mellem en banks ledelse og bestyrelse, som begge bør have en grundig forståelse for likviditetsrisiko og påvirkninger fra andre risikofaktorer som markeds-, kredit-, operationel og omdømmerisiko.

Strategi, politikker for implementering og ledelsesstruktur for likviditetsstyring skal kommunikeres bredt internt i organisationen til alle forretningsområder, der kan påvirke bankens likviditet.

Princip 4: Likviditetsprisning og incitamenter
"En bank bør indarbejde omkostninger, nytteværdi og risici i relation til likviditet, når den foretager prissætning af produkter, præstationsmåling og godkendelsesproces for nye produkter i alle betydelige forretningsaktiviteter – såvel på som uden for balancen. Målet er, at incitamenterne til at tage likviditetsrisici i de enkelte forretningsområder skal modsvare de likviditetsrisici, aktiviteterne påfører banken som helhed."

Princip 4 lægger bl.a. op til, at bankerne skal bruge interne afregningspriser for likviditet, så der for hvert af bankens engagementer bliver taget højde for både aktuelle finansieringsomkostninger og risikoen for eventuelt højere fremtidige finansieringsomkostninger. Formålet er at øge de enkelte forretningsområders opmærksomhed på likviditetsrisiko og skabe naturlige incitamenter til god likviditetsstyring.

MÅLING OG STYRING AF LIKVIDITETSRISIKO

Princip 5: Kvantitativ likviditetsmodel
"En bank bør have en effektiv proces til identifikation, måling, overvågning og kontrol af likviditetsrisiko. Processen bør indeholde en robust ramme for fyldestgørende fremskrivning af pengestrømme fra aktiver, passiver og poster uden for balancen over passende tidshorisonter."

En bank bør have pålidelige systemer, som kan samle et opdateret fyldestgørende billede af bankens likviditetsposition og -risici. Det indbefatter kommende pengestrømme både fra aktiver og passiver på bankens balance og fra posterne uden for balancen, fx likviditetsgarantier. Det indbefatter ligeledes korrespondent-, depot- og afviklingsaktiviteter.

Banker bør lave et varslingssystem til overvågning af likviditetsrisici. Advarselslamper bør bl.a. blinke, når banken har:

• høj vækst i aktiver, specielt hvis de er finansieret med ustabile passiver
• øget koncentration i aktiver eller passiver
• afkortelse af den gennemsnitlige løbetid for passiver
• gentagne brud på risikostyringsgrænser
• risikoindikatorer for specifikke forretningsområder
• negativ omtale
• nedgradering fra kreditvurderingsbureau
• aktiekursfald eller kreditspændudvidelse
• modparter, der kræver øget sikkerhed eller begrænser deres "lines".
• vanskeligheder ved markedsfinansiering
• øget risiko for likviditetstræk i produkter med indbyggede triggere, fx derivater og back up lines.

Princip 6: Aktiv likviditetsstyring for hele banken
"En bank bør aktivt styre sine likviditetsrisici og finansieringsbehov inden for og på tværs af juridiske enheder, forretningsområder og valutaer. Der bør tages højde for juridiske, reguleringsmæssige og operationelle begrænsninger på overførsel af likviditet."

Hidtil er der ofte blevet sondret mellem centraliseret og decentraliseret likviditetsstyring i internationale banker.^[9] Princip 6 fastslår, at der er behov for begge dele, dvs. både for et konsolideret overblik og for hensyntagen til, at der kan være begrænsninger på mulighederne for at overføre likviditet mellem bankens forskellige enheder. 

Princip 7: Diversificeret finansiering
"En bank bør etablere en finansieringsstrategi, der giver effektiv diversificering af finansieringskilder og løbetider. Banken bør opretholde en løbende tilstedeværelse i de valgte finansieringsmarkeder og stærke relationer med finansieringsmodparter, så der opnås effektiv diversificering af finansieringskilder. Banken bør jævnligt lodde muligheden for hurtigt at skaffe likviditet fra hver enkelt finansieringskilde. Den bør identificere de væsentligste faktorer, der påvirker dens finansieringsmuligheder og tæt overvåge disse faktorer for at sikre, at skønnene for finansieringskapacitet fortsat er gyldige."

Finansiering kan diversificeres på mange dimensioner: På løbetider (kort-, mellem- og langsigtet), modpartstype (detailkunder versus institutionelle modparter), finansiering med og uden sikkerhed, kontrakt-/ instrumenttype, valuta og geografisk marked. Generelt bør banker begrænse deres koncentration i en enkelt finansieringskilde. Det gælder specielt visse markedsbaserede finansieringskilder.

Banker bør selv gøre en indsats for at sikre sig adgang til markedsbaseret finansiering ved at vedligeholde god kontakt til modparter og ved jævnligt at teste finansieringsmulighederne i markedet.

Banker bør udforske alternative finansieringskilder, som kan øge deres modstandskraft over for eventuelle likviditetschok, fx:

• Indlånsvækst
• Udvidelse af løbetider på passiver
• Nye udstedelser af kort- og langsigtede gældsinstrumenter
• Gruppeinterne overførsler, kapitaludstedelser, salg af datterselskaber eller forretningsområder
• Salg af eller genkøbsforretninger i likvide aktiver
• Lån fra centralbanken.

Princip 8: Intradag-likviditetsstyring
"En bank bør aktivt styre sine intradag-likviditetspositioner og risici, så den rettidigt kan opfylde betalings- og afviklingsforpligtelser under både normale og stressede omstændigheder og dermed kan bidrage til velfungerende betalings- og afviklingssystemer."

Tidshorisonten for likviditetsstyring er i de seneste år ændret som følge af kortere afviklingsperioder og øget brug af realtidssystemer. Princip 8 understreger vigtigheden af god intradag-likviditetsstyring og fremhæver seks praktiske udfordringer i den forbindelse:

• Opgørelse af dagens forventede brutto ind- og udbetalinger, herunder om muligt med fastlæggelse af, hvornår på dagen der eventuelt kan opstå behov for yderligere finansiering
• Overvågning af intradag-likviditet og tilgængelige muligheder for om nødvendigt at skaffe mere likviditet (balancer, intradag-kredit, tilgængelige sikkerheder)
• Tilvejebringelse af tilstrækkelig intradag-finansiering til dækning af betalingsforpligtelser
• Styring af sikkerheder, så de kan mobiliseres til fremskaffelse af intradag-finansiering
• Styring af timing af likviditetsudbetalinger både for banken selv og for dens kunder
• Beredskab til håndtering af uforudsete forstyrrelser af intradag-likviditet.

Princip 9: Sikkerheder
"En bank bør aktivt styre sine sikkerheder og skelne mellem belånte og ubelånte aktiver. Banken bør overvåge, hvor den har sine sikkerheder, både juridisk og fysisk, og hvordan de rettidigt kan mobiliseres."

De seneste års øgede brug af sikkerhedsstillelse i finansielle transaktioner (fx repoforretninger og intradag-kredit) har givet banker mulighed for at mindske de usikrede modpartsrisici, men har samtidig stillet større krav til bankers styring af sikkerheder og likviditet. Banker bør være opmærksomme på, hvilke sikkerheder der accepteres af forskellige modparter (bl.a. centralbanken), og hvilke begrænsninger der måtte være på brugen af sikkerheder.

Princip 10: Likviditetsstresstest
"En bank bør jævnligt udføre stresstest for at identificere kilder til muligt likviditetspres og for at sikre, at bankens aktuelle eksponeringer ligger inden for bankens likviditetsrisikotolerance. Stresstests bør omfatte både institutionsspecifikke og markedsomspændende stressscenarier. Banken bør bruge resultaterne af stresstests til at justere sine strategier, politikker og positioner inden for likviditet og til at udvikle effektive beredskabsplaner."

I likviditetsstresstest bruges bankens værktøjer til fremskrivning af likviditetssituationen (jf. princip 5) til at beregne, hvordan likviditeten ville blive påvirket i forskellige stressscenarier. Stressscenarierne bør være rettet mod de likviditetsrisici, der er relevante for den pågældende bank. Der kan være tale om både bankspecifikke stressscenarier (fx hvis banken får en dårligere rating fra kreditvurderingsbureauerne, og/eller hvis banken mister adgang til vigtige finansieringskilder) og markedsomspændende stressscenarier (fx lukning af vigtige markeder for finansiering). Bankspecifikke og markedsomspændende scenarier kan opstå både hver for sig og i kombination. Stresstest bør tage højde for ændret adfærd blandt modparter, herunder risiko for at modparter hamstrer likviditet og risiko for langsommere intradag-betalingsstrømme. Stresstestresultater og de ændringer, de giver anledning til at foretage i bankens risikostyring, bør diskuteres med bankens bestyrelse og den nationale tilsynsmyndighed.

Princip 11: Likviditetsberedskabsplan
"En bank bør have en formel likviditetsberedskabsplan (CFP, contingency funding plan), som klart beskriver strategier til at takle mangler på likviditet i nødsituationer. En CFP bør skitsere politikker til håndtering af en række stressomstændigheder, etablere en klar ansvarsfordeling, indeholde klare procedurer for aktivering og eskalering, og den bør testes og opdateres regelmæssigt for at sikre, at den er operationelt robust."

En CFP består af politikker, procedurer og handlingsplaner til håndtering af alvorlige ændringer i de muligheder, banker har for at finansiere sig. En CFP bør være tæt integreret med resten af bankens likviditetsstyring. Den bør bl.a. indeholde:

• En oversigt, der giver ledelsen et overblik over de redskaber, der potentielt står til rådighed for at fremskaffe finansiering
• Klar ansvarsfordeling blandt nøglemedarbejdere i "kriseholdet" med kontaktdetaljer og angivelse af alternative medarbejdere, der skal kontaktes
• Planer for kontakt til og kommunikation med markedsdeltagere, medarbejdere, kunder, kreditorer, aktionærer og tilsynsmyndigheder
• Foranstaltninger til at opfylde kritiske intradag-betalingsforpligtelser.

En CFP bør jævnligt opdateres og testes for at sikre, at den fungerer hensigtsmæssigt.

Princip 12: Likviditetsstødpude
"En bank bør opretholde en stødpude af ubelånte likvide aktiver af høj kvalitet som en forsikring mod forskellige likviditetsstressscenarier, bl.a. tab eller forringelse af usikrede finansieringskilder og de sikrede finansieringskilder, der normalt er tilgængelige. Der bør ikke være juridiske, reguleringsmæssige eller operationelle hindringer for, at disse aktiver kan bruges til at sikre finansiering."

De mange usikkerheder, der er forbundet med at forudsige udviklingen i likviditetssituationen gør det nødvendigt for banker at have en likviditetsstødpude, som uden hindring kan anvendes i nødsituationer.

Det lovmæssige likviditetskrav i Danmark fremgår af §152 i lov om finansiel virksomhed. Kravet skal overholdes hele tiden. Det betyder, at den likviditet, der medgår til at opfylde lovkravet, ikke kan anvendes som stødpude. Goodhart (2008) beskriver bindende likviditetskrav som den sidste taxa ved jernbanestationen, der ikke kan bruges, hvis reglerne kræver, at der altid skal være en taxa ved stationen. Danske pengeinstitutters anvendelige likviditetsstødpude kan derfor kun siges at være deres likviditetsoverdækning i forhold til §152-kravet. Det virker derfor uforsigtigt, specielt under stressede omstændigheder, at operere med en lav likviditetsoverdækning.

Aktiverne i en likviditetsstødpude kan bruges til at opnå finansiering enten i markedet eller hos centralbanken. Banker opfordres til at være realistiske omkring begge muligheder. Markedslikviditet kan forsvinde. Banker bør heller ikke forlade sig på, at centralbanken vil hjælpe ved at ændre mængden af den udbudte likviditet eller de vilkår, hvorpå der kan opnås likviditet. Andre hensyn som fx moral hazard og målet for pengepolitikken kan veje tungere for centralbanken end kortvarige hensyn til banker med likviditetsproblemer.

OFFENTLIGGØRELSE

Princip 13: Offentliggørelse
"En bank bør regelmæssigt offentliggøre information, der gør markedsdeltagere i stand til at lave en velinformeret bedømmelse af bankens rammer for likviditetsstyring og likviditetsposition."

Offentliggørelse kan være med til at mindske usikkerhed og styrke markedsdisciplin. Princip 13 opfordrer til, at banken offentliggør både kvalitative informationer om bankens rammer for likviditetsstyring og kvantitative informationer om bankens likviditetsnøgletal. Relevante kvalitative oplysninger kan bl.a. være:

• Bankens likviditetsrisikotolerance (princip 2)
• Processer for intern likviditetsrapportering og overvågning
• Detaljer om bankens likviditetsmodel og dens antagelser (princip 5)
• Rammer for udvikling af stresstest (princip 10) og CFP (princip 11).

I nogle lande har der været modstand mod offentliggørelse af kvantitative data for individuelle bankers likviditet. Det begrundes ofte med, dels at forskellige banker har forskellige forretningsmodeller og derfor forskellige behov for likviditet, dels at likviditetsdata ikke er harmoniserede, så data ikke er sammenlignelige. Det kan give risiko for misforståelser og ubegrundede forstyrrelser af likviditeten.

I andre lande har det været op til bankerne selv at afgøre, hvilke oplysninger de ville offentliggøre om deres likviditet. Blandt banker, der offentliggør data for likviditet, ser man ofte forskellige typer likviditetsnøgletal og forskellige interne grænser for disse nøgletal. Danmark er blandt de få lande, hvor et standardiseret likviditetsnøgletal for overdækningsgrad i forhold til likviditetskravet skal offentliggøres sammen med bankernes årsregnskaber.

TILSYNSMYNDIGHEDERS ROLLE

Princip 14: Likviditetstilsyn
"Tilsynsmyndigheder bør regelmæssigt foretage en fyldestgørende vurdering af en banks samlede rammer for likviditetsstyring og dens likviditetsposition for at afgøre, om de giver tilstrækkelig modstandsdygtighed over for likviditetspres givet bankens rolle i det finansielle system."

Princip 14 uddyber tilsynsmyndighedernes ansvar for likviditetstilsyn. Der bør være tilsynsrammer til at foretage fyldestgørende vurdering af bankers likviditetsstyringspraksis og af, hvorvidt likviditeten er tilstrækkelig under både normale og stressede omstændigheder. Vurderingerne kan baseres på bankinspektioner og off-site-overvågning og bør involvere regelmæssig kommunikation med bankens ledelse og/eller bestyrelse. Tilsynsrammerne bør være offentligt kendte.

Likviditetstilsynet bør tage højde for de enkelte bankers risikoprofil. Specielt bør likviditetstilsynet tage højde for den risiko, hver enkelt bank udgør for det finansielle system som helhed set i lyset af dens størrelse og rolle i fx betalings- og afviklingssystemer. Tilsynsmyndighederne bør vurdere, om bankens likviditetsrisikotolerance og de øvrige rammer for likviditetsstyring sikrer tilstrækkelig likviditet. Tilsynsmyndigheder opfordres til særlig opmærksomhed omkring bankers likviditetsstresstest og CFP, herunder antagelser i stressscenarier, og hvordan resultaterne af stresstest bliver anvendt i likviditetsstyringen.

Princip 15: Likviditetsovervågning
"Tilsynsmyndigheder bør supplere deres regelmæssige vurderinger af en banks likviditetsstyringsrammer og likviditetsposition med overvågning af en kombination af interne rapporter, tilsynsrapporter og markedsinformation."

Tilsynsmyndigheder bør regelmæssigt indsamle og analysere likviditetsindberetninger fra bankerne. Likviditetsindberetninger bør suppleres med anden information om markedsudviklingen. Specielt under stressede omstændigheder er det nyttigt med et tæt samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og centralbanker omkring likviditetsovervågning af banker og finansielle markeder.

Princip 16: Indgreb over for mangler
"Tilsynsmyndigheder bør gribe ind og kræve, at banker effektivt og rettidigt udbedrer mangler i deres likviditetsstyringsprocesser og likviditetsposition."

Princip 16 uddyber tilsynsmyndighedernes ansvar for at reagere på eventuelle mangler i bankernes likviditetsstyring. Tilsynsmyndighederne bør have en række instrumenter til brug over for de problemer, de kan identificere. Bl.a. skal tilsynsmyndighederne have mulighed for at kræve prompte udbedring af mangler. Der bør være et rimeligt forhold mellem risikoniveauet og brugen af tilsynsinstrumenter, herunder tidsrammer for krav om udbedring af mangler. Tilsynsindgreb kunne omfatte:

• Krav om at styrke bankens rammer for likviditetsstyring
• Krav om at styrke CFP (fx ved brug af stresstest)
• Krav om at reducere likviditetsrisici
• Forbud mod overtagelser eller udvidelse af forretningsomfang
• Krav om højere kapitaldækning.

Princip 17: Kommunikation med andre myndigheder
"Tilsynsmyndigheder bør kommunikere med andre tilsynsmyndigheder og offentlige myndigheder, som fx centralbanker, både inden for og på tværs af landegrænser, for at lette effektivt samarbejde om tilsyn med og overvågning af likviditetsstyring. Kommunikation bør være regelmæssig under normale omstændigheder, med øget omfang og hyppighed af informationsudveksling under stressperioder."

Princip 17 opfordrer tilsynsmyndigheder til åben kommunikation med andre relevante myndigheder, både internationalt med andre landes tilsynsmyndigheder og nationalt med centralbanken. Samarbejde og videndeling mellem tilsynsmyndigheder og centralbanker kan bidrage til effektiv udførelse af begge myndigheders respektive roller. Samarbejdet kan hjælpe tilsynsmyndigheder i deres vurdering af bankers risikoprofil, fx med ekstra viden om situationen på de finansielle markeder, og hjælpe centralbanker i deres vurdering af risici for det finansielle system, fx med vurderinger af bankers likviditetsstyring.

Internationalt tilsynssamarbejde er ikke blot nødvendigt i forhold til tilsyn med internationalt aktive banker. Udveksling af viden og erfaringer omkring tilsynsprocesser og bankers likviditetsstyringspraksis kan også hjælpe tilsynsmyndigheder med at finde mulige forbedringer.

Kommunikation mellem myndighederne bliver specielt vigtigt under stressede omstændigheder. Men kommunikation i normale tider kan opbygge gode vaner og tillid mellem myndighederne.

IMPLIKATIONER FOR DANMARKS FINANSIELLE SYSTEM

Basel-rapportens nye principper sætter et ambitionsniveau for likviditetsstyring, der overstiger, hvad de mange banker i EU og Danmark formår på nuværende tidspunkt. Selv om formuleringen er i form af overordnede principper, stilles der store forventninger til både bankernes likviditetsstyring og tilsynsmyndighedernes tilsyn dermed.

Principperne vil sandsynligvis blive implementeret i ny regulering af bankers likviditet. På EU-niveau er det planen at skrive nogle af anbefalingerne ind i dele af kapitaldækningsdirektivet. Det forventes også, at nationale tilsynsmyndigheder inden for overskuelig tid bringer deres nationale likviditetsregulering og -tilsyn i overensstemmelse med de nye anbefalinger.

Det er endnu uklart, hvordan rammerne for finansiel virksomhed i Danmark vil blive påvirket. Det er endnu for tidligt at fastlægge præcis, hvordan man vil implementere Basel- og CEBS-rapporternes principper og anbefalinger, fx om der er behov for ny likviditetsregulering. Den nuværende likviditetsregulering (§152) synes dog ikke umiddelbart at dække alle nye principper på fyldestgørende vis.

Det seneste års finansielle uro har skærpet bankers bevidsthed om likviditetsrisiko. Basel- og CEBS-rapporterne giver fornuftig og detaljeret vejledning til sund risikostyring og -tilsyn. Både banker og tilsynsmyndigheder har derfor gode muligheder for at styrke deres modstandsdygtighed over for likviditetsrisiko. Det er en væsentlig udfordring, men også en chance, der ikke må forspildes.

LITTERATUR

Basel Committee on Banking Supervision (2008), Principles for Sound Liquidity Risk Management and Supervision, draft for consultation, 17. juni.

Basel Committee on Banking Supervision (2000), Sound Practices for Managing Liquidity in Banking Organisations, februar.

CEBS (2007) 1st Part of CEBS' Technical Advice to the European Commission on Liquidity Risk Management: Survey of the current regulatory frameworks adopted by the EEA regulators, 15. august.

CEBS (2008)2nd Part of CEBS' Technical Advice to the European Commission on Liquidity Risk Management: Analysis of specific issues listed by the Commission and challenges not currently addressed in the EEA, consultation paper CP19, 17. juni.

Danmarks Nationalbank (2006) Finansiel stabilitet.

Danmarks Nationalbank (2007) Finansiel stabilitet.

Danmarks Nationalbank (2008) Finansiel stabilitet.

ECB (2007), EU Banking Structures, European Central Bank, oktober.

Goodhart, Charles (2008), Liquidity Risk Management, Banque de France, Financial stability review: Special Issue Liquidity, februar.

Lund, Jakob Windfeld (2007), Uro på de finansielle markeder, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal.