Fortsat fra forrige side.

Tabel 1 Udviklingen i forbruger- og nettopriserne

	Forbrugerpris- indeks		Netto- pris- indeks	Energi	Import	Indenlandske priser
						I alt	Føde- varer	Husleje	Offent- lige ydelser	Andre faktorer
	HICP	CPI	Vægte
			1,000	0,085	0,142	0,773	0,160	0,233	0,046	0,334
	Vækst i forhold til året før, procent
1991	…	2,4	2,6	1,6	2,7	2,7	0,5	3,4	4,4	3,1
1992	…	2,1	2,1	-3,8	2,5	2,5	1,8	2,0	2,9	3,2
1993	…	1,3	1,4	-0,9	0,0	1,9	-0,2	2,1	1,7	2,7
1994	…	2,0	1,6	-3,1	2,1	2,0	3,0	1,6	2,4	1,6
1995	2,0	2,1	1,9	-2,5	2,5	2,2	3,1	1,8	2,5	2,0
1996	2,1	2,1	2,0	6,6	0,1	1,9	1,7	1,6	1,1	2,4
1997	1,9	2,2	2,2	2,7	0,9	2,4	3,6	2,8	2,2	1,8
1998	1,3	1,9	1,5	-2,8	0,6	1,9	1,8	2,1	-0,9	2,3
1998 1. kvt.	1,6	2,0	1,8	-1,7	1,4	2,1	4,1	2,5	-0,4	1,6
1998 2. kvt.	1,4	2,0	1,7	-0,7	0,9	2,0	2,5	2,1	-1,5	2,3
1998 3. kvt.	1,2	1,7	1,2	-4,0	0,4	1,7	0,6	1,9	-1,9	2,6
1998 4. kvt. .	1,1	1,7	1,2	-4,7	-0,1	1,9	0,1	2,0	0,4	2,8
1999 1. kvt. ….	1,4	2,0	1,5	-7,0	-0,7	2,4	0,3	2,8	2,1	3,1
1999 2. kvt. ….	1,8	2,3	1,8	-1,4	-0,9	2,4	-0,2	2,5	4,5	3,1
Anm.: Vægtgrundlag pr. september 1996. Nettoprisindekset er forbrugerprisindekset korrigeret for indirekte skatter, afgifter og tilskud til nedsættelse af priserne. "Andre faktorer" er et udtryk for den indenlandske, markedsbestemte inflation. "Andre faktorer" stiger normalt hurtigere end nettoprisindekset som følge af et større indhold af tjenesteydelser, der typisk har en kraftigere prisudvikling end i andre sektorer. Samtidig stiger efterspørgselen efter serviceydelser set i et længere perspektiv typisk hurtigere end efterspørgslen efter andre produkter. HICP er det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks.

Målt ved det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks, HICP, var den årlige stigningstakt i juli måned 2,0 pct. i Danmark mod 1,1 pct. i euroområdet. Danmark opfylder stadig Maastricht-traktatens inflationskriterium for deltagelse i ØMUen. Kriteriet vedrører et 12-måneders gennemsnit af HICP-indekset sammenlignet med gennemsnittet for de nærmest forudgående 12 måneder. I perioden august 1998 til juli 1999 var prisindekset i gennemsnit 1,4 pct. højere end i perioden august 1997 til juli 1998. Inflationen i et ansøgerland må ikke overstige den tilsvarende beregnede inflation i de tre EU-lande med lavest inflation med mere end 1,5 pct., hvilket p.t. giver en værdi på 1,8 pct. Der er dog en tendens til, at Danmark glider nærmere tærskelværdien, da de andre EU-lande typisk ikke har oplevet samme opdrift i inflationen som følge af stigende lønninger.

IMF-rapport om Danmark

Den 26. august 1999 offentliggjordes den seneste rapport fra IMF om Danmark. Rapporterne fra de såkaldte artikel IV-konsultationer, som for Danmarks vedkommende udføres hvert andet år, har hidtil været fortrolige, men fra og med 1999 er det som et forsøgsprojekt besluttet at offentliggøre IMF's analyse og rådgivning. IMF-rapporten er tilgængelig på IMF's hjemmeside www.imf.org, dog kun på engelsk.

Internationale forslag om kapitaldækningsregler

Rammerne for det finansielle system er genstand for diskussion i en række internationale fora. I den forbindelse er specielt de eksisterende kapitaldækningsregler, som er en hjørnesten i reguleringen af finansielle institutioner, sat på dagsordenen. Således udsendte Baselkomiteen i juni 1999 et forslag til ændringer af de krav, der blev anbefalet tilbage i 1988. ³ De nye anbefalinger forventes først udsendt et stykke tid efter høringsfristens udløb i marts 2000.

Baselkomiteens tidligere anbefalinger, som i vidt omfang danner grundlag for EU's kapitaldækningsregler, har været med til at styrke det finansielle systems stabilitet, men på baggrund af fremkomsten af nye finansielle produkter og nye sofistikerede teknikker til risikostyring, er regelændringer påkrævede. Baselkomiteens forslag til nye anbefalinger er nærmere beskrevet i boks 2.

Bag Baselkomiteens nye forslag ligger et ønske om fortsat at sikre det finansielle systems stabilitet og give deltagerne lige konkurrencevilkår ("level-playing-field"). Den foreslåede model med forskellige opgørelser af kapitalkrav giver store, internationalt aktive banker mulighed for at udnytte mere sofistikerede risikostyringsteknikker i reguleringsmæssig sammenhæng, mens små niche- og regionalbanker ikke stilles over for komplicerede kapitalkrav med dertil hørende administrative byrder.

Der foregår et tilsvarende arbejde i EU-regi. I samarbejde med Det Rådgivende Bankudvalg (Banking Advisory Committee), som består af repræsentanter for tilsynsmyndighederne i EU, er Kommissionen i gang med at udarbejde et forslag til en revision af kapitaldækningsreglerne (solvensdirektivet og egenkapitaldirektivet). Kommissionen vil i løbet af efteråret 1999 sende forslaget i høring.

Boks 2 Baselkomiteens forslag til Nye kapitaldækningsregler

Baselkomiteen sendte i juni 1999 konsultationspapiret "A new capital adequacy framework" til høring hos alle interesserede parter med svarfrist ved udgangen af marts 2000.1 Komiteen foreslår, at kapitalreguleringen i fremtiden skal bestå af tre søjler: minimumskapitalkrav, tilsynsprocessen og markedsdisciplin. Minimumskapitalkrav er en hjørnesten i nutidens regulering af finansielle institutter og vil fortsat være det. For at sikre, at institutternes solvensprocent fortsat afspejler den reelle risiko, er der imidlertid behov for en modernisering af den måde, solvensprocenten skal beregnes på. De gældende anbefalinger fra 1988 med efterfølgende ændringer og tilføjelser har en række svagheder. Kreditrisikovægtene er for grovmaskede, der tages ikke i tilstrækkeligt omfang hensyn til nye risikostyringsinstrumenter som kreditderivater og netting, ligesom andre risici end kredit- og markedsrisici ikke indgår eksplicit.2 Med Baselkomiteens nye forslag forsøges der rettet op på disse svagheder. Minimumskapitalkravene er bygget op som en tre-trins raket, hvor første trin er en revision af den nuværende standardiserede opgørelse. Det foreslås bl.a., at vægtene for kreditrisikoen på de enkelte lån skal opgøres på baggrund af låntagernes rating fra eksterne ratingbureauer. Det næste trin er at tillade institutterne at opgøre vægtene på baggrund af egne ratings af deres kunder. Endelig undersøges muligheden for at anvende egentlige risikomodeller ligesom for markedsrisiko. Der udestår en del arbejde på dette område, hvorfor dette tredje trin først forventes aktuelt på længere sigt. I alle tre trin vil der ske større anerkendelse af risikoafdækning. Det foreslås som nævnt at indføre eksplicit kapitaldækning for andre risici end kredit- og markedsrisici. Tilsynsprocessen henviser til tilsynsmyndighedernes overvågning af finansielle institutter og de "redskaber", der anvendes i den forbindelse. Der stilles forslag om, at tilsynsmyndighederne skal udstyres med bedre mulighed for såvel at sætte kapitalkrav, der er højere end minimumskravet på 8 pct. (differentierede kapitalkrav), som at gribe ind tidligere. Tilsynsmyndighederne skal være særligt opmærksomme på institutternes interne forretningsgange med hensyn til risikostyring. Der har ikke tidligere været eksplicitte anbefalinger vedrørende tilsynsprocessen. Markedsdisciplin betegner den stabiliserende effekt, som låntagere og andre markedsdeltagere selv kan bidrage med ved ikke at handle med usunde finansielle institutter. Dette giver institutterne incitamenter til at drive sikker og effektiv virksomhed. Markedsdisciplin kræver gennemsigtige markeder eller med andre ord, at markedsdeltagerne har adgang til troværdig og rettidig information, som gør dem i stand til selv at (kredit)vurdere de finansielle institutter. Baselkomiteen vil senere offentliggøre en rapport, som nærmere beskriver kravene til offentliggørelse af regnskaber m.m.

¹ Konsultationspapiret kan findes på BIS' hjemmeside www.bis.org.
² Fx renterisiko på anlægsbeholdningen og operationel risiko.

Koncentrationstendenser i den europæiske banksektor

Siden 1985 er der sket et markant fald i antal kreditinstitutter i EU, fra ca. 13.000 i 1985 til ca. 9.300 i 1997. Faldet dækker over betydelige forskelle i niveau og udviklingstendens mellem EU-landene. I 1997 var der i Tyskland ca. 3.600 kreditinstitutter, hvilket er mere end dobbelt så mange som i Frankrig, der har næstflest. I Holland var der 90 kreditinstitutter i 1997. Det største procentvise fald i antal kreditinstitutter i perioden er sket i Sverige, Finland og Danmark, mens reduktionen er mindre markant i en række større lande. Disse forskelle afspejles i tallene for koncentrationen af kreditinstitutter i EU, jf. figur 11. Koncentrationen er relativt lav i de store lande, mens den er høj i en række mindre lande, herunder de nordiske.

Figur 11 Koncentrationen af kreditinstitutter i EU-landene i 1997

Kilde:	ECB "Possible effects of EMU on the EU banking systems in the medium to long term".
Anm.:	Koncentrationen er opgjort som de 5 største kreditinstitutters aktiver i forhold til samlede aktiver for kreditinstitutterne pr. 31. december 1997.

Koncentrationen i den nordiske banksektor skete allerede i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. Udviklingen var i nogle lande en følge af en alvorlig finansiel krise i forbindelse med lavkonjunkturen omkring starten af 1990'erne. I Portugal og Grækenland er den høje koncentration en følge af en række privatiseringer. I de større europæiske lande har reduktionen i antal kreditinstitutter kun medført en lille stigning i koncentrationen indtil 1997, hvilket bl.a. skyldes, at det primært er mindre sparekasser og kooperative banker, der har sluttet sig sammen. De seneste fusioner i bl.a. Spanien, Frankrig og Italien, hvor en række store kreditinstitutter indgår, betyder, at koncentrationen i disse lande vil stige markant.

Koncentrationstendenserne i EU har hidtil primært været et resultat af fusioner og overtagelser mellem indenlandske banker. Fra 1995 til begyndelsen af 1998 var der ca. 400 fusioner og overtagelser mellem kreditinstitutter fra samme EU-land, mens der kun var ca. 90 grænseoverskridende fusioner og overtagelser, hvor en bank fra et EU-land var involveret. De grænseoverskridende operationer er især sket mellem geografisk nærtliggende lande som de nordiske lande eller benelux-landene ⁴. De relativt få og geografisk begrænsede grænseoverskridende fusioner og overtagelser kan være et tegn på, at der er en række barrierer for disse. Kulturelle, lovgivnings- og tilsynsmæssige forskelle mellem landene kan hindre eller i hvert fald besværliggøre fusioner og overtagelser. Derudover kan der være mere politisk motiverede forhindringer, da der i mange lande er et ønske om, at de største banker på hjemmemarkedet er indenlandsk ejede. De relativt få grænseoverskridende fusioner skal dog også ses i lyset af den relativt lave koncentration i flere store EU-lande. Der kan således være behov for en indenlandsk konsolidering, før grænseoverskridende fusioner og opkøb anses som en relevant strategisk mulighed.

Det kan forventes, at ØMUens betydning for gennemsigtigheden og konkurrencen i banksektoren vil fremskynde koncentrationstendenserne. ⁵ Efter konsolidering på nationalt niveau kan der ventes en stigning i de grænseoverskridende fusioner på trods af nationale forskelle. Samtidig vil den teknologiske udvikling give nye muligheder for grænseoverskridende aktiviteter uden fysisk etablering på markedet (eksempelvis internetbanking). Det vurderes, at strukturen på bankområdet i EU i fremtiden vil blive mere ensartet, og den europæiske banksektor som helhed vil blive mere koncentreret.

Fodnoter