Guldets rolle i det monetære system

Ulrik Bie og Astrid Henneberg Pedersen, Sekretariatet

Resumé

Guldets storhedstid i det monetære system varede fra 1870'erne til første verdenskrigs udbrud. I denne periode etableredes et verdensomspændende fastkurssystem baseret på en fast definition af de enkelte valutaer i forhold til guld og klare regler for guldindløselighed og gulddækning.

Da guld var en knap ressource, blev det kun i mindre omfang anvendt som direkte transaktionsmiddel i form af mønter. I stedet fik pengesedlerne en større rolle, hvormed sedlernes guldindløselighed blev det bærende element.

I mellemkrigstiden forsøgte nogle lande at strække guldreserverne længere ved at indføre guldbarrefoden, hvorunder alene beløb svarende til hele guldbarrer kunne indløses. Guldet spillede således kun en begrænset rolle for den enkelte borger, men var alligevel det bærende princip i det monetære system. I begyndelsen af 1930'erne måtte flere og flere lande ophæve guldindløseligheden.

Efter anden verdenskrig etableredes Bretton Woods-systemet, der byggede på en implicit guldbinding, hvor valutaerne enten var bundet til dollar eller direkte til guld. Generelt var guldindløseligheden nu begrænset til at gælde mellem centralbanker. Bretton Woods-systemet brød sammen i 1971, og guldet havde derved udspillet sin centrale rolle i det internationale monetære system.

De fleste centralbanker holder i dag stadigvæk guld som en del af valutareserven, men guldets andel af de samlede valutareserver er faldet.

Overgang til guldfod

Allerede i begyndelsen af 1700-tallet definerede England pundet i forhold til en bestemt mængde guld, nemlig 123,274 grains, svarende til 7,988 gram, til et pund. Dermed havde England de facto guldfod. Den britiske guldfod holdt – afbrudt af forskellige perioder – frem til første verdenskrigs udbrud i 1914.

I modsætning til Storbritannien definerede de fleste lande i Europa op gennem 1800-tallet deres valutaer i forhold til sølv, mens enkelte havde bimetalfod, hvor valutaens værdi var defineret i forhold til både guld og sølv. Hermed fremkom et officielt fast prisforhold mellem guld og sølv. I det vigtigste bimetalland, Frankrig, var dette forhold 15½:1. Der skulle således 15½ gange så meget sølv som guld til én franc. Værdien på markedet varierede omkring dette forhold frem til 1870'erne, jf. figur 1.

Guldets rolle var bestemt af den begrænsede mængde guld til rådighed på verdensplan, men i 1850'erne blev der gjort betydelige guldfund i Australien og Californien, jf. figur 1, hvilket kortvarigt svækkede guldets værdi. I 1860'erne faldt guldproduktionen samtidig med, at produktionen af sølv steg. Dermed faldt værdien af sølv i forhold til guld, hvilket vakte bekymring i sølvfodslandene, bl.a. fordi borgerne med fordel kunne købe sølv på markedet til lavere priser og bringe det til udmøntning. Da mængden af guld i Europa samtidig steg som følge af, at USA finansierede en stor del af sine krigsudgifter under borgerkrigen (1861-65) ved at ophæve guldindløseligheden og sælge ud af guldbeholdningen, var grundlaget tilvejebragt for en ny og mere fremtrædende rolle for guld i det internationale monetære system.

Guldets voksende betydning i det internationale monetære system blev klart i 1865, da Den Latinske Møntunion, bestående af Frankrig og en række andre europæiske lande, blev dannet. Den Latinske Møntunion havde officielt bimetalfod, men guld fik en langt mere fremtrædende rolle end sølv, hvilket af mange blev opfattet som et skridt i retning af guldfod. Det officielle forhold mellem sølv og guld var fortsat 15½:1. Hermed var to af verdens vigtigste valutaer – francen og pundet – begge baseret på guld.

Figur 1 Guldproduktion og værdiforholdet mellem guld og sølv

Kilde: Wilcke (1930).

De tyske stater havde traditionelt haft sølvfod. Efter det franske nederlag i den fransk-tyske krig i 1871, fik Tyskland fem milliarder guldfranc i krigsskadeserstatning. Denne mængde guld muliggjorde en hurtig overgang til guldfod og anvendtes som grundlag for en ny fællestysk valuta, som der blev fremlagt forslag om i december 1871. Overgangen til guldfod i Tyskland betød, at der sandsynligvis ville blive frigivet store mængder sølv til det frie sølvmarked, når guldet havde vundet indpas i omløbet i stedet for sølvmønter. En sådan forøgelse af udbuddet af sølv på markedet ville få prisen på sølv til at falde kraftigt, hvorved sølvfodslandene, hvor betalingsenhederne var defineret ved en fast mængde sølv, ville blive oversvømmet med billigt sølv til udmøntning. Den planlagte tyske overgang til guld medførte, at Tysklands nabolande, herunder de skandinaviske, kom under pres for en hurtig overgang til guldfod, jf. side 20. Af forskellige årsager fungerede den tyske guldfod dog først fra 1876.

USA, der fra 1792 til 1861 havde haft bimetalfod, overgik til guldindløselighed i 1879. Først i 1900 blev guldfoden formelt indført i USA.

Perioden fra starten af 1870'erne til midten af 1890'erne var præget af deflation. En af forklaringerne herpå tager udgangspunkt i den begrænsning, som guldreservernes størrelse lagde på pengemængden. Begrænsningen betød, at væksten i pengemængden ikke kunne følge med stigningen i behovet for penge til transaktioner, som blev skabt af verdensproduktionen. Dette medførte et deflationært pres ^[1]. Fra midten af 1890'erne medvirkede nye guldfund til, at det deflationære pres blev erstattet af et inflationært pres.

Guldets rolle som forpligtende mekanisme
Fra slutningen af 1800-tallet var de fleste toneangivende lande gået over til at definere deres valutaer i forhold til guld, hvor centralbankerne forpligtede sig til ubegrænset at købe og sælge guld til den fastsatte kurs. Samtidig fastsattes regler for, hvor stor en del af seddelmængden der skulle være dækket af guldreserver i centralbankerne. På denne måde etableredes et verdensomspændende system, hvor de enkelte valutaer gennem deres guldparitet implicit var defineret i forhold til hinanden. Guldet udgjorde således det nominelle anker i det internationale monetære system. Eksempelvis indeholdt en dansk krone 0,403 g guld. Tilsvarende indeholdt et britisk pund 7,32 g guld, hvorfor parikursen på britiske pund var 7,32/0,403=18,16 kr. pr. pund. Der forekom dog i praksis små afvigelser i den faktiske kurs. Dette skyldtes bl.a. omkostninger i forbindelse med transport af guld mellem lande og ved en ekstern ubalance.

Ud over guldindløseligheden indeholdt systemet et sæt "spilleregler", som centralbankerne forventedes at overholde. Ved en udstrømning af guld som følge af en ekstern ubalance skulle centralbanken hæve renten for at reducere den indenlandske pengemængde og efterspørgsel, samtidig med at en højere rente tiltrak udenlandsk kapital. Tilsvarende skulle renten sænkes ved indstrømning af guld. Den passive rentetilpasning genskabte den eksterne balance og bragte valutakursen tilbage til pari, og sammen med en fri handel med guld virkede rentetilpasningen stabiliserende på systemet ^[2].

Den klassiske guldfod indeholdt med sine klart definerede regler en forpligtende mekanisme, der tilførte systemet en høj grad af troværdighed. Den klassiske guldfod faldt sammen med perioden, hvor Storbritannien havde sin storhedstid, og hvor London fungerede som verdens guldcentrum. Storbritanniens lange binding til guldfoden var grundlaget for systemets betydning, og mange lande med guldfod havde pund som valutareserve. At holde pund blev opfattet som en anden måde at holde guld på, hvor pund dog var et mere hensigtsmæssigt transaktionsmiddel. Den klassiske guldfod holdt frem til 1914.

Fra sølv til guld i Danmark

Med dannelsen af Den Latinske Møntunion i 1865 voksede interessen for at gå fra sølvfod til guldfod i Danmark. Forud for dette var der pågået diskussioner i Danmark, Sverige og Norge om muligheden for at indgå i en møntunion. Alle tre lande havde en møntfod baseret på sølv, hvor mønterne havde næsten det samme sølvindhold, og hvor mønterne cirkulerede i alle tre lande.

De første overvejelser omkring indførelse af guldfod gik på at indføre guldfrancen som møntenhed i Skandinavien, men efter Frankrigs nederlag til Tyskland i den tysk-franske krig i 1871 og Tysklands planlagte overgang til guldfod gik man bort fra guldfrancen. Interessen for guldfod i Danmark tiltog med Tysklands beslutning om at indføre guldfoden, da dette ville medføre, at de to vigtigste handelspartnere, Storbritannien og Tyskland havde guldfod. Med risikoen for et sølvprisfald kom de skandinaviske lande som nævnt under pres for en hurtig overgang til guldfod. Allerede i 1872 var der enighed om et skandinavisk møntsystem baseret på guld.

Den 23. maj 1873 underskrev Christian 9. den nye møntlov, der fastsatte 1. januar 1875 som frist for indførelse af guld som lovligt betalingsmiddel i Danmark med en overgangsperiode på maksimalt 4 år, inden rigsdaleren ophørte med at være lovligt betalingsmiddel. Møntloven fastsatte 1 kg fint guld til en værdi af 2.480 kr., dvs. en dansk krone svarede til 0,403 gram fint guld. Den nye kronemønt blev omvekslet i forholdet 2 kroner for 1 rigsdaler.

Med møntloven blev også konventionen om Den Skandinaviske Møntunion vedtaget. Møntunionen trådte i kraft i 1875 med deltagelse af Danmark og Sverige, mens Norge sluttede sig til i 1877. Den Skandinaviske Møntunion medførte guldfod i alle tre lande og samme regneenhed (kronen). I begyndelsen af møntunionen blev kun mønter modtaget til pari af centralbankerne. I 1894 blev Sverige og Norge enige om ubegrænset at modtage hinandens sedler til pari og med Danmarks tilslutning til den fælles cirkulation af sedler i 1901 blev Den Skandinaviske Møntunion etableret i sin fulde form. Den fuldstændige enhed varede dog kun kortvarigt frem til 1905, da Norge blev fuldt selvstændigt, og der blev indført begrænsninger i den fælles seddelcirkulation.

Selvom Danmark ikke var part i første verdenskrig i 1914, ønskede mange at ombytte deres pengesedler til guld, da krigen brød ud. Dette blev anset for en alvorlig trussel mod Nationalbankens guldbeholdning. Guldindløseligheden blev derfor suspenderet i august 1914 og efterfulgt af et forbud mod eksport af guld.

Mellemkrigsårene

I mellemkrigsårene indførtes guldfodssystemet på ny. Det internationale monetære system i mellemkrigsårene adskilte sig fra den klassiske guldfod på en række punkter. En væsentlig forskel var, at guldet blev trukket ud af omløb og lagt som reserver i centralbankerne. Dette sås bl.a. i Storbritannien, der i 1925 genoptog guldindløseligheden til guldpariteten før første verdenskrig. Pundet var overvurderet, hvilket medførte et pres på guldreserverne, og Storbritannien indførte derfor en guldbarrefod. Under den klassiske guldfod var centralbanken forpligtet til at indløse hver enkelt seddel på forlangende. Under guldbarrefoden var centralbanken kun forpligtet til at udlevere hele guldbarrer, dvs. omveksle beløb svarende til værdien af en hel guldbarre. Dermed kunne der økonomiseres med guldbeholdningen, og der var ikke behov for så stor gulddækning. Det reducerede samtidig guldets rolle som transaktionsmiddel og fjernede guldet fra borgerne.

En anden vigtig forskel i forhold til tidligere var, at Storbritannien havde mistet sin rolle som økonomisk og politisk leder. Det betød, at pundet mistede sin hidtidige betydning i det internationale monetære system, og at dollaren i stigende grad blev brugt som reservevaluta. Endelig var priser og lønninger mindre fleksible end tidligere, og styringen af valutastrømmene blev underlagt andre hensyn. Det skyldtes bl.a. øget pression fra fagforeninger og politiske partier, der spillede en større rolle, end de havde gjort før første verdenskrig. Manglende samarbejde, en protektionistisk politik og fraværet af en egentlig leder svækkede systemet. De manglende ligevægtsskabende mekanismer betød, at systemet aldrig blev så stabilt som den klassiske guldfod.

Mellemkrigstidens guldfodssystem brød sammen i forbindelse med depressionen i 1930'erne. Storbritannien forlod guldet i 1931 og USA i 1933. Allerede i 1934 genintroducerede USA dog guldfoden til en devalueret kurs på 35 dollar pr. ounce guld ^[3]. Bortset fra nogle måneder under anden verdenskrig holdt USA bindingen til guldet. Sammen med USA's økonomiske magt var guldbindingen med til at sikre dollarens fremtidige rolle som international reservevaluta.

Genindførelse af guldfoden i Danmark
Efter første verdenskrig blev det et erklæret mål for den økonomiske politik i Danmark at få guldfoden og guldindløseligeheden genindført. Det ansås dog for vigtigere at sikre et rimeligt aktivitetsniveau, og først i 1924 besluttede man at gå gradvist tilbage til guldpariteten. Den 1. januar 1927 genindførtes guldindløseligheden til den gamle guldparitet, dvs. 2.480 kr. pr. kg fint guld. Hermed havde man genetableret det, som kaldtes for den ærlige krone. Ligesom i Storbritannien indførtes en guldbarrefod, i første omgang for en periode på 3 år. En guldbarre havde en værdi af ca. 28.000 kr., hvilket i dag svarer til ca. 700.000 kr. I slutningen af såvel 1929 som 1930 blev guldbarrefoden forlænget med et år ad gangen.

Depressionen medførte pres på valutareserven i Danmark bl.a. som følge af, at udlandet trak tilgodehavender hjem. Den 22. september 1931, dagen efter at Storbritannien forlod guldfoden, indførte Danmark et forbud mod eksport af guld. I perioden 21.-29. september blev der vekslet 7,5 mio.kr. til guld under en bevidst langsommelig ekspedition. Den 29. september 1931 vedtog Rigsdagen at forlade guldbarrefoden.

Fortsættes på næste side.

Fodnoter