|
Nationalbanken har forlænget muligheden for at stille sikkerhed i noterede aktier, investeringsforeningsbeviser og ikke-statsgaranteret seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds) samt låneobligationer og unoterede aktier til 26. februar 2011.
Nationalbanken har midlertidigt udvidet sikkerhedsgrundlaget for penge- og realkreditinstitutternes lån i danske kroner i Nationalbanken (pengepolitiske lån, lån til kontantdepoter og intradag-kredit) med en række nye typer af værdipapirer.
Frem til 30. december 2013 kan sikkerhedsstillelse også ske i form af statsgaranteret usikret gæld udstedt af penge- og realkreditinstitutter, statsgaranteret seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds) og SPV-obligationer, der er udstedt på basis af statsgaranterede lån til danske penge- og realkreditinstitutter. SPV-obligationerne skal opfylde de af Nationalbanken fastsatte standardbetingelser, jf. "Betingelser for belånbare SPV-obligationer".
Herudover kan sikkerhedsstillelse frem til 26. februar 2011 ske i form af noterede aktier, investeringsforeningsbeviser og ikke-statsgaranteret seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds) samt låneobligationer og unoterede aktier. Låneobligationerne skal opfylde de af Nationalbanken fastsatte standardvilkår, jf. "Vilkår for låneobligation".
En række af ovennævnte værdipapirer er kun belånbare efter Nationalbankens godkendelse. Alle værdipapirer skal desuden være denomineret i danske kroner eller euro og, bortset fra SPV-obligationer, være udstedt af selskaber eller foreninger i Kongeriget Danmark. De værdipapirer, hvor notering kræves, skal endvidere være optaget til handel på OMX NASDAQ København, og alle værdipapirer, bortset fra unoterede aktier, skal være registreret i VP Securities A/S.
Seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds), der er optaget til handel på OMX NASDAQ København og opfylder de af Nationalbanken til enhver tid fastsatte ratingkrav, kan anvendes som sikkerhedsstillelse for kredit i danske kroner i henhold til Nationalbankens sædvanlige regler for sikkerhedsstillelse, jf. "Sikkerhedsstillelse".
Værdipapirer, der er omfattet af den midlertidige udvidelse af Nationalbankens sikkerhedsgrundlag, fremgår af "Liste over midlertidigt belånbare papirer".
Reglerne for sikkerhedsstillelse i form af ovennævnte værdipapirer, herunder for beregning af belåningsværdi, fremgår af "Tillæg til Bestemmelser for sikkerhedsstillelse for kredit i danske kroner pr. 15. februar 2010".
Henvendelse kan rettes til kontorchef Kristian Kjeldsen, tlf. 33636151. |