|
Kontobestemmelser (dokumentationsgrundlag for de pengepolitiske instrumenter)
Dokumentationsgrundlag for pengepolitiske instrumenter og betalingsafvikling indeholder de formelle bestemmelser for adgangen til og anvendelsen af konti i Danmarks Nationalbank. Kontobestemmelserne udgør den konkrete udmøntning af de overordnede rammer for Nationalbankens kreditgivning og sikkerhedsstillelse i Nationalbanken.
Kontobestemmelserne ajourføres og tilpasses løbende. Kontobestemmelserne administreres af Regnskabsafdelingen i Nationalbanken.
Foliorammer
Der er fastsat rammer for størrelsen af de pengepolitiske modparters indskud på foliokonti. Ved overskridelse af den samlede ramme for modparterne som helhed vil folioindskud ud over de individuelle foliorammer blive konverteret til indskudsbeviser.
Modpartskreds i kronevalutahandler
Nationalbankens modpartskreds i kronevalutahandler fastsættes efter behov, afhængigt af markedsforholdene. Krav om væsentlig markedsaktivitet under de givne valutaforhold og kapacitet til håndtering af betalinger via det internationale finansielle netværk SWIFT, danner udgangspunkt ved fastlæggelse af Nationalbankens modpartskreds. Bevæger kronekursen sig ud på en af de to udsvingsgrænser fastlagt i ERM2, kan modpartskredsen udvides med flere modparter. Eventuelle nye modparter vil blive pålagt en payment-after-payment procedure ved afvikling af valutahandlen.
|