19. oktober 2010 blev 200-kronesedlen i 1997-serien, erstattet af en ny 200-kroneseddel, serie 2009-2011.
Format: 145 mm x 72 mm.
200-kronesedlen fra 1997-serien blev i 2003 udsendt i en opgraderet version. Motiverne er de samme som på den tidligere 200-kroneseddel fra 1997. Der er et portræt af skuespilleren Johanne Luise Heiberg på forsiden. Motivet på bagsiden er inspireret af en løve fra apsis på Viborg Domkirke. 200-kronesedlen blev opgraderet med bl.a. et hologram og fluorescerende farver. Sikkerhedselementer skal være med til at sikre pengesedlerne endnu bedre mod forfalskninger.
Hologram giver sedlen liv
Løven fra bagsiden af 200-kronesedlen har fundet vej til det nye hologram på forsiden af 200-kronesedlen. Brug af hologram som sikkerhedselement ses også på 100- og 500-kronesedlen, samt fra betalingskort og fra udenlandske pengesedler.
Selvlysende farver - usynlige i dagslys
De selvlysende farver er usynlige i normalt dagslys, men lyser op i ultraviolet belysning. De bruges både på sedlens for- og bagside.
En ellers usynlig løve på forsiden af 200-kronesedlen lyser således op i ultraviolet belysning. Det samme gør bagsidens grønne farve, hvorimod de øvrige elementer og farver på sedlen bliver mørke.
Hvorfor en 200-kroneseddel?
Da 200-kronesedlen blev udsendt i 1997, var det første gang, at en 200-kroneseddel indgik i en dansk seddelserie. Baggrunden for at indføre en 200-kroneseddel var, at prisudviklingen havde medført, at 200-kronesedlen ville kunne anvendes til mange daglige indkøb og dermed lette betalingsafviklingen.
Den første version af 200-kronesedlen udsendt 10. marts 1997:
Portræt af Johanne Luise Heiberg
På forsiden ses et portræt af Johanne Luise Heiberg (22. november 1812 – 21. december 1890). Hun var en af 1800-tallets største skuespillere og fejrede talrige triumfer på Det Kongelige Teater. Hendes selvbiografi "Et liv genoplevet i erindringen" er et vigtigt litterært værk fra den danske guldalder.
Løven på bagsiden
Bagsidemotivet på 200-kronesedlen er en løve fra apsis på Viborg Domkirke.