|
Danmarks valutareserve ejes og administreres af Nationalbanken. Valutareserven er derfor et aktiv på Nationalbankens balance. Valutareserven består hovedsagelig af sikre og likvide aktiver i form af indskud i udenlandske banker og udenlandske værdipapirer, der hurtigt kan sælges eller belånes, hvis det skulle blive nødvendigt. Desuden indgår Nationalbankens guldbeholdning i valutareserven.
Formålet med valutareserven er først og fremmest at understøtte fastkurspolitikken. Nationalbanken kan på kort sigt holde kronekursen stabil ved at købe og sælge valuta på markedet. Når Nationalbanken sælger valuta (og køber kroner), vil kronen have en tendens til at blive styrket. Når Nationalbanken køber valuta (og sælger kroner), vil kronen have en tendens til at blive svækket.
Ændringer i valutareserven opstår primært af to årsager - Nationalbankens køb og salg af valuta og statens optagelse af eller afdrag på udlandslån. Dertil kommer kursreguleringer af valutareserven, som kun foretages ved årets afslutning.
Valutareserven ved udgangen af måneden og Nationalbankens nettokøb eller -salg af valuta i løbet af måneden offentliggøres 2. bankdag kl. 16 den følgende måned i pressemeddelelsen "Valuta og likviditet".
Nedenfor er vist et eksempel på, hvorledes valutareserven kan opgøres ud fra Nationalbankens Balance den 31. marts 2009.
| Aktiver | 1000 kr |
| + Guld | 9 781 153 |
| + Fordringer på udlandet | 248 892 402 |
| + Fordringer på Den International Valutafond | 3 336 333 |
| Passiver |  |
| - Forpligtelser overfor udlandet | -1 299 486 |
| Valutareserve | 260 710 402 |
Anm: Se linket til højre for Nationalbankens seneste balance. |