Indberetningsforskrifter og STINA |  |
|
| Nationalbanken har en målsætning om at indsamle, bearbejde og videreformidle samfundsrelevant statistik af en høj kvalitet, der lever op til internationale standarder. |
|
I sammenhæng hermed arbejder Nationalbanken løbende på at effektivisere udarbejdelsen af statistik, således at de samfundsmæssige omkostninger bliver mindst mulige.
1. Indberetningsforskrifter
Nationalbanken har udarbejdet indberetningsforskrifter for alle statistikker for at sikre ensartede indberetninger og dermed så høj statistisk kvalitet som muligt.
Indberetningsforskrifterne revideres, når der opstår behov. Respondenterne (indberettere af statistik) og relevante brancheorganisationer bliver inddraget i arbejdet hermed for at sikre en fælles forståelse af, hvad der skal indberettes.
Nationalbankens målsætning er at samle kravene om oplysninger fra respondenterne i få, integrerede indberetninger. Samtidig lægges der vægt på at modtagne data kan indgå efter samme definitioner i forskellige sammenhænge. Et eksempel herpå er udenlandske mellemværender indberettet af MFier (monetære finansielle institutioner), der indgår i opgørelsen af såvel MFI-sektorens balance som Danmarks udlandsgæld.
2. STINA (elektronisk indberetning)
Nationalbanken indsamler løbende statistiske oplysninger fra et større antal private virksomheder og offentlige institutioner. For at lette virksomhedernes arbejde med at indberette oplysninger har Nationalbanken udviklet et elektronisk indberetningssystem, STINA (STatistisk Indberetning til NAtionalbanken). Fordelene herved er, at STINA
- er baseret på gængse IT-standarder og har en enkel brugergrænseflade. Det stiller kun få krav til virksomhedernes IT-programmer mv., ligesom indberetningen kan udfyldes og sendes uden særlige IT-færdigheder.
- indeholder en række kontroller, der hjælper med at udfylde og indsende indberetningsskemaet korrekt. Det reducerer den tid, der skal bruges på at indberette oplysninger.
- tilbyder forskellige elektroniske indberetningsmåder og åbner mulighed for at automatisere hele eller dele af indberetningen. Det giver flere valgmuligheder og kan spare virksomhederne for manuel indtastning.
|