Erfaren lønkonsulent til Danmarks Nationalbank

Publiceret
Har du erfaring med lønkørsel, afstemning og ferieregler? Har du et øje for detaljer og kan lide at arbejde struktureret? Har du interesse for optimering af arbejdsprocesser? Så kan du være Nationalbankens nye lønkonsulent.

Jobbet
Din vigtigste opgave er sammen med vores anden lønkonsulent at sikre, at vores ca. 450 medarbejdere får udbetalt korrekt løn, og at medarbejderne kan få svar på deres spørgsmål om løn, ferie og lignende.

Derudover består arbejdsopgaverne af:
- Afstemninger i forbindelse med lønkørsel
- Udtræk og rapportering, fx af realiseret løn
- Administration af aktivitetsregistreringssystemet EazyProject
- Indberetning til fx Skat og Danmarks Statistik
- Administration af ferie, herunder den administrative implementering af den nye ferielov.

Jobbet består ligeledes i at varetage pensionsudbetalinger til medlemmerne af Nationalbankens egen pensionskasse (under afvikling). Nationalbanken har egen overenskomst, hvilket betyder, at du skal have lyst til at sætte dig ind i de specifikke regler.

Vi tilbyder
Du bliver en del af HR-teamet. Vi er 12 medarbejdere i storrumskontor med forskellige fagligheder, som tilsammen varetager alle områder inden for HR. Vi har en uformel omgangstone, hvor vi løfter i flok og har konstant fokus på at forbedre os og gøre vores arbejdsgange mere effektive. Vi har et højt tempo, hvor der stadig er tid til at grine med hinanden. Vi kan tilbyde en udfordrende hverdag, hvor du sammen med vores anden lønkonsulent vil have selvstændigt ansvar inden for mange forskelligartede opgaver.

Din profil
Du har minimum 3 års erfaring inden for lønområdet og en relevant faglig uddannelse inden for regnskab, bogholderi, kontor eller tilsvarende. Du er god til Excel, og så er det en fordel, hvis du har erfaring med lønkørsel i Visma Løn (Multiløn) og Visma HR (Orkidé). Du skal være nysgerrig og have en naturlig interesse for at optimere processer, så vi løbende får effektiviseret vores arbejdsgange.

Som person er du imødekommende og serviceminded. Du trives med selvstændigt arbejde og stort ansvar. Derudover er det vigtigt, at du er en teamplayer og kan samarbejde, da arbejdet foregår i tæt sparring med den nuværende lønkonsulent.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte lønkonsulent Annette Nilsson, tlf. 3363 6510 eller mail awn@nationalbanken.dk. Oplysninger om ansættelsesforhold kan fås hos HR partner Rikke Møller Fastø, tlf. 3363 6086 eller mail rmfa@nationalbanken.dk.

Ansøgning
Ansøg med CV og ansøgning senest torsdag den 23. august 2018.

Ansøg her