Haverne


I banken findes to gårdhaver, en taghave og en fortovshave over mod Holmens Kirke.

Den nordlige have
Den største og først anlagte gårdhave på godt 700 m2 kaldes Arne Jacobsens Have, da han tegnede den, bl.a. med inspiration fra sin egen private have. Gårdhaven er anlagt i komposition af halvcylindriske betontromler, der fungerer som plantebede og fire vandbassiner. Arne Jacobsen var i det hele taget meget haveinteresseret og især optaget af sukkulenter og grønne planter.


 


Den sydlige have

Haven er udformet som en klippehave, med et minimum af jord under planterne, og fem spejlbassiner med åkander og guldfisk.


 


Fortovshaven

Det udvidede fortovsareal ud mod Holmens Kirke udgør med et haveanlæg med lindetræer, en svungen granitstensmur, et vandbassin, plantekummer og stentromler en naturlig og skulpturel overgang mellem banken og den fritliggende kirke.

Fortovets aflange sten stammer fra Nationalbankens tidligere bygning, som blev revet ned for at gøre plads til den nye.


 


Taghaven

Den næsten femtusinde kvadratmeter store, trapezformede tagflade udgør bygningens store taghave, der kan ses fra de fire kontoretager.

Taghavens lyse stendække og et aluminiumsgitter danner bund og struktur for formationer af cirkelrunde ovenlys og plantekasser med krybende vækster og højere beplantning.​
​​


 

Om haverne

Mens fortovshaven kan nydes af alle, er det desværre ikke muligt at komme ind og se Nationalbankens øvrige haver. ​