1971-1982 - Internationalt valutasamarbejde og fast kronekurs


​1970 Werner-rapporten 
Ideen om en økonomisk og monetær union blev drøftet første gang i 1969 på et EF-topmøde i Haag, Holland. Baggrunden for drøftelserne var bl.a., at samhandelen mellem EF-landene var blevet stærkt forøget gennem told-unionen, og målet var at uddybe det europæiske samarbejde. Efter topmødet i Haag blev der nedsat en ekspertgruppe under ledelse af den luxembourgske stats- og finansminister Pierre Werner. Gruppen fremlagde den såkaldte Werner-rapport i 1970.
Werner-rapporten indeholdt en detaljeret beskrivelse af skabelsen af en økonomisk og monetær union i tre faser frem til 1980. Landene skulle gradvist øge koordineringen af den økonomiske politik og mindske udsvingene i valutakurserne. I den sidste fase skulle valutakurserne fastlåses helt. Foruden en fælles pengepolitik indebar planerne også, at en række beslutninger om finanspolitikken skulle træffes i fællesskab. 
De første planer om en økonomisk og monetær union blev dog aldrig gennemført. Dette skyldes bl.a. den store internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woods-systemets sammenbrud i starten af 1970´erne og den internationale lavkonjunktur, der fulgte i kølvandet på den første oliekrise i 1973.

 
1971 Bretton Woods-systemet bryder sammen
I løbet af 1960´erne opstod stigende pres mod de faste valutakurser i Bretton Woods-systemet, og i 1971 meddelte USA, at dollarens indløselighed mod guld blev ophævet. Senere på året blev udsvingsbåndene i samarbejdet udvidet fra +/-1 pct. til +/-2,25 pct., og dermed var valutasamarbejdet reelt brudt sammen. Det lykkedes dog for en kort periode at bevare fastkurssamarbejdet med de nye udsvingsbånd, men i de efterfølgende år forlod deltagerlandene en efter en samarbejdet og lod deres valutaer flyde over for dollaren.

 
1972 1- og 2-øren forsvinder
I maj 1972 vedtoges en ny møntlov, som erstattede møntloven fra 1873. Med den nye møntlov afskaffedes 1- og 2-øren, og efter 1. april 1973 var 1- og 2-øren ikke længere gyldige som betalingsmidler.

 

 

 

 
1- og 2- øre fra 1883. De blev præget af Christian den 9., og var 
gyldige i næsten 100 år, fra 1873 til 1972. ​
Foto: Danmarks Nationalbank.

 
1972 "Slangesamarbejdet"
Med udvidelsen af udsvingsbåndene i Bretton Woods-systemet til +/-2,25 pct. var der mulighed for et totalt udsving mellem EF-valutaerne på op til 9 pct. Imidlertid ønskede man at stabilisere valutakurserne inden for EF, og derfor oprettedes​ i 1972 et europæisk valutasamarbejde, som indsnævrede den totale udsvingsmulighed mellem EF-valutaerne til 4,50 pct. Samarbejdet blev kaldt for "slangesamarbejdet", da valutakurserne kunne "sno sig" inden for de ydre margener fastsat af Bretton Woods-systemet.
Danmark deltog i samarbejdet fra starten, selvom Danmarks EF-medlemskab først trådte i kraft 1. januar 1973.

 
1975 Den kgl. Mønt overgår til Nationalbanken
1. januar overgik administrationen af Den Kgl. Mønt fra staten til Nationalbanken. Overdragelsen var bl.a. et led i en rationalisering af møntproduktionen.

 
1979 Det europæiske valutasamarbejde, EMS
Valutaslangen blev forløberen for Det Europæiske Monetære System, EMS, som EF etablerede i 1979 på fransk og tysk initiativ. Formålet med EMS´en var at forbedre samarbejdet om valutakurspolitikken. Systemet byggede på, at hvert land havde en centralkurs for sin valuta over for de andre landes valutaer. Centralkursen var som hovedregel fast, men kunne justeres, hvis der var enighed om det. Den faktiske valutakurs på markedet kunne svinge omkring centralkursen. For at forhindre store udsving indførte man udsvingsbånd, der definerede det område, valutakursen måtte befinde sig i. Centralbankerne forpligtede sig desuden til at hjælpe hinanden med at holde kursen inden for båndet. 
Fra 1979 og frem til indførelsen af euroen 1. januar 1999 deltog Danmark i valutakurssamarbejdet European Exchange Rate Mechanism (ERM) inden for EMS. ERM videreførte "slangesamarbejdet" 's bånd på +/-2,25 pct., dog kunne lande, der ved systemets ikrafttræden ikke deltog i samarbejdet, i en overgangsperiode anvende udsvingsbånd på op til +/-6 pct., hvilket bl.a. Italien benyttede sig af. Desuden indeholdt systemet mulighed for justeringer af kursrelationerne, hvilket løbende blev anvendt. I starten var der ofte behov for kursjusteringer, men særligt fra 1987 til sommeren 1992 var der stabilitet i EMS´en. I løbet af 1992 og 1993 opstod der imidlertid voldsom valutauro, og det blev besluttet at udvide udsvingsbåndet markant. Hermed blev systemet i realiteten udhulet. På trods af dette har der siden været generel ro omkring EU-landenes valutakurser. 

 
1982 Fast kronekurs
Efter en årrække med hyppige nedskrivninger af kronen omlagde den nye borgerlige regering valutapolitikken i EMS til en fastkurspolitik. Siden 1982 har justering af valutakursen ikke været anvendt aktivt i den økonomiske politik, og centralkursen over for D-mark og siden hen euro har været uændret siden januar 1987.​