Nationalbankens interventionsmodparter og FX Global Code

Når Nationalbanken intervenerer i valutamarkedet, benytter vi aktive aktører med løbende omsætning i kronevalutamarkedet som modparter i transaktionerne. Et af kriterierne for vurdering af modparterne er, at de overholder principperne om god praksis på valutamarkedet, FX Global Code.


Nationalbanken benytter et antal aktive aktører som modparter i de transaktioner, vi foretager, når vi intervenerer i valutamarkedet for at sikre en fast kronekurs over for euroen. Nationalbanken vurderer løbende, hvor mange modparter vi har behov for til at sikre fastkurspolitikken.   

Kriterier for vurdering af modparter 

De grundlæggende kriterier for Nationalbankens vurdering af modparter i kronevalutatransaktioner er: 

  • Aktiv aktør og tilstrækkelig løbende omsætning i kronevalutamarkedet. 

  • Indberetning af kronevalutaomsætning på daglig basis (spot, termin og optioner) samt indberetning til valuta- og pengemarkedsstatistikken (FXMMSR).  

  • Indgåelse af ISDA- og CSA-aftaler med Nationalbanken. 

  • Overholdelse af Nationalbankens til enhver tid gældende praksis for afvikling af valutahandler. 

  • Overholdelse af principperne i FX Global Code. 

FX Global Code: Principper for god praksis

FX Global Code er et sæt af globale principper for god praksis på valutamarkedet. Principperne er udviklet for at give et fælles sæt retningslinjer, der fremmer integriteten og den effektive funktion af valutamarkedet.

Principperne har til formål at fremme et robust, retfærdigt, likvidt, åbent og gennemsigtigt marked, hvor et mangfoldigt sæt af markedsdeltagere – understøttet af en robust infrastruktur – er i stand til trygt og effektivt at handle til konkurrencedygtige priser, der afspejler tilgængelig markedsinformation, og på en måde, der er i overensstemmelse med acceptable standarder for adfærd.

FX Global Code pålægger ikke markedsdeltagere juridiske eller regulatoriske forpligtelser og erstatter heller ikke regulering, men skal snarere betragtes som et supplement til alle lokale love, regler og reguleringer ved at identificere global god praksis og processer.

Deltagelse i Scandinavian Foreign Exchange Committee (SFXC)

Nationalbanken deltager i Scandinavian Foreign Exchange Committee (SFXC) sammen med Sveriges Riksbank, Norges Bank og markedsdeltagere med en fremtrædende rolle på de skandinaviske valutamarkeder.

Komitéen drøfter emner i relation til FX Global Code samt aktuelle temaer på valutamarkedet. Derudover er komitéen medlem af Global Foreign Exchange Committee.

Agendaer og referater

Agendaer og referater for møderne i SFXC vil løbende blive offentliggjort på denne side.

26. september 2023

9. maj 2023

24. oktober 2022

18. maj 2022

26. oktober 2021

10. marts 2021

30. september 2020

12. november 2019

14. maj 2019

20. november 2018

4. juni 2018