Fastkurspolitik og ERM2


Danmark har ført fastkurspolitik siden begyndelsen af 1980'erne, først over for D-marken og siden euroen. Fastkurspolitikken har givet et stabilt anker for lave og stabile inflationsforventninger i Danmark. Den formelle ramme for fastkurspolitikken er Det Europæiske Valutasamarbejde, ERM2.

Baggrund for den danske fastkurspolitik

Danmark har deltaget i det europæiske valutasamarbejde siden begyndelsen af 1970'erne først gennem slangesamarbejdet og siden i form af ERM og ERM2. Kronen blev nedskrevet over for D-marken en række gange i de første år. I 1982 oven på massive ubalancer i den danske økonomi annoncerede den tiltrædende regering, at den afstod fra at anvende justering af valutakursen i økonomisk-politisk øjemed. Troværdigheden omkring fastkurspolitikken blev gradvist øget, og det lykkedes trods udsving i kursen at styre kronen gennem valutakriserne i 1990'erne.

Danmark i ERM2

Med indførelsen af euroen i 1999 indtrådte Danmark som ikke-euroland i Det Europæiske Valutasamarbejde, ERM2. ERM2 er stadig den formelle ramme for den danske fastkurspolitik. Fastkurspolitikken har givet et stabilt anker for lave og stabile inflationsforventninger. Danmark deltager i samarbejdet med en centralkurs på 746,038 kroner pr. 100 euro. Centralkursen er en omregning af den hidtidige kurs over for D-marken og blev senest ændret i januar 1987. Standardbredden på udsvingsbåndet i ERM2 er +/- 15 pct. På grund af den høje grad af konvergens har Danmark indgået aftale med Den Europæiske Centralbank (ECB) og eurolandene om et snævrere udsvingsbånd på +/- 2,25 pct. Det indebærer, at kronen højst kan bevæge sig mellem 762,824 kroner pr. 100 euro og 729,252 kroner pr. 100 euro. Nationalbanken har siden slutningen af 1990'erne stabiliseret kronekursen tættere på centralkursen.

 

Generelt om ERM2

Euroen er centrum i ERM2-samarbejdet, og de deltagende landes valutaer har centralkurser i forhold til euroen, men ikke i forhold til hinanden. Forpligtelsen til at intervenere, dvs. foretage støtteopkøb eller -salg, hvis en deltagervaluta bevæger sig ud på en af udsvingsgrænserne, påhviler alene det pågældende deltagerlands centralbank og ECB. De øvrige deltagerlande har ingen interventionsforpligtelse. ERM2 indeholder en forpligtelse om ubegrænset interventionskredit mellem ECB og deltagerlandets centralbank ved intervention på udsvingsgrænsen.

Et af konvergenskriterierne for optagelse i eurosamarbejdet er overholdelse af det normale udsvingsbånd inden for ERM2 uden alvorlige spændinger i mindst to år. Landet må ikke i samme periode have devalueret sin valuta over for euroen.

Du kan læse mere om, hvordan kronekursen i praksis stabiliseres over for euroen i afsnittet om pengepolitik.