Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Dansk økonomi er bedre end sit rygte

Fremadrettet ventes en vis genopretning af produktivitetsvæksten, og fremgangen i det reale BNP skønnes at blive 1,0 pct. i 2016 stigende til 1,6 pct. i 2017 og 1,8 pct. i 2018.


Deling

De store, beskæftigelsestunge brancher i Danmark har de senere år oplevet en betydelig vækst. Når det danske BNP alligevel har udviklet sig forholdsvis svagt, så skyldes det i høj grad, at det er gået massivt tilbage i nogle få brancher, nemlig olieindvinding og søtransport, som har relativt lille beskæftigelse.

Det er et af de centrale budskaber i Nationalbankens rapport Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2016, der offentliggøres i dag.

De brancher, der især er gået stærkt frem, er erhvervsservice (fx advokater, konsulenter og rengøringsfirmaer) og industrien. I industrien er værdiskabelsen i kroner og øre siden midten af 2013, hvor konjunkturerne vendte, forøget med 25 pct., mens erhvervsservice er steget med 19 pct. Omvendt er der stor tilbagegang for søtransport og særligt inden for olieindvinding, hvor tilbagegangen har været på hele 63 pct.

”Det viser, at det faktisk går en del bedre med dansk økonomi, end vi umiddelbart går og fortæller hinanden. Selvfølgelig tæller containertransport og olieproduktion med i økonomien. Men tilbagegangen styres af kræfter – oliepris og fragtrater – som er globale. Når vi kigger på, hvad der foregår her i landet, så er der faktisk rigtig godt gang i økonomien,” siger nationalbankdirektør Lars Rohde.

Brancheopgørelsen giver også en forklaring på, at der det seneste år har været en stærk stigning i beskæftigelsen, til trods for den moderate BNP-fremgang.

Fremadrettet ventes en vis genopretning af produktivitetsvæksten, og fremgangen i det reale BNP skønnes at blive 1,0 pct. i 2016 stigende til 1,6 pct. i 2017 og 1,8 pct. i 2018. Fra 1. kvartal 2016 til udgangen af 2018 ventes beskæftigelsen at stige med 60.000 personer.

DET GÅR GODT MED INDTJENINGEN I DEN DANSKE BANKSEKTOR

Den danske banksektor har det generelt godt – institutterne tjener penge og overholder samtidig de nuværende kapitalkrav. Også under stress.

Det er en af konklusionerne i Nationalbankens rapport Finansiel stabilitet, 1. halvår 2016, der udkommer i dag.

De lave renter og den lave efterspørgsel efter at optage nye lån presser imidlertid bankernes indtjening, og derfor kan det godt undre, at de største danske banker vælger at opstille mål for forrentningen af deres egenkapital, der ligger markant over aktionærernes forventninger.

"Et så højt merafkast kan betyde, at institutterne er nødt til at øge deres risici, hvis de vil leve op til deres egne høje mål. Øget gearing eller mere risikable udlån er den forkerte vej at gå. Siden finanskrisen er bankerne blevet mere sikre. Det skal vi holde fast i fremadrettet. Hvis man som investor ønsker en risikofyldt investering, bør man vælge noget andet at investere i end en bankaktie", siger Lars Rohde.

For mere information, se Nyt fra Nationalbanken.

Henvendelse kan rettes til Julie Holm Simonsen på tlf. 3363 6022.