Kommentarer m.m. dækker fx over Nationalbankens kronikker og debatindlæg bragt i medierne, kommentarer til rapporter fra Det Økonomiske Råd samt kommentarer til politiske forslag og beslutninger.

Om Nationalbanken

Tilsynsdiamant for realkreditinstitutter

Udtalelse fra Nationalbanken


​​Finanstilsynet har i dag offentliggjort forslag til en tilsynsdiamant for realkreditinstitutter. Det er et godt initiativ, at der nu etableres en tilsynsdiamant for realkreditten, som det allerede kendes fra pengeinstitutterne. Hjørnerne i diamanten for realkreditinstitutterne fokuserer på institutternes kreditrisiko ved udlån og adgang til den nødvendige finansiering. Specifikt forholder diamanten sig til udlånsvækst, låntagers renterisiko, afdragsfrihed, lån med kort finansiering og store eksponeringer. Det er alle relevante områder, der kan give anledning til forhøjet risiko. Diamantens hjørner indgår i tilsynsvirksomheden og skal fungere som en tidlig advarsel, hvis det enkelte institut går i retning af at tage for meget risiko.
 
Tilsynsdiamanten er derimod ikke egnet til en begrænsning af den enkelte husholdnings anvendelse af afdragsfrihed. Realkreditinstitutterne har ydet mange husholdninger afdragsfrie lån helt ud til lånegrænsen på 80 pct. Det gør husholdningerne sårbare over for selv mindre ejendomsprisfald, og realkreditinstitutterne risikerer at skulle finansiere supplerende sikkerhed for obligationerne. Det er afgørende, at realkreditsystemet indrettes, så obligationernes sikkerhed bevares, og systemet også er robust i perioder med faldende boligpriser.
 
Nationalbanken anbefaler, at der som supplement til tilsynsdiamanten gennemføres lovgivning om nedsættelse af lånegrænsen for afdragsfrie lån – som andel af boligens værdi på belåningstidspunktet. Det bør gælde for afdragsfrie lån, der ligger til sikkerhed for udstedelse af SDO, SDRO og RO fra penge- og realkreditinstitutter. Derved vil låntagerne over tid automatisk opbygge en vis afstand til belåningsgrænserne. Det vil yderligere understrege den høje sikkerhed i realkreditsystemet, også ved store boligprisfald.