Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Finansiel stabilitet og finansielle risici

Finansiel stabilitet 2012

De store institutter kom generelt ud af 2011 med et styrket kapitalgrundlag, mens flere mellemstore institutter fik reduceret deres kapitaloverdækning. For mange pengeinstitutter vil det i de kommende år være en central opgave at tilpasse sig de kommende skærpede kapitalkrav. Højere indtjening er et vigtigt element i denne tilpasning. Nationalbankens stresstestmodel giver grundlag for en vurdering af de 13 største danske pengeinstitutters kapitalisering i forskellige makroøkonomiske scenarier. Stresstesten viser, at de største af disse institutter er robuste. Blandt stresstestens mindre institutter vil enkelte have behov for at styrke kapitalforholdene. Det er vurderingen, at eventuelle problemer blandt de mindre institutter vil kunne løses inden for de gældende rammer for fusioner og afvikling. Hovedparten af de små og mellemstore pengeinstitutter, der gik ind i krisen med et indlånsunderskud, har de seneste år reduceret underskuddet eller vendt det til et overskud. Det er vigtigt, at de små og mellemstore pengeinstitutter fortsætter tilpasningen til en forretningsmodel, der er levedygtig på længere sigt. Institutterne har fået flere muligheder for at låne i Nationalbanken. Det vil give fleksibilitet i tilpasningen.