Øvrige publikationer kan fx være bøger, kvartalsoversigter, årsberetninger og økonomiske oversigter fra ECB, ph.d.-afhandlinger og Nationalbankens politikker.

Pengepolitik

Valutakursgennemslag på danske import- og forbrugerpriser

I artiklen analyseres, hvordan udsving i den nominelle effektive kronekurs slår igennem på import- og forbrugerpriserne. For importpriserne sker det allerede inden for en til to måneder. Gennemslaget er dog ikke komplet. Det indikerer, at en del af eksportørerne tilpasser deres priser til det danske marked. Gennemslaget på forbrugerpriserne er væsentligt svagere. Det afspejler, at import kun udgør en del af det private forbrug. Desuden absorberer de indenlandske distributører en del af udsvingene i valutakursen i deres avancer. Analysen indikerer, at gennemslaget er lavere end tidligere. Der er ikke tegn på, at ændringer i den effektive kronekurs medfører et vedvarende løft i prisernes stigningstakt.