Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Udsigter for dansk økonomi

Solidt opsving med øget pres på arbejdsmarkedet

Det igangværende opsving i dansk økonomi er solidt, og presset på arbejdsmarkedet er forstærket. Væksten i BNP skønnes at stige til 2,3 pct. i år fra 1,7 pct. sidste år, og dansk økonomi vil i de kommende år befinde sig i en højkonjunktur. Indtil videre har opsvinget været balanceret. Der er rum til mere pres på kapaciteten under højkonjunkturen, men overophedning kan i den situation komme pludseligt og kraftigt. Regeringen bør være forberedt på at kunne iværksætte en finanspolitisk opstramning med henblik på at dæmpe væksten i efterspørgslen.