Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Udsigter for dansk økonomi

Moderat højkonjunktur i de kommende år

Opsvinget er fortsat i anden halvdel af 2017, og dansk økonomi har taget hul på en højkonjunktur med stadigt større pres på arbejdsmarkedet. Fremgangen er indtil videre forløbet balanceret, bl.a. understøttet af tidligere reformer, der har øget arbejdsudbuddet. Væksten i BNP skønnes til 1,9 pct. i år og lidt lavere de kommende to år. Økonomien er godt rustet til højkonjunkturen, som kan forløbe, uden at der opbygges ubalancer, men en overophedning kan erfaringsmæssigt komme pludseligt og kraftigt. Regeringen bør være forberedt på at kunne iværksætte en forebyggende finanspolitisk opstramning med henblik på at dæmpe væksten i efterspørgslen, hvis der er tegn på overophedning.