Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Dansk økonomi

Dansk og international økonomi ramt af pandemi

Den økonomiske aktivitet er bremset kraftigt op som følge af udbruddet af coronavirus, foranstaltningerne til at inddæmme smitten og afledte adfærdsændringer. Et gunstigt udgangspunkt for dansk økonomi forbedrer mulighederne for at håndtere de økonomiske konsekvenser af krisen. Nationalbanken bakker op om de indførte hjælpepakker, som midlertidigt kan holde hånden under beskæftigelsen og virksomhederne, men der kan blive behov for mere traditionel finanspolitisk stimulans fremadrettet. Den offentlige gæld vil vokse som følge af tilbageslaget og hjælpepakker, men det er der plads til. For året som helhed vurderes væksten at blive mellem -3 og -10 pct.