Bankunionen - kort fortalt


Bankunionen, også kaldet det styrkede banksamarbejde, består i dag af to elementer. Det ene er et stærkt fælles tilsyn med alle store europæiske banker. Det andet er en ensartet og konsekvent praksis for krisehåndtering af store og grænseoverskridende europæiske banker. Nationalbanken mener, at Danmark bør tilslutte sig bankunionen. Kort sagt er det Nationalbankens vurdering, at det vil være til gavn for danske husholdninger og virksomheder.

Bankunionen blev en realitet, da den europæiske centralbank, ECB, i november 2014 overtog ansvaret for at føre tilsyn med de største banker i euroområdet. De 19 eurolande er fødte medlemmer af bankunionen, mens de andre EU-lande kan vælge at tilslutte sig.

Der er endnu ikke taget stilling til dansk deltagelse i bankunionen. I en rapport fra april 2015 til den daværende regering var konklusionen, at der er meget, der taler for dansk deltagelse, men at der er nogle områder, som med fordel kan afklares yderligere. Regeringen har i juli 2017 besluttet at igangsætte et arbejde med henblik på, at der senest i efteråret 2019 kan tages stilling til, om Danmark skal tilslutte sig bankunionen.

Bankunionen består i dag af to elementer. Det ene er et stærkt fælles tilsyn med alle store europæiske banker. Det andet er en ensartet og konsekvent praksis for krisehåndtering af store og grænseoverskridende europæiske banker. Bankunionen handler dermed både om forebyggelse af kriser og om den faktiske håndtering af en nødlidende bank – som skal ske uden brug af skatteyderpenge.

Tilsyn
Målet med at skabe et fælles europæisk tilsyn med banker er at sikre, at reglerne – og fortolkningen af dem – er ens på tværs af de deltagende lande. Det betyder fx, at en bankforretning bliver værdisat på samme måde, uanset om der er tale om en bank med hovedsæde i Tyskland, Spanien eller Finland. Det giver en større sikkerhed for, at ingen glemmer eller gemmer store tab, der i sidste ende kunne føre til en ny finanskrise.  Et fælles tilsyn betyder også, at der er et bedre sammenligningsgrundlag, så man kan følge tendenser på tværs af mange store banker. Det gør det lettere for tilsynet at reagere tidligt. Samtidig får man flere og eksterne øjne på bankerne i et enkelt land. 

ECB fører direkte tilsyn med de 125 største europæiske banker og udstikker retningslinjer og regler for tilsynet, også for tilsynet med mindre banker i bankunionen, som fortsat udføres af den nationale tilsynsmyndighed.

Krisehåndtering
Ansvaret for krisehåndtering af store banker i bankunionen har siden 2016 været samlet hos én europæisk myndighed, Den Fælles Afviklingsinstans ("Single Resolution Board"). Den skal for hver enkelt bank udarbejde en troværdig plan for, hvad der skal ske, hvis banken kommer i alvorlige problemer. Desuden skal den konkret gennemføre afvikling af kriseramte banker.

Det danske begreb "afvikling" kan let misforstås. Det handler ikke om at lukke banken. Det handler om, at der bliver ryddet op i banken for at sikre, at bankens vigtigste funktioner – for kunderne og det finansielle system – kan videreføres. Det sker uden, at der bruges skatteyderpenge. Det er dem, som har investeret i banken, dvs. ejere og investorer, som skal bære tabene. Det er en regel, som kaldes "bail-in", og som Danmark har været et af de første lande til at indføre. EU-reglerne om "bail-in" indeholder også et krav om, at bankerne til enhver tid skal have tilstrækkelige passiver, som er egnede til tage tab i en afviklingssituation. Det er nødvendigt for, at afviklingsmyndigheden i den konkrete situation kan gennemføre en afvikling, der sikrer den finansielle stabilitet. 

I bund og grund er krisehåndtering inden for bankunionen baseret på tre principper:

Det ene er, at der med en fælles myndighed er helt faste spilleregler for krisehåndtering af store og grænseoverskridende banker. Den Fælles Afviklingsinstans sikrer en ensartet og konsekvent praksis for, hvad der sker, hvis en bank bliver nødlidende, og hvordan det sikres, at de funktioner, der er vigtige for kunder og for det finansielle system, kan videreføres.

Det andet er princippet om, at ejerne og investorerne skal bære tabene i en nødlidende bank ("bail-in").

Det tredje princip er, at der i yderste konsekvens, efter at ejere og investorer har taget tab, kan trækkes på en fælles fond i forbindelse med afvikling af en nødlidende bank. Det vil ske uden brug af skatteyderpenge, da fonden opbygges af bidrag fra bankerne i de deltagende lande.

De tre principper er også blevet anvendt i praksis i forbindelse med afviklingen af den spanske bank, Banco Popular, via Den Fælles Afviklingsinstans i juni 2017.

Derfor en bankunion
Den finansielle krise og den efterfølgende europæiske statsgældskrise har vist et klart behov for et strammere regelsæt for banker og mere ensartet praksis fra myndighedernes side på tværs af EU. Meget af denne regulering er allerede gennemført – i EU-regi. Mange af de nye regler har hvert enkelt land indarbejdet i sin nationale lovgivning. Dog er der inden for denne lovgivning et forholdsvis stort råderum og vide fortolkningsmuligheder. Det betyder, at praksis varierer fra land til land – hvilket skaber usikkerhed og ulige konkurrencevilkår.

Med en fælles myndighed for tilsyn og en fælles myndighed for krisehåndtering inden for bankunionen kan meget af denne usikkerhed fjernes, og der kan skabes grundlag for styrket konkurrence på tværs af landegrænser.

Nationalbanken om dansk deltagelse
Nationalbanken mener, at Danmark bør tilslutte sig bankunionen. Kort sagt er det Nationalbankens vurdering, at det vil være til gavn for danske husholdninger og virksomheder.

Overordnet set vil bankunionen bidrage positivt til den finansielle stabilitet. Det er noget, der vedrører os alle. Som vi var vidne til efter 2008, kan en finanskrise have voldsom indvirkning på de økonomiske betingelser, som de fleste af os har indrettet os efter: Fx investeringer, ejendomslån, virksomheders vækstmuligheder, beskæftigelsen og det offentliges indtægter og udgifter. Bankunionen kan ses som et bolværk mod nye finanskriser. Den vil også sikre, at effekterne er mindre alvorlige, hvis der alligevel er banker, der kommer i problemer.

Der er også nogle særlige forhold i Danmark, som gør det ekstra interessant for os at deltage i bankunionen.

I Danmark er nogle banker og realkreditinstitutter meget store i forhold til landets økonomi. Nationalbanken vurderer, at tilsynet med de største danske banker og realkreditinstitutter vil blive styrket i bankunionen. Nationalbanken vurderer også, at deltagelse i bankunionen vil være en for-del, hvis en stor dansk bank eller et realkreditinstitut får problemer. Her vil en fælles og mere ressourcestærk afviklingsmyndighed have bedre mulighed for at minimere skadevirkningerne på økonomien og det finansielle system uden brug af offentlige midler.

Lige konkurrencevilkår på tværs af landegrænser vil også fremme konkurrencen på det danske bankmarked, hvilket kun kan blive til gavn for danske husholdninger og virksomheder.

Derudover vil Danmark som medlem af bankunionen i højere grad kunne påvirke udviklingen af fælleseuropæiske regler, standarder og praksis. Det vil bl.a. betyde, at realkreditten vil stå stærkere inden for end uden for bankunionen.