Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Lån i valuta nedbragt i løbet af 2014

Danske erhvervsvirksomheder, personligt ejede virksomheder og privatpersoner nedbragte gennem 2014 deres lån i udenlandsk valuta hos danske banker og realkreditinstitutter med mellem 12 og 16 pct.



Danske erhvervsvirksomheder, personligt ejede virksomheder og privatpersoner nedbragte gennem 2014 deres lån i udenlandsk valuta hos danske banker og realkreditinstitutter med mellem 12 og 16 pct. Overordnet set betalte låntagerne mere af på lånene, end de optog ny gæld, mens valutakursændringer isoleret set øgede gælden.

Euro udgør en væsentlig del af valutalånene, men de er kun i ubetydelig grad udsat for udsving i valutakursen på grund af fastkurspolitikken. Anderledes forholder det sig for lån i dollar, hvor kursen over for kroner steg med 13 pct. i 2014.  Så mens erhvervsvirksomhederne afdrog og indfriede lån for netto 8,2 mia. kr. på deres gæld i dollar, faldt gælden kun med 5,4 mia. kr. til 31,5 mia. kr.

Lån i schweizerfranc udgjorde ved udgangen af 2014 kun en relativt lille del af valutalånene, efter at både private og erhverv fra 2008-13 nedbragte deres gæld i schweizerfranc med godt 60 mia. kr. og med yderligere 1,6 mia. kr. i 2014 til 9,2 mia. kr.

Udlån til private og erhverv fra banker og realkreditinstitutter – udestående valutaudlån ultimo året, samt ændringer i 2014

Anm.: Ændringer i udlånet er angivet som enten transaktion eller valutakursændring. En negativ transaktion viser, at afdrag og indfrielser overstiger nye lån, mens en positiv valutakursændring viser, at kursen på lånets valuta er steget i forhold til danske kroner.​