Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Værdipapirer

Fire forrygende år for danske børsnoterede selskabers afkast siden begyndelsen af 2012

Danske børsnoterede selskaber gav et samlet aktieafkast på 34 pct. i 2015.



Danske børsnoterede selskaber gav et samlet aktieafkast på 34 pct. i 2015. Udviklingen var i høj grad drevet af Novo Nordisk, hvor udbytter og værdistigninger i alt nåede 300 mia. kr. i løbet af året. Andre store selskaber som Vestas, Pandora og Genmab gav også solide værdistigninger i 2015. Afkastet på danske stats- og realkreditobligationer blev derimod trukket mod nul som følge af renteudviklingen.

Det danske aktiemarked har haft fire forrygende år. De større danske børsnoterede selskaber har samlet set givet et afkast på 157 pct. siden begyndelsen af 2012. Det dækker over en vis spredning selskaberne imellem. Halvdelen af de større børsnoterede selskaber (selskaber med markedsværdi på mindst 1 mia. kr.) har mindst fordoblet værdien i perioden. Kun omkring hver tiende større børsnoterede selskab har haft et negativt aktieafkast siden begyndelsen af 2012.

Ved udgangen af 2015 var den samlede markedsværdi af børsnoterede danske aktier på 2.427 mia. kr., hvoraf alene de fem største børsnoterede selskaber – Novo Nordisk, A.P. Møller – Mærsk, Danske Bank, Coloplast og Vestas – tegnede sig for 59 pct. af markedsværdien.

Årlige afkast for danske værdipapirer fordelt på aktivklasser (venstre figur) og fordeling af afkast blandt større danske børsnoterede virksomheder, 2012-15 (højre figur)

Anm.: Venstre figur: Samtlige afkastberegninger er vægtede afkast. For aktier er afkastene beregnet ud fra udbytter og værdistigninger i årets løb i forhold til markedsværdien ved årets indgang. For obligationer er afkastet beregnet ud fra udbetalte renter og kursændringer samt forskellen i vedhængende renter i årets løb. Højre figur: Fordelingen af aktieafkast er uvægtet, således at alle aktier har samme betydning for fordelingen. Der er kun medtaget større børsnoterede selskaber, som havde en markedsværdi på mindst 1 mia. kr. ved indgangen af 2012, og som har været børsnoterede hele perioden (dvs. eksklusive fx Matas, ISS, NNIT).  De ni aktier i gruppen for afkast på over 300 pct. fordeler sig mellem 300-3.000 pct.