Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Bankernes udlånsrenter til husholdningerne fortsætter med at falde

I marts 2016 nåede bankernes gennemsnitlige udlånsrente til danske husholdninger et historisk lavt niveau på 4,6 pct. efter at være faldet 0,3 procentpoint over det seneste år.



I marts 2016 nåede bankernes gennemsnitlige udlånsrente til danske husholdninger et historisk lavt niveau på 4,6 pct. efter at være faldet 0,3 procentpoint over det seneste år. Faldet har været mest udtalt for forbrugslån mv. med 0,5 procentpoint, mens udlånsrenten for lån med sikkerhed i fast ejendom blot er 0,2 procentpoint lavere end for et år siden.

Andelen af udlån til boligformål er steget gennem en årrække og nåede i begyndelsen af 2015 knap 60 pct. Siden da har andelen været uændret. Den ændrede sammensætning har isoleret set bidraget til at trække den gennemsnitlige udlånsrente ned, da renten generelt ligger lavere, når sikkerheden er større.

Den gennemsnitlige rente på nyudlån med sikkerhed i fast ejendom har de seneste to år ligget på niveau med renten på tilsvarende eksisterende lån. Renten på nye forbrugslån mv. ligger i marts 2016 til gengæld 0,6 procentpoint under renten på eksisterende lån, hvilket bl.a. kan hænge sammen med en højere kreditkvalitet af de nye lån.

Udvikling i bankernes udlånsrenter til danske husholdninger opdelt på formål samt beholdningsandele